HISTORISKE FILM – Der eksisterer ingen anerkendt filmgenre som bærer betegnelsen ”historisk film”. Alligevel er de færreste af os i tvivl om, hvad en historisk film egentlig er, og at disse i høj grad har været med til at forme vores billede af fortiden, skriver Maria Helleberg, der vil se nærmere på genren sommeren igennem i POV. I dag er turen kommet til Milos Formans Amadeus (1985). Og som hun skriver har løgnene i denne film en grund: “De gør filmen seværdig, levende og historien meningsfuld. Det historisk korrekte er sandelig ingen garanti for at få en seværdig film.”
Vi har vist alle læst lister over “fejl” i historiske film. En af de mest kendte var solbrillerne i Tarantinos “Django Unchained” – men jeg tror ikke, det var en fejl, jeg tror de var placeret med vilje, for at trække nutiden ind i fortællingen.
De fleste bøger om ”historisk film” koncentrerer sig om at finde fejl og misforståelser.
Det er ofte morsom læsning, især hvis de film, som rakkes ned, ikke er ens favoritter.
En film kan være så overtalende og forførende, så vellykket som kunstværk, at den i løbet af kort tid bliver en slags målestok for sin egen historie. Den kan forføre et kæmpe publikum i sådan en grad, at selv den mest forløjede historie virker autentisk
Men fejl er ikke altid invaliderende.
Det kan godt være, at netop denne historie har brug for både fejl og løgne for at fungere. De fleste af os er parat til at sluge enorme kameler, for at få en god oplevelse foran lærred eller skærm. Det er absolut værd at minde om, at historisk korrekthed ikke på nogen måde er nok
En film kan være så overtalende og forførende, så vellykket som kunstværk, at den i løbet af kort tid bliver en slags målestok for sin egen historie. Den kan forføre et kæmpe publikum i sådan en grad, at selv den mest forløjede historie virker autentisk.
Da Mozart skulle fejres i Danmark år 2006, kom Morten Grunwald på DR2 med den udtalelse, at han især beundrede komponisten, fordi han kunne komponere frisk fra bladet – han skrev aldrig kladder, men nedskrev musikken, som den lød inde i hans hoved.
Men sådan komponerede Mozart bare ikke.
Teorien stammer fra Peter Schaffers teaterstykke ”Amadeus”, der blev forvandlet til film af Milos Forman. Amadeus er måske filmhistoriens bedste eksempel på, at hvis historien holder, og bliver til en legende, fortrænger den virkeligheden. Og at det jo er meningen med fiktion…
Amadeus er en elsket musikfilm. Det er en overdådigt veloplagt, begavet og krævende kostumefilm, som tilmed rummer en dybere sandhed. En filmatisering, som forholder sig ubetinget trofast til forlægget.
Filmen er en overbevisende filmisk tour de force, en fantastisk og letbenet, munter fremstilling af en tidsalder, som ingen af os har oplevet men alle synes at have et forhold til.
Men Amadeus er på mange måder en avanceret løgnehistorie, en fortolkning der bygger på misforståelser, fortielser og direkte løgne.
De fleste stammer fra forlægget. Og løgnene skaber en ny virkelighed, der på mange måder direkte modsiger Mozarts “virkelige” historie. Vigtigst: fortlliungen offergør Mozart. Vi skal have ondt af ham. Det lykkes eminent for filmen. Måske lidt for godt.
Filmen bygger på modstillingen af to komponister. hvoraf den ene måske er verdens mest kendte -og den anden længe var glemt. Mozart og Salieri. Filmen bygger på en gammel (god) myte om, at Salieri myrdede Mozart.
Forfatteren til det originale skuespil, Peter Schaffer, havde næppe hørt mange toner af Salieri, før han skrev stykket. Ikke meget var indspillet. Først i dette årtusinde – og netop efter filmen – greb kunstnere som Cecilia Bartoli tilbage til 1700-tallet og fordybede sig i arkiverne for at kunne rekonstruere lydbilledet.
