Jens Grund: Kæden sprang af i dækningen af doping-efterforskningen af Jakob Fuglsang

i Politik & Samfund/Medier af

DAGENS POV // MEDIER – Jeg lærte som ung journalist, at en ”sigtelse” er en beskyldning mod et menneske, indtil andet er bevist. De seneste uger har vist, at DR og Politiken med fordel kunne have brugt samme kritiske formel over for ordene ”efterforsker” og ”undersøger”.

Med stor kraft bekendtgjorde de to medier nemlig, at cykelstjernen Jakob Fuglsang er blevet undersøgt ”for at samarbejde med lægen Michele Ferarri, som er berygtet for sin rolle i en lang række dopingsager, og som er udelukket fra cykelsporten på livstid” – som DR skrev på sin hjemmeside.

Politikens overskrift lød: ”Hemmelig rapport kæder Jakob Fuglsang sammen med bandlyst dopinglæge.”

Og i 21-Søndag sagde DR-værten Kåre Quist, ”men som du nu skal se, så mistænker cykelsportens internationale antidoping-myndighed Fuglsang for at have været en del af et dopingprogram.” Bemærk ordet ”mistænker” i nutid.

Er det en historie? Ja, hvis efterforskningen har ført eller fører til en sag. Ellers ikke

Sammen med norske VG havde de to danske medier via et læk fået adgang til en over 20 sider lang, hemmelig rapport, der var udarbejdet af et privat efterforskningsfirma for cykelsportens uafhængige antidoping-enhed, CADF – tilbage i sommeren 2019.

Er det interessant, at en af Danmarks største sportsstjerner er blevet efterforsket i 2019? Ja, det er det da. Det er altid interessant, hvis kendte og store profiler i offentligheden undersøges for brud på regler eller love.

Men er det en historie?

Ja, hvis efterforskningen har ført eller fører til en sag. Ellers ikke. Det letteste i verden ville derfor være at håne DR og Politiken med, at de har elendige journalistiske standarder, når de alligevel banker til historien.

Men netop historier om efterforskninger, sigtelser og mistanker er vanskelige at håndtere journalistisk, da de ligger i en etisk gråzone.

’Danmarkshistoriens største drabssag’

Lad mig et kort øjeblik vende tilbage til indgangsbønnen om, at en sigtelse er en beskyldning, indtil andet er bevist. Jeg ville ønske, at jeg selv og den danske og internationale presse havde mindet hinanden om den læresætning, da Københavns Politi en oktoberdag i 1997 satte ild i redaktioner over hele verden med meddelelsen om, at de havde sigtet en 32-årig plejehjemsassistent for drab på 22 beboere på plejehjemmet Plejebo i København.

Senere opgav statsadvokaten at tiltale plejehjemsassistenten for drab, og det, der var blevet kaldt Danmarkshistoriens største drabssag, faldt til jorden med et brag. Jo, vi blev i medierne langsomt kritiske over for ”beskyldningerne” om massedrab på et dansk plejehjem, men i begyndelsen var det nærmest en euforisk medløben på politiets sigtelse, fordi Danmark aldrig tidligere havde set en sådan ”drabssag”.

Det her handler ikke om, hvorvidt Jakob Fuglsang har dopet sig eller ej – det aner jeg intet om. Det handler om, hvornår en historie er moden til publicering. Denne historie var i min bog ikke moden

En sigtelse er altså en beskyldning, indtil andet er bevist. En efterforskning ligeså. I lægeverdenen taler man om ”fikseringsfejl”, hvis en læge bliver så forhippet på en bestemt diagnose, at han eller hun overser symptomer på, at diagnosen kunne være en anden. Medierne begår også fikserings-fejl fra tid til anden. Og i efterforskningssager er faren altid, at medierne bliver så forhippede på diagnosen ”skurk” i stedet for diagnosen ”offer” – selv om begge diagnoser er sandsynlige i udfaldet af en efterforskning – at de glemmer at lede efter andre symptomer end dem, der peger i retning af ”skurk”.

Grund til at være på vagt

Ingen kan beskylde hverken DR eller Politiken for at have konkluderet på skyldspørgsmålet. De beskriver, at Fuglsang er blevet efterforsket – hvilket er sandt. Men det er svært at blive klog på, hvilket grundlag efterforskningen bygger på.

