
VERDENSHANDEL // FØRSTE AFSNIT – Suezkanalen er truet af konflikt og regional uro, og i Panama gennemtvinger klimaforandringer en reduktion af skibstrafikken gennem kanalen. Mens USA er ved at nedtone sit internationale engagement, betyder dette, at vi går mod store forandringer i den internationale handel. Andet og sidste afsnit følger i morgen.
Efter Anden Verdenskrig sikrede amerikanerne al skibshandel for alle lande, der deltog i Den Amerikanske Orden. Deltagelse i dette nyskabte globale marked krævede, at landene åbnede deres økonomier, og til gengæld gav USA adgang til sit eget hjemmemarked og garanterede al varetransport mellem deltagerlandene. Den amerikanske sikkerhedsgaranti revolutionerede global handel ved at omdanne de tidligere konfliktfyldte og risikable verdenshave til et åbent, amerikansk domineret hav, hvor gigantiske, langsomtsejlende containerskibe transporterer op til 20.000 containere tværs over kloden med en gennemsnitsfart på 23 km/t.

Den geopolitiske tænker Peter Zeihan har kaldt dette system for Den Amerikanske Orden. Zeihans grundtese er, at USA efter Anden Verdenskrig oprettede en international verdensorden, hvis opgave var at bekæmpe Sovjetunionen. Ifølge Zeihan var aftalen simpel: Systemets deltagere fik garanteret deres sikkerhed og varehandel af USA, så længe de hjalp amerikanerne med at bekæmpe russerne i den kolde krig.
Denne æra af sikker transport og minimale fragtomkostninger har ikke kun gjort produktionskæderne længere, men også mere indbyrdes afhængige. Varer på forskellige trin i fremstillingsprocessen rejser sammen over havene. Færdigproducerede produkter står nu side om side med ufærdige varer eller halvfabrikata på skibene, hvilket viser, hvor tæt verdens økonomier hænger sammen. Denne tætte forbindelse mellem lande betyder, at en forstyrrelse et sted kan påvirke hele den globale økonomi.
Og det er det, vi begynder at se ske to forskellige steder på kloden: Konflikten i Det Røde Hav og tørken i Panama-kanalen kan have store konsekvenser for vores fremtidige globale og amerikansksikrede maritime handel.
Sikkerhed og stabilitet
Den globale verdenshandel og skibstrafik har oplevet flere chok til sit system over de seneste par år: Coronaen pressede priserne i vejret i 2019 på grund af stor efterspørgsel fra indelukkede forbrugere og intet udbud på grund af nedlukkede fabrikker, og Ruslands invasion af Ukraine i 2022 fik igen priserne til at stige og tvang flere dele af verden til at finde alternative importruter. Sidstnævnte øgede presset på verdenshandlens to vigtigste handelsknudepunkter: Suezkanalen og Panamakanalen, der håndterer henholdsvis 12 pct. og 5 pct. af verdens samlede varehandel.
Panama har siden 2019 oplevet en historisk tørke, der har reduceret vandstanden i Gatun-søen, der leverer vand til Panamakanalen. Det kræver enorme mængder vand, hver gang et skib skal gennemsejle kanalens sluser
Begge kanaler oplevede en øget trafik, da flere lande måtte importere deres fødevarer og energi fra andre lande end Ukraine og Rusland. Og i november 2023 blev begge knudepunkter og dermed verdenshandlen ramt af endnu en krise: De iranskstøttede houthier angreb skibstrafikken i Det Røde Hav.
Cirka 12 pct. af verdens samlede handelsvolumen passerer normalt gennem Det Røde Hav, inklusive en betydelig mængde containerskibe (22 pct. af verdens samlede containertrafik), olie og flydende naturgas (LNG). Dette gør sikkerheden og stabiliteten i området til en afgørende interesse for mange lande og aktører globalt.
Angrebene var et modsvar til Israels militærkampagne mod Hamas i Gazastriben. De tvang skibstrafikken til endnu en gang at finde alternative ruter. Trafikken mellem Europa og Den Persiske Golf og Asien sejler nu rundt om Afrikas sydspids, Kap Det Gode Håb, og trafikken mellem USA’s østkyst og Asien sendes gennem Panamakanalen.
