FINANSPOLITIK // ANALYSE – Selv de strammeste budgetregler kan bøjes, når politisk vilje er til stede. Mens sociale investeringer ofte mødes med krav om finansiering krone for krone, synes milliarder til oprustning at dukke op uden større diskussion. Hvad afslører dette om vores økonomiske prioriteringer – og hvem bestemmer egentlig, hvornår en krise er akut nok til at sprænge de finanspolitiske rammer?
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
DR’s satireprogram Tæt på sandheden prøvede i afsnittet ”Det magiske råderum” (S13:E6) at forklare det økonomiske råderum på en let spiselig måde. De fleste tilskuere endte dog nok bare med at være mere forvirrede end oplyste. Men forundringen over de nye muligheder i råderummet burde vække vores opmærksomhed.
Det kan da også undre, at den danske regering i løbet af blot få måneder har ”fundet” over 20 milliarder ekstra i det økonomiske råderum og lanceret en forsvarsaccelerationsfond på 50 milliarder. Samtidig overvejer EU at dispensere fra sine egne budgetregler, så medlemslandene kan bruge langt over de fastsatte underskudsgrænser til oprustning. Vi kan konstatere, at der er tale om et finanspolitisk paradigmeskift i Europa.
Men hvordan kan det være, at vi pludselig kan finde så mange penge, når det handler om Forsvaret, mens der i årevis har været krav om stram budgetdisciplin på andre politikområder?
Når råderummet vokser på belejlige tidspunkter
Etablerede økonomer og andre stemmer, der deltager i den offentlige debat om de øgede forsvarsudgifter, har ikke vænnet sig til den nye finanspolitiske realitet.
Den 1. februar offentliggjorde Dansk Industri en pressemeddelelse, der krævede en ”forsvarlig finansiering uden krigsskat”. Samme dag bragte Politiken en artikel med titlen ”Økonomer varsler: Det bliver en svær politisk prioritering og upopulært at finde penge til Forsvaret”, hvori overvismanden Carl-Johan Dalsgaard og Michael Svarer, tidligere overvismand, netop advarer mod omkostningerne.
Har vi overhovedet råd til ikke at styrke Forsvaret? I den aktuelle verdenssituation er det egentlig ikke et reelt spørgsmål, der længere stilles
Derfor kan man da kun undres, når økonomiminister Stephanie Lose (V) kun få uger efter træder foran pressen og siger: ”Der er en overholdbarhed i dansk økonomi stadigvæk, så der er et rum for, også på den længere bane, at prioritere for eksempel mere til forsvar, uden at vi krone til krone skal anvise, hvor vi tager pengene fra.”
Udsagnet er særdeles interessant, fordi dette går stik imod den budgetlogik, der i årtier har præget dansk økonomisk politik. En logik, hvor enhver ny udgift skulle modsvares af besparelser eller indtægter andetsteds. Og på en måde er det (desværre) stadig svært at forestille sig en minister udtale noget lignende, hvis det handlede om at øge udgifterne til psykiatrien, klimainvesteringer eller ældreplejen med tilsvarende beløb.
Når regeringen vil finansiere nye velfærdsudgifter, kommer debatten straks til at handle om skattestigninger, effektiviseringer og modgående besparelser.
Konsum- eller investeringsudgifter?
I Danmark kan politikerne stadig nøjes med at henvise til råderummet og begreber som ”overholdbarhed” i dansk økonomi. Men vi kan ikke spå i fremtiden, og der er ingen garanti for, at den danske økonomi fortsat vil klare sig godt. Derfor er der fare for, at tilliden kan falde, og det hele opfattes som finanspolitisk voodoo.
I andre lande har man andre fremgangsmåder og andre modeller, der forklarer finansiering og økonomiske muligheder. I Tyskland for eksempel er det mere udbredt at betragte og beskrive forsvarsudgifterne som en investering i sikkerhed og fremtiden. Idéen med gode investeringer er, at det giver afkast på sigt. Man kan måske også betragte denne logik som en slags forsikringspræmie.
Noget lignende bare med negative fortegn ytrer Krakas ledende økonom, Niels Storm Knigge, overfor TV 2: ”Forsvarsudgifter er i bedste fald penge ud ad vinduet. Hvis vi handler nu, så slipper vi (formentlig og forhåbentlig) billigt i fremtiden – men så er udgifterne på en måde også penge ud ad vinduet. I bedste fald står det militære isenkram, krudtet og kuglerne i lagerhaller og ruster langsomt op. I værste tilfælde bruges det aktivt på slagmarken. Her vil investeringen skifte karakter og blot være konsumudgift. En bombe kan kun bruges én gang, intet, der giver positivt afkast. Og i så fald kommer vi til at betale en endnu højere pris: menneskeliv.”
