IDENTITETSPOLITIK // MODSVAR – “Vi vil gerne, så nuanceret som muligt, vide, hvordan det er at være barn lige nu. Men pointen er, at vi ikke bare vil vide, hvordan det er at være Louise eller Ibrahim, eller hvem forskeren nu har interviewet og observeret. Vi vil vide, hvordan det er at ”være barn” netop nu, som JTF skriver. Vi ønsker med andre ord viden, der er pålidelig (reliabel og valid), og vi ønsker at vide, om og i hvilken udstrækning den kan generaliseres. Hvis ikke vi gør det, bliver forskningen … værdiløs, bliver til fiktion, og bliver nytteløs,” skriver professor i uddannelsesvidenskab, Lars Qvortrup, i dette modsvar til Jan Thorhauge Frederiksens kritik.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Den 02/07/2021 bragte POV en kritisk kommentar af lektor i pædagogik Jan Thorhauge Frederiksen (JTF) til min kronik i Politiken den 25/06/2021. Da jeg ville svare, blev jeg rådet til at vente til begyndelsen af august, når læserne af POV var hjemme fra ferie igen. Så derfor hermed et svar med forsinkelse.
Kommentaren handler om en mindre del af min kronik, hvor jeg bruger debatten om den årlige opgørelse af dagtilbudsforskning i Norge, Sverige og Danmark som eksempel på, at nogle forskere ikke anerkender idealet om almene gyldighedskriterier for forskningsviden. Kommentaren er relevant og saglig (noget jeg har savnet i debatten) og fortjener et svar.
Når andre ved noget på deres måde, skyldes det, at de repræsenterer en situeret interesse, og den måde at vide noget på skal demaskeres ved at afsløre dens politiske karakter
JTF mener, at det er en stråmand at bruge debatten om den årlige opgørelse af dagtilbudsforskning som eksempel på identitetspolitiske tendenser i dansk universitetsforskning. Lad mig forklare, hvordan argumentet hænger sammen.
Identitetspolitik forklædt som videnskabelig metode
Udgangspunktet er, at nogle forskere ikke anerkender idealet om almene gyldighedskriterier for
forskningsviden. Opfattelsen er, at viden, også forskningsviden, er ”situated”, som det hedder i en vigtig artikel fra slutningen af 1980’erne om ”situated knowledges”.
Vi ved noget på vores måde, I ved noget på andre måder, og når vi skal forholde os til jeres måde at vide noget på, skal argumentet derfor ikke være metodologisk eller erkendelsesteoretisk, men politisk. Den bagvedliggende argumentation er, at når andre ved noget på deres måde, skyldes det, at de repræsenterer en situeret interesse, og den måde at vide noget på skal demaskeres ved at afsløre dens politiske karakter.
Det var netop det, der skete i debatten om den årlige opgørelse af dagtilbudsforskning i Norge, Sverige og Danmark, for kritikken af princippet om, at forskningsopgørelsen sker på grundlag af en anerkendelse af idealet om almene kriterier for forskningsmæssig gyldighed – dvs. kriterier som validitet, reliabilitet og generaliserbarhed – lød som følger:
”Når forskningspublikationerne bliver kritiseret for ikke at gøre tilstrækkelige forsøg på at etablere gentagelighed, reliabilitet, validitet og troværdighed af dataindsamlingsmetoder, er det (…) ikke en neutral og alment accepteret udlægning af, hvad der karakteriserer god forskning, men snarere et ideologisk og normativt standpunkt.”
Nogle har ét standpunkt, andre har et andet. Det er i min ordbog identitetspolitik forklædt som videnskabelig metode
Det kan kun forstås på den måde, at ønsket om gentagelighed, reliabilitet, validitet og troværdighed af dataindsamlingsmetoder er politisk begrundet (det er ”et ideologisk og normativt standpunkt”). Med andre ord: Alment anerkendte metodologiske og erkendelsesteoretiske idealer er ifølge kritikerne i virkeligheden ”standpunkter”. Nogle har ét standpunkt, andre har et andet. Det er i min ordbog identitetspolitik forklædt som videnskabelig metode.
Selve idealet holder vi fast i
JTF anfører i sin kritiske kommentar, at metoder forandrer sig over tid. Det er som talt ud af min mund, og jeg fremhævede det faktisk også i den kronik, JTF har set sig sur på. Som jeg skrev:
”Vi er nødt til at operere med og referere til alment gyldige gyldighedskriterier for videnskabelige udsagn. Gør vi ikke det, bryder ideen om universitetet sammen. Det betyder ikke, at disse gyldighedskriterier er hugget i sten. De diskuteres løbende og de ændres som følge af diskussionerne. Hvad der blev erklæret for sandt for hundrede år siden er ikke nødvendigvis sandt i dag. Men selve idealet holder vi fast i, og i vores forskning henholder vi os til de til enhver tid gældende kriterier.”
