”Islamisk Stat kan ikke tales ihjel. Politikerne må afgøre, om der skal bruges magt, bomber eller boots on the ground,” siger en ekspert fra Dansk Institut for Menneskerettigheder. ”Imens arbejder vi med de ord, der er nødvendige for fred på længere sigt.”
Advarslerne fra det libyske folk er ret dystre. Eller de fleste er i hvert fald: Hvis vi – verden, Europa, Danmark – bliver ved med at ignorere militante, ekstreme islamisters fremmarch i det nordafrikanske land, så rammer vores manglende handlinger os selv. Eksplosivt. Måske lige om lidt.
Den prognose er programlederen for Nordafrika- og Mellemøst-afdelingen hos Dansk Institut for Menneskerettigheder, Niklas Kabel enig i:
”Risikoen for at den nuværende blodige uro i området breder sig, er til stede. Dels på grund af magttomrummet i Libyen som Islamisk Stat udnytter maksimalt – hvilket kan påvirke nabolandene, uanset at eksempelvis Egypten har en stærk hær, der ikke lige sådan bøjer sig – dels er der samtidig en voksende trussel nede fra. Altså fra landene syd for Libyen, Mali, Chad, Nigeria for eksempel. Men også fra Boko Haram og lignende terrorgrupper.”
Islamister bombeangreb mod retsbygning i Benghazi, Libyen
Så vidt den bevæbnede, sikkerhedspolitiske risiko – om ikke andet så i hvert fald en risiko for terrorangreb som det man så på en turiststrand i Tunesien i sommeren 2015. Noget andet er strømmen af flygtninge og immigranter, der har kurs mod Europa.
”Radikale islamisters fremmarch i regionen giver indlysende næring til en voksende bølge af flygtninge og immigranter i Nordafrika og fra lande lidt længere mod syd, mennesker der løber for deres liv,” siger Kabel, der også påpeger, at Libyen lige nu står “pivåben”:
“Lige nu står Libyen pivåben: ingen stat fungerer, ingen hær står samlet, intet politi blander sig.”
Han fortsætter: “Ingen stopper menneskesmuglernes både, eller for den sags skyld strømmen af hellige krigere fra Nordafrika, der indtil videre nogenlunde frit kan rejse og slutte sig til Islamisk Stat i Syrien og Irak – ligesom krigere dérfra rejser den anden vej, til Libyen,”
Niklas Kabel, programchef i Dansk Institut for Menneskerettigheder / foto: menneskeret.dk
Kabel, der er leder og ekspert i Nordafrika- og Mellemøsten hos Dansk Institut for Menneskerettigheder er en af forholdsvis få, der helt bogstaveligt er nede i kommaerne i regionen, ikke mindst i Libyen. Og siden foråret 2012 har Niklas Kabel siddet kontorstol ved kontorstol med Libyens nye – og temmelig skiftende – magthavere. Dengang var han rådgiver for den nationale libyske valgkommission med kontor og privat bopæl i hovedstaden Tripoli. Han er uddannet fra statskundskab, derefter som sprogofficer og taler flydende arabisk. Dengang arbejdede jeg selv som nyhedsdirektør på Libyens første, frie TV-station med kontor og privat bopæl i oprørsbyen Benghazi.
I sommeren 2012 – få dage inden Libyens første frie valg og efter 42 års brutalt Gadaffi-diktatur – sad jeg på en solbeskinnet terrasse i netop Tripoli og netop i selskab med blandt andre Niklas Kabel, da en af mine medarbejdere ringede hektisk på min mobiltelefon. Jeg fik besked om, at islamister angreb og satte ild til varehuse med stemmesedler og valgbokse ”hjemme” i Benghazi og byen Ajdabiya i østlige Libyen.
Foto: Benghazi, Libyen – 2012.
Mit syn på udviklingen i det urolige Libyen var dengang en anelse mere pessimistisk end den danske valgeksperts og andre diplomater. Måske fordi jeg boede midt i den højspændte Benghazi by, måske fordi jeg prøvede at vågne et par gange under eksplosioner, måske fordi jeg havde kolleger der blev overfaldet – en enkelt blev dræbt.
