BARNDOMSFORTÆLLINGER – Forlaget Pressto står bag en ny bog, ”Barndomsfortællinger”, efter idé af konsulent Lotte Ladegaard, der har redigeret erindringer og barndomshistorier af bl.a. Monica Krog-Meyer, Kim Fupz Aakeson, Annegrethe Felter Rasmussen, Lone Theils, Thomas Milsted og Mimi Jakobsen.
Fortællingerne strækker sig fra det hårde slid i mark og stald på Mors i 30’erne til at vokse op i Albertslunds progressive nybyggeri i 80’erne. Tilsammen tegner de et billede af et samfund i hastig forandring og viser, hvordan barndommen præger os som voksne og ikke mindst hvor forskellige livsvilkår, vi hver især har. Og så er ”de gode gamle dage” måske ikke altid så gode endda?
Flere af teksterne har tidligere været bragt på POV, heriblandt Jens Ulrichs ”Historien om mig og Simon”, der kan læses nedenfor.
Bestiller du “Barndomsfortællinger” på dette link, skal du blot skrive POV i feltet ”Rabatkode”, så får du den for 150 kr. inkl. fragt mod 199,00 kr. hos boghandlerne.
HISTORIEN OM MIG OG SIMON
Der stod en lille dreng med en skovl midt i en snebunke, da min mor kom ind i forgården med sin indkøbstaske. Hun standsede op og sagde goddag til drengen. Han kiggede på min mor og sagde:
– Goddag. Jeg hedder Simon. Vi er lige flyttet ind. Har De mon en lille dreng, jeg kan lege med?
Min mor faldt for Simons ligefremme facon, så hun tog ham med op på femte sal i baghuset, hvor vi boede, for at han kunne hilse på mig. Hun bankede forsigtigt på døren til soveværelset og trådte halvt ind. Hun smilede til mig. Jeg lå i min seng under dynen med halsbetændelse og læste et Anders And blad.
– Der er nogen, der gerne vil hilse på dig.
Jeg kunne ikke se, hvem der var, men jeg kiggede spændt for at se, hvad der gemte sig bag min mor. Så trådte han frem og ind i mit liv iført elefanthue, så jeg ikke kunne se hans mund, en stor mørkeblå flyverdragt og et rødt kæmpestort halstørklæde slynget flere gange om halsen. Han betragtede mig med store mørke øjne.
– Goddag. Jeg hedder Simon. Din mor siger, du godt vil lege med mig, når du bliver rask.
Jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle sige, så jeg nikkede bare til ham.
– Jeg må hellere gå igen, så jeg ikke bliver smittet. Min far bryder sig ikke om sygdom.
Han nikkede farvel til mig og gav min mor hånden. Hun var lykkelig over, at der endelig var kommet en ordentlig dreng i gården, som jeg kunne lege med. Høflighed var et stort nummer hos hende, og det var ikke en egenskab, der prægede de andre børn i gården.
En høflig mand
Simons far var en høflig mand og man kunne godt få det indtryk, at hans kæreste eje var den høje mørkegrønne Raleigh, som han omhyggeligt stillede ned i cykelkælderen, når han kom hjem fra arbejde.
Det var et ritual, han gennemførte hver aften. Cyklen blev trukket over fortovet og ind i gården og sat ved nedgangen til cykelkælderen. Han gik derefter ned og låste op, hentede cyklen og stillede den ind i det bageste rum og låste den. Derefter gik han ind i baggården for at se, om Simon legede derinde.
Han var en fin mand, Simons far. Jakkesæt og butterfly hver eneste dag, fordi han arbejdede som overbogholder i et stort firma, der importerede kul og koks. De boede i forhuset, hvor de fleste af mændene også arbejdede på kontor.
Simons far var den eneste, der var noget med ’over’ i stillingsbetegnelsen, og det satte ham og familien i en klasse for sig selv, men skønt han var en fin mand, var han ikke fin på den.