Hvis man opremser alle fordrejninger, bliver der ikke meget tilbage af filmens indhold. Hele historien bygger på, at stort set alle personerne skifter livshistorie. Det er i sig selv morsomt at opleve
Salieri har ikke erstattet Mozart som komponist, men han var åbenbart ikke nogen trist middelmådighed, han var en blandt mange store komponister, der virkede lige inden Mozart. Hans ulykke var, snarere end middelmådigt talent, at han ikke var innovativ, men reproducerende, at han ikke fik så pragtfulde operatekster at ”lydsætte”, og at han blev gammel, kedelig og forældet, hvorimod Mozart døde ung.
Hvis man opremser alle fordrejninger, bliver der ikke meget tilbage af filmens indhold. Hele historien bygger på, at stort set alle personerne skifter livshistorie. Det er i sig selv morsomt at opleve.
Salieri var for det første ikke en ældre mand, da Mozart kom til Wien. Han var født i 1750, Mozart i 1756.
Han var heller ikke kunstnerisk udlevet, men havde endnu alle sine største succeser til gode.
Mozart skrev ikke sine værker ned i genial, perfekt inspiration: han finpudsede (som alle andre komponister), men producerede efter bestilling, og måtte ind imellem aflevere meget hurtigt . Så en del af værkerne er på godt og ondt første udkast.
Operaen ”Don Giovanni” slutter ikke med heltens nedfart til helvede, men med et stort ensemble, hvor de overlevende beslutter sig til, hvordan de fra nu af vil indrette deres liv.
Det er en forenkling, som man støder på igen og igen. Kvinderne forenkles til tåber dåser, gæs og ludere. Det gør ikke forfatterne ære, og det virker trættende
Mozarts hustru Konstanze var ikke et tåbeligt barn, men en effektiv og højt begavet dame med ben i næsen, der klarede livet som enlig mor, til hun i sit andet ægteskab endte i København.
Konstanze fjollede ikke rundt på et badested, mens hendes mand døde, men havde lige født parrets sidste barn og var hos sin mand.
Mozart blev ikke begravet i en anonym massegrav.
Salieri bestilte ikke Mozarts Requiem og skrev heller ikke med på partituret, men Mozart havde en hjælper, hans elev Süssmeyer, der færdiggjorde værket.
”Tryllefløjten” er ikke Mozarts sidste opera – Schaffer ser sorgløst væk fra ”La Clemenza di Tito”, der ellers siden Amadeus’ premiere har generobret sin plads i repertoiret.
Mozarts latrinære jargon i breve til familien er formentlig helt almindelig for perioden.
Mozarts groteske latter er Schaffners påfund.
Den eneste fortegnelse, jeg har svært ved at acceptere, er Schaffners nedgørelse af Konstanze Mozart. Hendes karakter i filmen er uden bund i korrespondancen mellem hende og Mozart, og helt uden forbindelse med hendes liv i øvrigt. Hun stak aldrig af fra sin mand, men delte hans økonomiske og helbredsmæssige deroute.
Men alle de kvindelige figurer i såvel skuespil som film er grotesk forenklede. Der er tale om en bevidst ”forkortning”, som koncentrerer blikket om de to hovedfigurer. Og det er en forenkling, som man støder på igen og igen. Kvinderne forenkles til tåber dåser, gæs og ludere. Det gør ikke forfatterne ære, og det virker trættende.
Unøjagtigheder og løgne kan sagtens trives i et historisk værk. Det kræver bare kunstnerisk integritet. På sine egne præmisser er Amadeus ubetinget en epokeskabende film
Schaffer har dog indbygget en kattelem i sin historie: man kan udlægge skildringen som Salieris ironisering over de mennesker, som forkastede ham for i stedet at arbejde sammen med Mozart.
For selve fortællingen er jo Saliers beretning om mødet med geniet. Salieri indgår en måske svært synlig aftale med os, publikum, om at stole på hans beretning. Så måske er det hele – Salieris vanvittige forvanskning af historien. Den tolkning er en gave.
