KULTURLISTEN // ANMELDELSER – Som noget nyt bringer POV hver uge korte, skarpe omtaler af kulturen omkring os. POV’s kulturskribenter økonomiserer med ord og læsernes tid, men flotter sig med humor og engagement i lyn-anmeldelser af aktuelle bøger, film, forestillinger, udstillinger, koncerter og tv-programmer.
Don’t Look Up II
Når medier på hver side af det politiske spektrum kappes om at nedgøre en Hollywood-komedie om klimakrisen forklædt som kometkatastrofe og tilmed gør det i lederspalter, så ved man, at der er ilde hørt sandhed på spil.
Både Information og Berlingske har i ugens løb gjort deres bedste for at få danskerne til at streame alt andet end Adam McKays nye satire sci-fi, “Don’t Look Up”. Begge avisers lederskribenter virker næsten fornærmede over filmen, som POV har anmeldt som årets bedste. Ingen af dem virker modtagelig for den nødvendige systemkritik, som gemmer sig bag satiren. Øh… HALLO, folks.
Årsagen til klimakrisen er selve det uholdbare system. Den mægtige mekanik i vækstbedraget og den bestandige jagt på større profit, som støvsuger klodens ressourcer fra muld til Musk, for nu at sige det ligeud. Hvorfor diskuterer vi ikke det?
Vi har, for første gang i menneskehedens historie, mulighed for at indrette en verden med fuldautomatiseret luksuskommunisme, minimalt arbejdspres og rigelige goder til alle, hvis vi blot gentænker grundforudsætningerne og bevæger os ud over kapitalismens store bedrag.
Men nej, i stedet hylder vi virkelighedens udgaver af filmens Peter Isherwell – hele vejen ud over afgrundens kant. Genlæs POV’s take på filmen hér.
Vild med studiner?
Denne komedieserie starter med, at fire unge kvinder i 17-18-års alderen bliver room mates på et college i New England.
Deres etnicitet, seksualitet og sociokulturelle baggrund er selvfølgelig meget forskellige, men det føles aldrig omklamrende eller påfaldende. Nuvel, serien handler meget om dét – og om personernes forhold til sex – men da både dialog og handlingsforløb er tilpas begavet og vittig, så lykkes det, synes jeg. Hvem siger, at man ikke kan identificere sig med nogle, der ikke lige ligner en selv på ydersiden og overfladen?
Sex på film er jo nogenlunde lige så kedeligt som biljagter, slagsmål og CGI-monstre, men her bliver det heldigvis meget afmålt – og ofte humoristisk – fremstillet. De fire kvinder er alle både charmerende og øretæveindbydende på den helt rigtige måde, og personinstruktionen virker i det hele taget meget præcis.
Man har måske mest glæde af serien, hvis man kender lidt til livet på amerikanske colleges – men det har landets ublu kulturimperialisme jo sørget for, at vi har – og jeg måtte da også lige slå et par af karakterernes kulturreferencer op for at få det fulde udbytte.
Men det er også okay, at jeg indimellem skal arbejde lidt for et godt grin.
Nyt album med The Minds of 99
En koncert med The Minds of 99 i Parken i september var med afstand den største koncertbegivenhed i Danmark sidste år. Med en uhyre velforberedt gruppe på scenen fik 50.000 danskere en oplevelse, de formentlig aldrig glemmer.
Som et lyn fra en klæg, grå januar-himmel er gruppen klar med et nyt album, Infinity Action – opfølgeren til det enormt populære og kritikerroste electrorock-album Solkongen (2018).
Kimen til Infinity Action opstod i Los Angeles under et ophold, der egentlig bare skulle have været en ferie. ”Det var meningen, at vi bare skulle trække stikket, feste og tage i byen, men mens vi var derovre, tog vi lige et smut forbi produceren Frederik Thaae, som vi kendte perifert. Det endte med, at vi aldrig forlod hans studie. Der opstod en kolossalt kreativ energi”, skriver bandet i en pressemeddelelse.
