
SATIRE // JULEFØLJETON 6. DECEMBER – De to byer derude på landet tæt på Storskoven og Langesø er både små og skåret ud af forestillingen om det mindreværdige Udkantsdanmark. Hipsted med rod i 68 og drømmen om livet i det kollektive paradis, men her i udløbet af 2021 er der godt nok ikke meget verdensrevolution eller kulturelite over andelslandsbyen Hipsted. Og selvom borgerne i stationsbyen lige på den anden side af søen har kæmpet for at holde liv i forladte bygninger og togforbindelsen til de store byer, så er der ikke meget liv i kludene endsige det lokale erhvervsliv. Men ved skæbnens tilskikkelse kommer de to nabobyer alligevel jævnligt på landkortet, når stærke personligheder slår sig ned med deres farverige livshistorier.
Ned i knæene. Bare en smule. Og så strække ud igen. Trække en smule i ”kalorius”, holde retningen over wc-kummen. Og så bare vente et sekund eller to for at kunne gøre trang til virkelighed. Så kom den gule stråle og den nødvendige, afslappende fornemmelse fra underlivet.
”Pisseirriterende”, tænker redaktøren og er lige ved at smile over den utilsigtede sammenhæng mellem mumlende ord og den voksne mands trang til at lade sig vand.
Ikke alt er så nemt som i ungdommens dage.
Han kigger sig i spejlet over wc’et. Det glatte ansigt. Små, intelligente rynker, der har transformeret Alfons Aaberg til en moden mand.
”Det ser sgu ok ud, det fjæs”, tænker han.
Redaktør Qvartraps generation har deres eget stempel i opgøret med den røde dogmatik: FRISAT
Hans ansigt er ikke blot kendt i byen her men faktisk rundt i hele landet via utallige, tv-transmitterede pressemøder i hans tidligere karriere. Hans irriterende og selviscenesættende spørgsmål til politikerne, som virker småsure over tonen men glade for opmærksomheden.
Han har dygtig fastholdt tabloidjournalistikkens tese om, at personen er vigtigere end historien. Pressemøderne har altid været en del af hans karriereplan. For slet ikke at tale om de sidste årtiers maniske dyrkelse af programgenren ”journalist-interviewer-journalist” – en fast bestanddel både i nyhedsudsendelserne og i det ugentlige program på nyhedskanalen, hvor politiske redaktører fra de store medier kloger sig på rigets tilstand og egne handlinger. Med særlig effekt i det lille nordeuropæiske kongerige, hvor relativt få medieprofiler går igen – og igen – og igen – uanset jævnlige jobskifte. I virkeligheden er det en lille elite.
Eliten. De få udvalgte.
Redaktør Henry Qvartrap, Folkebladets egnsredaktion i Folkerup, har altid gennem sin journalistiske karriere haft to personlighedstræk: Han afskyer eliten, selv om han reelt tilhører den selv. Og han er tydeligt temmeligt godt tilfreds med sig selv, selv om han ikke udstiller selvfedmen direkte i ord og selvros. Vrede og godmodighed går hånd i hånd.
Lyt til podcasten her:
Ligesom karrierens op- og nedture overgår enhver sammenligning med forlystelseshavernes rutsjebaner. Det ene øjeblik politisk iagttager i tabloidpressen. Højredrejet eller venstrepopulistisk? Ligegyldigt i de uddøende avisers overlevelseskamp. Det næste øjeblik spindoktor for den statsminister, der skar ned og sendte landet i krig.
Tilbage i den egentlige journalistik. Men så trækker guldet og de grønne skove: Topboss i sladrepressen – et job, der senere kostede ham straf og fodlænke, fordi han forkøbte sig ind på en digital krænkelse af privatlivets fred.
I virkeligheden var det fordi Shanghai-milliardæren Tju Ban Ditt havde fået agterpartiet på komedie i SM-afdelingen i den lokale swingerklub
Om han ikke er til at stole på? Hallo der! Han udøver blot nysgerrighedens fag og tager sin straf som en mand.
Og nu lokalredaktør i udkanten for at lade op til næste tur – opad!
”De gode” i hans univers vil kalde ham – den begavede, ultimative overlever. De ondskabsfulde – en uforskammet opportunist. Det sidste kan han givetvis leve med, fordi alle må leve med sin generations kainsmærke. 68’erne med deres tjald, rødvin og det blinde øje overfor kommunismen. Redaktør Qvartraps generation har deres eget stempel i opgøret med den røde dogmatik: FRISAT. Så tydeligt som eksportmærket på en bacongris: Frisat for religion, politisk ståsted – for ansvar og værdier.
Frisat for at blive sat i bås.
Nedturen er ikke så svær, når opturen ingen begrænsninger har.
Nu og indtil næste jobskifte vil han være manden, der indfører click-kulturen i selv den mest provinsielle provinspresse. Abonnementstænkningen, hvor hver god borger vælger en af de lokale aviser til levering ved døren hver dag, – er terminalt døende.
