DEN USÆDVANLIGE REJSE #7 // SOMMERSERIE – I visse dele af Istanbul er sværmen af turister så overvældende, at det føles kvælende. Garbi Schmidt fik lyst til at komme væk fra turistmasserne og fandt et Istanbul, hvor livet leves i dovent tempo, og priserne er menneskelige.
Sommer er rejsetid, men man kan se verden og få nye oplevelser på mange måder. I løbet af sommeren inviterer POV læserne med på usædvanlige og tankevækkende rejser.
”Do you speak English?”
Manden bevægede sig grinende ind i restauranten med sit drilske blik rettet mod ham, der tog ordrer ved en trædisk ved indgangen. Alle begyndte at grine, selv os, der ikke forstod, hvad der blev sagt. For som det gjaldt for størstedelen af de samtaler, jeg havde i de to uger, jeg befandt mig i Istanbul, talte jeg engelsk, og modparten talte tyrkisk.
Ikke, at det gjorde så meget. Jeg fik både købt grøntsager og krydderier på markeder og fundet vej. At finde vej er i øvrigt så rammende en betegnelse her. Jeg har aldrig, som i aldrig, gået så meget i en by som Istanbul. Op og ned ad stejle, brolagte gader, ud i de kvarterer, hvor turisterne var få, og livet bare blev levet, dovent og hverdagsagtigt.
Istanbul er en by, der dækker to kontinenter. En by med en historie, der rækker mod lille Danmark, og har gjort det i mere end 1.000 år. I galleriet på Hagia Sophia/Aya Sofia har vikingen Halfdan efterladt sin signatur
Jeg spekulerer fortsat på, hvad byen gjorde ved mig. For det føles, som om at Istanbul bevægede sig lige så meget ind i mig, som jeg bevægede mig ind i den.
Væk fra Istanbuls alfarvej
Søger du som (mulig) besøgende idéer til, hvad du skal besøge i Istanbul, går følgende steder igen: Hagia Sophia, Grand Bazar, Galatatårnet, Den blå moské og krydderibazaren (også kendt som Den Ægyptiske Bazar). Det er også ved disse steder, at sværmen af turister er så overvældende, at det efter et par dage i byen nærmest føles kvælende.
Jeg fik i hvert fald hurtigt både lyst til og behov for at komme væk fra køer af mennesker, der gik i sneglefart, for ikke at forglemme de vanvittigt høje priser, som fulgte med. To kopper te og fire stykker baklava i en café i Grand Bazar kostede fem gange så meget, som en lignende servering kostede få kilometer væk i Çarşamba-kvarteret.
Og lad mig sige det ligeud: Jeg er en af dem, der fra barnsben har lært, at det ikke gør noget, at man holder udgifterne nede, og at man godt kan få en sjov ferie alligevel. Faktisk gik der lidt sport i at se, hvor få penge jeg kunne klare mig for, mens jeg var i byen, uden at jeg følte mig skudt tilbage til min studietid, hvor aftensmaden på en interrailrejse godt kunne være en halv agurk.
Grøntsager og turbaner
Så lad os begynde i Çarşamba-kvarteret. Allerhelst en tidlig onsdag formiddag, hvor de handlende er ved at sætte boder op i området nær den store Fatih-moske. Her kan du købe – ja, der er vist meget få ting, du ikke kan købe. Og det er godt at komme tidligt, for i løbet af få timer er de smalle gader fyldt med kvinder, mænd og børn, der haster hid og did med indkøb i hænderne.
En handlende ved en grøntsagsbod rakte en klase tomater frem til mig, så jeg kunne dufte. Duftende tomater, hvornår havde jeg lige oplevet det sidste gang i Danmark?
Jeg var ude efter nødder og tørret frugt – og grøntsager, for jeg var heldig at have adgang til et køkken på det forskningsinstitut, hvor jeg boede. En handlende ved en grøntsagsbod rakte en klase tomater frem til mig, så jeg kunne dufte. Duftende tomater, hvornår havde jeg lige oplevet det sidste gang i Danmark?