Det er præcist det, som har præget store dele af debatten om den kvalitative forskningsmetoder: Hvordan kan de kvalitative metoder sammenholdes med og leve op til de alment accepterede kriterier om validitet og pålidelighed?
Ønsket om gentagelighed, reliabilitet, validitet og troværdighed er ikke ideologisk og normativt. Identitetspolitik og videnskabelig metode bør ikke blandes sammen
Den bestræbelse står jeg langt fra alene med. For snart tyve år siden blev der publiceret en artikel i ‘International Journal of Qualitative Methods’, som fremhævede netop dette behov, en artikel som i øvrigt har vist sig at være en af de mest downloadede artikler fra tidsskriftet frem til i dag. “Verification Strategies for establishing reliability and validity in qualitative research”, hedder den (Morse et al. 2002).
Her indledte forskerne (Janice M. Morse, Michael Barrett, Maria Mayan, Karin Olson og Jude Spiers) med følgende fanfare: “Without rigor, research is worthless, becomes fiction, and loses its utility. Hence, great deal of attention is applied to reliability and validity in all research methods”.
Derefter præsenterede artiklen et bud på, hvordan man kan opnå reliabilitet og validitet i den kvalitative forskning. Artiklen sluttede med følgende opfordring: “It is time to attend to our own research and work toward finding consensus in broader criteria, appreciating how it is attained within the qualitative project itself, using criteria and terminology that is used in mainstream science” (Morse et al. 2002).
Med andre ord: Ønsket om gentagelighed, reliabilitet, validitet og troværdighed er ikke ideologisk og normativt. Identitetspolitik og videnskabelig metode bør ikke blandes sammen.
Bredere gyldighedskriterier
Men hvorfor er det nu så vigtigt at arbejde på grundlag af alment anerkendte gyldighedskriterier for forskning? Det svarer JTF sjovt nok selv på i sin kommentar. Efter at have fremhævet værdien af kvalitative studier af børn, skriver han:
”Kvaliteten i disse studier [børnehaveetnografi eller interviewforskning, LQ] ligger netop i, at de kan fortælle os noget nuanceret og kvalitativt om, hvordan det er at være barn netop nu”.
Jeg er helt enig med JTF: Vi vil gerne, så nuanceret som muligt, vide, hvordan det er at være barn lige nu. Men pointen er, at vi ikke bare vil vide, hvordan det er at være Louise eller Ibrahim, eller hvem forskeren nu har interviewet og observeret. Vi vil vide, hvordan det er at ”være barn” netop nu, som LTF skriver. Vi ønsker med andre ord viden, der er pålidelig (reliabel og valid), og vi ønsker at vide, om og i hvilken udstrækning den kan generaliseres. Hvis ikke vi gør det, bliver forskningen med Morse et al.’s ord værdiløs, bliver til fiktion, og bliver nytteløs.
Man gør det ikke ved at sige, at forsøg på at etablere gentagelighed, reliabilitet, validitet og troværdighed repræsenterer ”et ideologisk og normativt standpunkt”. I så fald spænder man forskningen for den identitetspolitiske tendens
Derfor arbejdes der blandt kvalitative forskere intenst på at sikre, at også kvalitativ forskning lever op til almene gyldighedskriterier for forskning, og at graden af generaliserbarhed af et givent forskningsstudie deklareres.
Det gør man ved, som Morse og hendes kolleger foreslår, at opnå konsensus om bredere gyldighedskriterier med udgangspunkt i kriterier og terminologi som bruges i ”mainstream” forskning. Og det gør man ved, som flere og flere forsøger, at kombinere kvalitative og kvantitative metoder i det, der hedder ”mixed methods”, fordi man netop derved kan koble dybde og nuancer sammen med muligheden for at generalisere.
Men man gør det ikke ved at sige, at forsøg på at etablere gentagelighed, reliabilitet, validitet og troværdighed repræsenterer ”et ideologisk og normativt standpunkt”. I så fald spænder man forskningen for den identitetspolitiske tendens.
På ét punkt tog jeg imidlertid fejl i min kronik. Jeg troede, at arbejdet med at registrere skandinavisk dagtilbudsforskning var ophørt. Men JTF har ret i, at arbejdet efter en udbudsrunde fortsættes af Kunnskapssenter for utdanning (KSU) på Universitetet i Stavanger. En af de ansvarlige for arbejdet, førsteamanuensis May-Irene Furenes, fortæller på KSU’s hjemmeside, at de er kommet til det punkt i processen, hvor man skal bedømme kvaliteten af de publikationer, som er identificeret.
”Det handler om fastsatte standarder som transparens, validitet og reliabilitet”, skriver hun. Jeg går ud fra, at JTF allerede i protest har forladt arbejdet. Det må jo være endnu et eksempel på en forskningsregistrering, der i bund og grund er udtryk for ”et ideologisk og normativt standpunkt”.
Topbillede: Lukas/Pexels
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her