Men Panama har siden 2019 oplevet en historisk tørke, der har reduceret vandstanden i Gatun-søen, der leverer vand til Panamakanalen. Det kræver enorme mængder vand, hver gang et skib skal gennemsejle kanalens sluser, og det har resulteret i vandmangel i Panama. Derfor halverede myndighederne det daglige antal skibe, der måtte benytte kanalen, fra 36 til 18 i februar 2024. Selvom antallet af skibe, der måtte sejle gennem kanalen, langsomt blev forøget igen i marts 2024, så oplever Panamakanalen stadig en stor begrænsning af sine gennemsejlinger, samtidig med at en øget andel af skibstrafikken bliver omdirigeret til den.
Skiferolierevolutionen førte i løbet af 2010’erne til dramatiske ændringer på det amerikanske energimarked: Fra at være en energiimportør blev USA en af verdens ledende olie- og naturgas-eksportører i 2019
De to kriser er dog forskellige i natur, og kun den ene af de to kan løses ved direkte indgriben. Panamakanalens tørke er nemlig forårsaget af vejrfænomenet El Niño, der periodevis opstår i Stillehavet ud for Sydamerikas kyst og er blevet forværret af global opvarmning, og kan derfor ikke kan løses her og nu. Krisen i Det Røde Hav kan derimod standses med politiske eller militære midler.
Den globale oliepris
I 1973 blev USA selv afhængigt af olie importeret fra Den Persiske Golf, hvorfor deres egeninteresse i at opretholde en stabil verdenshandel og energiforsyning blev forstærket. Derfor udstationerede USA permanent et superhangarskib i Den Persiske Golf i 1975 for at sikre, at olien flød uforstyrret gennem Hormuzstrædet. USA var altså ikke længere uafhængigt fra sin egen verdensorden og var nødt til at forholde sig til resten af verden.
Men to begivenheder ændrede ifølge Zeihan amerikanernes villighed til at involvere sig: Sovjetunionens sammenbrud og den amerikanske skiferolierevolution.
Kommunismens kollaps fjernede USA’s motiv til at beskytte den internationale varehandel og agere sikkerhedsgarant for fx Europa; Sovjets arvtager, Rusland, var kun en skygge af sin forgænger og var ikke en global konkurrent for USA, hvorfor behovet for at bestikke verden med en amerikansk sikkerhedsgaranti forsvandt. Ukrainekrigen lader ikke til at have ændret denne kalkule særligt meget.
Skiferolierevolutionen førte i løbet af 2010’erne til dramatiske ændringer på det amerikanske energimarked: Fra at være en energiimportør blev USA en af verdens ledende olie- og naturgas-eksportører i 2019, og i 2024 producerede landet mere olie end Saudi-Arabien. USA er altså mere eller mindre energiuafhængigt, hvilket fjerner supermagtens sidste grund til at agere sikkerhedsgarant for hele verdens olieforsyning.
Kort og godt: Ifølge Peter Zeihan er den amerikanske hegemon altså så småt ved fjerne sig fra verdensscenen: Hvis nogen truer den internationale varehandel og energiforsyning, har USA ikke længere nogen iboende interesse i at håndhæve sin egen internationale orden.
William Wechsler fra the Atlantic Council afviser Zeihans pointe om, at USA ikke har en iboende interesse i at håndhæve sit hegemoni. I sin artikel fra 2019 påpeger Wechsler, at selvom USA er mere eller mindre energiuafhængigt, så er det amerikanske energimarked stadig påvirket af den globale oliepris. Udviklingen i Mellemøsten påvirker altså stadig USA, og derfor har supermagten stadig en reel interesse i at stabilisere olieprisen ved at håndhæve en status quo i regionen. Siden 1980 har dette mål om at opretholde status quo været kaldt Carterdoktrinen.
Alle fire præsidenter, der efterfulgte H.W. Bush, har ifølge Wechsler på hver sin måde undermineret Mellemøstens status quo og har sået tvivl om USA’s vilje til at blive i regionen og sikre energiforsyningen
Doktrinen erklærede, at USA ville bruge militær magt til at beskytte sine interesser i Den Persiske Golf. Den blev udstedt af præsident Jimmy Carter i 1980 som reaktion på den sovjetiske invasion af Afghanistan, som truede sikkerheden i Mellemøsten og den globale olieforsyning.