Hvis jeg ikke lige legede med Simon i gården, spurgte han altid, om jeg vidste, hvor sønnike var henne. Det var hans betegnelse for Simon. Sønnike. Det lød lidt sødladent, men han mente det godt.
Han var god ved Simon, så god at Simon ikke skulle gå på almindelig kommuneskole, men på Den Classenske Legatskole inde i byen på Vester Voldgade. Simons far var også den eneste, der havde en engelsk cykel.
Min far syntes, at der var noget fimset over ham, især fordi han havde bølget hår og aldrig gik med hat som alle andre mænd, og så kaldte han ham Kullemperen, fordi han var ansat i kul- og koksfirmaet.
– Nå, Simon. Vi skal have koks leveret i morgen. Tror du, det er din far, der kommer med dem?
Det morede min far hver gang, og Simon smilede høfligt, men jeg kendte ham godt nok til at vide, at han hadede min fars vittighed. Selv kaldte jeg også Simons far for Kullemperen, skønt han altid talte pænt til mig og spurgte, hvordan mine forældre havde det.
Simon og jeg måtte helst ikke færdes på forhusets hovedtrappe. Børn burde, ligesom handlende og bybude, kun benytte køkkentrapper, så når vi skulle op til ham, vidste vi godt, hvad vej vi skulle gå for at undgå ballade
Den høflighed havde Simon arvet. Han vidste, hvordan man skulle opføre sig, når der var voksne til stede, og min mor, som høflighed gjorde indtryk på, glædede sig over, at jeg havde fået en legekammerat i forhuset, for det var lidt finere, at man kunne kigge ned på Gammel Kongevej fra sine stuevinduer, end når man kun havde udsigt til gården.
– Vi bor lige på grænsen til Frederiksberg, sagde hun altid, når hun blev spurgt, hvor vi boede.
Forhus og baghus
Det var også bedre at bo i forhuset. Hovedtrappen blev vasket hver uge, hvor vores fortrappe i baghuset kun blev vasket hver fjortende dag. Trappevinduerne hos os blev vasket af konerne, mens der i forhuset kom en mand og vaskede deres.
Simon og jeg måtte helst ikke færdes på forhusets hovedtrappe. Det var den al for fin til, mente Simons mor. Børn burde, ligesom handlende og bybude, kun benytte køkkentrapper, så når vi skulle op til ham, vidste vi godt, hvad vej vi skulle gå for at undgå ballade.
Der var ikke kontakt til beboerne i forhuset. Det var en gensidig overenskomst, at man ikke havde noget med hinanden at gøre.
Der var heller ikke andre på vores alder i forhuset, kun Simon og den meget generte pige på tredje, der sad og spillede blokfløjte inde på sit værelse ud til gården. Om sommeren, når hendes vindue var åbent, kunne man høre hende spille “Jeg ved en lærkerede.”
Jeg skyndte mig altid at kigge væk, hvis jeg tilfældigt mødte hende i gården, når hun skulle ned med sin cykel i cykelkælderen. Simon var meget interesseret i hende, fordi hun spillede musik. Hans far havde lovet ham, at han skulle meldes ind i FDF og lære at spille tværfløjte, når han blev ni år.
– Jeg skal i tamburkorpset, men det er nok ikke noget for dig. Jeg tror, du er for stor.
Jeg var i tvivl om hvad han mente, men ville ikke spørge, hverken om hvad tamburkorps var for noget, eller hvorfor jeg var for stor. Når vi kunne høre hende spille, tyssede Simon altid på mig og lyttede.
– Hvor spiller hun yndigt, sagde han med drømmende øjne.
Sætningen var gentaget efter hans far, kunne man høre, og jeg kunne pludselig se Simon som voksen inde i den lille dreng. Der var ellers ikke meget voksent over ham. Han var lang og ranglet, nærmest tynd som de KZ-fanger, jeg havde set billeder af i det blad, min far gemte i sit skrivebord, og som han ikke vidste, jeg kendte til.
