MOTORSPORT: 15-årige Noah Strømsted har en drøm om en dag at sidde i en Formel 1-bil. Og stedet for at sætte skub i drømmen er Formel 4-klassen, som bliver afviklet i forskellige udgaver verden over. Danskeren er gået all in i sin første hele sæson for 15-19-årige kørere, der alle deler drømmen med Noah Strømsted.
Han deltager i ”mesterskabet om Mellemøsten”, UAE-udgaven af Formel 4-serien. Senere på sæsonen i den spanske udgave af talentklassen. UAE-serien afviklede endnu tre løb i weekenden på Dubai Autodrome, og for første gang i løbet af de indtil nu 12 kørte af i alt 15 løb kom Noah Strømsted lørdag på podiet, da han kørte en 3.-plads hjem i weekendens andet af tre løb. Det har været lidt op og ned for danskeren med en 5.-, 6.-, 7- og 8.-plads som de bedste placeringer, mens en tre stykker nede i 30-’erne har kostet i den samlede stilling. Alligevel ligger Noah Strømsted på en samlet 9.-plads blandt 46 kørere, og holder han fast i den position, er det også nok til løftede øjenbryn blandt de større teams.
De røg helt op i panden hos iagttagerne af finske Tuukka Taponen i weekenden. Den 16-årige finne vandt alle tre løb i Dubai, og med endnu en sejr tidligere i serien, er han nu oppe på en 2. plads efter sin førende holdkammerat fra Ferrari Driver Academy, australske James Wharton. Måske en ny Mika Häkkinen eller Kimi Raikkonen i den finske støbeske af Formel 1-verdensmestre.
Noah Strømsted får chancen for at køre sig endnu højere op i klassementet i de sidste tre løb, der finder sted fredag og lørdag i Abu Dhabi.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her