POESI – Claus Ankersen har mødt en række indiske digterkolleger og talt med dem om, hvad der sker i livet og poesien i Indien. Om poesiens rolle og betydning som kunstnerisk udtryk og talerør. Om kvindefrigørelse og #MeToo-digte. Om Spoken Word og om fremtiden. Den anden i rækken er K. Srilata.
Digteren, forfatteren og akademikeren K. Srilata er født i 1968 og bor i den sydindiske millionby Chennai. Ved siden af forfattergerningen er K. Srilata lektor i engelsk på IIT Madras. Hun har udgivet fire digtsamlinger, senest samlingen Bookmarking the Oasis og romanen Table for Four. Hun er medredaktør på antologierne Rapids of a Great River: The Penguin Book of Tamil Poetry og All the Worlds Between.
Hvordan ser du poesiens rolle i nutidens Indien? Hvad kan digtekunsten?
Indien er et modsætningsfyldt sted med megen larm og stor energi som ofte kan føles meget overvældende. Poesien er vigtig her, fordi den skaber rum til, at man på samme tid kan tage et skridt baglæns/træde tilbage og stadig involvere sig i øjeblikkets virak.
Sig noget om:
– Din poetiske arbejdsmetode
Jeg skrev mit første digt, da jeg var omkring ni eller ti og holdt aldrig op med at skrive! Naturligvis skriver jeg ikke hver dag, jeg har heller ikke råd til det, jeg har en familie og et fuldtids-akademikerjob at passe. Sådan er det. Men jeg forsøger at skabe små øer af tid til at skrive, så ofte som muligt. Skriver jeg ikke i et par dage, bliver jeg virkelig rastløs. Så jeg forsøger af al magt, i det mindste at skrive hver anden dag. Sådan har jeg lært at skrive alle mulige steder, på hospitalsstuer, i kontorer; andre folks kontorer, i biler!
– Unge kvinder og poesi
Digte er vigtige for alle, men måske særligt for de unge og endnu vigtigere for unge kvinder, hvis liv er så umådeligt besværlige i denne tid. Særligt i Indien, men også andre steder. Poesien hjælper dem med at hele, med at komme sig ovenpå den daglige traumatisering.
– Spoken Word. Er det rigtigt at Spoken Word genren er i færd med at blive kommercialiseret? Kan du give et par eksempler? Og hvordan tror du, det vil påvirke denne undergenre af poesien.
Jeg tror, der er plads til alle i poesiens verden. I nogle perioder vil bestemte typer digte og poesi/lyrik være mere populær end andre. Det er der ikke noget galt med. Jeg tror ikke Spoken Word-poesien frarøver den skrevne poesi noget.
– Regional poesi og regionale stemmer
Det er enormt vigtigt. Dialogen mellem de regionale sprogs poesi og den anglofone poesi har ventet alt for længe på sig. Takket være oversættelserne finder samtalen sted i dag. Det at læse digte skrevet på andre sprog er en berigelse af ens egen lille lyriske værktøjskasse.
– Digtning som miljøskabende/samlende kunstart
Det lyder som noget, vi alle sammen burde arbejde meget mere henimod. Men jeg er ikke sikker på vi er der endnu.
– Hvilke indiske digterkolleger vil du anbefale danske læsere at give sig i kast med?
Digtere som skriver på Tamilsk: Kutti Revathi, Vatsala, Ilampirai. Og de digtere som skriver på engelsk: Sharanya Manivannan, Sampurna Chattarji, Arundhathi Subramaniam…
– Hvordan er det at være kvinde i Indien?
– Om at være kvindelig digter
Jeg ved ikke helt, om det hele er relateret til at være kvindelig digter, men meget af det er. Jeg føler mig ofte som en firkantet klods i et rundt hul, at jeg ikke passer ind, at jeg ikke lever op til folks forventninger. For at starte fra en ende af er jeg den eneste datter af en fraskilt mor som blev skilt tilbage i 70’erne. Dengang var skilsmisse et kæmpe stigma i Indien. Så vi var vores egen lille ø – og det har nok påvirket min skrivning. Så er der det, at jeg er mor til to og en syg, aldrende mors eneste datter. Jeg lever nok en ret begrænset tilværelse, hvor jeg pendler mellem hjem og arbejde. En stor del af min bevidsthed er optaget af de mennesker, jeg elsker og skal drage omsorg for.
Nogle gange er det eneste, jeg ønsker mig, at mine mennesker er lykkelige og trygge. Jeg kan næsten helt glemme, at jeg er en selvstændig, separat person, en person som tilfældigvis er forfatter. På den anden side er jeg heller ikke i stand til at opgive mit forfatterskab!
Der har været stunder, hvor tågen har lettet. Jeg brugte et sabbatår på Chennai Mathematical Institute, og det elskede jeg. Jeg var med til at starte et forfatter-residency dér. Jeg tog på skriveophold i Seoul og til litteraturfestival samme sted. Men jeg har også de her frygteligt travle dage uden tid til mig selv! Men det er skriften, som har reddet mig og min forstand helskindet gennem det hele – og så selvfølgelig venner og familie.
– Hvad er din vurdering af tingenes tilstand? Hvad er de vigtigste udfordringer?
I øjeblikket er Indien inde i en frygtelig besværlig periode. Den højreorienterede regering er ikke bare et eller andet diffust, som er derude et sted. Det er trængt ind i alles personlige og professionelle liv/tilværelse. Det er den største udfordring.
– Om voldtægtskultur? Overgrebskultur og det patriarkalske system
Det hele findes. Der er, desværre, intet af det som er forsvundet. Det har blot fundet nye snigende former.
– Om den unge befolkning – hvilken vej går det? Ser du forandring? Hvordan ser du digternes rolle? Man siger at næste århundrede er kvindens?
Jeg er ikke sikker på, hvor yngre mennesker er på vej hen. Det er svært at sige. For mig virker det som om alting skal gå hurtigere og hurtigere og presset i arbejdsliv og akademia er vokset til sindssyge højder. Digteres mission er at være med til at sikre, at folk healer, at de kan finde tilbage til sig selv. Jeg er ikke så sikker på at næste århundrede bliver kvindens.
– Hvordan tror du det vil manifestere sig i Indien?
Det er lidt mere komplekst i Indien. På den ene side, med globaliseringen, konstruerer/ser unge indere sig selv som ’moderne’ og ’vestlige’. På den anden side består de gamle strukturer som mere end bare levn. Det er svært at forudse, hvilken vej det kommer til at gå.
Vil du ikke dele et yndlingsvers, eller en two-liner med læserne?
Jo, meget gerne. Disse linjer er fra mit digt ”Hun som fornylig var blevet seksten”:
Hun som fornylig var blevet seksten
lagde en seddel på sit bord fra en dreng som skrev,
”Julie, alt skal nok gå”.
Og sedlen blev til et alter.
Hun ryddede plads på bordet omkring alteret
og der lagde hun sit hårspænde,
med en ensom, vild krølle,
den fuchsia-læbestift hun havde båret/haft på aftenen før.
Hun lagde en lille bog med citater om ro i alteret,
i den, en presset hibiscus hun havde haft i årevis.
I alteret på bordet, lagde hun de sidste femten år,
en far som var vendt om på hælene og gået,
og en mors stille smuldren
#statenskunstfond #kunstgørenforskel
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her