Kunstnere lader som om, de laver kunst. Kritikerne lader som om, de forstår sig på kunst. Og kulturinstitutionerne spiller med på løgnen, når de udstiller og promoverer værkerne. Inor Dale interviewer den britiske, konservative filosof Roger Scruton om den del af vores menneskelighed, der går tabt, når kunst ikke bliver skabt med en hensigt om at frembringe noget smukt.
Ved en kunstudstilling i Köln i marts 2014 fremviste den schweiziske performancekunstner Milo Moire sit værk PloppEgg Painting. Hun dumper æg med maling ud af sit underliv og ned på et lærred, mens hun står med spredte ben mellem to stiger.
En skribent fra The Guardian bemærkede dengang, at i alle andre sammenhænge end en kunstforsamling, ville den slags blive opfattet som “en satire over moderne kulturel tomhed.”
Det er fiduskunst, og vi har også mange eksempler på det herhjemme. Lort på dåse. Frikadeller af menneskefedt. Menstruation i et glas. Tis på en væg. En guldfisk i en blender. Lignende artigheder bliver ivrigt produceret rundt omkring i Europa, på trods af at ingen gider have det stående eller hængende i deres eget hjem. Antagelsen synes at være: Kunst er godt, hvis ingen bryder sig om det.
Lort på dåse. Frikadeller af menneskefedt. Menstruation i et glas. Tis på en væg. En guldfisk i en blender.
Moderne kunst er fuld af disse narrestreger. Og kunstnere, kritikere og bureaukrater samler sig begejstret som klukkende høner i gallerierne, når et nyt æg bliver sat på en piedestal. Kunstnere lader som, de laver kunst. Kritikerne lader som om, de forstår kunsten. Og kulturinstitutionerne spiller med på løgnen, når de udstiller og promoverer værkerne.
Sådan lyder i hvert fald kritikken af samtidens kunstverden fra den britiske filosof og æstetiker Roger Scruton, hvis kunstkritik nåede ud til et stort publikum for nogle år siden, da han lavede dokumentaren Why Beauty Matters til BBC.
Dokumentarfilmen kan ses her:
Kunst uden skønhed er som et samfund uden kærlighed
I Why Beauty Matters argumenterede han for, at kunst bør handle om skønhed og transcendens. Som så mange andre konservative intellektuelle, kan Scruton godt lide at smage på sin egen forargelse og opfattelse af forfald, når han langer ud efter kunstnere, der ikke mestrer håndværket, men elsker idéen om berømmelse og beundring.
På samme måde kritiserer han filosoffer, der jonglerer med fremmedord og teorier, men intet håndgribeligt har at sige om menneskets tilstand. ”Fakers” er hans fælles betegnelse for disse kunstnere og intellektuelle. Men for Scruton er der mere på spil end en akademisk diskussion om, hvad kunst er eller ikke er. Ifølge Scruton går en del af vores menneskelighed tabt, når kunst ikke bliver skabt med en hensigt om noget smukt.
”Når man fjerner idéen om skønhed fra sin centrale plads i vurderingen af kunstværker, underminerer man hele grundlaget og formålet med den kunstneriske produktion. Man gør samtidig vold mod vores selvforståelse og forbindelse til vore medmennesker. Kunst uden skønhed er som et samfund uden kærlighed”, forklarer han. ”Det er at fjerne det eneste, der retfærdiggør vores eksistentielle angst, lidelse og stress”, siger han og fortsætter:
Ifølge Scruton går en del af menneskeheden tabt, når kunst ikke bliver skabt med en hensigt om at lave noget smukt.
”Kunst uden skønhed tvinger os i stedet til at se på verden, som om angst, lidelse og stress er det eneste, der er at finde her. Det har en massiv indvirkning på det omgivende samfund, og særlig på unge mennesker, der – når de ser samtidens typiske kunstprodukter – bliver forstærket i deres tro på, at de er efterladt i en kærlighedsløs verden, hvor man ikke kan finde trøst, men kun distraktioner”.