Hvis jeg en enkelt gang var overladt til mig selv, var det første, jeg gjorde, at kigge i bladet med billeder fra koncentrationslejrene. Det var frastødende og tiltrækkende på én gang at se de udsultede mennesker sidde i barakkerne ved befrielsen. Alle deres knogler kunne ses og jeg talte altid de ribben jeg kunne få øje på. Deres øjne lignede sorte stykker kul i de magre ansigter.
Krigen var ikke langt væk
Jeg stavede mig igennem teksterne under hvert billede, og især ét billede, hvor man kunne se, at nogle civile tyskere var gennet ind i en lejr og stod og kiggede ned i en lang grav fyldt med døde fanger, kunne jeg ikke løsrive mig fra.
Nogle af tyskerne stod med lommetørklæder foran næsen, og man kunne se, at en af dem stod og kastede op. Teksten under billedet lød: Tyske borgere tvinges til at betragte resultatet af deres landsmænds umenneskelige misgerninger.
Simon fik ikke lov at se bladet, men vi snakkede om, hvad misgerninger egentlig var for noget. Simon var af den opfattelse, at det havde noget med katte at gøre, men jeg vidste bedre. Jeg havde set billeder af misgerninger i bladet.
Selv om han var så høflig og nogle gange gammelklog, havde jeg alligevel en trang til at beskytte ham mod virkeligheden, så jeg fortalte ikke noget. Jeg ved ikke, om krigen var et emne i Simons familie, lige som den var i min, hvor det nogle gange næsten føltes, som om den ikke for længst var holdt op.
Den var til stede i den nazibajonet, der hang på væggen i dagligstuen, som min far havde taget fra en tysker ved højlys dag og frihedskæmperarmbindet, der var sat i glas og ramme, og mindede os konstant om de onde år, som de voksne sagde, og de voksne sagde en masse.
Simon havde en evne til at se ud, som om det interesserede ham, hvad de sagde. Han kunne endda stille de rigtige spørgsmål til dem, så de syntes at han var en meget klog og høflig lille dreng.
Når der blev kaldt på Simon fra køkkenvinduet, fordi han skulle op at spise, var det kun nødvendigt at kalde én gang, så forlod han legen og gik op. Der var også noget med hans troværdige blik, som gjorde, at jeg fik lov til hvad som helst, bare Simon var med.
Min mor var aldrig sen til at fremhæve Simons gode manerer for mig som et eksempel til efterfølgelse.
– Hør, hvor pænt han snakker. Det vil jeg sige dig, der kunne du lære noget, selv om han er mindre end dig. Ikke det banderi hele tiden.
Mor ruskede mig altid i armen for at understrege sine ord, og smilede imens til Simon, der sad med sine troskyldige brune øjne og legede med mine Teknobiler.
Ud af baggården
Kullemperen mente, at det var vigtigt, at børn ikke altid legede i baggårde, så han indførte den gode sommervane, at vi skulle ud at cykle, når vi havde spist aftensmad. Han trak sin Raleigh op fra cykelkælderen og Simon og jeg var klar med vore cykler, og så satte vi af sted som en andeflok med Kullemperen som andemor og os som ællinger på en række bag ham.
Vi cyklede ud til legepladsen i Frederiksberg Have eller Lindevangsparken, hvor vi legede med biler i sandkassen. Jeg ville gerne lege krig, men Simon ville bygge veje og huse, for han vidste allerede, at han ville være ingeniør, når han blev voksen, og bygge broer og højhuse.
Hans far sad på kanten af sandkassen og læste Berlingeren, og rettede på mig hver gang, jeg prøvede at snige en enkelt krigshandling ind i legen.
– Det er meget sjovere at bygge end at ødelægge, ikke også, Simon?
Stikkeren
Når vi legede nede i gården, og de voksne ikke var i nærheden, var Simon en anden. Så ville han gerne lege krig, og hans sprog forandrede sig. Sætninger blev klistret til med eder og forbandelser, som han tilsyneladende lærte på den fine skole inde i byen. På den måde fik jeg udvidet mit ordforråd, så jeg kunne hævde mig blandt mine egne skolekammerater på kommuneskolen.
