Københavnske gastroseksuelle mænd amok mandag morgen

af i Bæredygtighed/Danmark/Internationalt/Politik & Samfund/Quick POV

Jeg havde egentligt glemt, at det var i dag, vi ville komme ud med rapporten. Indtil telefonen IMG_5122ringede. Og ringede. Mickey Gjerris, der i halvandet år har været formand for det underudvalg i Etisk Råd, hvor vi har arbejdet intenst med hvordan vi danskere kan forbruge mere etisk, mere bæredygtigt, i en virkelighed, hvor vi skal overholde klimamål, var i TV2-News. Jeg har ikke set det. Men at dømme efter reaktionerne, må han have trængt godt igennem på skærmen denne tidlige mandag morgen.

Den første der ringede var en af mine bekendte, en rigtig rar fyr, der godt kan lide en god bøf fra specialslagteren på Østerbro med en hjemmelavet bearnaise med estragon hentet i Torvehallerne og økosmør fra et af de mejerier, som han af gastro-politiske-æstetiske grunde holder med. Nuvel. Min bekendt er med andre ord ægte københavnsk “gastroseksuel”. En dejlig, men også meget lille målgruppe, når vi taler det kæmpe store forbrug af kødbjerge.

Når jeg siger bjerge, kan man forestille sig et bjerg af gråligt billigt hakket oksekød med stor vandprocent kogt i hospitalsgryder og serveret flere gange ugentligt i danske institutioner. Sådan nogle bjerge. (Og hermed ikke sagt, at der ikke laves dejlig mad i offentligt regi, det gør der, men nogle steder, kan der stadig forbedres lidt på madplanen og bruges mindre hakket kød og mere grønt til en god gratin eller andet godt). Eller man kan forestille sig bjerge på en grafisk statistik. Vi ligger på bjergtoppen. Vi er det land i verden, der spiser aller aller mest kød pr. indbygger. Og da vi også er et lille grønt foregangsland – i hvert fald i vores egen selvforståelse – vil det klæde os at gå foran med et godt eksempel i klimaets tjeneste. Og dermed spise lidt mindre kød. Så vi ikke længere er verdensmestre. Men bare spiser lidt mere som vi gjorde i gamle dage, lidt mere ligesom vores mormor og morfar, der aldrig indtog disse bjerge af kød, men glædede sig til søndagskyllingen. Og lidt mere som andre lande, der aldrig er kommet op på niveau med os, når det kommer til klimabeslastende kødspisning.

Skærmbillede 2016-04-25 kl. 10.47.13

Det havde de gastroseksuelle – for der var flere, der ringede og rasede ved tanken om oksekødstab denne morgen – ikke helt forstået. At det var det, der var vores ærinde. Derfor siger jeg det lige klart: Etisk Råd er ikke ude på at tage bøffen ud af munden på nogen. Eller spagetti bolognesen fra andre. Vi anbefaler (flertallet gør, 14 ud af 17) at der arbejdes med at ændre forbruget over på en lidt mere plantebaseret kost. Ligesom man med succes har ændret borgeres adfærd ved fx høj pris på cigaretter. For på den måde at se om vi kunne komme til at ændre vaner. Man kunne forestille sig at der eksempelvis igen kom en kødfri dag eller to på menuen i danske hjem og i danske institutioner med uge-madplaner. Og at der de andre dage spises kød af høj kvalitet fra dyr, der har gået på friland. Det ville da i grunden ikke være så dumt.

Vi vil ikke tage noget fra nogen. Vi foreslår, at der spises lidt mindre og lidt bedre og lidt dyrere kød.

Det er fint i tråd med udviklingen. Nu til morgen (jeg hørte det i P1) har branchen selv været ude med et initativ til at sikre mere “rent” og penicilinfrit kød til eksportmarkedet, hvor især USA skriger på bedre og også dyrere varer. Mindre, men bedre kød, på tallerkenerne, men her af en anden årsag: MSA og penicilinresistens.

Henstillinger, dilemmaer, spørgsmål – og arrige råb i telefonen

Vores arbejde i udvalget har strakt sig over 18 måneder. Vi har haft besøg af klimaeksperter, IMG_5341filosoffer, klimaøkonomer osv osv. Vi har talt om nudging og om at lade stå til. Om at fjerne momsen på grønt (det er mere kompliceret end man lige tror, men jeg hepper stadig). Vi har talt om, at det vel er meget rimeligt, at fødevarer koster i forholdt til det de belaster jordkloden. Og oksekød er helt skævt ikke mindst i forbrug af vand. Vi har talt om klima og de mål, vi har tilsluttet os og som er nødvendige, hvis vi synes kommende generationer skal have et liv her på denne planet. Det, der blev lagt frem nu til morgen, er en henstilling og en intention, som vi håber man vil læse og forstå og tænke over.

Vi arbejder med spørgsmål som nu dette for den til enhver tid siddende regering, folketinget og for danskerne. Der er tale om alle mulige dilemmaer og spørgsmål, vi taler stilling til, etiske spørgsmål, af stor vigtighed på sundheds- og bæredygtighedsområdet.

En af de gastroseksuelle råbte ind i røret, at hans penge var gået til sådan noget lort. Nej, det er de faktisk ikke. For vi får ikke løn. Vi arbejder frivilligt for den gode sag og for regeringen.

Er der en ting, jeg har lært denne morgen – efter ophidsede telefonsamtaler – så er det, at der er intet der kan hidse danskerne og de gastroseksuelle mænd så meget op som forestillingen om at nogen vil tage deres bøf fra dem. Det er lidt tankevækkende.

Læs pressemeddelelse og kontaktinfo til Mickey Gjerris her.

Billeder er taget af mig og hapset fra min Instragram + en sceendump fra en af dagens sure mænd.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du alle links til vores nye artikler.  Del også gerne artiklen med andre. Vi har ikke noget reklamebudget.

Intet medieforbrug er gratis og mit arbejde støttes på det her nummer: 21 43 54 63.

Jeg var medstifter af POV 1.feb. 2016. Er uddannet retoriker og lever af at være foredragsholder og forfatter. Har skrevet en del bøger. Se bogliste og kontaktinfo ovre på min egen blog - www.signewenneberg.dk. Se den daglige grønne positive formidling på www.instagram.com/signewenneberg - og på facebooksiden om hverdagsaktivsme www.facebook.com/signewenneberg

Tak på forhånd for donationer til flere grønne tekster! Jeg ser alle indbetalinger og jubler.

Seneste artikler om Bæredygtighed