Man er enten kitsch eller avantgarde
Syndefald har ifølge Scruton sine rødder i den tidlige modernistiske bevægelse, der senere banede vejen for fiduskunsten. De tidlige modernister var på en kunstnerisk flugt fra nedarvede klichéer og uoprigtige gengivelser af fortiden. Originalitet var i det moderne etos et altafgørende parameter, som kunst skulle bedømmes ud fra. Modernisterne ville etablere en ny erfaringsorden i kunsten, der kunne åbne døre til forståelse af nutiden set i lyset af fortiden. De gjorde derfor oprør mod konformitet og kitsch.
I et essay fra 1939 opsummerede kritikeren Clement Greenberg kunstidealet i samtiden, da han sagde, at man enten er kitsch eller avantgarde.
Men problemet er, at det ikke er nemt at være original og avantgarde. For at bryde med en tradition, skal man forstå og mestre den tradition, man forsøger at frigøre sig fra. Det kræver hårdt arbejde, færdigheder og naturtalent at være original. Og fordi der er store belønninger forbundet med at være kunstner, er det attraktivt at nøjes med at lade som om. Flugten fra kliché bliver hurtigt en kliché i sig selv, for en vittighed er kun sjov, når man hører den første gang.
Hvis det nu kræves, at man, som Damien Hirst, udstiller en syltet haj for at kunne fremtvinge en spasme af omtale, så må man jo sylte en haj.
Den slags kunstværker stiller store krav til kritikernes egne kreative evner, når de skal formidle den kunstneriske betydning af en syltet haj.
Vi må frigøre os fra vores hegelianske lænker og erkende, at der ikke findes noget fremskridt i kunst. Kunst kan kun udforske de evige sandheder om vores tilstand.
“Problemet er, at kritikerne og teoretikerne ikke er blevet hånet nok. Hele generationer er derfor vokset op med idéen om, at de skal betragte charlataner som Andy Warhol med ærefrygt, fordi de er historiens stemmer og sendebud fra fremtiden. Kort sagt er meget moderne kunstkritik underlagt de progressivistiske idéer, som vi burde have smidt på historiens mødding sammen med fascisme og kommunisme, da disse feberfantasier næsten ødelagde verden i det tyvende århundrede”, er Roger Scrutons vurdering.
– Det er åbenlyst, hvorfor en person uden talent gerne vil være kunstner. Men hvad får kritikerne og institutionerne ud af også at omfavne det, De opfatter som fiduskunst?
“Ved at ødelægge distinktionen mellem ægte og falsk kunst har det kritiske etablissement banet vejen for andre og nemmere måder at vurdere kunst på. Nu kan de sammen bruge kunst som instrumenter i forretning, som karrieremuligheder og som et middel til at gøre opmærksom på sig selv og egen ekspertise. Kunstværker er blevet bragt ned på jorden fra de himmelske sfærer af æstetisk værdi og er sidenhen blevet til magtapparater i hænderne på folk, der har fundet på måder at berige sig selv via kunst”, lyder svaret.
– I takt med de kulturelle udviklinger i den modernistiske periode, har der været sideløbende politiske udviklinger, der har resulteret i, at meget europæisk kunst helt eller delvist finansieres af staten. Har det haft en indvirkning på, hvilken slags kunstprodukter, vi får?
“Selvfølgelig har det været en vigtig udvikling. Statssponseret kunst kapper automatisk båndene mellem kunstneren og offentligheden. Det, der afgør, om en kunstners værk hænger i et museum, eller om et stykke musik bliver spillet i en koncerthal, har intet at gøre med, om det værdsættes af folk. Det afgørende er, hvad bureaukraterne vælger at sponsere”.
“Og bureaukraterne har deres egne magtspil at spille. De er samtidig bange for at kritikere, der opfordrer dem til at give penge til det nye, udfordrende, og chokerende. For hvorfor eksisterer den socialistiske stat, hvis ikke for at håne ‘bourgeois’ værdier”, spørger Scruton retorisk og fortsætter:
“Vi må frigøre os fra vores hegelianske lænker og erkende, at der ikke findes noget fremskridt i kunst. Kunst kan kun udforske de evige sandheder om vores tilstand”.
En tilsvarende artikel er tidligere bragt i kulturmagasinet DOXA.
Topfoto: Creative Commons – Wikimedia Commons. Milo Moiré im Publikum an der Energy Fashion Night 07.05.2016. Author: TREND MAGAZIN
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
