Den globale opvarmning fortsætter. Men selvom de færreste fornægter problemets omfang, og både polerne og ozonlaget er på skrump, giver de færreste køb på hakkebøffen eller lader bilen stå. Hvorfor gør vi ikke mere ved det og ændrer vaner? En del af svaret findes måske i os selv, skriver Mejse Voss og Mikkel Brandt, der har set på hjerneforskning og talt med en psykolog, som påpeger behovet for at italesætte klimaforandringerne anderledes, hvis man vil have mennesker til at handle. Der er brug for håb og positive historier fremfor dommedagsprofetier, der virker lammende på mange.
Er der et problem, hvis vi ikke kan se det?
I 1935 opstillede den østrigske fysiker Erwin Schrödinger et tankeeksperiment, hvor en kat bliver placeret i en lukket kasse i selskab med en ustabil atomkerne. Efter en time er der 50 procent risiko for, at atomkernen er henfaldet. Gør den det, vil det udløse en geigertæller, som igen udløser en giftgas, der vil tage kattens liv. Ifølge Schrödingers paradoks er katten her i filosofisk forstand både død og levende. Først når kassen åbnes, er den med sikkerhed det ene eller det andet.
Kan de klimaændringer, vi ser i dag, ligeledes opfattes i en superposition mellem eksistentiel trussel og abstrakt dommedagsprofeti? I hvilken kategori skal vi mentalt placere truslen, mens kassen stadig er lukket på vores hjemlige breddegrader?
Psykolog Lise Maj Jensen har forsket og arbejdet frivilligt med miljøpsykologi. I dag er hun med i Omstilling Ry. I 70’erne var hun aktiv i miljøbevægelsen NOAH. Allerede dengang var aktivisterne opmærksomme på klimaændringerne og fokuserede blandt meget andet på vedvarende energi.
“Klimakrisen er en trussel, som er svær at håndtere, fordi den i Danmark virker lidt mindre reel og tydelig. For mennesker, der lever andre steder på jorden, er krisen langt mere nærværende”, siger hun og fortsætter:
“I sagens natur er klimaforandringer ikke et særlig festligt emne at tale om i frokostpausen på arbejdet. Og en meget menneskelig reaktion på trusler er at benægte, at de findes. Eller simpelthen at slukke for nyhedsstrømmen”.
Stress, fornægtelse og håb
Lise Maj Jensen påpeger, at en trussel af den type også kan resultere i en kollektiv stresssituation. Her bliver spørgsmålet, hvordan vi som mennesker reagerer på stress. En reaktionsmåde er at lukke i, fordi stress dybest set er ubehageligt og skræmmende.
“Det kan være rigtig deprimerende, og vi kan føle os afmægtige i forhold til noget, der er så stort og globalt. En anden reaktion kan være at gå i fight mode og begynde at kæmpe. Og det er selvfølgelig det, der skal til. At vi ikke fornægter tingenes tilstand, men at vi rent faktisk ser truslerne mod f.eks. klimet i øjnene.”
For ti år siden var det lettere at slå klimaforandringerne hen. Men når der kommer flere og flere oversvømmede kældre i Danmark, er man mere tilbøjelig til at gøre noget ved det. Konsekvenserne bliver konkrete
“Og noget, der er utrolig vigtigt her, er at fæstne håb om, at der findes en udvej”.
Lise Maj Jensen påpeger, at den type håb fører til handling, men at der stadig samtidig findes nogle psykologiske mekanismer, som man både er nødt til at arbejde og bryde med: “Forestil dig følgende scenarie: Du står på et hotelværelse og har lige været i bad. Genbruger du håndklædet? Måske ikke. Men hvad nu hvis hotellet havde et skilt, hvor de anbefalede dig at skåne miljøet ved at bruge håndklædet flere gange. Ville du så gøre det? Det viser sig faktisk, at de fleste i din situation ikke ville.”
Men hvorfor ikke?