Der har hvilet et vist pres på gruppen, der af flere er kanoniseret til 10’ernes vigtigste navn på den danske pop/rock-scene. Hvordan kommer man videre derfra? The Minds of 99 valgte at tage det roligt.
”Vores tre første plader, men især Solkongen, havde jo gjort så meget for os, og vi havde ikke lyst til at gå i gang med at konkurrere med dem. Det ville blive et kreativt fængsel. I stedet fandt vi en stor frihed i bare at skrive sange og udgive singler på må og få”, siger bandet. Infinity Action indeholder bl.a. singlerne ”Emil” og ”Under din sne”.
Designer-tv
Der er noget ironisk over, at et program, der handler om formgivning og æstetik, er så låst i sit eget format med helt faste og gentagne elementer i afsnit efter afsnit, men kan man leve med det (og det bliver man nødt til, for det er et formateret tv-program), så er der masser af oplevelser og ligefrem spænding i denne serie, der netop er startet på tredje sæson.
I hver sæson skal en håndfuld mere eller mindre professionelle formgivere inden for møbelproduktion give deres bud på en række forskellige møbler (stole, lamper, spiseborde osv.), og programmet følger deres arbejde – både idéudviklingen og det mere håndværksmæssige. Især det sidste er temmelig fascinerende, når man ikke selv kan stikke en pind i en lort uden at ødelægge både pinden og lorten.
Opgaverne bliver stillet og bedømt af de etablerede møbelarkitekter Kasper Salto og Louise Campbell, og de har til hver opgave formuleret ganske tankevækkende benspænd til deltagerne.
Værten (for sådan en skal der jo åbenbart være) er Mette Bluhme Rieck, og ja, det er også en konkurrence (for det skal det være på tv med den slags åbenbart), men det bedste er, at man bliver virkelig nysgerrig over, hvad deltagerne mon kommer frem til af resultat på den relativt pressede tid.
Det største problem for tilrettelæggerne må være at finde balancen mellem på den ene side at vise stadierne undervejs, så vi bedre kan forstå tanke- og udformningsprocesserne hos deltagerne – og så på den anden side holde oplysninger tilbage, så vi bliver tilpas overraskede sammen med dommerne til sidst.
Med hunde og haner i det vilde vesten
Dingleford Bongleditch, Humpeldink Bingledonk, Hummingbird Funkelboink. Kært barn har mange navne. Hvert filmisk årti har en skuespiller, som alle ved, hvem er, men som ingen kan huske, hvad hedder. Philip Seymour Hoffmann, John Malkovich, Nikolaj-Coster-Windfløj. Jo jo. Ingen slår Benedikte Cumbersnatch, som er døbt Benedict Timothy Carlton Cumberbatch, og er skuespiller i absolut særklasse.
Senest optræder han som hårdkogt skabshomo i westernfilmen “The Power of The Dog”, som er absolut seværdig – mest fordi den husker os på, at de mindste detaljer kan få den største betydning.
Clint Eastwood er også aktuel med en slags western. I “Cry Macho” spiller han en tidligere rodeorytter, som skal hente en uregerlig dreng hjem fra Mexico. Clinten er for vild. Selv som 91-årig. Han mestrer den døendes blik til perfektion. Det blik, som alle gamle mænd får, når de ved, at enden er nær og hører det store æggeur tikke for deres indre øre. Et blidt blik, permanent overrasket og frygtsomt. Som et rådyr fanget i en billygte.
Med “Cry Macho” har machoen over alle machos nu gjort livets sidste stavren sygt cool. Han er øm, uberegnelig, skrøbelig og farlig, som han stavrer usikkert afsted på oldgamle benpiber i alt for store støvler.
Kulturlisten
Hver uge får du en samling af korte, skarpe omtaler af kulturen omkring os, skrevet af POV’s kulturskribenter.
Aktuelle bøger, film, forestillinger, udstillinger, koncerter og tv-programmer anmeldes engageret men kortfattet, så du på kort læsetid får essensen og overblikket.
Læs Kulturlisten her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her