SOMMERSERIE – Forfatter, redaktør og journalist Susanne Sayers skriver fra sin adopterede hjemby Lissabon. Den portugisiske hovedstad er Europas sydvestlige punktum, men på mange måder føles byen mere som porten til resten af verden end som Europa. Det er en broget by med mange indtryk, som man bør unde sig selv at opleve.
Lissabon vågner langsomt. Når nattens mørke gradvis skubbes væk af dagens første blålilla skær, er der ikke mange til at se det.
Ude på Tejo-floden fragter de første småfærger de første trætte pendlere fra Caçilhas og Seixal ovre på den anden side til Lissabon, mens de sidste natarbejdere – sygeplejersker, taxachauffører, skraldemænd, kokke – lige så søvnigt lader sig bære hen over Tejos småbølger i modsat retning, mens solopgangen gradvis giver byen, 25. april-broen og Arrábida-bjergene på den anden side farver.
Tejo er byens puls og port mod resten af jordkloden. Kort herfra, ved Belem, satte karavellerne ud over ukendte have. “Gennem Tejo kommer man til verden,” skrev Pessoa, en af de portugisiske digtere, som stadig dyrkes. Der er flere pladser og gader og statuer til ære for digtere end for krigshelte i Lissabon. Og med karavellerne kom alverdens rigdomme til byen.
Lissabon virker eksotisk, blid og munter med et strøg af nostalgi og fordums skønhed. Det er den også. Men Lissabon er ikke er den samme by, hvis man har penge, som hvis man mangler dem
I 1700-tallet var Lissabon verdens rigeste hovedstad, indtil et jordskælv i 1755 forvandlede byen til ruiner. Den blev aldrig det samme igen, men i genopbygningen er der stadig et ekko af fordums pragt, og kongens førsteminister, markisen af Pombal, benyttede lejligheden til at føre Portugal ind i oplysningstiden med dens betoning af fornuft og viden. Den nedre del af Lissabon, Baixa, er hans barn – et netværk af lige gader vinkelret på hinanden og en skarp kontrast til bydelen Alfamas kringlede og middelalderlige labyrint.
Seje veteraner
Efterhånden får morgenen lyd: Om sommeren kvidrende svaler og hvinende mursejlere, om vinteren måger, året rundt skarpe bjæf fra parkerne, hvor energiske hunde luftes af trætte ejere.
Fra borgen, som kroner byens højeste knold, skriger påfuglene oppe på muren, mens de grønne skråninger under den genlyder af hanegal; ikke så få baghaver rummer et lille hønsehold.
Den første linje 28-sporvogn knirker sig langsomt ned gennem Alfama med hvinende bremser de stejleste steder. 28’eren kører på byens længste sporvognsrute og er ideel til sightseeing, hvad turisterne til de fastboendes store fortvivlelse har fundet ud af. De kan have svært ved at få plads, og da det er eneste tværgående rute, er det et reelt problem.
Det kan ikke bare løses med flere sporvogne. Linje 28 køres af renoverede veteransporvogne, og det er ikke for turisternes skyld.
Moderne sporvogne er for brede og har for dårlige bremser til at klare 28’erens rutsjebane og lirketur i gyder, der er så snævre, at man som fodgænger må mase sig op mod muren, hvis sporvognen skal forbi. Men her om morgenen er der som regel god plads endnu.
Den allestedsnærværende kaffe
I gyderne fyldes morgenluften af duften af kaffe. Engang var Lissabons tehuse blandt verdens fineste, men kaffen udkonkurrerede med sin mere brutale charme teen, og de små kaffesteder overalt i gaderne, på stationer, i supermarkeder, på torve og i parker tiltrækker travle lisboetaer, som skyller den sidste rest af søvnen ned med en kaffe.
Der findes ikke et egentligt portugisisk ord for morgenmad. Pequeno almoço, lille frokost, kaldes det, men ofte er eneste morgenmad en kop kaffe med varm mælk, eventuelt med et stykke sødt bagværk til. Til gengæld er frokosten stor og langvarig.
Senere på dagen er mælk i kaffen kun for børn og turister. Alle andre drikker bica – det helt lokale Lissabon-ord for en espresso. Der er flere forklaringer på navnet, men jeg har valgt at tro på, at det stammer fra den legendariske café A Brasileira, som ligger i den fine Chiado-bydel.
Udenfor A Brasileira sidder førnævnte Pessoa i bronze, ofte med en turist på skødet og som motiv i en selfie. Indenfor emmer stedet af forne tider og nostalgi. Og det var her, at kaffen først blev forsøgt hældt i de skeptiske portugisere, der fandt den sorte kaffeinindsprøjtning lidt vel bitter. Derfor skrev A Brasileira “beba isto com açucar”, drik dette med sukker, og det blev så til en “bica” efter forbogstaverne i de fire ord.