Ingen af hverken løgnene eller tilsnigelserne eller forvanskningerne forhindrer Amadeus i at fungere flot som det, filmen ønsker at være: en fornem moderne kostumefilm, med både mening og hensigt.
Unøjagtigheder og løgne kan sagtens trives i et historisk værk. Det kræver bare kunstnerisk integritet. På sine egne præmisser er Amadeus ubetinget en epokeskabende film.
Har nogen, før eller siden, formået at skabe en film, der så enkelt og fængslende fortæller en komponists liv? Om at komponere? Befriet for al respektfuld fims og respekt og rynkede pander og kedsomhed.
Man tror som publikum på denne barnlige, sære Mozart, og endnu mere på den pæne mand Salieri, der mangler galskab og derfor også har svært ved at realisere sit geni.
Overholdelse af historisk korrekthed skaber absolut ikke nødvendigvis en seværdig film, der skal dæleme mere til
Det historisk ”korrekte” kan kvæle en film – eller ødelægge dens troværdighed, fordi ingen, hverken instruktør eller producent, har gidet forholde sig til filmens specifikke krav. Overholdelse af historisk korrekthed skaber absolut ikke nødvendigvis en seværdig film, der skal dæleme mere til.
Det er heller ikke nok at iklæde moderne skuespillere historiske kostumer og slippe dem løs i en nutidig konflikt, så får man anakronistiske film, der snart begynder at virke ufrivilligt komiske. Amadeus virker aldrig anakronistisk eller sær. Det er en selvstændig fortolkning af myter og personer, og det er en film. Den bruger musik, men billederne er hovedsagen. 1700-tallet er under alle omstændigheder eminent fotogen.
Hvad er anakronisme? Tjah, man kan se Cecil B. de Milles bibelfilm fra 40erne og 50erne, hvor alle de sexede kvinder er iklædt cocktaildresses og har en drink i hånden, mens de forfører, som sad de i en bar på Copacabana. De er så moderne i 1944, at det er umuligt at opfatte dem som Dalila …de bliver til Delilahs!
Det er nødvendigt at kende en tidsalders skikke, brug, sprogbrug og gestik for at kunne gestalte den troværdigt. Men virker det på os, publikum, som andet end uforståelige afvigelser fra normen? Der skal være en god grund til at slippe fortiden løs i biografen.
Og hvordan bliver en handling og gestik “historisk korrekt”, så vi, publikum, forstår og accepterer?
Nemt er det jo ikke. Gabriel Axel lod sine skuespillere klappe ved at rasle med skørterne i slutningen af den jammerlige oldtidsfilm ‘Amled’. Det virkede slet og ret komisk.
Når der lyves bevidst om store ting, skyldes det som regel at man ønsker at fortælle en anden historie end den ”virkelige”. Det kan gøres elegant, klodset eller lige ud ad landevejen. Elegance klæder unægtelig løgnen bedst. Og Amadeus er en elegant løgnehistorie, der er så flot fortalt, at man umiddelbart tror på hvert et ord
Fortiden overrasker altid ved sin mangfoldighed og ved sin forskellighed fra nutiden. Det er derfor, vi bliver ved med at søge at gestalte foitiden, om end vi godt ved, at nutiden kommer i vejen.
Der er mange forskellige grunde til at en historisk film virker ukorrekt. Dels simpel dovenskab (man gider ikke tjekke, end sige hyre folk til at lave research), dels spareiver (en hestevogn fra 1800tallets slutning anvendes i DRs katastrofale tv-serie ‘Gøngehøvdingen’), dels ligegyldighed (dragter fra mange perioder ses tit på statister i baggrunden i storfilm).
Men de ukorrekte oplysninger kan også være tilvalgt, fordi de letter publikums forståelse: halvmånen var endnu ikke blevet Islams symbol under korstoigene i 1100-tallet, men Ridley Scott anvender dem i ‘Kingdom of Heaven’ fordi vi genkender symbolet. Det virkede. Og hvad var alternativet?
