Da Daenerys Stormborn Targaryen trådte ud af flammerne – nøgen, tilsodet og med vildt hår, i selskab med tre nyudklækkede drageunger – vidste seerne af Game of Thrones godt, hvad klokken var slået. En ny fantasy-heltinde var født og siden har fans fulgt dragemoderens lange og seje kamp for at indtage jerntronen i Kings Landing.
Daenerys og resten af kvinderne i Westeros dyrkes i dameblade og på internettet i stor stil og har mange fans. Iblandt dem er filmforsker og forfatter Rikke Schubart. Hun mener at de kvindelige karakterer i Game of Thrones markerer et nybrud i måden at skildre kvinder på i fantasy. Derfor har hun taget initiativet til antologien ”Women of Ice and Fire” som udkom på forlaget Bloomsbury i begyndelsen af denne måned. Men hvad er det lige med de kvinder og hvorfor skal vi interessere os for dem? Det spørger jeg Rikke Schubart om, som vi sidder dér i hendes sofa og drikker citronte.
De nye kvinder
I Game of Thrones er der mange kvinder og mange forskellige kvindetyper og de stræber – ligesom mændene – efter magt, lyder forklaringen: ”Kvinderne lægger strategier og bruger de midler, de har til rådighed. De får lov til både at være politiske, engagerede og have projekter. Martin [forfatteren bag bøgerne] lader kvinder fylde meget mere og det syntes jeg var cool og nyt,” fortæller Rikke Schubart. Dermed mener hun også at serien står i kontrast til megen anden fantasy. ”I serier som fx. Ringenes Herre er karaktererne primært mænd. Det er dem, der redder menneskene og får udryddet det onde og ja, så er der måske lige én kvindelig kriger eller en elverdronning med, men det hører til undtagelserne” fastslår hun.
Herre over eget liv
Rikke Schubarts eget bidrag til antologien handler om Daenerys – den unge prinsesse, der som femtenårig bly viol giftes væk mod sin vilje, men siden får egen hær og drager – og som for længst havde sprængt bad ass barometeret, da vi forlod hende i sæson fem. Dragemoderen er dén karakter George R.R. Martin bedst kan lide, vurderer Rikke Schubart og flere har da også spået at det bliver hende, der erobrer jerntronen til sidst. Tretten år gammel i bøgerne – og femten i serien – kunne hun sagtens have påtaget sig en offerrolle i betragtning af hvad hun har gennemgået, pointerer Rikke Schubart. Det gør hun dog ikke. ”I stedet for at have ondt af sig selv, finder hun ud af, hvordan hun kan få magten over sin mand. Hun bruger de midler, hun har til at gøre sig til herre over sit eget liv” uddyber filmforskeren.
Menneskelige træk
Daenerys har mange særdeles menneskelige træk, påpeger Rikke Schubart, for selv om hun vil det bedste for alle andre, vil hun alligevel gerne have det største stykke lagkage til sig selv: ”I sidste ende vil hun jo stadig gerne være dén, der sidder på toppen, har slaver og flotte kjoler og alt dét der, og det træk kan de fleste af os nok godt genkende” mener forskeren. På vejen mod magten gør prinsessen sig desuden nogle vigtige erkendelser som Rikke Schubart vurderer, at vi også kan bruge i det virkelige liv; Hun opdager f.eks., at hun ikke er universets centrum. Dét ser vi første gang, da hendes mand, Khal Drogo ligger for døden. I desperation søger hun hjælp hos en heks, som lover at genoplive ham ved hjælp af sort magi. Hvad Daenerys ikke har tænkt på er bare, at heksen hører blandt de landsbybeboere hendes mand har gjort til slaver, og derfor mildest talt ikke har meget tilovers for sin nye herskerinde.