Ingen af de tre medier har offentliggjort den godt 20 sider lange rapport – af hensyn til kildebeskyttelsen. Derfor er vi nødt til at gå ud fra, hvad medierne selv skriver. DR fortæller, at der i rapporten står følgende om Jakob Fuglsang:

”Efterretninger indikerer, at Astana Pro Team cykelrytteren Jakob Fuglsang er i Michele Ferraris dopingprogram.”

Det hedder videre i rapporten:

”Specifikt indikerer efterretninger fra CADF, at Michele Ferrari var til stede ved Vuelta a Catalunya med Astana Pro Team i marts 2019, har en base i Lugano, Schweiz, og for nylig har mødtes med Fuglsang og Lutsenko i Nice og/eller Monaco.”

View this post on Instagram

Statement

A post shared by Jakob Fuglsang (@jakobfuglsang_official) on

Læg mærke til de sproglige formuleringer. For når nogen taler om ”efterretninger”, er der altid grund til at være på vagt. Det samme gælder ordet ”indikerer”. Og når nogen taler om, at ”efterretninger indikerer”, bør alle journalistiske alarmklokker bimle. Og kilderne kan åbenbart heller ikke finde ud af, om det var et møde i Nice eller Monaco.

Vi ved ikke, hvem efterretningerne bygger på, eller hvad ”indikerer” betyder i denne sammenhæng. Men vi kan roligt konkludere, at efterforskerne alene har haft indicier, og ingen dokumentation, at arbejde med.

”Fuglsang er blevet efterforsket”

Da de er færdige med efterforskningen i sommeren 2019, er rapportens konklusion ifølge DR, at det ikke har været muligt at knytte en forbindelse mellem Michele Ferrari eller hans søn Stefan Ferrari til Jakob Fuglsang eller andre Astana-ryttere gennem offentligt tilgængelige oplysninger på de sociale medier.

”Hverken Michele eller Stefano Ferrari kunne endegyldigt forbindes med Astana Pro Team-ryttere eller deres tilknyttede lokationer. Både Michele og Stefano Ferrari forekommer at holde en bevidst lav profil og minimal online tilstedeværelse,” står der ifølge DR i rapporten.

Det interessante spørgsmål er, om Politiken og DR ville bringe den samme historie med samme kraft igen, hvis de nu vidste, at sagen ikke blev sendt videre til den internationale cykelunion

De udokumenterede efterretninger kan efterforskerne med andre ord ikke finde dokumentation for på den måde. Det ved DR og Politiken godt, da de offentliggør historien, for det står direkte i rapporten, som nu er et halvt år gammel.

Alligevel holder medierne ikke historien tilbage, indtil de har fået svar fra den uafhængige antidoping-enhed, CADF, på et afgørende spørgsmål: Fører efterforskningen af Jakob Fuglsang til en sag imod ham – eller til en videre efterforskning?

Tre dage efter, at DR og Politiken har offentliggjort historien, meddeler CADF så, at den uafhængige antidoping-enhed ikke har fundet anledning til at sende sagen videre til Den Internationale Cykelunion (UCI). I TV-Avisen bliver det til nyhedsoverskriften: ”Fuglsang er blevet efterforsket.”

Vinklen er altså ikke, at sagen ikke er sendt videre, men at Fuglsang er blevet efterforsket. Det samme siger reporteren i indslaget: ”Jeg er nødt til at fastholde, at der faktisk er foregået en efterforskning.”

En fikseringsfejl

Det er bare ikke sagen – og da slet ikke nyheden. Og i mine øjne en fikseringsfejl. For det eneste DR kunne dokumentere tre dage tidligere, var netop det; at der havde fundet en efterforskning sted. Nej, nyheden her tre dage senere var, at rapporten ikke gav nogen anledning til at sende sagen videre, men det vinklede DR ikke på. Det var ikke kønt at se det DR-indslag, fordi det mere mindede om journalistisk selvbeskyttelse end kritisk journalistik.

CADF beklager, at rapporten er blevet lækket og sætter en undersøgelse i gang for at forstå, hvordan den er blevet offentlig, og hvordan det kan undgås, at det sker igen. For det handler jo netop om retssikkerhed for den enkelte. Alle kan blive efterforsket, alle kan blive beskyldt for noget, de har gjort – eller ikke gjort. Nogle retfærdigt – andre uretfærdigt.

