INTERVIEW – Den norske, prisbelønnede filminstruktør Joachim Trier har netop lanceret sin seneste film Thelma, en gyser om frigørelse, overnaturlige kræfter, flydende seksualitet og tillid. Ulrik Frost har talt med Trier i anledning af filmen.
På det københavnske Grand Teatrets første sal, som man kommer til ad den hvide vindeltrappe, der er til venstre for billetsalget, er der en VIP-lounge. Værelset er ikke stort – der er vel plads til en 20-30 personer –men der er højt til loftet, spejle på væggene, lister af guld og et raffineret møblement.
Her åbnes dørene for instruktører, skuespillere, vigtige branchefolk, kunstnere, ministre og andre af samfundets spidser efter visninger på tidens store film.
Den første gang, jeg fik adgang til værelset, var til danmarkspremieren på Wes Andersons film The Grand Budapest Hotel. Jeg husker tydeligt aftenen, fordi jeg faldt i snak med den daværende amerikanske ambassadør i Danmark Rufus Giffords mand Stephen DeVincent, som efter en femminutters sniksnak informerede mig om, at jeg havde et stykke muffin siddende i mundvigen, hvorefter han vendte sig om og gik.
I Grand Teaterets VIP-lounge holder man sig nøje til etiketten
Derfor havde jeg iklædt mig mit mest tjekkede outfit og bevæbnet mig med, hvad jeg satser på, må være mine mest begavede spørgsmål, da jeg for anden gang blev inviteret indenfor i VIP-loungen. Det var den verdensberømte norske filminstruktør Joachim Trier, der i anledningen af hans seneste mesterværk Thelma, gæstede byen for at promovere filmen og i den forbindelse modtog et par journalister i det smukke værelse.
Joachim Trier er en årgang 1974, almindelig høj, slank, karseklippet med smalle, venlige blå øjne og et nuttet skoledrengesmil. Kort sagt: Joachim Trier er en flot mand
”Jeg har set dig på norsk fjernsyn”, siger Trier som det første, da jeg møder ham. Jeg skyder 10 centimeter i vejret, da jeg hører, at han har set mig i et norsk tv-program, hvor jeg fortæller, at det smukkeste i verden er at give en mand en prostataorgasme for første gang, hvordan man finder sexpartnere på nettet og om det frigjorte, københavnske sexmiljø. ”Det var et supergodt program”, tilføjer han og har dermed givet mig det bedst mulige udgangspunkt for et frugtbart interview.
Joachim Trier er en årgang 1974, almindeligt høj, slank, karseklippet med smalle, venlige blå øjne og et nuttet skoledrengesmil. Kort sagt: Joachim Trier er en flot mand. Han er iført en hvid skjorte med en mørkeblå bomberjakke i ruskind over, så man må fantasere sig til størrelsen på hans brystkasse.
”Jeg var også super begejstret for resultatet”, svarer jeg, mens vi giver hinanden et fast håndtryk – sådan mand-til-mand. Men nu er jeg jo ikke kommet for at tale om mig selv. Mit formål er derimod at komme helt ind bagved masken på denne anmelderroste og prisbelønnede kunstner, der færdes hjemmevant ved filmfestivaller i Cannes, Berlin, Toronto, Göteborg, Milano, Karlovy Vary, Istanbul og på Sundance.
Af New York Times er han blevet udnævnt til et ”sublimt talent”, han har fået Amandaprisen, The Discovery Award, Kanonprisen, Filmkritikerprisen, Aamot-statuetten, Nordisk Råds Filmpris og for at lægge det sidste og vigtigste kort i prestigekabalen er Triers Thelma netop blevet udvalgt af nordmændene til at være deres Oscar-kandidat.
Hvem er Joachim Trier?
Men hvem er Joachim Trier egentlig?
Trier besidder ét karaktertræk, som slår benene fuldstædig væk under mig: Han er tilstede, han er nærværende
Han er en hvid, ciskønnet, veluddannet, formentlig rig og en umiddelbart på alle måder privilegeret mand. Men selvom han har de værst tænkelige kort på hånden for at gøre sig interessant i mine øjne, så besidder han ét karaktertræk, som slår benene fuldstædig væk under mig: Han er tilstede, han er nærværende.
Thelma, filmen, jeg er kommet for at tale med ham om, er en gyser. Den handler om den unge kvinde Thelmas frigørelsesproces fra sit strenge, kristne barndomshjem, om hendes overnaturlige kræfter, om hendes flydende seksualitet og om at blive voksen.
