UDLÆNDINGEPOLITIK // ITALIEN – Hvad kan man få for 35 euro? Drømmen om lykkelig integration og et eksperiment ved vejs ende på Italiens sydspids.
ROM – Han er blevet hyldet som et håb for en bedre verden med en innovativ integrationsmodel af flygtninge og indvandrere, der i en årrække gjorde ham til en international medie-darling.
Faldet er derfor dybt for Domenico Lucano, tidligere borgmester i en lille by i Calabrien. Han er nu dømt til 13 års fængsel.
Porten til EU
Lucano har været en af de mest feterede italienske borgmestre, og det på trods af at hans by oprindeligt kun husede godt 1500 sjæle. Han opfandt en måde at indsluse flygtninge og indvandrere i det omkringliggende samfund, og systemet fik navnet ”Riace-modellen”, opkaldt efter hans bjerglandsby på spidsen af Calabrien i en region, der ellers mest er berygtet for brutal mafia.
De kunne da komme til Riace, rigtig mange af dem. Første gang han gjorde det, var helt tilbage i 1998 og han blev ved. Byen modtog på et tidspunkt næsten fem hundrede flygtninge og indvandrere på samme tid
Samfundsforskere og repræsentanter fra andre bystyrer valfartede i årevis til Riace for at se, hvordan han havde udvirket sit lille mirakel. Han blev, som den eneste italiener, inkluderet på Fortunes liste over de vigtigste ledere i 2016, han fik en fredspris, har inspireret en Wim Wenders-film (Il Volo) og den italienske mediegigant RAI var ved at forberede en storstilet tv-serie om ham, da det hele brød så eftertrykkeligt sammen med dommen i slutningen af september.
Spoler man tiden 15 år tilbage var Riace en uanselig plet på Italienskortet, kun kendt fordi der i 1972 var havnet to velbevarede græske bronzestatuer i en lokal fiskers net. Bykernen var en identisk kopi af så mange andre landsbyer, især i syd: smuk, men med tomme faldefærdige huse, fortrinsvis ældre indbyggere og næsten ingen butikker. I Italien har man i årtier døjet med affolkning af landområder, fordi arbejdspladser er nærmest ikke-eksisterende (tiden vil vise om Covid19-pandemien og muligheden for hjemmearbejde ændrer på det).
Syditalien kom derudover under pres og blev overvældet af bådflygtninge fra Nordafrika i forbindelse med migrationskrisen over Middelhavet. De sydlige kystområder var blevet porten til EU med tusindvis af desperate migranter og flygtninge, der risikerede deres liv for at tage turen fra Libyen til europæisk jord.
De gik oftest i land på Sicilien men også lejlighedsvist i Calabrien. Og midt i et modtagelseskaos, hvor myndighederne kæmpede med at få Italiens byer til at modtage de nyankommne, tog Domenico Lucano en hurtig beslutning. De kunne da komme til Riace, rigtig mange af dem. Første gang han gjorde det, var helt tilbage i 1998 og han blev ved. Byen modtog på et tidspunkt næsten fem hundrede flygtninge og indvandrere på samme tid. Ret ambitiøst for en så lille landsby.
Lokal valuta
Og hvad bestod Riace-modellen i? Italiens modtagelsessystem er baseret på en ordning, hvor staten dagligt afsætter 35 euro per næse til de nyankommne, og med de penge skal lokale myndigheder forvalte deres kost og logi. Ofte udliciterer kommunerne opgaven til halvprivate selskaber, der opstiller store modtagelsescentre. Men i Riace var proceduren anderledes.
Migranterne hjalp med at sætte mange af de forladte huse i centrum i stand (sammen med lokale firmaer) og dermed fik bykernen et kvalitativt løft. Så blev de indlogeret i de selvsamme bygninger, som de havde været med til at sætte i stand og kunne deltage i landsbyens liv. De 35 euro om dagen satte hurtigt skub i de små butikker i landsbyen. En del af pengene blev givet i en lokal Riace-valuta (med billeder af Che Guevara, Pasolini og Gandhi mfl.) for at sikre sig at pengene blev brugt i nærområdet. De erhvervsdrivene kunne derefter gå op på kommunen og veksle dem til euro.