Det kan godt være, at ‘Braveheart’s William Wallace ikke bar kilt, men hvordan skulle man ellers etablere ham som skotte? Ved at slænge ham en sækkepibe i armene? Tricoloren var muligvis ikke Frankrigs flag under kejser Napoleon – men hvordan ellers demonstrere “franskhed”?
Vi er nødt til at kode.
Mozart var ikke yndefuld, ikke en “Mozart-kugle”, men en vild teenager, hvis hele liv handlede om en eneste ting, musik
Når der lyves bevidst om store ting, skyldes det som regel at man ønsker at fortælle en anden historie end den ”virkelige”.
Det kan gøres elegant, klodset eller lige ud ad landevejen. Elegance klæder unægtelig løgnen bedst.
Og ‘Amadeus’ er en elegant løgnehistorie, der er så flot fortalt, at man umiddelbart tror på hvert et ord. Her er løgnen ikke blevet et dramatisk princip, fordi man er bange for at krænke andres ophavsret, fordi man synes den originale historie er for kedelig, eller fordi man bevidst opererer med et helt specifikt publikum.
Løgnen er Shaffers, uden den ingen film. Og løgnen er en fremragende historie, som lever og kan bære en film, samtidig med, at konflikten er original.
En sandfærdig historie, bygget på verificerbare kilder, ville nok fortælle en meget mere nuanceret historie om de to komponisters liv, men ikke rumme Amadeus’ saft og kraft. Hvis man vil fortælle om geni over for passabel middelmådighed, kan man ikke bruge de tos reelle livsløb.
Milos Forman anvender hele sin energi på at genskabe et troværdigt 1700-tal. Han forklarer ikke. Mozarts far er simpelthen bare en truende skikkelse – som Il Commendatore, den hævnende, afdøde officer i ‘Don Giovanni’. Hans svigermor er simpelthen forbilledet for den koloraturkværnende Nattens Dronning i ‘Tryllefløjten’. Biografisering af Mozarts musik.
I ‘Amadeus’ taler Salieri på et tidspunkt grundigt og følsomt om at opleve et simpelt stykke, skrevet af Mozart: læser man teksten, og sammenligner med moderne indspilninger, bliver det hurtigt klart, at fortolkningen af Mozart er forandret fra stykkets tilblivelsestid.
Vi spiller musik fra 1700-taller langt hurtigere, ikke som om det var senromantisk musik, og ofte med instrumenter, der svarer til, hvad Mozart selv anvendte og den lydm han kendte. Schaffners lyd, den han priser, er lyden af Mozart-fortolkningen i 1950erne og 1960erne
Extraordinary! On the page it looked nothing. The beginning simple, almost
comic. Just a pulse – bassoons and
basset horns – like a rusty
squeezebox. Then suddenly – high
above it – an oboe, a single note,
hanging there unwavering, till a
clarinet took over and sweetened it
into a phrase of such delight! This
was no composition by a performing
monkey! This was a music I’d never
heard. Filled with such longing,
such unfulfillable longing, it had
me trembling. It seemed to me that I
was hearing a voice of God
Men Mozarts latrinære, vilde sprog er født af opdagelsen af de originale breve fra hele hans familie. Da de blev offentliggjort, faldt en del af publikum i svime.
I tilfældet Amadeus er den opfundne version af Mozarts sidste år egentlig meget bedre end den virkelige historie – og vil forekomme sådan, lige til kunstnere med samme sprudlende overskud som Shaffner og Forman skaber en ny og mere kildetro udgave
Senere gik det op for os alle, at det ikke kun var familien Mozart som skrev om prutter etc. – det var en “stil” i tiden. Brevenes sprog er en af stykkers støttepiller. Mozart var ikke yndefuld, ikke en “Mozart-kugle”, men en vild teenager, hvis hele liv handlede om en eneste ting, musik.