Valgkommissionens danske mand boede cirka 1000 kilometer væk i Tripoli – hvor der dog også blev skudt af og til i gaderne – men omgivet af folk, der måske mere var fokuseret på det lange, seje træk.
Tripoli, Libyen – 2012 – udsigt fra luksushotellet Blue Radisson, hvor bl.a. danske og andre udenlandske diplomater havde kontorer
Vi diskuterede ofte længe og intenst– ligesom andre eksperter, diplomater og observatører gjorde i de dage – om der var grund til begejstring. Eller om Libyen risikerede at være på vej ad helvede til. Det var i dén sammenhæng, valgekspert Kabel udtalte let overgivende, men dog diplomatisk afdæmpet:
”Situationen er ikke fuldstændig ideel”.
Fortsat tæt på magthaverne
I dag er Libyen-kenderen stadig helt inde i maskinrummet og stadig tæt på de nuværende libyske magthavere – bare ikke inde i Libyen. Det er for farligt. Både for de libyske politikere og for de udenlandske rådgivere, konsulenter, eksperter.
”Højstående politikere er jo blevet dræbt på eller kidnappet fra deres egne regeringskontorer lige midt Tripoli. Så det er nok meget godt, at både de og vi er lidt på afstand. Også bare for at have ro til at tænke og arbejde,” påpeger Niklas Kabel, som POV International møder på en café på Christianshavn, hvor Dansk Institut for Menneskerettigheder har hovedsæde lige oppe ad gaden.
”Jeg er lige kommet hjem fra Tunesien og Marokko og et møde med blandt andre den nuværende vice premiereminister i Libyen. Det, instituttet i øjeblikket gør, er faktisk at støtte vores libyske partnere i at skrive Libyens nye forfatning,” fortæller han mig.
Intet mindre. Niklas Kabel og det danske instituts eksperter hjælper med gode råd til, hvordan et fundament for den alvorligt vaklende nation kan ikke bare stabiliseres, men nærmest lægges helt på ny.
Dansk hjælp til Libyens nye forfatning
”Det er klart ikke uden udfordringer, men vi forsøger at give Libyen andre perspektiver og erfaring. Vi har eksempelvis haft enkelte på besøg i Danmark i Folketinget. Så vi er helt tæt på skriveprocessen af paragraffer og kommaer i en kommende ny forfatning, ” fortæller Niklas Kabel.
Demonstration i Benghazi, Libyen – omkring valget i 2012
Det Danske Institut for Menneskerettigheder – finansieret af Det Arabiske Initiativ, altså betalt af staten, men uafhængig af regeringen – begyndte sit nuværende meget konkrete forfatningsarbejde for et år siden, efter noget tids forarbejde i Libyen. Tilbage i februar 2015 rejste to mænd fra København til Tunis, hvor flere libyske politikere holder til, når de arbejder på at redde deres hjemlands fremtid. For en sikkerheds skyld.
De to var programleder Niklas Kabel samt Nordafrika- og Mellemøsten-eksperten Hanna Ziadeh, dansk men født og delvist opvokset i Libanon, og som siden Det Arabiske Forårs begyndelse i 2011 har arbejdet intensivt over hele regionen for Instituttet.
”Da vi diskuterede det første frie valg i sommeren 2012, troede jeg og mange andre jo på, at parlamentet var et godt skridt fremad, og det var det. Men meget hurtigt troede libyerne selv ikke på parlamentet,” konstaterer Niklas Kabel.
Situationen ved valget i 2012 var, meget kort fortalt, at mange nye og meget forskellige partier og smågrupper blev valgt ind, heriblandt en del islamistiske grupper. Den daværende leder af overgangsregeringen sagde tilmed åbenlyst til dele af det internationale samfunds nedtonede forbløffelse, at al libysk lovgivning skulle bygges på Sharia, altså politisk islam.
