isvinteren julekalender POV

Isvinteren #9 – Hærværk og kunstværk

i Danmark/Satire af

Resumé

”Ande-gate” bliver balladen om andefarmen Roast Duck nu kaldt i medierne. Det er meget almindeligt i pressen, når den ikke kan finde hoved eller hale på en konflikt. Men i virkeligheden er der tale om en nabokrig af den slags, der er helt ude af kontrol. Spændingerne mellem den noget falmede stationsby, Folkerup, og andelslandsbyen Hipsted har nok altid været der. Ikke en klassekamp – for på begge sider af Langesø er størstedelen af byernes beboere lønmodtagere og små selvstændige uden guld og grønne skove. Men der er forskel på kulturerne i de to byer. Den ene forsøger krampagtigt at holde fast i en status, som udviklingen for længst har taget fra den. I Folkerup har man fødderne på jorden. Den anden er betragteren og henter inspiration og levebrød inde i hovedstaden.
Et læserindlæg kræver den lokale andefarm lukket for al dens svineri. Og så starter krigen mellem Hipstrup og Folkerup, der indeholder alt fra bedrag over kærlighed – til andefarmens åbenlyse rejse mod fallit.
Og så er der det mørke maskespil!
🎄🎄🎄 FØLG POV’S JULEFØLJETON  1- 24. DECEMBER 🎄🎄🎄

Ledelsen af Roast Duck er vel næppe paranoide.
Bestyrelsesformand Birger Bentzen ville snarere kalde det at være proaktiv.

”I skulle fandeme hellere lave fabrikken om til en kyllingefarm. Men det er det, I er. En flok forskræmte kyllinger”.

Juliane Bentzen hvæser ad sin far, der dirigerer flytningen af farmens stolte skulptur, terrakotta-anden, om på bagsiden af bygningerne, så den ikke står der og provokerer over mod Hipsted nogle få hundrede meter på den anden side af Langesø. Ledelsen må være fattet og ikke mindst bevare roen, nu hvor den kinesiske kapitalindsprøjtning kan være på vej.

Og så må han leve med den hysteriske datter, der flirter med socialist-økologien. Bentzen har det bedst med kontrol. Og derfor smerter det ham også inderst inde, at hans datter så utvetydigt har taget parti med andre unge. Juliane kalder andefarmen ”en svulst på det civiliserede samfund”, en betegnelse, hun har hentet fra miljøaktivisternes stærkeste kort, den unge Gitte Tutborg, der er hendes heltinde og inspiration.

Og det blev nat.
Og det blev atter morgen.

Duske havde kun et krav: Anden skulle fremstilles i ræverød terrakotta fra et kommunistisk land

Rudy Duske kørte efter sin første morgenjoint på sin elektriske invalidescooter ad broen mellem Hipsted og Folkerup ind på fjendeområdet foran andefarmen. Duske var egentlig et drillende kælenavn, der refererede til den del af 68-revolutionen, han var mest optaget af, da han gik på kunstakademiet: Den fri kærlighed. Men Bentzen accepterede Duske, fordi det mindede så meget om hans store helt – den tyske studenterleder Dutschke, som var den sårede martyr fra studenteroprøret, og som levede sine sidste år i Århus.

Kunstkarrieren blev der ikke noget af. Efter en giga-koger med efterfølgende psykose benyttede han sig ikke længere af talens brug. Han levede på mange måder som en personliggjort situationist i pagt med den kunstneriske bevægelse, der for længst var gået af mode. Noget med performance og provokationer frem for den borgerliggjorte adspredelse – oliemaling på hvidt lærred.

Duskes kunstneriske udtryk blev dansen.

Men anden – terrakotta-anden – havde han dog tegnet og designet. Så da Roast Duck for nogle år siden hørte om hans fortid på akademiet, besluttede bestyrelsen, at netop han – Rudy Duske – skulle være ophavsmanden til andefarmens skulptur. Duske havde kun et krav: Anden skulle fremstilles i ræverød terrakotta fra et kommunistisk land.

Det var første gang kinesere reddede andefarmen.

På den grønne eng mellem Roast Duck og Langesø, dansede han sin indianske sørgedans, der hvor andeskulpturen stod lænket indtil i går. Lidt svært at forstå, hvori hans behov for en invalidescooter lå, når man betragtede hans smidige dansekrop. Han svingede armene over hovedet. Den 75-årige uforløste kunstner og studenteroprører lignede mest af alt en stum, ung mand på ayahuasca-trip i en sydamerikansk regnskov.