Det her handler ikke om, hvorvidt Jakob Fuglsang har dopet sig eller ej – det aner jeg intet om. Det handler om, hvornår en historie er moden til publicering. Denne historie var i min bog ikke moden. Politikens chefredaktør Anne-Mette Svane forsvarede søndag i Presselogen sin avis og journalistik med, at alene undersøgelsen af Jakob Fuglsang er en væsentlig historie. Nej – ikke alene. Kun, hvis undersøgelsen viste noget og førte til noget. Men den viste intet – og ser ikke ud til at føre til noget.

Kæden sprang af

Det interessante spørgsmål er, om Politiken og DR ville bringe den samme historie med samme kraft igen, hvis de nu vidste, at sagen ikke blev sendt videre til den internationale cykelunion. Jeg håber det ikke. For den viden, vi har om sagen, er jo ret enkel: ”Antidoping-myndighederne har efterforsket Jakob Fuglsang for doping, men ikke fundet dokumentation for det, og er derfor ikke gået videre til det internationale cykelforbund med sagen.”

Ingen kan ”vinde” en sag mod de to medier ved Pressenævnet, for Politiken og DR har med mange ord beskrevet de få fakta, der var; nemlig, at der foregik en efterforskning på baggrund af indikative efterretninger. Og de to medier har forsøgt at høre alle parter – med en uges respit. Alligevel synes jeg, at dømmekraften svigtede hos redaktørerne, da de skulle beslutte, om den halve år gamle efterforskning og rapport skulle ud til offentligheden nu, selv om de endnu ikke havde fået et svar på: Hvad så? Da sprang kæden af.

Det er ikke svært at finde andre eksempler på, at medier har navngivet mennesker, som bliver ”efterforsket” eller ”mistænkt” for det ene eller andet – uden at medierne kender udfaldet af efterforskningen. Denne sag er langt fra et særtilfælde. Det er altid vanskeligt at forholde sig til efterforskninger, mistanker og sigtelser, fordi historierne typisk lukker sig om sig selv med få tilgængelige kilder, der vil udtale sig. Så meget desto mere er der grund til at minde hinanden om vigtigheden af at træde varsomt af hensyn til den efterforskedes retssikkerhed.

Det gælder ikke mindst, når medierne som i dette tilfælde har eksklusiv adgang til det hemmelige materiale og derfor selv kan bestemme, hvornår og om de vil gå ud med historien. Samme dag som antidoping-myndigheden gik ud og sagde, at den ikke ville sende sagen videre til den internationale cykelunion, skrev Politiken i en overskrift: ”Jakob Fuglsang er da uskyldig, indtil det modsatte er bevist”.

Det havde været klædeligt, om Politiken havde skrevet det på dag et. Når der nu åbenbart skulle være en dag et.


Foto: Jakob Fuglsang under Paris-Nice 2017. Foto: Wikimedia Commons

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Jeg har altid været optaget af ord – som menneskets medium til udforske, favne, forstå og forklare verden. Derfor tog jeg først hovedfag i dansk fra Aarhus Universitet og blev derpå uddannet journalist på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Jeg troede egentlig, at jeg skulle være romanforfatter, men fandt ud af, at jeg er bedre til at fortælle om, hvad der sker ude i virkeligheden end inde i mit eget hoved. Virkeligheden er egentlig også noget mere spændende.

I min karriere som journalist og redaktør har jeg været vidt omkring på landsdækkende medier: Efter et vikariat på Weekendavisen kom jeg til Det fri Aktuelt som reporter, videre til Jyllands-Posten i 12 år, bl.a. som uddannelseschef og reportagechef, derpå i fire år til DR, først som chef for radiomagasinerne og siden som indlandschef. Jeg har også været chefredaktør på Berlingske i 6 år, hvorpå jeg fusionerede BT og MetroXpress og var der i godt et år som chefredaktør. Mit seneste journalistjob var som redaktør på TV2 NEWS. I mange år var jeg desuden medlem af repræsentantskabet for Dansk Sprognævn, hvor jeg også fik vandet min passion for det danske sprog som kommunikationsmiddel.

I februar 2019 skiftede jeg spor fra redaktørjobbene til prorektor på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, DMJX. Jeg har ansvaret for vores seks uddannelser, herunder journalistuddannelsen. Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg finder jobbet ekstremt vigtigt i en tid, hvor trompetfanfarer i store dele af den vestlige verden gjalder om fake news og mistillid til politikere og presse. Det pres kræver knivskarpe medier og knivskarpe journalister, og det har vi heldigvis i Danmark – som regel.

Seneste artikler om Politik & Samfund