FODBOLD: Blot fire kampe henne i den nye sæson, måtte FC Midtjylland-træner Bo Henriksen lade livet, da han landede i lufthavnen i Billund efter klubbens knebne forlængede spilletids- og straffesparkskonkurrence-avancement i CL-kvalen mod AEK Larnaca på Cypern. Den sportslige ledelse havde på forhånd booket et mødelokale i lufthavnen, så direktør Claus Steinlein og sportschef Svend Graversen onsdag aften i ro og mag kunne stikke kniven derind, hvor de fleste trænere har mærket den. Fyresedler bliver delt rundt med gavmild hånd i dagens topfodbold, og med tre uafgjorte kampe og et nederlag i de fire første kampe, var det altså nok til at trække den på Heden.
Naturligvis tæller et halvjammerligt forår, hvor man satte et stort forspring til FCK over styr, og i helhedsbilledet vurderede ledelsen ikke, at Henriksen var i stand til at løfte det ambitiøse midtjyske mandskab et nøk yderligere. Og når resultaterne ikke er der, har man altid en affyringsrampe at effektuere fra. Givetvis også billigere end at give slip på eksempelvis Pione Sisto, som midtjyderne har investeret mange millioner i, men som i sæsonoptakten var på voldsom kollisionskurs eller i hvert fald ikke enig i trænerens dispositioner. Indtil videre overtager assistenttræner Henrik Jensen rollen som cheftræner.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her