Til forskel fra Simon var det ikke altid, at jeg huskede, at der var visse ord de voksne ikke brød sig om, og så var min mor altid parat til at nive mig hårdt i det bløde kød på underarmen. Hun kunne noget med at tage fat og dreje kødet rundt.
– Kan du så sige undskyld. Er det sådan noget, du lærer Simon, når I render nede i gården? Hvad tror du hans far siger?
Gråd hjalp ikke noget, og jeg ville ikke stikke Simon. Stikkere var de værste, så meget havde jeg lært af min far, der altid indskærpede mig ikke at hilse på cykelsmeden i Tullinsgade, når jeg skulle i ismejeriet hos fru Skårup.
– Han var stikker, ham Müller. Han slap bare for tiltale, svinet. Du understår dig i at hilse på ham.
Min fars øjne blev hårde, når han en sjælden gang talte om krigen. Normalt var han en meget blid mand, men han hadede tyskere og stikkere som pesten.
– Satans landssvigere. De skulle skydes hele banden. Hipoer.
Han slog hårdt i bordet og blev tavs som graven, og når vi var i Mindelunden den fjerde maj, græd han altid, når de sang “Altid frejdig når du går.”
Jeg fortalte Simon om Müller, og det var Simon, der indførte en leg, som vi ikke fortalte vores forældre om. Når vi var sikre på, at Müller var inde på værkstedet og ikke kunne fange os, løb vi forbi cykelforretningen, alt hvad vi kunne, og råbte “Stikkersvin! stikkersvin!”
Børnelokkere
Købmand Jørgensen, der lå længere nede i gaden, gav os altid et stort bolsje, når vi havde gennemført vores angreb på Müller. Simon mente, at cykelsmeden sikkert også var børnelokker, og selv om ingen af os vidste, hvad en børnelokker var for én, vidste vi dog, at man skulle passe på.
De voksne talte altid om børnelokkere i store frakker, som lokkede drenge med legetøj og slik. Min mor nev mig hårdt, da jeg spurgte, om købmand Jørgensen var børnelokker, fordi han gav et bolsje, når man hentede varer hos ham.
– Den pæne mand. Hvad bilder du dig ind? Pas du bare på, at du ikke møder en rigtig børnelokker. Så er du nok ikke så fræk mere.
Det var svært at se forskel på, hvornår noget var godt eller skidt. Simon og jeg diskuterede, hvorfor købmanden ikke var børnelokker, for han gav os jo bolsjer, og hvad med fru Hansen på tredje, der altid gav en skilling, når man gik i byen for hende.
– Så kan du jo købe noget slik, sagde hun smilende.
Tvivlen nagede mig. Kunne kvinder også være børnelokkere? Simon havde svaret parat hver gang, jeg tvivlede.
– Du ser kraftædme da heller ikke nogen damer, der er klunsere, vel? De roder sgu da ikke i skraldespande. Hvorfor fanden skulle de så være børnelokkere?
Han havde ret. De klunsere, der kom i gården for at rode i skraldespandene, var alle mænd, og jeg var rædselsslagen for dem. Især ham der kom med en ladcykel, hvor han havde forskellige bøtter, som han sorterede affaldet i.
Det var alt for let at forestille sig, at man endte i sådan en bøtte, men Simon var sikker på, at de ikke gjorde nogen skade, for det havde hans far sagt. Tilsyneladende var der ikke noget, der var så enkelt, som det så ud til, og sådan var det også med Gud.
Gud, Aksel Larsen og Stalin
Min far troede ikke på Gud. Han troede på Aksel Larsen, og da jeg var yngre, havde han et billede af Stalin stående på skrivebordet, men det forsvandt efter Ungarn og blev erstattet af billedet af bedstefar og bedstemor i stadstøjet, og så talte vi ikke mere om Stalin.