Nu handler det om nettet. De store annonceindtægter er reducerede og forsvundet i takt med det dykkende abonnementstal. I stedet handler det om at få læserne – eller brugerne, som alle er ved at lære at sige – lokket ind på nettet og kunne tjene penge på nysgerrigheden.
”Cicks, cliks – fandeme clicks” – Henrys frie citat fra en for længst glemt revytekst.
Redaktørjobbet på Folkebladet er ikke stort, men det er alt andet end let. Det vidste Qvartrap, da han sagde ja til jobbet. For den nuværende læsergruppe er uddøende, og de yngre gider ikke læse lortet. Der skal clicks til, og realiteterne bag overskrifterne er dybest set ligegyldige, når brugerne tager på oplevelsestrip.
Lokalredaktør Qvartrap smilede allerede ad den ballade, som Birger Bentzen ville få på hjemmefronten, når direktørens frue læste overskriften
Men omvendt må han træde forsigtigt, fordi folkebladet traditionelt er forlovet med erhvervslivet. Redaktøren tænder på paradokset: Konflikten mellem skandalens kommercielle nødvendighed og respekten for lokalområdets spidser. Det stimulerer hans selvværd at stå midt i balladen.
”Et rap i røven til kineseren”.
Det var hans første net-overskrift som nyhedsredaktør på sin første arbejdsdag i foråret. Han skrev en småkedelig erhvervshistorie om den kinesiske investor, der naturligt nok trak pengene fra andefarmen Roast Duck, fordi ænderne var sluppet fri af økosocialisterne ved juletid sidste år.
I virkeligheden var det fordi Shanghai-milliardæren Tju Ban Ditt havde fået agterpartiet på komedie i SM-afdelingen i den lokale swingerklub. Midt i sin økonomiske overlevelseskamp turde direktør Bentzen ikke stoppe historien, fordi han kendte til Qvartraps viden om de intime detaljer. Og chefredaktøren på Folkebladet, der var klar til at fyre Qvartrap samme dag, som han var ansat, kom på andre og bedre tanker, da han så historiens tusindvis af clicks på nettet.

Lokalredaktør Qvartrap smilede allerede ad den ballade, som Birger Bentzen ville få på hjemmefronten, når direktørens frue læste overskriften på nettet efter den nye højskoleforstanders ankomst i fredags.
Selve historien var et trivielt og ligegyldigt referat af tiltrædelsestalen, da den landskendte leder af Ultrahøjre indtog bijobbet som ideologisk leder af Folkerup Familiehøjskole – højskolen for de ægte danskere. Ordret og kedeligt – og fuldt i overensstemmelse med de faktiske forhold.
Men billedet af den veltrimmede erhvervsmand og tidsåndens symbiose af nationalkonservatisme og sex, arm i arm op ad den dannebrogsfarvede, rød-hvide løber udstrålede kærlighed – iscenesat eller ej – som ved den forbilledlige Oscarfest i Hollywood.
”Clicks, clicks – fandeme clicks”. Det slår bare ikke fejl.
”Den nye romance: Petrine Vermouth og Cannabis-baronen”
Fortsættes i morgen …
Juleføljetonen Lummer vinter
Læs tidligere afsnit af julekalenderen 2021 her.
Her finder du interviewet med forfatteren bag den satiriske juleføljeton, Sandra Klaus Juul Nissen.
Musik og sang er lavet af Sebastian Brønnum.
Resume af juleføljetonen 2020
Læserne mødte første gang borgerne i Sandra Klaus Juul Nissens Isvinteren – sidste års satiriske julegave til POV’s læsere. Der var daglige låger i julekalenderen med historier fra andelslandsbyen Hipsted, der i sin tid blev etableret af flippere, selvudnævnte intellektuelle og røde økologer fra 68-generationen.
Og beretninger fra nabobyen, den noget slidte stationsby, Folkerup, på den anden side af broen over Langesø. Det var Christina Fridild, der fik naboskabet mellem byerne til at eksplodere. Med et læserbrev med overskriften “Luk lortet” satte hun gang i en bevægelse, der endte med en aktion og en lukning af andefabrikken Roast Duck.
Rigmanden Birger Bentzen mistede sin forretning og dramaer udspillede sig i swinger-klubben og på den islagte Langesø. Men den lokale Romeo, Robert Fridild, søn af Christina, og Juliane Bentzen, Birgers forgudede datter, slog pjalterne sammen, forlod det kvælende provinsmiljø – og flyttede sammen i København.
I 2021 har klimaet gjort julen sjaskvåd, Christina har lukket sin Donut-butik og åbnet et center for #metoo-krænkerne, der ikke kan komme ud af deres offerrolle. Rigmanden har derimod lagt op til hurtig profit med sit nye væksthus for medicinsk cannabis. Og så har han startet Folkerup Familiehøjskole – højskolen for ægte danskere i samarbejde med den politiske komet og højrefløjsstjerne, Petrine Vermouth.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her