Hjernekrigen
Inden for psykologiens begrebsapparat eksisterer en række forskellige drivkræfter, der kan være med til at forklare de mentale barrierer og dilemmaer, som vi bryder vores urhjerner med.
“Det kan virke for abstrakt og uoverskueligt. Man kan føle sig lammet”, fortæller Lise Maj Jensen.
Hun understreger, at i takt med at klimaforandringerne bliver mere tydelige, vil motivationen hos den enkelte også stige:
“For ti år siden var det lettere at slå klimaforandringerne hen. Men når der kommer flere og flere oversvømmede kældre i Danmark, er man mere tilbøjelig til at gøre noget ved det. Konsekvenserne bliver konkrete”.
På trods af at 97 procent af alle forskere på området mener, at klimakrisen er menneskeskabt, er kun ti procent af danskerne, ifølge en meningsmåling fra 2015 som YouGov lavede for Dansk Kommunikationsforening, villige til at ændre vaner for at give klimaet en tiltrængt håndsrækning.
Det er ikke breaking news, at drivhuseffekten påvirker jordens temperatur. Og at det har vidtrækkende konsekvenser, som forgrener sig fra klodens mest øde egne til politikernes dagsordener og videre ud i alskens dommedagsprofetier.
Men i modsætning til Heimdal, der blæser i gjallarhornet for at markere Ragnaroks komme, Jehovas Vidners millennium dommedag og mayaernes kalenderblade, der slap op i 2012, er denne globale trussel mere end blot en forudsigelse. Den kan mærkes. Og måles.
Og det har i flere årtier været højt prioriteret mediestof. Grafer som dem, der vises i Al Gores dystre forudsigelser, har både været på skoleskemaet og er blevet diskuteret i bedste sendetid. Professor i klimaforandringer Sebastian Mernild præsenterede i tv-programmet “Vi ses hos Clement” i januar i år endnu en rødglødende graf, som kunne berette, at det arktiske efterår i 2016 var 20 grader varmere end vanligt. En udvikling som han efterfølgende i Ræson kaldte “startskuddet til voldsommere tider, hvor vi ikke har været i flere hundrede tusinde år”.
Udover at blive et billede på den kollektive dårlige samvittighed, bliver sådanne meddelelser ofte fulgt op af skitseringer af de scenarier, som en eventuel stigning vil føre med sig. Nettet flyder samtidig over med videoer og teorier med alt lige fra, at opvarmningen vil give valmuevæksten – og dermed heroinindustrien – kronede dage til teorier om, at den globale opvarmning er en fuldfed hoax.
Forvirringen er total. Som i historien om Peter og Ulven. “Klimakrisen kommer!”
Og det er måske netop grundet denne forvirring, at kun 10 procent af danskerne er villige til at ændre vaner for at give klimaet en tiltrængt håndsrækning. Det lave tal fremgik af en meningsmåling fra 2015 som YouGov lavede for Dansk Kommunikationsforening, De ti procent skal ses i lyset af, at 97 procent af alle forskere på området mener, at klimakrisen er menneskeskabt. Rapporten findes ikke online, men omtales her.
Den mentale fordel ved succeshistorier
Der er også andre forklaringer. I psykologiens verden bruges udtrykket ”optimism bias”. Teorien hævder, at der findes en kognitiv bias i menneskets hjerne, der gør, at vi tror, at vi selv er mindre i fare for at blive ramt af en katastrofe sammenlignet med andre. Vi tager så at sige de optimistiske skyklapper på.
Desuden kan menneskets hjerne kun rumme en begrænset mængde problemer og udfordringer på samme tid. Det betyder, at i det øjeblik et problem opfattes som stort og betydningsfuldt for individet, sker det på bekostning af andre problemers vigtighed. Det kalder psykologer for ’den afgrænsede bekymrings-pool’.