Indtil han forsvandt fra skrivebordet havde jeg en fornemmelse af, at det var ham, der var Gud, for min far sagde altid, at Stalin nok skulle komme og ordne det hele. Mor var i tvivl, for hun bad aftenbøn med mig, når far var på arbejde om aftenen.
– Vi siger det ikke til far, vel?
Og så et hurtigt kys på panden, før hun slukkede lyset og lukkede døren til soveværelset.
Kullemperen derimod var ikke i tvivl om, at det var Gud, der var Gud, og at vejen gik gennem gudstjenester. Simon blev taget med til børnegudstjenester, og nogle gange var jeg med, når min far ikke var hjemme.
Det var aldrig den samme kirke vi besøgte, så vi cyklede rundt til de forskellige kirker på Frederiksberg, fordi Kullemperen mente ikke, at kirkerne i København og især på Vesterbro var fine nok, lige med undtagelse af Domkirken og Marmorkirken.
Når vi en sjælden gang var alene hjemme hos ham, sneg vi os ind i den fine stue. Der kom man ikke til hverdag, og børn måtte slet ikke komme der alene
Det var lidt underligt at komme op til Simon. Lejligheden var større, end jeg var vant til, mere rummelig med fire store værelser og et kammer. Simon havde sit eget værelse, som vendte ud mod Gammel Kongevej.
Der var sat et gitter op, så han ikke kunne åbne de nederste vinduer og falde ned på gaden, og det var et slaraffenland at lege på hans værelse, hvor der ikke hele tiden var en mor, der kom ind og så på, men blev ude i køkkenet.
Når vi en sjælden gang var alene hjemme hos ham, sneg vi os ind i den fine stue. Der kom man ikke til hverdag, og børn måtte slet ikke komme der alene. Der var to fag vinduer ud mod Gammel Kongevej og franske døre ind til spisestuen, hvor vi godt måtte være, hvis bare Kullemperen eller moren var hjemme.
I den fine stue var der en sofa med plads til tre personer og to dybe lænestole med broderede puder med kronhjorte og landsbykirker i sne. På stolene var der nakkestykker, så man kunne læne sig tilbage uden at svine stolene til med Brylcreme og hårvand.
Rygebord og bydecigaretter
De havde også et rygebord, hvor der lå to pakker bydecigaretter, for i modsætning til mine, som pulsede løs hele dagen, røg Simons forældre ikke. Bortset fra moderen, der røg i smug, når hun en sjælden gang tog med os på legeplads.
Simon stjal en gang i mellem en bydecigaret, som han røg ovre ved skraldespandene og pissoiret, hvor de voksne ikke kunne se det. Jeg skulle ikke nyde noget.
Inde i den fine stue hang et maleri, som gjorde et stort indtryk på os, fordi manden på billedet sad med to unge piger på en restaurant, og han havde en kniv i bæltet. Han så meget vred ud, som om han lige havde fået øje på ham, der malede billedet og nu skulle til at give han en øretæve.
Pigerne så glade ud, men mandens øjne fulgte én lige meget, hvor man gik eller stod. Jeg var sikker på, at han holdt øje med os og ville fortælle Kullemperen, at vi havde været derinde, selv om vi ikke måtte.
Der var hævntørst i mandens blik, når vi sneg os ind i den fine stue, og han lignede en stikker lige på en prik. Han sad der sammen med de to piger og gloede, og jeg var stiv af skræk, når jeg kiggede ham i øjnene.
Simon var ikke bange. Han stod foran billedet og sagde alle de eder, forbandelser og sjofelheder, han kunne, og det var forbavsende mange for en dreng på privatskole, og så trak han bukserne ned og vendte sin magre røv mod billedet. Det var det frækkeste, han kunne komme på.
Det var ikke til at vide, hvad Kullemperen hadede mest, bandeord eller bare røve, men der var noget med den stue. Det var voksent og forbudt at være derinde på egen hånd, og jeg kunne ikke lide at gøre noget, de voksne havde forbudt. Manden på billedet var min dårlige samvittighed og Kullemperens forlængede arm.