Tripoli, Libyen – offentliggørelse af valgresultater fra valget 2012
Men uanset om nogle af de (folkevalgte) islamister understregede, at islam er fredens religion, så var det ikke just fred, der blev leveret til libyernes hverdag. Tværtimod. Ikke kun på grund af islamisterne, men i allerhøjeste grad også grundet horder af forskellige militsgrupper fra revolutionen mod Gadaffi. Mænd med våben, mange våben, der krævede hver deres del af den nye libyske kage: fra ”olie-kagen” til al mulig anden form for økonomisk eller politisk magt.
Blodigt kaos og anarki
Situationen udviklede sig hurtigt herefter fra ”ikke fuldstændig ideel” til næsten daglige blodige sammenstød, kaos, anarki og noget nær en ny borgerkrig, på kryds og tværs, mellem islamister og mere sekulære, men også mellem Libyens tre forskellige regioner i henholdsvis syd, øst og vest.
”Det første folkevalgte parlament fra sommeren 2012 leverede ganske enkelt ikke, hvad libyerne sukkede efter: fred,” fastslår Niklas Kabel og fortsætter:
”Fordi politikerne ikke skabte fred, men tværtimod såede ny splid, mistede de al troværdighed og dermed opbakning fra befolkningen. For mange libyere var politikerne bare individer eller grupper, der hver især kun ragede økonomisk, politisk, religiøst til sig til hvert sit fad.”
Det tankevækkende, men muligvis ikke overraskende, for den øvrige verden, for politikerne og militæret var, at libyerne var så præget af diktatorens filosofi – eller med andre ord forestillingen om ”de gode, gamle Gadaffi-dage”. Ikke nødvendigvis retningslinjerne i Gadaffis The Green Book (med hans egne ret alternative tanker og regler om stort set alt i Libyens samfundsliv), men dog af Gadaffis evige mantra om, at kun ”folkets styre” var acceptabelt.
Benghazi, Libyen – mandehygge og fodbold i fjernsynet på cafe i byen
De fordærvelige partier
”I 42 år sagde Gadaffi til sine undersåtter: Partier er ”fordærvelige”, derfor vil vi ikke have partier til at styre. Folket skal styre, og jeg repræsenterer folket. Den filosofi blev brugt og helt indlysende misbrugt af Gadaffi, men mantraet sidder stadig dybt i libysk selvforståelse: at folket styrer, ikke de fordærvelige og utroværdige partier. De vil have deres egne enkeltpersoner, ikke partier, de ikke kan stole på.”
Så da det første parlament og dets mange nye partier svigtede – måske til dels også fordi omverdenen svigtede sin støtte til opbygning af landet – så krævede det libyske folk et nyt parlament, der kun bestod af enkeltpersoner. Det står faktisk nu i valgloven, at partier ikke kan vælges. Et andet punkt i valgloven sagde, at der skal sidde 16 procent kvinder i parlamentet. I det nye grundlovsudkast arbejder man med en kvindekvote på 25 procent.
Benghazi, Libyen – valgkampagne i 2012 op til landets første frie valg efter 42 års Gadaffi-dikatur
Kvindekvoter i Libyen
”Fra vores verden er det vigtigt at forstå, at nogle fremskridt måske skal hjælpes mere end andre. I det mindste i en overgangsperiode. Institut for Menneskerettigheder arbejder jo blandt andet for kvinders ligeret, og det får man måske kun i Libyen, hvis man begynder med at tvinge det lidt igennem, altså med fastsatte kvoter,” forklarer Niklas Kabel, der selv har siddet netop og diskuteret disse emner med de libyske partnere, der skriver den nye grundlov.
”Vi bruger også andre arabiske eksperter fra blandt andet Libanon og Tunesien til at støtte opbygningen af Libyens nye fundament. Vores partnere fra eksempelvis Tunesien ved jo, hvad dé har oplevet og lært af fiaskoer og successer, da de i kølvandet på det arabiske forår skulle opbygge et nyt land med en ny forfatning.”