Jeg fyldte rygsækken og kunne lave salat med tomat, agurk, oliven, fårefeta og et salathoved, der var så friskt, at bladene fortsat knasede syv dage senere. Og så var der tomaterne, hvor jeg gik luksus og købte de dyreste (til 40 TL – hvilket svarer til ca. 9 kr. – kiloet). Så fulde af saft, at jeg ikke havde brug for olivenolie til salaten. Så aromatiske.
Det var nu, man kunne gå hen og blive sulten. På vejen mod den lille restaurant (de har det mest fantastiske lahmacun, hvilket bedst kan beskrives som pizzaer uden en masse ost), som jeg indledte denne artikel med at beskrive, ville jeg gå ned ad Fatih-gaden. Hvis der ikke var marked, ville det ikke gøre noget. For gaden er fyldt med små specialbutikker. Ikke en eneste turist i nærheden, da jeg gik rundt og duftede til krydderier og kaffebønner og var inde hos en lokal bager og købe flade, nybagte brød.
Og så videre, ned mod området omkring den moské, der på Tripadvisor kaldes for Ismael Aga Moskéen, men som på tyrkisk er kendt som İsmailağa Câmii. Det er lige over for denne moské, at restauranten, jeg indledte denne beretning med en beskrivelse af, ligger. Der er ikke tale om et område, som diverse turisthjemmesider bringer velkomponerede fotografier fra. Men for mig var det nok det mest interessante at komme ind i.
Området er domineret af medlemmerne af den såkaldte İsmailağa del af Nakşibendi Sufi-ordenen. Sufisme beskrives oftest som islams åndelige gren, og sufier udfører blandt andet ritualet dhikr for at komme i nærmere kontakt med det guddommelige. Besøger man Istanbul, er det nok de hvirvlende dervisher, man opsøger, hvis man har tænkt at møde sufismens udtryk. I området omkring İsmailağa har sufismen en helt anderledes form. Her møder man mænd i kaftan og turban og kvinder, der bærer en særlig variant af hoved- og ansigtstildækning (carşaf), hvor det lange tørklæde fæstnes lige under næsen, så både hår, kinder og underansigt er dækket.
I modsætning til religiøse enklaver i andre storbyer – fx det jødisk ortodokse område Williamsburg i New York – oplevede jeg og vi (for min kæreste var med mig i de dage) ikke, at vi blev set på som uønskede. Måske det havde at gøre med, at vi var stort set de eneste turister i området. Måske var det, fordi livet i kvarteret (endnu ikke) af udefrakommende opfattes som en turistattraktion. I både Williamsburg og Mea Shearim i Jerusalem har jeg oplevet, at turister uden at spørge om lov tog fotografier af de lokale, lige op i deres åbne ansigt. Det er vist ganske forståeligt, at man bliver irriteret over den slags i de gader, som er ens hjem.
Her møder man mænd i kaftan og turban og kvinder, der bærer en særlig variant af hoved- og ansigtstildækning (carşaf), hvor det lange tørklæde fæstnes lige under næsen, så både hår, kinder og underansigt er dækket
Bach, kirker og katte
Istanbul er, akkurat som New York, en global smeltedigel. En by af kontraster – i Çarşamba møder du de ultra-konservative, på den evigt myldrende gågade İstiklal Caddesi møder du queers i høje hæle og lårkorte, stramme nederdele. Det er også i området omkring İstiklal, at barerne ligger tæt. Rooftop-barer er der også en del af. Og det er intet mindre end magisk at sidde og nyde solnedgangen over Bosporus og de oplyste moskéer med et glas rosé foran sig.