”Daenerys tror jo, at heksen vil hjælpe hende, så hun forstår ikke hvorfor heksen i stedet dræber hendes mand. Hun er blind over for sin egen skyld i heksens lidelser.” forklarer Rikke Schubart og fortsætter: ”så det kan godt være, at Daenerys har ondt af sig selv – fordi hun er ung og gravid og hendes mand er ved at dø – men oplevelsen med heksen viser hende samtidig, at hun faktisk er dronning: Det er hendes hær, der har overfaldet heksens by, dræbt, voldtaget og taget slaver og dét gør hende til medskyldig. Læren her er, at hvis vi bliver alt for optagede af vores egne problemer, risikerer vi at blive blinde overfor andres.”
Sex som våben
Kvinderne i Westeros stræber med andre ord – ligesom mændene – efter magt og udvikler strategier for at overleve. De forfølger ligeledes deres mål med de midler, de har til rådighed og det er ofte deres kroppe. Det fremgår bl.a. af dét råd den bitre dronning Cercei giver Sansa, da denne har fået sin første menstruation: ”Dit bedste våben er dét, der sidder mellem dine ben,” bekendtgør hun iskoldt, ”Lær at bruge det.”
Dit bedste våben er dét, der sidder mellem dine ben,” bekendtgør hun iskoldt, ”Lær at bruge det.”
Af flere scener fremgår det også, at Cercei føler sig som offer for mænd. I et – for Isdronningen atypisk oprigtigt øjeblik – fortæller hun om, hvordan hendes bror fik lov til at komme ud og slås med sværd, mens hun selv blev giftet væk til en konge, hun ikke kunne lide. ”I Cerceis optik udnytter mænd kvinders evne til at føde børn. Til gengæld kan kvinderne så udnytte mændene ved hjælp af sex og manipulation til at få, hvad de vil have” fortsætter Schubart.
En fortælling om at overleve
I Game of Thrones følger vi en masse karakterer, der alle tilpasser sig forholdene og lægger forskellige strategier og derfor er serien i høj grad også en fortælling om, hvordan man overlever, pointerer filmforskeren. Hun beskæftiger sig i sin forskning netop med såkaldt evo- feminisme – en term der kombinerer mænd og kvinders ligeret inden for evolutionsteori: ”Vi udvikler os som art ved at forandre os og dét kan vi gøre på mange måder. Vi kan f.eks. bruge vores hjerner til at tænke, eksperimentere og lære nyt. Det er denne evne, der gør os mennesker i stand til at overleve, forklarer hun.
Indtil videre er både mandlige og kvindelige hovedkarakterer dog helt vilkårligt blevet taget af dage, og dét på trods af at de fleste netop har tilpasset sig og lagt strategier. Ser vi specifikt på de kvindelige karakterer står mange af dem nu i problemer til halsen: En flok religiøse fanatikere fået skovlen under Cercei og Margaery, den kinky heks og barnemorder Mellisandre er flygtet fra den synkende skude, hun selv har kæntret, Sansas skæbne er uvis, Arya er blindet og glædespigerne Ross og Shae er døde. Er strategi ikke ligegyldigt i en verden, hvor død og ulykke alligevel rammer tilfældigt?
”I det sentimentale univers lider de gode rigtig meget, men får til sidst hvad de fortjener. Dét er den klassiske eventyrfortælling, hvor de lever lykkeligt til deres dages ende. Det er nærmest sådan et kristent univers. Sådan en fortælling er Game of Thrones ikke,” svarer filmforskeren. Til gengæld er der plads til, at de karakterer, der overlever kan udvikle sig: ”Nogle af dem, der lægger ud med at være onde, udvikler sig i mere kompleks retning, mens andre, der har været gode fra start langsomt bliver mere desillusionerede. Det spændende ved Game of Thrones er, at vi forstår både de gode og de onde. Man kan være enig eller uenig i, om karaktererne har lov til at gøre som de gør, men vi forstår deres motivation, ”konkluderer Rikke Schubart.
Du er velkommen til at dele historier fra POV International med andre. Vi har ikke noget reklamebudget. Du kan like vores side på Facebook her. Så får du besked, når der er nye historier.
Topfoto: Ajai Gautham, Flickr.com, CC
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her