En banan på tavlen
En dag var det pludselig forbi med kirkebesøg og trækken bukserne ned for at trodse malerier. Min dansklærer, hr. Daugaard, tegnede en banan på tavlen.
– Det I ser på tavlen er en tissemand, men hvis inspektøren kommer, siger vi, det er en banan. Er I med?
De fireogtyve drenge, vi var i femte klasse, var i høj grad med på tanken om et billede af en tissemand forklædt som banan, så han gik i gang med at fortælle, hvordan de voksne lavede børn.
Det var en overraskelse for mig, for jeg havde haft lidt svært ved at gennemskue, hvordan det foregik rent praktisk. Simon og jeg havde aftalt, at vi skulle lege hos mig om eftermiddagen, og det var næsten det første, jeg sagde til ham, da vi lå med bilerne inde på gulvet i vores spisestue:
– Ved du, hvordan man får børn?
Simon rystede på hovedet, og jeg gik i gang med at genfortælle, hvad hr. Daugaard havde sagt i skolen. Jeg fandt endda et stykke papir frem, så jeg kunne tegne bananen, hvis det blev nødvendigt.
Vi havde trukket bukser og underbukser ned og snakkede om størrelser og pigernes revne, da min mor pludselig kom ind i stuen. Hun så ud, som om nogen havde hældt hende over med kogende vand, så rød blev hun i hovedet
Simon var ikke helt sikker på, at han troede på min historie, men han var helt med på at prøve, om det var rigtigt, hvad læreren havde sagt, nemlig at tissemanden blev større, hvis man hev i den.
Så stoppede legen
Vi havde trukket bukser og underbukser ned og snakkede om størrelser og pigernes revne, da min mor pludselig kom ind i stuen. Hun så ud, som om nogen havde hældt hende over med kogende vand, så rød blev hun i hovedet.
Hun stak Simon en syngende lussing, så han begyndte at græde, og trak ham ud af stuen i hans ene arm og ud i gangen, hvor hun åbnede hoveddøren og skubbede ham udenfor og smækkede døren. Alt sammen uden et ord.
Jeg sad inde i spisestuen i bar røv med bukserne nede om haserne og ventede på den frygteligste straf, samtidig med at jeg håbede, at hun havde afreageret på Simon, fordi hun troede, det var ham, der var hovedmanden.
Hun kom ind i stuen igen uden at sige et ord. Så greb hun fat i underarmen og vred rundt, så jeg skreg. Stadig med et fast greb i min underarm skubbede hun mig ud i køkkenet og beordrede mig op på køkkenbordet.
Hun trak mine sokker af, og med en voldsom bevægelse fik hun mine fødder ned i køkkenvasken. Hanen med det kolde vand blev åbnet, og hun lod det plaske ned på mine fødder med fuld kraft. Samtidig tog hun grøntsagsbørsten og begyndte at skrubbe mine fødder, så hårdt hun kunne. De stive børster rev hul på mine fødder, så vand og blod samledes i vasken.
– Din forbandede møgunge. Hvem har lært dig det svineri? Hvis du nogensinde rører ved den igen, kommer du op til doktor Larsen, så kan han skære den af. Har du forstået? Den bliver skåret af. Hører du?
Om aftenen ringede det på døren. Jeg lå i min seng og skulle skamme mig, og min far var på arbejde, så min mor åbnede, og jeg kunne høre Kullemperens stemme.
– I betragtning af hvad der er sket i eftermiddag, vil jeg sætte pris på, at Deres søn ikke leger med Simon mere. Han er ikke godt selskab for en lille dreng som Simon, og Gud nåde og trøste Dem, hvis De nogen sinde lægger hånd på min søn igen.
Min mor lukkede døren, og jeg lå og lyttede til Kullemperens skridt ned af trappen og håbede på, at min mor ville komme ind og sige et eller andet venligt til mig, men døren til soveværelset forblev lukket, og lyden af hans skridt forsvandt langsomt ned af trappen.
Topfoto: Simon, Jens og Jens’ far. Privatfoto, fotograf ukendt.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
