Modernisering af islam ja tak – velkommen til kvindemoskeen

i Danmark/Featured/Kultur/Liv & Mennesker/Politik & Samfund af

Jeg var til fredagsbøn i Mariam-moskeen i sidste uge. Opkaldt efter Jomfru Maria, blot på arabisk. Danmarks første moske kun for kvinder og kun med kvindelige imamer.

Det var en åben invitation, som jeg havde fået tilsendt af en ven, der også er en af de kvindelige imamer i moskeen. Både muslimske og ikke-muslimske kvinder var mødt op.

Mange af dem kendte jeg mere eller mindre i forvejen, så forsamlingen virkede ikke særlig fremmed for mig. Jeg lagde mærke til, at kun tre eller fire af de muslimske kvinder bar slør, hvilket også skal ses i det lys, at ingen af de kvindelige imamer bærer hijab til daglig.

Den ene har et smukt løsthængende hår, og den anden et tørklæde bundet i nakken. Det kan man mene er ligegyldige oplysninger, men det siger noget om, at kvinder godt kan være troende uden at skulle tildække sig.

Jeg glædede mig mest til den kommende “prædiken” – jeg glædede mig simpelt hen til at høre, hvad Danmarks første kvindelige imam ville sige i sin første danske prædiken til muslimske som ikke-muslimske danske kvinder.

Så vidt jeg kunne vurdere, var det – ikke særlig overraskende – middelklassekvinder, der var mødt op. Og før Saliha, som skulle prædike, fik ordet, fortalte Sherin Khankhan om, hvad det vil sige at være en imam og hvad en imams beføjelser er.

En muslimsk kvinde sagde til mig, at det var godt, moskeen kun var for kvinder, fordi ellers ville de muslimske mænd bare “overtage”. Den forstod jeg prompte, fordi det var jo nøjagtig det samme, vi sagde dengang i 70‘erne i basisgrupperne

Herefter fulgte en bøn, som Sherin fremsagde alene, og Saliha begyndte så med sin lette jyske accent selve prædiken. Det hedder ikke en “prædiken”, men jeg bruger det udtryk for forståelsens skyld.

Den handlede om stærke kvinder i islams historie, og hvordan man kunne tolke Koranen mere kvindevenligt.

Herefter fulgte en fællesbøn, som jeg dog fravalgte, fordi jeg ikke er muslim. Udenfor bederummet, eller hvad jeg nu skal kalde det, blev der disket op med mad og drikke til os alle sammen. Snakken gik og stemningen var god. En muslimsk kvinde sagde til mig, at det var godt, moskeen kun var for kvinder, fordi ellers ville de muslimske mænd bare “overtage”.

Den forstod jeg prompte, fordi det var jo nøjagtig det samme, vi sagde dengang i 70‘erne i basisgrupperne, hvor mænd heller ikke havde adgang, fordi vi ville sikre på, at vi var stærke nok, før vi lukkede dem ind.

Social og seksuel kontrol blandt muslimske kvinder

Nu har jeg i cirka en tiårig periode arbejdet sammen med muslimske kvinder om kvindepolitik med fokus på social og seksuel kontrol. I nogle muslimske miljøer meget værre end det jeg som ung – eller for den sags skyld min mor og hendes jævnaldrende i 30‘erne – måtte finde sig i.

Det kan man i øvrigt læse om i Thomas Vilhelms samtalebog med og om mig, Frihedsfeministen.

For social kontrol skyldes ikke kun familiens rædsel for tab af unge kvinders dyd. Mange muslimske familier dyrker stadigvæk kollektivismen, at det enkelte familiemedlem opdrages til at identificere sig i forhold til familien, kollektivet, og ikke som individ i forhold til det omkringliggende samfund.

Deraf den social seksuelle kontrol, kvindeundertrykkelse og en alt for stor fraværende solidaritet kvinder imellem, fordi de opdrages til at udvise solidaritet med familien og ikke overfor andre kvinder.

