KLIMA // INTERVIEW – Klodens klimaforandringer har akkurat samme konsekvenser i nord og i syd. De er globale. Men i syd har man dårligere end i nord råd til at forsvare sig mod dem. Det er i praksis en afgørende forskel. Det får ofte klimaeffekterne til at se endnu mere ekstreme ud i landene i det globale syd.
“De klimaeffekter, som man i disse år har i det globale syd, er ikke spor anderledes end dem, vi andre har. De kan være mere ekstreme end dem, vi har, men det er grundlæggende de samme. Klimaforandringerne er i bund og grund et globalt problem,” fortæller den anerkendte klimabiolog, professor Katherine Richardson fra Københavns Universitet, i en samtale med POV International.
“Vi oplever alle sammen, at mere af solens varme er lagret tættere ved os her på jordens overflade end tidligere. Det medfører ændringer i forhold til stormstyrke, nedbør og temperaturer. Vi mærker alle sammen effekterne, i nogle områder mere ekstremt end i andre. Der er for lidt vand, afvekslende med for meget vand, der giver oversvømmelser. Der er stærkere og mere ødelæggende storme. Der er afbrydelser af gængse forsyningsveje. Det går faktisk hurtigere, end vi troede for få år siden, og det er alt sammen det samme i syd og nord.”
Den globale ulighed
“Men hvor det for os i nord bare er et spørgsmål om, at maden bliver dyrere, er det for dem i syd ofte et spørgsmål om overhovedet at få mad på bordet. De er som udgangspunkt dårligere rustet til at kunne hamle op med den slags problemer. Vi har råd til at spise noget andet end før eller bygge noget andet, end vi gjorde før, vi har allerede bedre infrastruktur, og vi betaler villigt lidt mere i forsikring, efterhånden som nye risici identificeres.”
“I Danmark snakker man nu om at bygge et to meter højt og to kilometer langt dige ved Esbjerg. Det ville man i de fleste lande i syd slet ikke have råd til. De ville i den samme situation være nødt til simpelt hen at lade sig oversvømme.”
“Det er forskellen,” konstaterer Katherine Richardson, “men den er sandelig også meget væsentlig,” tilføjer hun.
“Nu snakker man meget i det globale nord om, at man skal løse problemerne ved at ‘indfange’ kulstof, men hvem tror du kommer til at betale for den slags anlæg i det globale syd? Det er der ikke nogen til, for det har de ikke råd til. Det vil kun øge den globale ulighed og i endnu højere grad flytte effekterne mod syd.”
Den samfundsmæssige og sociale udfordring, som vi står over for, handler om, hvordan vi vil fordele de begrænsede ressourcer mellem snart ti milliarder mennesker og alle andre levende organismer
Katherine Richardson
Der er ingen vej uden om, at “løsningen er et spørgsmål om fordeling og fordelingspolitik. Hver gang der holdes et COP-topmøde om verdens klima i FN-regi, så laver man aftaler om, at de rige lande skal give de fattige lande så og så mange penge. På sidste COP-møde i 2023 blev der oprettet en fond, der skulle hjælpe udviklingslande i Det Globale Syd med såkaldte loss and damages (tab og ødelæggelser) på grund af klimaforandringerne. Der blev puttet lidt penge i det, og Danmark nøjedes desværre med at flytte nogle penge fra en kasse til en anden.”
Der er behov for et gigantisk beløb, og efter topmødet er man – “som sædvanligt”, siger Katherine Richardson – ikke nået op på det beløb, der var givet løfter om. “De penge har aldrig materialiseret sig.”
Ved tidligere COP-topmøder har de højtidelige løfter fra nord især drejet sig om beløb til at “afbøde” klimaforandringer i syd, og ifølge Katherine Richardson kommer man ikke uden om at finde penge til såvel mitigation (afbødning) som loss and damages. Det gør ikke regningen mindre.
Etik og fordelingspolitik
“Hvis alle i verden skulle leve, som vi gør i Danmark, og bruge ressourcer, som vi gør, så ville der være behov for flere end fire jordkloder, hvis det skal være bæredygtigt. Den samfundsmæssige og sociale udfordring, som vi står over for, handler om, hvordan vi vil fordele de begrænsede ressourcer mellem snart ti milliarder mennesker og alle andre levende organismer. Det handler meget om etik og fordelingspolitik.”
“Da vi for ikke så mange år siden begyndte at snakke om de her ting for alvor, var mitigation vigtigst for sydlandene. Vi talte om, hvordan vi kunne hindre, at disse her ting skete. Men nu slås vi med mitigation og loss and damages på samme tid.”
Loss and damages handler simpelt hen om at finde penge til at prøve at genetablere infrastruktur, som allerede er ødelagt af stærk storm eller at bygge diger efter en oversvømmelse eller at sørge for, at en brønd graves dybere, så de kan få fat i noget vand.”