Det at mange kvinder havde børn med sig, førte til genåbningen af den lokale skole, hvilket igen betød, at italiensk personale blev ansat som undervisere og i andre funktioner
Lucano havde også tænkt på aktivering. Folk blev sat i lære hos de lokale håndværkere eller gav en hånd med f.eks. i landbrug, og man genoplivede næsten uddøde erhverv som glaspusteri og keramik. Et andet eksempel var affaldshåndteringen. I stedet for at bruge mange penge på små affaldsbiler, der kunne komme rundt i bjergbyens kringlede gader, blev det lagt i hænderne på et par unge afrikanske mænd, der lånte nogle kærrer og æsler og indsamlede det sorterede affald, som beboerne stillede uden for døren. Det at mange kvinder havde børn med sig, førte til genåbningen af den lokale skole, hvilket igen betød, at italiensk personale blev ansat som undervisere og i andre funktioner.
Lucano fik liv i lokaløkonomien og resultatet blev migranter, der var gode til italiensk fordi de, udover at gå til timer, konstant interagerede med lokalbefolkningen. Dermed var de klædt på til bagefter at blive indsluset i det omkringliggende samfund, hvis de fik opholdstilladelse. Riace-modellen var derfor en succeshistorie i forhold til mere traditionelle metoder andre steder i Italien. Her blev migranter typisk stuvet sammen under baraklignende forhold, afsondret fra lokalsamfundet, og i visse tilfælde fik de meget dårlige kår, fordi nogle af forvalterne af modtagelsescentrene sparede på service for at kunne putte penge i egen lomme.
En landsby på overførselsindkomster
I Riace boede migranterne i egne hjem, men reelt blev det en landsby på overførselsindkomster, fordi økonomien var baseret på de 35 euro, som migranterne fik om dagen. Selvom Lucano blev rost til skyerne, var der mange, der så skævt til at indbyggerne, groft sagt, kunne tjene penge på at lære migranter at lave keramik.
Lucano blev en politisk sag og blandt andet skarpt kritiseret af tidligere minister fra Lega-partiet, Matteo Salvini, der også er de facto leder af den italienske højrefløj. Man skal passe på med hjemmesyede gør-det-selv-metoder, når det er skatteydernes penge, man administrerer, og det viste sig, at der var rigtig meget rod i regnskaberne.
Noget der vejer i dommen på 13 år, og som han blev dømt for nu, er at have givet en nigeriansk kvinde et ID-kort, som der ikke var hjemmel for i loven
De første alarmklokker begyndte at ringe i 2016, da nogle rutinecheck afslørede, at pengene ikke altid var blevet brugt ifølge de udstukne retningslinjer. Derefter lukkede staten for tilførslen af de 35 euro per migrant, som systemet var baseret på, hvorefter størstedelen af aktiviteterne i Riace måtte indstilles.
Lucano er blandt andet blevet dømt for embedsmisbrug, for ukorrekt håndtering af offentlige midler og for at have medvirket til ulovlig immigration, men ikke for at havde beriget sig selv personligt på nogen måde. De første anklager, der senere blev frafaldet, lød på, at han havde været med til at få proforma-ægteskaber gennemført for at sikre opholdstilladelser til nogle enkeltindivider.
Noget der vejer i dommen på 13 år, og som han blev dømt for nu, er at have givet en nigeriansk kvinde et ID-kort, som der ikke var hjemmel for i loven. Han havde i et år forbud mod at bo i Riace og har også været i husarrest under noget af retssagen. Ud fra en kompliceret matematisk beregning kom strafudmålingen op på 13 år, mere end hvad anklagemyndigheden havde forlangt og usædvanligt meget for en kriminel handling, der ikke inkluderer vold eller er foretaget med personlig vinding som motiv. At der har været voldsomt kludder i regnskabet, kan man ikke komme udenom.