Det er en usædvanlig smuk film, der med indtagende billeder viser det komplicerede og mangfoldige menneskelige sind. Faktisk har jeg aldrig set en film, hvor billedsiden gav mig et større indblik i historien, end handlingen i sig selv.
En terapeutisk film om det overnaturlige
– Hvor kommer idéen fra?
”Det begyndte med, at jeg så på mig selv udefra. Og så forstod jeg pludselig, at der lå en historie om frigørelse der. Angsten for kroppen, angsten for alt det, vi undertrykker, og den mareridtsfølelse, det er at prøve at blive sig selv – at lave det som en horrorfilm, det, tænkte jeg, var interessant.”
– Hvad er så det første, der kommer til dig i udarbejdelsen af filmen?
”Billederne kommer først, så kommer karakteren og så kommer historien. Det er næsten lidt en terapeutisk proces. Jeg sidder med Eskil Vogt (manuskriptforfatteren red.), og vi sidder og snakker, og vi diskuterer ting og ud af tusind gode ideer, kommer der engang imellem noget op, hvor man tænker ”det er fedt”. Og hvorfor? Vi ved det ikke helt, så vi famler lidt videre. Og så kommer karakteren pludselig, og så begynder hun at lede processen”.
Der er ét altoverskyggende tema i filmen, som går hånd i hånd med gyset: Det er det overnaturlige. Thelma har uforklarlige kræfter, som overrasker hende lige så meget, som de overrasker publikum. Det får én til at stille spørgsmål om, hvilken mening der er med livet på jorden i lyset af alt det, vi ikke kan se, føle og rationalisere os frem til.
Det er et tabu, vi her har med at gøre, for er der ét dogme, vi holder os strengt til i denne kulturelle sfære, så er det, at virkeligheden er det, vi kan se med det blotte øje.
Det åndelige eller det uforklarlige
– Har du selv overnaturlige kræfter?
”Ikke som vi producerer dem i Thelma. Men jeg har mennesker, der overrasker mig. Jeg vil sige, at der er mange sammenfald og ting, der sker i virkeligheden, som jeg ikke kan forklare. Når vi er små, skelner vi jo ikke mellem fantasi og virkelighed på samme måde, som vi gør, når vi er landet og vokset op. Så jeg tror, jeg idealiserer muligheder for, at ting ikke kan forklares.
– Er du åndelig?
”Jeg ved ikke helt, om jeg er åndelig. Det kan godt være. Jeg tror, jeg er lidt nysgerrig. Jeg undrer mig meget, men jeg er ikke religiøs i en konstitueret religion i hvert fald. Jeg har ikke fundet nogen svar. Jeg tror, at når jeg dør, så finder jeg det, og det plager mig. Det er generende for mig. Jeg anerkender, at der er mange ting, jeg ikke kan forklare, og jeg har en søgen og en længsel efter en sammenhæng, som jeg ikke tror, jeg har opdaget endnu.”
Et andet af filmens temaer er seksualitet. For Thelma er trods sin strenge, dydige opdragelse smaskforelsket i en anden kvinde.
– Spiller det en afgørende rolle i filmen, at hun er sammen med en anden kvinde? Er det i virkeligheden en queerfilm?
”Jeg kan ikke putte labels på min film. Det må beskueren gøre. Men jeg er vokset op med folk, der føler, de ikke passer ind. Det er derfra, jeg kommer. Så hvis filmen handler om det i et større perspektiv, så er jeg glad for det. Jeg håber, at et ungt menneske vil være fortrøstningsfuld ved at se filmen. Det ville være fedt. For den handler om frigørelse.”
Seksuel frigørelse som tema
– Har du selv været igennem en seksuel frigørelsesproces i din ungdom?
”Ja, det har jeg nok. Jeg er nok en mere heteroseksuel person, men jeg har været omgivet af et miljø, hvor jeg ved, at udforskning har været en naturlig del af det at vokse op. Jeg tror meget på menneskets ret til ikke at definere sig overfor andre. Det har været en grundpræmis for mig.”
– Har du selv været sammen med en fyr
”Været sammen med en fyr? Nej, ikke rigtig. Jeg har ikke haft en kærlighedserfaring med en mand.