Carters afløser, Ronald Reagan, fortsatte doktrinen under den såkaldte Tankerkrig i 1987, som var en del af Iran-Irak-krigen, og som udvidede konflikten til Den Persiske Golf, hvor Iran begyndte at angribe neutral skibsfart. Reagan-administrationen intensiverede den amerikanske tilstedeværelse i regionen og iværksatte Operation Earnest Will, som havde til formål at beskytte den kuwaitiske skibsfart ved at lade den sejle under amerikansk flag. Dette skridt var et tydeligt signal om USA’s vilje til at opretholde fri navigation og beskytte olieforsyninger fra Golfen, hvilket var afgørende for verdensøkonomien.
Wechsler påpeger, at den sidste amerikanske præsident, der faktisk evnede at opretholde denne status quo i Mellemøsten, var George H.W. Bush i Den Første Golfkrig i 1991. Han sikrede magten for både Kuwaits og Iraks regimer gennem en velafbalanceret blanding af diplomati og militær indgriben, hvilket understregede hans forståelse for regionens ømtålelige politiske balance og nødvendigheden af at opretholde stabiliteten for at beskytte amerikanske interesser og sikre regional sikkerhed. (Præsident H.W. Bush anses i øvrigt også af Zeihan som den sidste amerikanske præsident med en sammenhængende udenrigspolitik, der understøttede Den Amerikanske Orden – især fremhæver han H.W. Bushs New World Order-tale som eksempel på dette).
Tilbageholdende i Mellemøsten
Paradoksalt nok ender Wechsler dog med at argumentere for, at USA alligevel er på vej til at trække sig ud af Mellemøsten, ligesom Zeihan påstår. For alle fire præsidenter, der efterfulgte H.W. Bush, har ifølge Wechsler på hver sin måde undermineret Mellemøstens status quo og har sået tvivl om USA’s vilje til at blive i regionen og sikre energiforsyningen.
Bill Clinton vandt over George H.W. Bush ved at love en reduktion af USA’s militære operationer uden for landets grænser, hvilket også antydede en mere tilbageholdende tilgang til Mellemøsten. George W. Bush skiftede skarpt kurs væk fra både sin far og Clinton, især efter terrorangrebene den 11. september 2001.
Han beordrede en militær invasion af Afghanistan og senere af Irak i 2003. I 2007 nåede antallet af udstationerede amerikanske soldater i Irak sit højeste punkt med omkring 170.000. Disse krige brød med Carterdoktrinen og forstyrrede den etablerede orden i Mellemøsten, hvilket rystede den status quo, USA selv havde skabt. Men amerikanernes regionale partnere var alligevel overbeviste om, at Bush-regeringen prioriterede en stabil energiproduktion og -leverance.

Ifølge Wechsler ændrede Barack Obama dog denne opfattelse, da han få måneder efter sin tiltræden som præsident ved en tale i Cairo opfordrede til en ny begyndelse mellem USA og verdens muslimer. Det blev nemlig bemærket af USA’s regionale allierede, at Obama undlod at nævne de traditionelle fællesinteresser som energisikkerhed og regional stabilitet. I stedet fremhævede han ønsket om at trække amerikanske tropper ud af Afghanistan og bekræftede sit valgløfte om at overdrage Irak til irakerne og trække alle amerikanske tropper ud af Irak inden 2012.
Obama var fast besluttet på ikke at blande sig i den syriske borgerkrig, selv da Iran udvidede sin indflydelse i Syrien
Obama udtalte også, at USA var klar til at forhandle med Iran uden forudgående betingelser. Han anerkendte, at enhver nation – også Iran – burde have ret til fredelig anvendelse af atomenergi, så længe de overholdt ikkespredningsaftalen. Obama nedtonede ydermere USA’s tidligere betegnelse af Iran som en terrorstøtte. I Irak, Israel og golfstaternes øjne repræsenterede denne tilgang dog et farligt og naivt brud med Carterdoktrinen og den amerikanske status quo.
Obama fastholdt sine løfter fra Cairo-talen ved som planlagt at trække de amerikanske tropper ud af Irak i sin første embedsperiode og ved at indgå en aftale med Iran om deres atomprogram i sin anden embedsperiode, hvilket han prioriterede højere end at adressere Irans skadelige opførsel i området. Han talte ofte om nødvendigheden af at blive uafhængig af udenlandsk olie og annoncerede en strategisk “pivot to Asia”, der implicit signalerede en afstandtagen fra Mellemøsten, hvilket også blev bemærket i regionen.