Det er mig, der druknede terrakottaanden. Jeg ønsker at rematerialisere dette kapitalistiske symbol på gastrokulturens degeneration og endeligt

Ikke en lyd fra hans mund – blot denne rituelle dans. Så stivnede han pludselig i dansen som frosset til is af kulden. Kun de store, brune øjne bevægede sig. I den ene side af synsfeltet så han terrakotta-andens nystøbte podie på pladsen mellem farmens træhuse – men uden and. Øjnene panorerede panisk og intuitivt i stik modsat retning, mod søen. Kun det åbne vand ved udløbet fra andefarmen, røvhullet, som det nu blev kaldt efter vinterkrigens udbud, var endnu isfrit.

Så åbnede Rudy Duske sin ellers stumme mund og udstødte den aldrende mands forsinkede fødselsskrig. Primalskriget, der rungede mellem husene og bakkerne i det iskolde vinterlandskab. Det var synet af hans hærværksramte skulptur. Blot det revolutionsrøde næb stak op af det boblende vand ved kloakudløbet.

Han trak vejret dybere, end han nogensinde havde gjort med nogen Tjubang (hashpibe med voldsomt undertryk). Og så skreg han igen så højt, at alle måtte vågne i Folkerup og Hipsted.

Der var våbenhvile, mens kranen fra Dansk Autohjælp løftede den andelorte-indsmurte terrakottaskulptur ud af vågen. Den ene fod var brækket helt af, halvdelen af undernæbbet var knækket, og der var hul ind i andens bug, som flere steder blot var holdt på plads af hønsenet. De fleste tav. De unge havde allerede forladt slagmarken. Det her var simpelthen for latterligt. Duske dansede videre i sin trance, mens Josef Denaparte, healeren, trippede efter den sårede kunstner. Han ville jo bare hjælpe. Og panik kan jo være vejen til en ny begyndelse.

En skikkelse med knude i nakken og en lang vinterfrakke af bambus og fåreuld træder ud af kredsen. Det er Petrine Busto-Bering, der oprindelig var kunstner, men nu ernærer sig som tegnelærer i et af de lokale oplysningsforbund. Hun bor i Hipstrup, men holder sig for det meste for sig selv.

Hun vender sig mod de fremmødte og rejser nakken.

”Det var mig”.
“Det er mig, der druknede terrakottaanden. Jeg ønsker at rematerialisere dette kapitalistiske symbol på gastrokulturens degeneration og endeligt”.

Og så råber dette skrøbelige menneske pludselig meget højt:

”Leve den veganske kunstkritik”.

Hun træder gennem menneskemængden, som en helgenskikkelse ingen tør røre ved. Sætter sig ind i sin bil og haster mod Aftenshowet i DR1 for at forklare sit pludselige kunstværk. Med sig har hun i fint, hjemmelavet papir et dokument, hvor blot de nærmeste og mest nysgerrige tilskuere ser overskriften.

Manifestum Anatis.
Andens manifest.

isvinteren juleføljeton


LÆS TIDLIGERE AFSNIT AF POV’S JULEFØLJETON HER


Topillustration: POV International. Indsat julebillede fra Piqsels

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Sandra Klaus Juul Nissen er forfatter på en baggrund af uafsluttede universitetsstudier, herunder semitisk filologi og statskundskab. Selv kalder hun sig en ”rastløs verdensborger fra landet” – med henvisning til opvæksten som datter af en stationsforstander ved Hads Ning Herreds Jernbane.

Det var hendes lyst til at skrive, der vandt over den akademiske karriere. Sandra Klaus har efter eget udsagn for længe erkendt, at hun endnu ikke er slået igennem hos læserne med en kraft, der gør, at hun kan leve af sit forfatterskab. Derfor har hun indimellem måtte ernære sig som forfatter af romaner til danske og svenske ugeblade. To bogudgivelser er det dog blevet til ”Under maskerne” – en roman om en dansk teologiprofessors forelskelse i sin indiske yogalærer – samt – ”20 digte om livet”.

Sandra Klaus er lige nu i skriveprocessen om danske kongers ”faux pas” – og konsekvenserne heraf. Men midt i corona-krise og verdens galskab besluttede hun sig for at prøve kræfter i en ny genre; den satiriske juleføljeton ”Isvinteren – affæren i Hipsted og Folkerup”.

Følg Sandra Klaus på Instagram: sandra_klaus_word

Seneste artikler om Danmark