Kan – og ikke mindst vil – et kvindereligiøst fællesskab gøre kvinder stærkere og være et fundament for en spirende solidaritet mellem kvinder, så de kan møde det muslimske undertrykkende patriarkalske samfund i deres familier? Jeg drister mig til at tro det, fordi kvindemoskeen ikke vil finde sig i at være underlagt reaktionære imamer og deres støtter

Det store spørgsmål er, om en kvindemoske overhovedet kan gøre op med den kontrol og manglende selvbestemmelse, nogle muslimske kvinder lever med og ikke mindst tvinges til at leve under.

Kan – og ikke mindst vil – et kvindereligiøst fællesskab gøre kvinder stærkere og være et fundament for en spirende solidaritet mellem kvinder, så de kan møde det muslimske undertrykkende patriarkalske samfund i deres familier?

Jeg drister mig til at tro det, fordi kvindemoskeen ikke vil finde sig i at være underlagt reaktionære imamer og deres støtter.

Det skal siges, at ikke en eneste mandlig imam har støttet kvindemoskeen. Mange islamkritiske er også skeptiske overfor kvindemoskeen, men skeptikerne kan gå ind på de sociale medier, især Facebook, og læse, hvad de reaktionære muslimske fora mener om både moskeen og kvindeimamerne.

Sherin skældes ud for ikke at bære hijab og hånende kommentarer om kvindemoskeens besøg af ikke-muslimske kvinder.

De muslimske reaktionære kræfter ønsker bestemt ikke fællesskab med ikke-muslimer. De bliver forsøgt skammet ned og ud med de værste gloser.

Et fællesskab mellem muslimske og ikke-muslimske kvinder ønsker de meget islamkritiske heller ikke, så begge fløje har det tilfælles, at de ikke vil hinanden. De fløje mener jeg så ikke vi skal regne med i en kvindefrigørelsesproces.

Jeg mener, vi skal hilse kvindemoskeen velkommen, arbejde for den fredelige og kvindevenlige islam og melde os ind til den beskedne sum af kr. 150,- årligt, styrke dem og være et støtte i kampen for selvbestemmelse og frihed.

Om man så er muslim, kristen eller ingen af delene er vel ligegyldigt, hvis vi går sammen om ligestillingskampen.

Man skal nemlig huske på, at en kultur ikke er statisk. Kvinders ligestilling og frihed er ikke givet. Kvinders frihed kan godt forsvinde og ville i så fald udgøre et enkelt minut set i menneskets lange patriarkalsk-dominerede verdenshistorie.

Topfoto: Sherin Kankan – imam og initiativtager til kvindemoskeen, Mariam. Foto: Kvinfo.

Mariam har indtil videre hemmelig adresse af sikkerhedsgrunde men befinder sig i København.

Karen West er født i 1951 og er uddannet jordemoder og HD med enkeltfag i ledelse. Hun har været kvindepolitisk pg partipolitisk aktiv siden 70'erne og er medforfatter til "Kvinde Kend Din Krop."  I 2016 har hun bidraget til bogen Frihedsfeministen – Karen West i samtale med Thomas Vilhelm, der er udkommet på forlaget DreamLit. Hun bedriver også politisk netværksarbejde og var fra 2009 - 2015 en ivrig  debatarrangør med og for fortrinsvis muslimske kvinder. Fast paneldeltager i Meningsmaskinen i Lorry fra 2012 til 2014. Nu aktiv samfundsdebattør især om kvindepolitik på Facebook. Karen er tidligere formand for Alexandrakollegiet og Folkets Avis samt stifter af Tværetnisk KvindeNetværk. Hun var mangeårigt medlem af Socialdemokraterne. I 2013 meldte hun sig ind i  Liberal Alliance, som hun forlod sidste år. Karen har fire børn, en del børnebørn, er gift og bor på Amager i København.

Seneste artikler om Danmark