Wechsler understreger, at Obamas afvisning af USA’s traditionelle lederrolle i regionen i høj grad undergravede den regionale status quo. Præsident Obama erklærede berømt en “rød linje” mod brugen af kemiske våben i Syrien, men undlod at gribe ind, da den blev overskredet. I løbet af Det Arabiske Forår opgav han hurtigt Egyptens præsident Hosni Mubarak, en langvarig amerikansk allieret, for derefter at acceptere en regering under ledelse af Det Muslimske Broderskab. Obama var fast besluttet på ikke at blande sig i den syriske borgerkrig, selv da Iran udvidede sin indflydelse i Syrien, og han undlod at støtte den irakiske regering mod Islamisk Stat, indtil Mosul blev erobret, og det dengang nyligt udråbte kalifat rykkede frem mod Bagdad.
USA’s tilbageholdenhed muliggjorde ifølge Wechsler Ruslands involvering i den syriske borgerkrig, hvilket markerede den første russiske militæraktion ud over de tidligere sovjetiske grænser siden invasionen af Afghanistan i 1980’erne. Dén invasion havde i 1980 udløst Carterdoktrinen, men i 2015 resulterede det kun i en kommentar fra Obama om, at han regnede med, at Rusland ville blive fanget i hængedyndet. De lokale magthavere så igen dette som en bekræftelse af, at USA var ved at lave en strategisk tilbagetrækning fra regionen.
Ifølge Wechsler var det regionens håb, at valget af Donald Trump var en tilbagevenden til normalen. Men i stedet var Trumps tilgang til Mellemøsten endnu mere tilfældig og uforudsigelig end Obamas tilbagetrædende rolle i regionen. Flere gange kom han med modsatrettede meldinger om den amerikanske politik i Mellemøsten.
Mest rystende for Mellemøsten var Trumps afvisning af USA’s sikring af den frie navigation i Den Persiske Golf
I Syrien ønskede Trump først en permanent amerikansk tilstedeværelse, for derefter at erklære, at USA skulle have et konstruktivt samarbejde med Rusland. I Afghanistan insisterede han på, at USA’s tilbagetrækning fra landet ville ske på dets egne præmisser, og at en overilet tilbagetrækning ville skabe et tomrum, som Isis og al-Qaeda ville fylde ud, men i 2019 lavede han næsten en fredsaftale med Taliban, der ville have trukket alle amerikanske tropper ud af landet.

Og mest rystende for Mellemøsten var Trumps afvisning af USA’s sikring af den frie navigation i Den Persiske Golf. På trods af sin tilbageholdenhed reducerede Obama ikke de militære ressourcer, der sikrede den frie sejlads i regionen, men Trump slog fast, at han ikke så nogen grund til, at USA skulle sikre kinesiske olietankere. I en tale i juni 2019 sagde Trump følgende:
“On the Straits – so we get very little oil from the Straits anymore. In fact, yesterday was very interesting. They said, “It’s very interesting there are no USA tankers here. They’re all from China, from Japan. (…) We hardly use it. We’re getting 10 percent, only because we sort of feel an obligation to do it. We don’t need it. We have – we’ve become an exporter. Can you believe it? We’re an exporter now. We don’t need it. And yet we’re the ones that for many, many decades, we’re the ones that policed it. We never got reimbursed. We police it for all these other countries.”
“And I said, a while ago, I said, “Why are we policing for China? Very rich. For Japan? Very rich. For all these others?”. And we’re policing also for countries, some of whom we’re very friendly with, like Saudi Arabia and others – UAE, others too. But why are we doing it without getting – why do we have our ships there and we’re putting our ships in the site.”
Sådanne udtalelser understregede ifølge Wechsler over for USA’s regionale samarbejdspartnere, at hegemonen var på vej ud af Mellemøsten, hvilket blev bekræftet af efterfølgeren Joe Bidens tilbagetrækning af de amerikanske tropper fra Afghanistan i 2021.
William Wechsler ender altså det samme sted som Peter Zeihan. USA er ved at trække sig ud af Mellemøsten, og dette er den store bagvedliggende årsag til houthiernes angreb på skibstrafikken i Det Røde Hav. Havde amerikanerne ikke forladt Carterdoktrinen og trukket sig ud af Irak og Afghanistan og dermed tilladt andre geopolitiske aktører som Iran, Rusland, Kina og Tyrkiet at udfylde tomrummet, så ville houthiernes angreb ikke have været muligt.
Andet og sidste afsnit følger i morgen. Læs mere af Bo Jensen i POV her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.