Siden januar 2015 har Niklas Kabel og Hanna Ziadeh derfor og derudover arrangeret adskillige møder og seminarer i regionen med medlemmer af grundlovsforsamlingen, for at diskutere og rådgive om specifikke emner, paragraffer og kommaer.
Første udkast til en ny forfatning og nyt håb for Libyen på vej.
”De blev færdige med det endelige udkast i sidste uge,” fortæller Niklas Kabel med et smil, ”men, indrømmet, der er lidt vej endnu.”
Håbet er blandt andet at sende den nye forfatning til folkehøring.
– Men hvordan ”hører” man folket – om deres lands forfatning og dermed måske hele deres fremtid – i et land, der hærges af Islamisk Stat? I et land, hvor man ikke bare kan sende en e-mail rundt endsige invitere til møder på kommunebiblioteker? For ikke at sige lave en debat i ”Folketinget”, der ikke eksisterer i Libyen, men af frygt for egen sikkerhed putter sig rundt omkring i nabolandene?
”Måske kan man begynde i helt små forsamlingshuse i de små byer. Eller måske gennem åbne snakkemøder på små pladser eller lignende. Måske ligesom da jeg var med under en tilsvarende proces, uden sammenligning, i Sudan, da Nord- og Sydsudan skulle skilles eller forblive sammen efter årtiers borgerkrig. Da blev der lavet folkehøringer i telte og stråhytter, hvor repræsentanter mødte op, oplyste, forklarede og diskuterede med folk.”
Benghazi, Libyen – valgkamp 2012
– Men hører man så også Islamisk Stat eller andre ekstreme islamister, i det omfang de i dag er en del af det libyske folk?
”Der sidder allerede en del religiøst konservative blandt de nuværende politikere, men nej, man kan nok ikke få Islamisk Stat med. Missionen om at skabe frihed og fred i Libyen, kan dog kun lykkes, hvis også de mere konservative er om bord.”
IS uddnytter tomrum maksimalt
– Har Libyen, politikerne, hæren, politiet muskler og vilje til at afvise Islamisk Stat, vise udemokratiske kræfter på porten?
”Lige nu er der et reelt tomrum, som Islamisk Stat udnytter maksimalt. De har så at sige overtaget visse områder for nuværende, ligesom de har gjort i Syrien. Så nej, indtil videre er der ikke styrke til at afvise de militante islamisters dagsorden. Det kommer først med en politisk løsning, det kommer først med den folkelige opbakning.”
– Men folket – dem jeg taler med i Libyen – de er jo rædselsslagne og fortæller, hvordan deres hverdag præges af dødstrusler eller andre former for islamistisk terror og undertrykkelse. At Islamisk Stat styrer flere libyske byer og sætter dagsordenen. At ingen rigtig gør noget, at de igen bliver svigtet af resten af verden, ligesom lige efter revolutionen. Så hvordan skal al mulig god vilje, også fra Dansk Institut for Menneskerettigheder, hvordan skal snak redde libyerne fra de sorte faner?
Benghazi, Libyen – trusler fra islamister og militser mod TV-stationen Libya Al-Hurra; siden blev stationen angrebet, delvist brændt ned og i dag er den lukket
”Det er måske en helt afgørende pointe: det skal ord, dialog og en politisk løsning, det skal skabe friheden og freden. Det er så at sige både plan A og plan B: Demokratisk samtale og en politisk løsning,” understreger Niklas Kabel og fortsætter:
”Når hverken staten eller det øvrige magtapparat virker, så tager nogle andre magten, og det er lige nu Islamisk Stat og tilsvarende grupper. Så den politiske løsning viser sig først, når folket accepterer et nyt folkestyre og dermed en ny stats voldsmonopol. Inden da har hverken hær eller politi legitimitet, og indtil da vil deres magtmidler måske blive misbrugt, overmandet, løbet over ende, som det sker nu.”
