NATSANGEREN // BOGANMELDELSE – Johanna Mos nye krimiserie om politiefterforsker Hanna Duncker er et brag af en bog, der med et realistisk plot og et troværdigt persongalleri fænger læseren. For selvom Hanna Duncker ikke ligefrem fremstår som en svensk charmetrold, er hun et menneske, man som læser får lyst til at lære at kende. ‘Natsangeren’ er en krimi, man simpelthen ikke kan lægge fra sig, og den fortjener at få et stort og trofast publikum, skriver Yasmin Abdel-Hak, der tildeler 5 POV stjerner.
Indrømmet, jeg har det lidt stramt med svenske krimier generelt, og helt specifikt med nogle af de svenske tv-krimiserier, der har kørt over flere år. Serier som Maria Wern og Mord i Skærgården og andre i samme genre. Det kan godt være, at de skal fremstå som den svenske pendant til den engelske Barnaby-serie, og det er der såmænd ikke noget galt i.
Så længe man er til den slags underholdning af den lidt tyndbenede slags, uden pondus og egentligt indhold. Det er hygge, men ikke egentlige krimier i klassisk forstand.
Johanna Mos krimi Natsangeren derimod er i en helt anden boldgade.
Portrættet af Hanna Duncker er på mange måder en formfuldendt øvelse i beskrivelsen af et menneskes kamp med sig selv, sin fortid og ikke mindst accepten af sig selv
Bogens hovedperson, Hanna Duncker, vender efter 16 år i Stockholm hjem til sin barndomsø, Øland, for at arbejde ved Kalmar politi. Hun har grundet sin fortid et særdeles akavet forhold til både sin barndomsø og sin nye arbejdsplads.
Listen over indre dæmoner er mildest talt lang. Hanna Duncker foregiver ikke at være hverken fotogen eller en svensk charmebasse. Faktisk er hun mut og tvær, med en pæn portion traumer i bagagen og en del skeletter i skabet.
Hun er i det hele taget på mange måder en lettere ucharmerende størrelse, der ikke har for 5 øres charme i sin lillefinger. Hun kæmper med både ensomhed og mindreværd, forfulgt af fortidens spøgelser; jo, der er såmænd nok at tage af.
Måske derfor hun er så pokkers fascinerende og troværdig som karakter. Portrættet af Hanna Duncker er på mange måder en formfuldendt øvelse i beskrivelsen af et menneskes kamp med sig selv, sin fortid og ikke mindst accepten af sig selv. Hanna er trods sin mutte fremtræden et menneske, man som læser får lyst til at lære at kende meget bedre.
Natsangeren har et realistisk plot
Første dag på sin nye arbejdsplads bliver hun kastet ud i sin første sag med en teenagers umiddelbart uforklarlige død. En teenager, der trækker direkte tråde til Hannas egen traumatiske opvækst på øen med en drabsdømt far, der ovenikøbet selv var politimand.
Og dermed er scenen sat for Hannas kamp med sig selv, sin fortid, samt ikke mindst arbejdet med at opklare det mystiske dødsfald.
Hvis Johanna Mo kan holde den stramme fortællestil, kadencen og spændingsniveauet, kan det gå hen og blive en klassisk krimiserie af bedste kaliber, som fortjener et stort internationalt publikum
Bogen er fænomenalt godt skruet sammen. Stram i historiefortællingen og opbygningen af plottet. Alle bogens karakterer har hver især deres at slås med, og som historien skrider frem, vælter det ud af skabene med diverse hemmeligheder, som alle er med til at forme de enkelte karakterer. Uden at afsløre for meget kommer plottet vidt omkring i forhold til seksualitet, identitet, fortidens spøgelser og kunsten at acceptere sig selv.
Bogen er bundet op om to historier, først og fremmest selve hovedhistorien om Hannas hjemvenden, og dødsfaldet hun skal have opklaret. Men derudover en kontinuerlig historie, om opklaringen af den sag, hvori hendes far blev dømt, herunder om han i virkeligheden var uskyldig, og dermed fejlagtigt dømt for mord. Dermed er kimen lagt til en rød tråd, der vil binde de kommende bind sammen.
Johanna Mo fortjener et stort internationalt publikum
I det hele taget ligger denne bog i sine plot, karakter- og stemningsbeskrivelser helt på niveau med Ann Cleves, der står bag de fremragende engelske bogserier, Vera og Shetland, som begge er filmatiserede.
Johanna Mo er i den grad en forfatter, der på eminent vis kan skrue en krimi sammen som en klassisk page-turner. Man kan ganske enkelt ikke lægge bogen fra sig.
Natsangeren er første bind i Ølandsserien. Hvis Johanna Mo kan holde den stramme fortællestil, kadencen og spændingsniveauet, kan det gå hen og blive en klassisk krimiserie af bedste kaliber, som fortjener et stort internationalt publikum.
LÆS MERE OM KRIMIER I POV HER
Johanna Mo: Natsangeren, Lindhardt og Ringhof, 416 sider, 199,95 kr., oversat af Charlotte A.E. Glahn, udkommer 12. januar 2021.
Topfoto: Bogomslag – privatfoto
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her