Kaffen i Portugal er af god kvalitet, men den er ristet hårdere, end danskere er vant til. Den er ofte afslutningen på et måltid, og man drikker den ikke til desserten – man kan med fordel i stedet prøve den søde moscatel de Setúbal fra halvøen ovre på den anden side af floden, et af Portugals store vinproducerende områder. Kaffen er punktummet på dagen, ganske som den var begyndelsen.
Handel og vandel
Når morgenmaden er drukket, begynder byen at live op. På mange måder er Lissabon en gammeldags by, hvor supermarkederne endnu ikke helt har overtaget handelslivet, selv om der findes mange af dem. Men endnu vrimler det i de fleste bydele uden for turistcentrummet med grønthandlere og slagtere og ikke mindst konditorier.
Hver bydel har som regel også et indendørs marked med fødevarer. Byens bedste til fisk og skaldyr er 31. januar-markedet tæt ved metrostationen Picoa. Portugiserne er gode til fisk og skaldyr. Køkkenet er ikke raffineret. De fleste serveringer er enkle, og ofte vil tilbehøret være batatas fritas, pommes frites, eller kogte kartofler foruden noget alibigrønt i form af et par salatblade og tomatskiver.
Så hvad med den overdådighed af frisk frugt og grønt, man ser på markeder og i butikker? De ender ofte i supper. Portugiserne elsker suppe, og suppe indleder ofte både frokost og aftensmad. Men i køkkenerne hjemme er der også mere gang i grøntsagerne, end der er på de traditionelle restauranter, og i øvrigt er tendensen så småt ved at vende. De yngre kokke eksperimenterer med at give det traditionelle køkken et mere moderne og grønnere twist.
Ifølge legenden er byen oprindeligt skabt af Odysseus, her også kendt som Olissippo og Ulisses, da han strejfede om efter belejringen af Troja
Dertil kommer gammeldags isenkræmmere, tøjbutikker, og skoforretninger og ikke mindst altmuligbutikker med kinesiske ejere, som udefra ser små ud, men indvendigt tilsyneladende rummer alt fra hårnåle til fuglebure, lamper, pyntebånd, damehatte, boremaskiner, reoler … jeg ville ikke blive overrasket over at se en bazooka i hjørnet på et tidspunkt. Og de kinesiske supermarkeder, som især findes i området omkring Martim Moniz-pladsen, er skattekamre af eksotiske ingredienser.
Den skamløse lillesøster
I det hele taget er Lissabon en broget by, også etnisk. Portugal var verdens første egentlige globale imperium, og før det var landet på skift beboet af keltere, fønikere, romere, visigoter, maurere… alle har tilsyneladende været her på et tidspunkt og efterladt spor. Man kan knapt begynde et byggearbejde, før man støder på en eller anden rest fra romerne.
Ifølge legenden er byen oprindeligt skabt af Odysseus, her også kendt som Olissippo og Ulisses, da han strejfede om efter belejringen af Troja. Byens ældste og formentlig verdens mindste butik med håndsyede handsker har navn efter ham: Luvaria Ulisses.
Senere var det portugiserne, som i en gylden søfartsæra erobrede verden og dermed skabte kontakter til (eller brutalt underlagde sig) blandt andet Japan, Kina, Goa i Indien, Brasilien og adskillige afrikanske lande, og der er spor af de mange forbindelser overalt.
Rivaliseringen mellem hovedstaden og den næststørste by er næsten lige så intens som rivaliseringen mellem de to vigtigste fodboldklubber i Lissabon, Sporting og Benefica
Portugiserne med afrikansk baggrund bærer ofte på gaden stadig farvestrålende capulanaer og panoer fra Mozambique og Angola, mens toner fra Kap Verde og Brasilien spilles både på gaderne og i klubberne og giver Lissabon en næsten tropisk stemning, særligt om sommeren, hvor nætterne kan være hede, og nattevinden rasler i de høje palmetræer.
I bydelen Mouraria, egentlig maurernes bydel, er her mange fra Bangladesh, og her dufter af karryblandinger og spidskommen. Kommer man en fredag middag, er mange i fineste gevanter på vej til fredagsbøn i den uanseelige lille moske, der ligger i bydelen.
Lissabons hovedmoské er en anderledes imponerende bygning. Den ligger tæt ved varehuset El Corte Ingles i byens finanskvarter og er – naturligvis – beklædt med de kakler, som Portugal er så berømt for, og som også har rødder til de adskillige hundrede år, hvor Portugal var muslimsk.
