FILM // ANMELDELSE – Endelig efter mange måneder åbner Danmarks bedste biograf Cinemateket atter. Vi har savnet det meget. Juni måneds film er Bertrand Bonellos nyeste film ”Zombi Child”, der med held blander to meget forskellige historier fra to verdensdele og to forskellige tidsepoker. Først hen mod filmens slutning får vi at vide, hvordan de har relevans til hinanden.
Bertrand Bonello (født 1968) er herhjemme mest kendt for ”Saint Laurent” fra 2014. Noget tyder på, at han ved at tage zombie-temaet op er inspireret af store amerikanske mestre som George A. Romero, kaldet ”the Godfather of Zombie Cinema”, der i 1963 chokerede den ganske verden med ”Night of the Living Dead”, og Jacques Tourneur, der i 1943 lavede ”I Walked With a Zombie”.
Denne arthouse-gyser starter i 1922, hvor en indbygger på Haiti forgiftes med tørrede plantedele, der pulveriseret hældes i hans sko. Han dør og begraves. Kort efter graves han op af de hvide koloniherrer og sendes som slave ud i sukkerrørsmarkerne. Her er han ikke alene; skarer af halvt bevidstløse skikkelser vælter rundt mellem de halvvisne sukkerrør.
Deres svage indsats kommenteres af brovtende vagter: ”Work harder”! Om aftenen drives de hjemad til en kop vand. Zombier er billig arbejdskraft for de hvide herrer, og de brokker sig ikke. Historien bygger på en sand beretning om zombieslaven Clavius Narcisse, der for længe siden klarede at stikke fra sine vogtere og lykkedes med at starte et nyt liv.
Anden del af af filmen foregår 55 år senere og fortæller om en gruppe 15-års skolepiger fra en prestigiøs kostskole i Paris. Alle eleverne er efterkommere af notabiliteter, der har modtaget Æreslegionens medalje. De nysselige småpiger keder sig bravt under lærernes seriøse bravader om frihed og liberalisme. Filmen zoomer ind på kønne lille Fanny, der drømmer om en mistet boyfriend, Pablo, og slet ikke hører efter. En ny elev, Melissa, der er flyttet til Paris fra Haiti for at bo hos sin tante efter, at jordskælvet i 2010 har dræbt hendes forældre, fanger Fannys opmærksomhed. Vi følger pigernes liv i klassen og på deres natlige ekskursioner ude i parken, hvor de læser digte, hører musik og danner kliker.
Bonello skildrer meget troværdigt denne helt specielle lidt uhyggelige pigeverden. Den kærlighedshungrende Fanny får mavet sig ind på sorte Melissa og opdager, at dennes tante er en ”mambo”, en voodoo-præstinde, der er tilknyttet en sekt på Haiti, som kan bygge bro mellem levende og døde. Fanny mener, at kunne hun blive zombificeret, kunne hun måske atter komme nær den mistede Pablo og går derfor i gang med at plage Melissas tante.
Bonello viser os i ”Zombie Child” adskillige fascinerende og mystiske danseceremonier, der under skrig og råben udføres med fremmedartede metalinstrumenter i natlige orgier. Det virker meget autentisk
Der er overalt i verden et stort publikum til zombiefilm: i USA startede man allerede i 1932 med ”White Zombies” med Bela Lugosi i en monsterolle. På en af mine første rejser i Vestafrika oplevede jeg lokalbefolkningens begejstring for disse film i Gambias udendørsbiografer. Jeg havde meget svært ved at tage disse film seriøst, men der var altid udsolgt.
Det var tydeligt, at jeg kom fra en helt anden kultur og manglede den fornødne baggrundsviden om voodoo og voodong, der oprindeligt kom fra Benin og med slavetransporterne blev bragt til Mellem- og Sydamerika.
Bonello viser os i ”Zombi Child” adskillige fascinerende og mystiske danseceremonier, der under skrig og råben udføres med fremmedartede metalinstrumenter i natlige orgier. Det virker meget autentisk.
Jeg har for nylig nydt Netflix-serien fra Sydkorea, ”The Kingdom”, der fortæller om en pandemi, der i 1600-tallet udvikler sig til en monsterhær af tusinder af savlende og hurtigtløbende menneskeædende zombier! Meget underholdende og yderst tankevækkende i disse tider.
Foto: PR.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her