Skurken Lucano?
Immigration er et kontroversielt emne i Italien. Landet er delt i to vedrørende flygtninge og indvandrere, og bølgerne går højt på de sociale medier. Reaktionen på dommen er et skoleeksempel på online ekkokamre.
Lucano bliver af den ene politiske lejr set som en skurk, der har brugt italienske skatteyderes hårdt tjente penge på at skabe en slags utopi, der i sidste ende ikke har kastet andet af sig end en kult omkring hans eget ego. I den modsatte lejr bliver han hyldet som en helt, den italienske stat begår justitsmord på, og umiddelbart efter domsafsigelsen opstod der spontane støttedemonstrationer for ham rundt om i landet.
Et af de politiske stridspunkter er, at næsten alle dem, der kommer, er ufaglærte migranter – nogle endog analfabeter, og det kræver mange ressourcer at få dem integreret i det italienske samfund. Det er i forvejen et samfund med betydelige sociale skel og lav social mobilitet (og i den anden ende af skalaen er et ømt punkt et brain drain af primært unge veluddannede, der forlader landet, mellem 2008 og 2016 var det ca. 500.000).
Deres lave lønninger er forresten en af de ting, der holder priserne på frugt og grønt nede, og desværre mangler der ofte helt basal beskyttelse af deres rettigheder (det kan man tage med i overvejelserne, når man køber billigt i supermarkedet)
Men når folk kravler forkomne ned fra bådene på en siciliansk strand, er der ikke mulighed for at stille krav hverken til uddannelsesniveau eller til, at vedkommende i sit hjemland havde et job, der er brug for i Italien. Ifølge avisen Ilsole24ore havde Italien i 2016 – et år med rekordmange flygtninge og migranter – udgifter på omkring 17,5 milliarder euro på at modtage dem. Samme år bidrog indvandrere med cirka 19,2 milliarder euro i skattepenge, hvilket vil sige en netto gevinst på 1,7 milliarder euro for statskassen.
Migranterne udfører også arbejde, som italienerne helst er fri for, f.eks. at plukke frugt og grønt i markerne i Syditalien. Deres lave lønninger er forresten en af de ting, der holder priserne på frugt og grønt nede, og desværre mangler der ofte helt basal beskyttelse af deres rettigheder (det kan man tage med i overvejelserne, når man køber billigt i supermarkedet).
I Sydeuropa bliver migranterne også del af en mere uformel økonomi, der handler om at lukke hullerne, der hvor det offentlige ikke slår til, primært i forhold til børnepasning, ældrepleje og rengøringshjælp. Men det er ikke kun i Sydeuropa, at ufaglærte fremmede har en vigtig rolle. Et stort casestudie lavet over Danmark, udgivet i 2016, viser, at ufaglærte migranter skubber de indfødte til at videreuddanne sig og således ikke er negativt for værtslandet på den lange bane. Med andre ord fik de danskere, der tidligere ville have taget ufaglærte jobs, bedre jobs over tid.
Erfaringen fra Riace viser, at aktiv deltagelse i lokalsamfundet, med rettigheder og pligter, synes at være en reel billet ud af klientsystemet
Migrant-presset på Europa ser ikke ud til at forsvinde, og selvom Riace-modellen er kuldsejlet på dårlig administration og politisk modvind, har den været et eksperiment udi en anderledes tilgang til modtagelsesprocessen. Der var fordele ved – for de samme penge – at lade folk deltage i det omkringliggende samfund fra første dag i stedet for at lukke dem inde i årevis på modtagelsescentre, hvor alt personligt initiativ kvæles, mens deres sager behandles.
Erfaringen fra Riace viser, at aktiv deltagelse i lokalsamfundet, med rettigheder og pligter, synes at være en reel billet ud af klientsystemet for migranter og et første skridt på vej til at få fodfæste i en ny verden.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