Udgifter til kriseprævention har aldrig været populære. At bruge penge på eventualiteter virker som spild af penge
Kattepinen i hele scenariet er netop: Har vi overhovedet råd til ikke at styrke Forsvaret?
I den aktuelle verdenssituation er det egentlig ikke et reelt spørgsmål, der længere stilles.
Øgede forsvarsudgifter er en nødvendighed. Uden tvivl vil samfundsøkonomiske omkostninger ved en konventionel krig på dansk jord være enorme – om vi nu investerer i Forsvaret eller ej.
Nye tider og økonomiske realiteter i EU
Den nye tid er også indledt i EU.
EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, har endda foreslået at aktivere en ”undtagelsesklausul” for forsvarsudgifter, så de ikke tæller med i EU’s ellers stramt kontrollerede budgetunderskudsgrænser.
Danmark beskrives af økonomer som værende i en ”unik position” med ”exceptionelt gode” offentlige finanser sammenlignet med andre europæiske lande.
Til en vis grad kan man måske forsvare udgifterne, når de kaldes en sikker investering i fremtiden, men det er forbløffende, at ændringerne på EU-planen ville give lande som Frankrig, Italien eller Grækenland, der allerede har massive gældsproblemer, mulighed for at bruge endnu flere penge, de efter herskende finansteorier egentlig ikke har.
Dette indikerer, at de finanspolitiske begrænsninger er mere fleksible og politisk bestemte, end det offentlige narrativ normalt anerkender. Begrænsningerne er reelle, men de er også i høj grad selvpålagte og kan ændres, når den politiske vilje er til stede.
Selektiv krisehåndtering – hvornår er en krise akut nok?
Ukrainekrigen og Forsvarets oprustning er heller ikke første gang i den seneste tid, hvor finanspolitiske regler er blevet sat til side.
Under corona-krisen skete det samme – her investerede staterne og EU også milliarder for at bekæmpe virusset og smittespredningen. Krisetider trumfer finanspolitiske dogmer.
Samtidig fører det til et afgørende spørgsmål: Hvad er en krise? Eller snarere: Hvor akut skal den være, før vi anerkender nødvendigheden af udsættelsen af budgetregler?
Klimakrisen kommer efter sigende snigende og indebærer nogle tipping-points, hvorefter det nærmest er umuligt at bremse eller forhindre udviklingerne.
Forsikringspræmien og de andre virkelig vigtige investeringer i fremtiden?
Udgifter til kriseprævention har aldrig været populære. At bruge penge på eventualiteter virker som spild af penge. Og politisk set vinder man heller ingen valg på, at man har preppet lidt. Det er den handlekraftige leder i selve krisesituationen, som bliver hyldet og genvalgt.
Investeringen i den grønne omstilling og kampen mod klimaforandringerne bør ligeledes blive betragtet som den slags ”forsikringspræmie”, ligesom med forsvarsudgifterne.
Forebyggende foranstaltninger er det, der i sidste ende kan spare os en masse ressourcer. En hverdagssammenligning er her tandpleje: Det er langt smartere at børste tænder løbende end at vente, til tænderne rådner op, og tandlægen så præsenterer regningen.
Desværre er denne antagelse om mennesket som homo oeconomicus, et (økonomisk) rationelt beslutsomt væsen, alt for tit i mange sammenhænge blevet afkræftet.
Hvis vi har råd til at øge forsvarsbudgettet til 3-5 % af BNP uden præcis modfinansiering, hvorfor gælder samme logik så ikke for fx klimaomstillingen
I klimakrisens tilfælde er forebyggende foranstaltninger – via massive investeringer i grøn omstilling, infrastruktur og forskning – ikke blot økonomisk fornuftige, de er potentielt civilisationsreddende. Alligevel mødes forslag om sådanne investeringer konsekvent med spørgsmålet: ”Men hvordan skal vi betale for det?”
Et spørgsmål, vi sjældent har hørt med samme intensitet, når det gælder forsvarsudgifter, corona-krise eller bankredninger.