Vi har brug for flere succeshistorier. Eksempelvis de gode historier om socialøkonomiske virksomheder, som både har den økonomiske, sociale og miljømæssige bundlinje i orden … rent psykologisk er det muligt at vende bekymring til styrke og udfordringer til muligheder. En indre, grøn omstilling.
“Det er det, der kan gøre, at man ikke tager det helt ind. Man kan faktisk ikke holde det ud”, forklarer Lise Maj Jensen. Og derfor argumenterer hun for, at der skal mere fokus på opløftende historier om grøn omstilling:
“Vi har brug for flere succeshistorier og en normalisering af de gode skridt. Eksempelvis de gode historier om socialøkonomiske virksomheder, som både har den økonomiske, sociale og miljømæssige bundlinje i orden”.
På den måde er det muligt – samtidig med at man fortsat tager problemet alvorligt – rent psykologisk at vende bekymring til styrke og udfordringer til muligheder. Eller med psykolog Lise Maj Jensens ord, at foretage en indre, grøn omstilling.
Denne omstilling kan blive besværliggjort fra allerhøjeste sted. Som f.eks. fra den nuværende amerikanske præsident, der i april 2016 sarkastisk udbrød: “Vi har brug for noget global opvarmning”under et valgmøde i Rochester, New York. Publikum hujede af begejstring. Der var ikke megen ingen global opvarmning at spore der. “Det er isnende koldt”, fortsatte han.
Så nej, ikke alle politikere er lige interesserede i at gøre noget ved problemet. Men i skyggen af det mislykkede COP15 kom der alligevel faktisk en FN-klimaaftale i stand i Paris i 2015, hvor næsten 200 lande, inklusive Kina, blev enige om et sæt retningslinjer, som skal bringe klodens temperatur på ret køl. Og mange virksomheder er på vej med grønne initiativer hele verden over.
Den enkeltes ansvar – hvordan man får genbrugt håndklæderne
Men selvom der er mange virksomheder og mange politikere, som i højere grad er begyndt at handle på globalt plan, er det i Lise Maj Jensens øjne stadig vigtigt, at den enkelte tager ansvar.
“Man kan tænke: ‘Hvad hjælper det, hvis jeg tager en kødfri dag om ugen?’” siger hun. Men selv de små ændringer gør en stor forskel. Og her er det vigtigt at kunne flytte normalitetens grænser.: “Det hjælper at inspirere hinanden. Det hjælper, når normerne ændres. Mennesket vil gerne holde fast i, hvad der er normalt”.
Hvad gjorde hotellet eksempelvis for at få gæsterne til at genbruge håndklæderne? Lise Maj Jensen fortæller, at de lavede et nyt skilt, hvor de skrev, at 75 procent af deres gæster brugte håndklæderne igen. Herved appellerede hotellet til en bestemt norm om, at det var normalt at genbruge håndklæderne, og så var flere gæster i højere grad villige til netop at gøre det.
Fokus skal flyttes fra abstrakte skrækscenarier med det formål at etablere en mere konkret, miljøbevidst normalitet, hvor mennesker forsøger at gøre noget godt og tro på sagen, fremfor at lade sig overvælde af en destruktiv håbløshed
Det er altså ifølge Lise Maj Jensen selve italesættelsen, der skal ændres. Fokus skal flyttes fra abstrakte skrækscenarier med det formål at etablere en mere konkret, miljøbevidst normalitet, hvor mennesker forsøger at gøre noget godt og tro på sagen, fremfor at lade sig overvælde af en destruktiv håbløshed. At flere mennesker i højere grad fintuner deres hverdag og går i kødet på udfordringerne fremfor at fryse fast i indgroede vaner. At man med andre ord bliver inspireret af de gode løsninger frem for at kaste håndklædet i ringen.
Kun sådan tør vi åbne Schrödingers kasse og finde ud af, om klimakatten er død, eller om den er levende. Og uanset hvad udfaldet måtte være, er det vel fornuftigt at være beredt.
“Er der en dyrlæge til stede?”
Topfoto: Pixabay.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her