Kernen i den kunstneriske oplevelse

Arne Herløv Petersen 08.06.2018

KUNST – Hvor vi end ser hen, alle steder i verden og så langt tilbage i tiden, vi kan se, har kunst og litteratur spillet en vigtig rolle i alle menneskelige samfund. Det viser sig, at nogle af de spanske hulemalerier, man troede, var lavet af de første Cro Magnon-mennesker, der kom til Europa for 40.000 år siden, er meget ældre og må være lavet af neandertalere.

Før skriften kom til, var litteraturen mundtlig og bestod i myter, sagn og historier, der blev fortalt om bålet og overgivet fra slægtled til slægtled. Og i remser og sange, der ofte blev fremført med dans og musik. Dansen og musikken har været der hele tiden, og det samme har billedkunsten.

Det ser ud til, at kunsten er livsnødvendig for menneskene, at den opfylder et vigtigt behov, vi ikke kan få dækket på anden måde.

Jeg tror, det er vores struktureringsbehov, kunsten og litteraturen opfylder. For at kunne fatte og forstå den verden, vi hver for sig pludselig er dumpet ned i, bliver vi nødt til at strukturere den.

Børn tegner mennesker og ting med tykke sorte streger som omrids. De streger findes ikke i virkeligheden, men vi sætter dem ind for at gøre verden forståelig

Ligesom vi har forsøgt at forklare verden med myter og religion, så vi kan se formål og mening, strukturerer vi verden, så den giver mening, gennem kunst og kultur.

Spædbarnet lever i det, Henri Bergson kaldte “la durée pure”, den sammenflydende, ustrukturerede verden. Men meget tidligt lærer det lille barn at tegne streger om ting og mennesker, at afgrænse noget fra baggrunden. Mor. Bryst. Sut. Rangle. Og lidt senere: Far.

Børn tegner mennesker og ting med tykke sorte streger som omrids. De streger findes ikke i virkeligheden, men vi sætter dem ind for at gøre verden forståelig.

Kunstens struktur

En historie skal have den struktur, som Aristoteles redegjorde for i sin Poetik. Den skal have begyndelse, midte og slutning (men ikke nødvendigvis i den rækkefølge). Når man skriver en roman eller et digt, kan man mærke strukturen tage form, man kan mærke, hvordan ordene ikke flyder sammen i et mudderskred, men tager form, danner mønstre, giver mening.

Man kan vælge bevidst at se bort fra alle disse regler. Impressionisterne viste os betydningen af luften og lyset for det, vi ser. At vi ikke ser tingene så afgrænset, som tidligere malere havde gjort dem, men i lysfyldte mønstre i altet.

Man kan se helt bort fra alle krav til kunsten og litteraturen for at vise en anden virkelighed. Man kan udgive en bog med lutter blanke blade, eller som Kenneth Goldsmith optage alt, hvad et menneske har sagt i løbet af en dag, renskrive det og kalde det Soliloquy. Man kan som Duchamps udstille en pissoirkumme eller som Manzoni udgive en dåse med lort for kunst.

Alle disse demonstrationer har været vigtige som øjenåbnere, men der er mange ting, der kun kan gøres én gang. Hvis en forfatter én gang har udgivet en bog med lutter blanke blade, giver det ikke nogen mening, hvis halvtreds andre forfattere gør det samme. Hvis en dåse med lort er proklameret kunst, giver det ikke mening at andre kunstnere kommer rendende med dåser med snot, sæd eller blod. Og i det omfang formålet med avantgarden var at chokere borgerskabet, er avantgarden forældet. Det dannede borgerskab findes ikke mere, og nutidens pengefikserede borgerskab ser ikke dåsen med lort som en provokation og øjenåbner, men som et investeringsprojekt.

Form og indhold er for mig at se ikke pynt eller staffage, men selve kernen i den kunstneriske oplevelse

Jeg tror, at kravet om struktur stadig gælder. Og jeg tænker på, om de uendelige tv-seriers stadig voksende popularitet på bekostning af det enkelte strukturerede værk kan undergrave det, der er kunstens og litteraturens mål og mening. Hvis en serie kan fortsætte i det uendelige, har den ikke begyndelse, midte og slutning. Hvis den skal dække alting, skaber den ikke mening.

Hvis jeg ser en film af Bergman eller Eisenstein, føler jeg mig beriget. Men hvis jeg ser en uendeligt flydende beretning, der aldrig fører nogen steder hen og derfor hverken har form eller indhold, så bliver jeg bare udmattet.

Jeg oversatte engang en science fiction action thriller, hvor helten ustandselig nedkæmper det ene monster efter det andet. Historien førte ingen steder hen, der var bare den ene kamp eller den anden. Det føltes som at stå ved samlebåndet på et svineslagteri.

Form og indhold er for mig at se ikke pynt eller staffage, men selve kernen i den kunstneriske oplevelse.

Topillustration: Museo de Altamira y D. Rodríguez, Wikimedia Commons.

Arne Herløv Petersen (1943) er forfatter og oversætter, bosiddende på Langeland. Han har arbejdet som journalist ved Aktuelt og Ritzaus Bureau og som redaktør af Studenterbladet 1963-65. Han tog studentereksamen i Milwaukee i Wisconsin i 1961 og i København 1962. I 1971 blev han cand. phil. i historie, med speciale om Emil Wiinblad og Social-Demokraten 1881-1911, materiale herfra er i omarbejdet form udgivet som artikelsamlingen Fra den forkerte verden (2004). Allerede i 1954 i en alder af 11 år blev Arne Herløv Petersen ansat ved Social-Demokratens børneside. Han fik som 15-årig sin debut i 1958 i antologien "Unge meninger om Vi Mennesker", og sin selvstændige debut i 1962 med "Digte". Hans romandebut fulgte i 1963 med "Morgensol og glasskår". Arne Herløv Petersen har udgivet omkring 500 oversættelser, hovedsagelig af amerikansk litteratur. Han har blandt andre oversat Jack Kerouac, Thomas Pynchon, Kurt Vonnegut, Philip Roth, Norman Mailer, Douglas Coupland, Richard Ford, James Lee Burke og James Ellroy. Desuden mange oversættelser af science fiction, blandt andre Ray Bradbury, Isaac Asimov, Arthur C. Clarke, J.G. Ballard. Dertil kommer oversættelser af lyrik, blandt andre gendigtninger af kinesiske kortdigte, oversættelser af James Joyce, Edgar Allan Poe, Lewis Carroll, Edward Lear, Jean-Joseph Rabearivelo og Kobayashi Issa.