Mange af de planter og dyr, som vi kender, vil forsvinde. Og vi kan sikkert ikke flyve i flyvemaskine, fordi turbulensen under de hyppige storme vil være alt for kraftig. Så civilisationen, som vi kender den i dag, vil nok ikke kunne fortsætte
Katherine Richardson
Nu er klimaforandringerne begyndt at ske, så alle kan se det, og de rammer os gennem vores brevsprækker. Regningerne bliver højere og højere, og dem kan vi ikke bare sende videre til det globale syd. De har intet at betale med.”
Nogle stemmer i den globale debat er begyndt at hævde, at mitigation er håbløst, og at verden ville få mere ud af at lade klimaforandringerne ske i nord og syd – og så betale for de store ændringer i vores hverdagsliv, der er nødvendige.
“Problemet med at satse på det ene frem for den andet er, at hvis man bare satser på at betale for skaderne, bliver det meget dyrt,” forklarer Katherine Richardson. “Hvis vi kommer op på, at det bliver fire-fem grader varmere på jorden, så vil store områder af kloden være for varme til, at mennesker kan overleve der. Der vil pludselig være et meget mindre areal, hvor vi kan producere vores fødevarer, og der vil være stærkere og hyppigere storme og oversvømmelser, som vil være meget ødelæggende.”
“Mange af de planter og dyr, som vi kender, vil forsvinde. Og vi kan sikkert ikke flyve i flyvemaskine, fordi turbulensen under de hyppige storme vil være alt for kraftig. Så civilisationen, som vi kender den i dag, vil nok ikke kunne fortsætte.”
Med andre ord er der ifølge Katherine Richardson “simpelt hen nogle ting, som vi ikke kan tilpasse os, og derfor er det nødvendigt at gå på to ben. At vi forsøger at mindske den skade, der sker på klimaet, samtidig med at vi betaler for det, der allerede er sket”.
I nord har man svigtet rigtig meget
I den situation siger lederne af mange lande i det globale syd til deres kolleger i nord, at “I har haft jeres chance. Nu er det vores tur, så vi kan udvikle os”. Men i nord siger man, at “vi er foran jer i at opfinde nye løsninger, og dem skal vi nok dele ud til jer”, så man er også i nord nødt til fortsat at forbruge løs af klodens resterende ressourcelager.
Katherine Richardson anerkender, at “man i Danmark har været rimeligt gode til at finde modeller for udvikling af vedvarende energi under fattigere forhold i udviklingslande”.
“Men generelt har man i nord faktisk svigtet rigtigt meget.”
“Folk i syd har ret til en udvikling, og når vi kommer og siger, at det skal gøres på en måde, der ikke belaster det globale klima og i hvert fald er mindre belastende for klimaet end hidtil, så har vi også et moralsk ansvar for at hjælpe dem med det. Den hjælp kommer, men det sker ikke i det omfang, der er nødvendigt. Fordi det er virkelig en enorm opgave. Det kræver globale aftaler som dem, der allerede er indgået. Men det kræver også, at disse aftaler bliver implementeret og gennemført i praksis.”
Når politikere hele tiden spørger: “Kan det betale sig?”, så er svaret nej, det kan det ikke. Men vi har ikke råd til at lade være
Katherine Richardson
I nord er man “bange for at blive stillet over for kæmpestore erstatningskrav”.
“I det øjeblik, vi indrømmede, at vores aktivitet har resulteret i loss and damages for landene i syd, risikerer vi at blive stillet over for enorme krav om erstatning. Men hele diskussionen er udtryk for et stort erstatningsbehov. Og her hviler det hele på etik. Altså, har vi ret til at have brugt ressourcer, som vi nu siger, at andre ikke må bruge?”
“Jeg tror på, at man uanset alle disse globale aftaler er nødt til at gå ud og gøre noget selv, hvor man er. Og det sker faktisk også. I nord fokuserer vi i disse år på gode eksempler på, at grøn omstilling kan betale sig, og dele af erhvervslivet er gået engageret ind i den slags initiativer.”
“Men man skal være forsigtig med det der med, at det altid skal kunne betale sig. I forhold til grøn energi er det faktisk sådan, at priser på vind og sol er der, hvor det kan betale sig. På det punkt har vi været gode til at lade staten gå ind og tage risikoen ved at overføre disse energiformer til syd og fattigere områder. Men man skal ikke kun tænke på klima. Det handler også om biodiversitet. Når politikere hele tiden spørger: ‘Kan det betale sig?’, så er svaret nej, det kan det ikke. Men vi har ikke råd til at lade være.”
Læs mere af Asger Røjle Christensen i POV her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