Ingen tænkte altså på, at orkestret nok klang lidt anderledes år 1789 end i nutiden, så det vi hører er et moderne orkester, udstyret til at spille Wagner, Bruckner og Mahler. Stykket er fra 1979 og filmen fra 1984.
De dele af Amadeus, som ikke handler om rivaliseringen med Salieri (hele Tryllefløjtens tilblivelse f.eks.) er ren nydelse (og i øvrigt ganske korrekt beskrevet). Ligesom Salieris triste alderdom er korrekt.
Bortset fra at det ville ligge ham fjernt at betragte sig selv som nogen middelmådighed, tiden havde bare efterladt ham, så da han døde lyttede verden til komponister som Beethoven og Rossini…der var mange andre store komponister i 1700-tallet, som først kom til hæder og værdighed og indspilning omkring år 2000. Hasse, Porpora – og, ja, Salieri selv. Barokmusik fra 1600- og 1700-tallet er den bedst sælgende klassiske genre p.t.
Salieri var – i modsætning til Mozart – god til at gøre karriere, han var skabt til (og tilfreds med) at fungere som hofkomponist. Han samarbejdede med Mozarts foretrukne librettist, Lorenzo da Ponte, men Salierii ønskede at skrive gammeldags operaer med mytologisk tema.
Han ville aldrig have vovet at bede da Ponte om at skrive en libretto bygget over tidens mest kontroversielle værk, Beaumarchais’ skuespil ”Figaros Bryllup”. Mozart skabte noget hidtil uset: han tog den napolitanske buffo-opera, som skildrede almindelige mennesker, og forvandlede komedien til en blanding af humor og alvor.
Han skabte en ny genre.
Så løgnene har en grund. De gør filmen seværdig, levende og historien meningsfuld. Det historisk korrekte er sandelig ingen garanti for at få en seværdig film
Og Mozart begyndte/forsøgte at ernære sig som fri komponist, d.v.s. at han uden fast engagement skrev operaer til forskellige scener. På Mozarts tid spilledes hovedsagelig nyskrevne, samtidige værker.
Man kunne være så heldig, at et værk ud over premieren blev overtaget af andre teatre og genopført, men normalt måtte man straks efter premieren i gang med at skrive endnu en opera. Salieri foretrak trygheden i fast ansættelse som embedsmand.
Det er dramaturgisk yderst tilfredsstillende, at historien fortælles af Salieri i flashback kort inden mandens selvmord.
Da han sender sig selv ud af verden i 1828, er han omsider virkelig overhalet af tiden. Han pisker sig selv med skorpioner for at fastholde et publikum, nu reduceret til en enkelt person.
Fortællingen om hans rivalisering med Mozart bliver hans eneste store, overlevelsesduelige værk. Det eneste tegn på geni: at han er i stand til at anerkende en anden som større end sig selv.
Så løgnene har en grund. De gør filmen seværdig, levende og historien meningsfuld.
Det historisk korrekte er sandelig ingen garanti for at få en seværdig film.
I tilfældet Amadeus er den opfundne version af Mozarts sidste år egentlig meget bedre end den virkelige historie – og vil forekomme sådan, lige til kunstnere med samme sprudlende overskud som Shaffner og Forman skaber en ny og mere kildetro udgave.
Rollen som Mozart blev en livsforbandelse for Tom Hulce, der blev marginaliseret som skuespiller på grund af sin suveræne præstation af manikeren Mozart. Især den hæslige latter blev emblematisk.
Til gengæld brød F. Murray Abraham igennem som Salieri, og forsvarede rollen med alle til rådighed stående midler. Hans magtesløse sorg, da det går op for ham, at Mozart har forført den sangerinde, som Salieri selv er forelsket i, er gribende. Især fordi Mozart også har forført hende til sin musik.
Trods titlen er dette altså blevet Salieris film. Den ikke-af-Gud-elskede komponist fortæller. Brilliant.
Topfoto: Fra filmen.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her