– Men hvordan helt konkret kan en forfatning – det at sætte og flytte kommaer – skabe den folkelige opbakning, det du kalder den nye libyske stats legitimitet?
”Lige nu bider alt det onde lidt sig selv i halen. Jo mere staten svigter, jo mere tager de voldelige islamister over, jo mere svigter tilliden til staten og politikerne og så videre. Det skal ændres med magt – hær, politi, domstole – og med love.”
Benghazi, Libyen – mand skyder fugle på åben gade, midt i byen
En fremtidssikret forfatning skal mejsles – også med kommaer
– Kan du give et eksempel på en lov, hvor du helt konkret er med til at pille ved kommaer, der måske på sigt kan gøre en forskel i Libyen?
”Altså, det er jo helt basale retsstatsprincipper. Hvis din nabo bygger på en lille del af din mark, må du ikke bare skyde ham. Der skal være love og regler, som samfundet bygger på. Og hvis du alligevel skyder din nabo, som libyerne måske har haft for vane, så kommer libysk politi, sætter dig foran en libysk domstol og du kommer i et libysk fængsel, så andre libyere fremover er med på, at man skyder ikke bare sin nabo. Derfor er der brug for at skrive love, en forfatning, og mejsle nogle kommaer, der kan holde i fremtiden.”
– Kan libyerne, politikerne, som situationen har udviklet sig – fra ”ikke fuldstændig ideel…” til dagens kaos – levere det håb, det løfte til folket i dag?
”Det er nødvendigt med mere international vilje og opbakning for at dette skal blive til en succes.”
Magtbrug er en politisk beslutning
– Så hvis jeg vender tilbage til udgangspunktet: dit arbejde i Libyen fra 2012, til nu og i nærmeste fremtid. Kan Islamisk Stat knuses med ord?
”Det kræver, at der findes et fælles positivt alternativ for befolkningen. Så behovet her og nu handler om international opbakning til at skabe en troværdig politisk løsning i Libyen, noget folket tror på og vil bakke op om. Og det er en politisk beslutning om en sådan indebærer brug af magt”
Benghazi, Libyen
– Så, igen, med opbakning af hele verdens gode viljer, inklusive Danmark, med skabelsen af en ny forfatning: kan Islamisk Stat på kort eller længere sigt knuses med kommaer?
“Det er selvfølgelig svært at tale Islamisk Stat ihjel, for ikke at sige umuligt. Derfor er der også en politisk diskussion om behovet for magtanvendelse og udenlandske boots on the ground. Sideløbende samt efterfølgende er det dog essentielt med international støtte til opbygning af nationale institutioner og Libyens civilsamfund,” slutter Niklas Kabel, leder af Nordafrika- og Mellemøsten afdelingen hos Dansk Institut for Menneskerettigheder, til POV International.
Han er på vej ud af døren til endnu et møde og dagen efter tager han endnu en flyver, denne gang til Jordans hovedstad Amman, for at mødes med en libysk civilsamfundsgruppe fra Benghazi. Her skal han tale om fremtid og genopbygning:
”Måske denne gang, hvor truslerne fra Libyens sammenbrud kan ramme os selv, kan vi vise libyerne, at denne gang svigter vi ikke.”
FOTOS: Jeppe Nybroe ©
Hvis du har lyst – måske fået information eller inspiration, nytte eller andet brugbart ud af artikler, fotos og video – kan du donere et bidrag, beløb bestemmer du, til Jeppe Nybroes arbejde på Mobile Pay eller Swipp: 20 86 20 68
Læs i nedenstående artikler om den helt aktuelle situation i Libyen – perspektiver, risici for regionen og Europa – fra POV Internationals lokale kilder i Libyen:
* Gidsler dræbt af USA-bomber i Libyen
* USA bomber Libyen – elitesoldater indsat
* Libyen: “Situationen er ikke fuldstændig ideel”
* “Islamisk Stat-krigere går om bord på både mod Europa…”
* Libyen, krig – og kærlighed
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her