– ”Ikke endnu…
”Nej, men jeg føler ikke, at det er en forudsætning for at lave en film som Thelma. Og det er også derfor, jeg synes det er ironisk, at labels er blevet så vigtig en ting. Hvorfor er det så vigtigt?”
– Jeg er meget enig i, at i det ideelle samfund vil det ikke være vigtigt. Men hvis folk føler sig undertrykte på grund af deres seksualitet, så er labels nødvendige for at frigøre sig. Hvis hele verden er hetero, så bliver man nødt til også at kunne kalde sig homo eller bi, hvis man ikke er hetero. De seksuelle labels bliver først fjernet, når heteronormen bliver nedbrudt. Men der er det jo også fantastisk, at vi har en film som den her, hvor vi ser mere diversitet.
”Det, jeg er nysgerrig overfor, er, hvordan andre ser det, jeg laver”.
– Jeg opfattede den ikke som queer. Jo, queer på den måde, at hun er forelsket i en kvinde. Men jeg så ikke det som en central del af fortællingen. Jeg så alle mulige andre fortællinger. Jeg var dybt opslugt af filmen. Jeg sad og var meget koncentreret, som jeg kun sjældent er igennem en hel film. Og alligevel gik jeg derfra med en følelse af, at jeg ikke havde forstået, hvad jeg havde set. Men jeg kunne mærke, at den havde sat sig. Og den rumsterede i mig i lang tid efter.
”Det er fedt! For det er jo det, jeg er ude efter. Det er at prøve at lade folk opleve en visuel erfaring. Og lade det være nok. Jeg beder aldrig nogen om at skulle definere, hvad de har set.
Min rolle er ikke at belære publikum men at præsentere, hvad jeg tror, er sandt
– Skal samfundet lære noget af din film?
”Jeg tænker ikke på budskabet som noget definerbart, når jeg laver film. Jeg er ikke konfliktkunstner. Jeg har ikke en ambition om, at nu skal I synes det eller det. Det, føler jeg ikke, er min rolle. Min rolle er ikke at fortælle dig, hvad du skal synes, men det er at præsentere noget, jeg tror, er sandt. Som er sandt for mig. Og så kan jeg håbe, at det rører dig også. Det er vist det bedste, jeg kan sige.”
Jeg føler, at vi er i gang med at fjerne tilliden i medierne. Vi får flere og flere historier, der handler om ’os og dem’. Vi får flere og flere historier, der handler om ’godt og ondt’. Og gråzonerne er løsningen
– Kan du lide det samfund, du ser, når du tænder for en skærm eller åbner avisen?
”Nej, det kan jeg ikke. Og det har jeg aldrig kunnet. Jeg er bange for ting, der sker politisk i verden, og det handler Thelma jo også om. Den handler jo om, hvad der sker, hvis du ikke har tillid. Du kan sige, at en familie vil altid også være en metafor for et samfund. Hvis du undertrykker det, du er bange for i en familie, eller du undertrykker et individ eller en gruppe, så ender det ikke godt”, siger han og fortsætter:
”Vi bliver desværre nødt til at have tillid. Og jeg føler, at vi er i gang med at fjerne tilliden i medierne. Vi får flere og flere historier, der handler om ’os og dem’. Vi får flere og flere historier, der handler om ’godt og ondt’. Og gråzonerne er løsningen”.
”I’m sorry, men det er skræmmende at stå overfor ting, vi ikke forstår. Det er skræmmende at stå overfor et multikulturelt samfund, hvor folk mener ting, man kan være uenig i, men vi har intet andet valg end at være tillidsfulde”.
”Nu bliver jeg nødt til at stoppe jer”, bliver vi afbrudt af Triers PR-mand, der kommer hastende ind af døren. Noget er kommet i vejen. Instruktøren skal videre i sit travle program, før jeg når at stille alle de andre spørgsmål, der nu er kommet til mig. Fotografen når kun lige at tage et par billeder, før Trier trykker min hånd til farvel. ”Det var hyggeligt at møde dig”, siger han. ”I lige måde”, svarer jeg. ”Det var en fornøjelse”.
På vejen ud når jeg at kigge mig selv i et af de store spejle, der hænger på væggen i VIP-loungen. ”Pyha”, tænker jeg. ”Der sidder ingen krummer i mine mundvige”. Denne gang lykkedes det mig at holde mig til etiketten.
Filmen Thelma spiller i landets biografer. Aldersgrænsen er 15.
Topfoto: Mai Vanilli.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