I det hele taget føles Lissabon mere som en port til resten af verden end som rent europæisk. Porto i nord er den konservative og pæne onkel med granittyngde og gode manerer, portvin og adel. Lissabon er den skamløst flirtende lillesøster, der indbyder til dans og uansvarlighed.
Af samme årsag er Portos indbyggere ikke sjældent vældig trætte af lisboetaerne, der ikke formår at få noget til at ske, men “bare skubber papir og bestemmer for meget”. Rivaliseringen mellem hovedstaden og den næststørste by er næsten lige så intens som rivaliseringen mellem de to vigtigste fodboldklubber i Lissabon, Sporting og Benefica.
Ekstrem ulighed
Lissabon virker eksotisk, blid og munter med et strøg af nostalgi og fordums skønhed. Det er den også. Men Lissabon er ikke er den samme by, hvis man har penge, som hvis man mangler dem, og skønheden og blidheden er kun er en del af historien.
Det er også en by, hvor det bliver stadig sværere at få råd til at bo, hvis man har en lav indtægt, og hvor mange må have to jobs – mindst et af dem hyppigt i det, som med en pæn omskrivning kaldes den uformelle sektor, hvor regninger og skat og kontrakter er ukendte fænomener – for at få det til at løbe nogenlunde rundt.
Mindstelønnen er cirka 700 euro om måneden. Mange er blevet arbejdsløse under covid-nedlukningerne, der ikke mindst har ramt turismen. Det er en katastrofe i et land, hvor knapt en fjerdedel af økonomien og jobbene er direkte og indirekte afhængige af turisterne.
Langs den fornemme Avenida da Liberdade, der løber som et bredt bånd dækket med grønne platantræer gennem byen, ligger de dyre butikker skulder ved skulder. Her er ure, der koster en halv million danske kroner, diamantsmykker, der koster det dobbelte, og jakkesæt som en arbejders årsløn ikke ville række til. Portugal har en særdeles velhavende og veluddannet elite.
Da Portugal blev et demokrati efter revolutionen den 25. april 1974 – det er en dato, som går igen i mange gadenavne og i den ikoniske og “Golden Gate”-lignende bro over Tejo – var idealet en velfærdsstat baseret på lighed og demokratisk inddragelse. Men det sociale sikkerhedsnet er særdeles stormasket, og hjemløse, tiggere og maduddeling til de dårligst stillede er også en del af gadebilledet.
Det er en by, hvor det er sjovt bare at være. Noget af det gode ved Lissabon er, at der er en masse, man kan se, men meget lidt som man absolut bare skal se
Lissabon er mange verdener. Det er en del af dens enorme charme – hvis man vel at mærke bor i den rigtige verden.
På eventyr i underverdenen
Kommer man til Lissabon, er mit bedste råd at gå på opdagelse i de mange verdener. Turisthåndbøgerne er glimrende til de klassiske seværdigheder. Men det allerbedste er at gå vild og forkert og at tage omveje og smutveje og genveje og forvilde sig ind og ud ad de mange kontraster og stemninger.
Overalt er der udsyn og fantastiske udsigter, for Lissabon er bygget på adskillige særdeles stejle bakker, og trænger man til en pause, er der altid en park, en café, et sted at drikke vin. Portugiserne er venlige og høflige, og mange taler glimrende engelsk og vil altid gerne hjælpe. Det er en sikker by, hvor vold er sjældent – men lommetyverier ganske hyppige.
Det er en by, hvor det er sjovt bare at være. Noget af det gode ved Lissabon er, at der er en masse, man kan se, men meget lidt som man absolut bare skal se.
Og skulle det regne – særligt i de tidlige forårsmåneder er det en mulighed, og regnen i Lissabon er nærmest et hav med sprækker – er der endnu en verden at gå på opdagelse i: Byens metro. En underverden som nærmest er et indendørs kunstgalleri.
Især den røde og blå metrolinje byder på stationer, som det er værd at kigge nærmere på. Tjek Olaias – den er på syre. Eller Parque på den blå linje, som er en hyldest til menneskelige opdagelser … alt fra skriftsprog til nye verdener, matematik, menneskerettighederne. Det hele er her.
Åh, og måske det vigtigste: Husk gode sko. De smukke portugisiske fortove og pladser er skabt af kalksten, der er så polerede, at man kan komme ud for en glatføreulykke selv efter to måneders tørke. Men derudover er det en by, der er skabt til at gå i. Hvis man altså husker de gode sko.
LÆS ALLE SUSANNE SAYERS’ TEKSTER PÅ POV HER
Fotos: Susanne Sayers.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