Somme tider besvares spørgsmålet dog ved at pege på økonomisk ansvarlighed over for de kommende generationer, som ellers skal betale for vores gæld og overforbrug. Men her må man netop igen pege på det rationelle i krisepræventionen og de forebyggende foranstaltninger frem for forhastede handlinger, når skaden er sket – især når klimaforandringerne stort set er unægtelig konsensus i videnskabens verden.
MMT: Den forbudte økonomiske teori
I økonomiske fagkredse har der længe været en marginaliseret teori kaldet Modern Monetary Theory (MMT), som netop argumenterer for en anden forståelse af pengepolitik og muligheder for dens aktive brug af monetært suveræne stater.
For dem gælder det ifølge teorien, at de grundlæggende ikke er begrænset af finansielle ressourcer, men af reelle ressourcer – arbejdskraft, råvarer, produktionskapacitet. I årene 2019 og 2020 fik denne heterodokse finansteori en smule opmærksomhed i de danske medier. Sidenhen forsvandt begrebet MMT dog stort set fra overfladen igen. Kritikere af teorien ser dog ligheder mellem MMT og de såkaldte Bidenomics.
I bund og grund behøver man ikke engang mobilisere en heterodoks teori som MMT, der vækker så meget forargelse hos ortodokse økonomer.
Allerede John Maynard Keynes udtalte i 1942 det berømte citat: ”Anything we can actually do, we can afford”. Alt, hvad vi faktisk kan gøre, har vi også råd til.
Dengang handlede det om genopbygningen efter 2. verdenskrig. I dag ser vi lignende logik anvendt på oprustning under indtryk af krigen i Ukraine og de andre kriser.
Men Keynes’ ord bør også gælde for andre samfundsmæssige prioriteringer.
Hvis vi har råd til at øge forsvarsbudgettet til 3-5 % af BNP uden præcis modfinansiering, hvorfor gælder samme logik så ikke for fx klimaomstillingen, som mange økonomer beskriver som vor tids allerstørste udfordring?
Selektiv anvendelse af økonomisk logik afslører, at det ikke er økonomiske realiteter, men politiske prioriteringer, der styrer vores finanspolitik. Militære udgifter bliver pludselig ”nødvendige investeringer”, mens sociale udgifter forbliver ”omkostninger, der skal finansieres”.
Dette skift i sprogbrug og tænkning er ikke økonomisk, men klart ideologisk funderet.
Og hvad med det demokratiske perspektiv?
Det mest problematiske er måske ikke engang den tilsyneladende dobbeltmoral i finanspolitikken, men den manglende åbenhed om, hvad der reelt er på spil.
Hvis vi som samfund ønsker at prioritere Forsvaret over andre områder, er det en legitim demokratisk beslutning. Og i den nuværende sikkerhedspolitiske situation er prioriteringen af forsvarsudgifter også et meget fornuftigt valg.
Men diskussionen nu og i fremtiden bør være ærlig og transparent: Det handler ikke om, at vi ikke har råd til velfærd, klimainvesteringer eller bedre psykiatri – det handler om, at vi politisk vælger at prioritere anderledes.
Det er netop denne erkendelse, vi stadig mangler efter de seneste milliardbeløb til krisehåndteringer. Og det er også forståeligt nok, når der kastes med million- og milliardbeløb, økonomiske fagtermer og fremskrivningsplaner på kryds og tværs.
Det bliver spændende at se, hvor længe de gamle økonomiske narrativer kan fastholdes i den offentlige diskurs.
Dobbeltheden for tiden truer at vække befolkningens mistillid. Selvom alt forklares med tal og procenter, er der fare for, at det opfattes som finanspolitisk voodoo.
Realitystjernen Sy Lee, der som menig borger var inviteret for at få det magiske råderum forklaret af den økonomiske vismand i Tæt på sandheden, sagde det egentlig ret passende.
Han troede, at der var tale om et ”roderum”, frem for et råderum.
Rodet forblev da også indslagets budskab. Forklaringsforsøget mislykkedes, selvom det i sig selv ville have givet Tæt på sandheden og DR enestående mulighed for hæderligt at leve op til kravet om den almendannende public service institution.
En vigtig erkendelse og satirisk pointe, vi som myndige borgere kunne have draget ud af hele situationen: Vi begrænses åbenbart ikke af penge, vi begrænses af politik.
Læs også Frank Korsholms analyse: “Atombomber i Danmark? De svære spørgsmål hober sig op for Mette F”
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