Med bus og sporvogn tager det ikke meget mere end 40 minutter at komme fra, hvad der kan forekomme som den ene yderlighed af kulturelle udtryk til det andet. Istanbul er en by, der dækker to kontinenter og langt, langt flere måder at være i verden på. En by med en historie, der rækker mod lille Danmark og har gjort det i mere end 1.000 år. I galleriet på Hagia Sophia/Aya Sofia har vikingen Halfdan efterladt sin signatur, skrevet med runer.
Den trosbekendelse, som vi bruger i den danske folkekirke, og som går under navnet den nikænske, blev indført ved det store kirkekoncil i Nikæa i 325 (resterne af Nikæa ligger i den tyrkiske by Iznik). Lederen af koncilet var kejser Konstantin, der få år efter etablerede sit hovedsæde for Romerriget i den by, der kom til at hedde Konstantinopel – og hed sådan indtil 1930, hvor den ændrede navn til Istanbul.
For at fortsætte nørderiet lidt, så blev den nikænske trosbekendelse i 381 udbygget ved endnu et stort kirkekoncil, denne gang i netop Konstantinopel. Fra da af kunne man tale om den nikæno-konstantinopolitanske trosbekendelse.
Og nu vi taler om kirker: En af de største oplevelser, jeg havde i byen, var en Bach-koncert i den engelske kirke, Crimea Memorial Church, som ligger tæt på İstiklal. Kirkens navn peger udad mod verdenshistorien, for under Krimkrigen i 1850’erne kæmpede Osmannerriget, med hjælp fra Frankrig og Storbritannien, mod det russiske imperium på netop Krim. Britiske soldater og søfolk havde brug for deres egen kirke på vej mod slagmarken, og sådan blev kirken altså til.
At sidde og lytte til netop Bach på kirkens gamle orgel mindede mig som så meget andet i byen om, hvordan den igennem historien havde bundet verdener og kulturer sammen. Og stadigvæk formår at gøre det.
At kirkekoncerten blev mindeværdig, skyldtes både musikken, stedet – og tilstedeværelsen af en kat. Katte er overalt i Istanbul og er i den grad ønskede og elskede. Og kattene får lov til at være, hvor de vil. Også når der er tale om en kirkekoncert, og den firbenede sætter sig oven på døbefonten. Hvis man er kattemenneske – sådan som jeg er – kan man sagtens tage til Istanbul alene for kattenes skyld. Byen har i øvrigt et ret nyt kattemuseum, som både mennesker – og katte – kan besøge gratis.
Historiens vingesus
Historien, om det er kristendommens eller islams, Romerrigets, Byzans’ eller Osmannerrigets historie, er fysisk til stede, nærværende, i de kvarterer, jeg har beskrevet her. Flere steder er der sat skilte op med forklaringer, også på engelsk, af en bygnings, en plads’ eller en parks historie. Hagiya Sophia, med sine kupler og mosaikker og imponerende akustik, er med sine 1.500 år – altså 300 år mere end Jellingestenen – på bagen fuldkomment ærefrygtindgydende. Men det er en yngre kirke, Chora, der akkurat som Hagiya Sophia er blevet indrettet til moské, også.
At stå overfor, under så smukke fremstillinger af mennesker – ansigter, øjne, hænder, læber – der er så gamle, skaber en sær, men vidunderlig form for forbundethed. På tværs af tid
Chora Kirken eller Kariye Camii, som den nu hedder som moské, – kan dateres tilbage til 600-tallet. Scoopet er dog de mosaikker og fresker, som bygningens hvælvinger blev udstyret med i 1400-tallet. Hvis man har en svaghed for byzantinsk kunst, er dette stedet at blive blæst bagover. Ikke mindst fordi der ikke er særligt mange turister, og man kan komme til. Man kan mærke rummene, stemningen, kunsten, historien.
At stå overfor, under så smukke fremstillinger af mennesker – ansigter, øjne, hænder, læber – der er så gamle, skaber en sær, men vidunderlig form for forbundethed. På tværs af tid.
Jeg kan ikke vente til den dag, hvor jeg kan stå der igen.
Klik dig videre til andre rejsebreve her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og