KURDISTAN // NY BOG – Kurdernes væbnede modstand mod Tyrkiet har længe markeret sig ved en markant deltagelse af kvindelige soldater. Der ligger en helt speciel historie bag dette fænomen.
I det nordlige Syrien ligger Jinwar som et interessant socialt eksperiment. De første spadestik til landsbyen blev taget i slutningen af 2016, og den blev formelt indviet den 25. november 2018, hvilket faldt sammen med den internationale dag for eliminering af vold mod kvinder.
Formålet med Jinwar var og er at give kvinder et fristed for hustruvold i et patriarkalsk samfund og for den krig, der i årevis har hængt som en tung dyne i hele regionen. Initiativet kom fra kurdiske kvinder, som længe har båret en stor del af byrden i denne usikre tilstand. Som følge af tyrkisk intervention kunne det ikke lade sig gøre at placere landsbyen i områder, som den tyrkiske stat gør krav på, så derfor faldt valget på Rojava, der også går under navnet Syrisk Kurdistan.
Ad den vej har PKK tilvejebragt et ideologisk incitament for kvinderne til at gå aktivt ind i den væbnede kamp. Det er en frihedskamp på flere fronter samtidig
Hele initiativet har naturligvis rod i den patriarkalske samfundsorden, som kurdiske kvinder lever med helt inde på livet i hele regionen, men idet målsætningens anden del består i frigørelse fra krigens åg, retter det sig altså i lige så høj grad mod den tyrkiske besættelse. Og på den led falder det helt i hak med ideologien hos PKK (Det Kurdiske Arbejderparti), som i årevis har ført væbnet kamp mod Tyrkiet.
Koalition mod patriarkatet
Jinwar er et af omdrejningspunkterne i Mustafa Kemal Topals nye bog, der stiller skarpt på kurdiske kvinders deltagelse i denne væbnede kamp. Forfatteren er til daglig forsker ved Roskilde Universitet, og han har med afsæt i sin egen kurdiske baggrund ført indgående samtaler med 36 kvindelige krigere, og det er blevet til et dybdegående etnografisk studie af PKK. Det er en akademisk afhandling, og det er nok heller ikke lige en bog, man snupper med som underholdning på togrejsen, men på den anden side er det en yderst kompetent indføring i en side af kvindesagen, som er temmelig unik.
Under læsningen møder vi Zin, der er opvokset i Mardin-provinsen i det sydøstlige Tyrkiet. Som stort set alle kvinderne i bogen har hun et nært forhold til sin mor, og det var hende, der tilskyndede moderen til at forlade et voldeligt ægteskab for at starte forfra i en anden by. Zins bror gjorde intet, og efter bruddet blev han hos faderen.
”Min mor var en bedre muslim end min far,” siger hun og beskriver sin far som en patriarkalsk kujon.
Han var målet for hendes første kamp. Hun beskriver et biologisk bånd til sin mor, en slags koalition mod patriarkatet i sin voldelige form. Af eget valg begyndte hun at gå med hijab, hvilket man tydeligt forstår som et behov for at dæmme op for en angst og usikkerhed, der helt automatisk fulgte med.
Öcalan giver ikke meget for vestlig feminisme
Hun beskriver, hvordan hun lidt efter lidt begyndte at hade sig selv, for hun ønskede i bund og grund at være den helt almindelige datter i en harmonisk familie. Den indre ro indfandt sig først, da hun begyndte at deltage i protester og revolutionære ungdomsaktiviteter. Hun traf andre unge af begge køn fra PKK, og da fandt hun noget, hun kunne identificere sig med. Forbindelsen mellem kampen mod den voldelige far og mod den koloniale tyrkiske undertrykkelse af det kurdiske folk gav mening for hende.
Kvinderne fortæller om deres vej til PKK og den væbnede kamp i flere forskellige versioner. En typisk opvækst fandt sted i en landsby eller et mindre bysamfund med tydelig kurdisk majoritet. Hjemme talte man kurdisk, kulturen var kurdisk, og det var eksempelvis i forbindelse med tiden på et gymnasium i en større by, at man mødte den massive tyrkiske påvirkning. Her foregik undervisningen på tyrkisk, og der var ufravigelige krav om, at alle skulle tale tyrkisk. Resultatet var en følelse af frustration eller mindreværd hos mange af de kurdiske unge.
Öcalans filosofi
Dette minder helt klart om, hvad mange mindretalsbefolkninger oplever rundtom på kloden. Så derfor er kardinalspørgsmålet, hvorfor det kurdiske tilfælde tilsyneladende skiller sig ud, og ikke mindst at så mange unge kvinder vælger at slutte sig til den væbnede del af PKK, som de tyrkiske myndigheder betragter som en terrorbevægelse.
Forfatteren nævner, at der er mængder af tilfælde, hvor kvinder tilslutter sig oprørs- eller frihedsbevægelser, men efterfølgende må sande, at det ofte ikke ændrer markant ved det generelle kvindesyn, når situationen atter falder til ro.
Kvinders taktiske manøvrer er også bedre end mænds. Samtidig er kvindens tilpasningsevne i forhold til naturen og en livsførelse stærkere, hvilket giver hende en fordel
At det kurdiske eksempel tilsyneladende skiller sig ud, kan forklares ved Abdullah Öcalan og hans tænkning. Han var blandt grundlæggerne af PKK i 1978 og måtte allerede året efter flygte til Syrien. I 1999 bortførte den tyrkiske efterretningstjeneste ham under et ophold i Kenya, og han har siddet fængslet lige siden. Han har gennem årene stået som et symbol for den kurdiske sag, og selv om han i februar i år opfordrede PKK til at opløse sig selv og nedlægge våbnene, står hans ideologi fortsat som et vigtigt pejlemærke for bevægelsen.
Öcalan giver ikke meget for vestlig feminisme. Han argumenterer med, at selv om kvinden ser ud til at spille en central rolle i det liberale vestlige samfund, betragtes hun i bund og grund ikke som andet end et objekt eller et redskab, som samfundet kan bruge til at tjene penge. Som han ser det, er vestlig feminisme optaget af at skabe juridisk lighed mellem mænd og kvinder, og at det hele foregår med henblik på at integrere kvinderne i et mandsdomineret samfund. Man overser helt, at den liberale feminisme også er et redskab for kapitalismen, der udnytter kvinden i arbejdsstyrken.
Öcalan mener i øvrigt også, at marxismen overser dette element, og det benytter han til at foretage en ideologisk sammenkædning af to grundlæggende elementer – afskaffelse af kønsundertrykkelse og etnisk undertrykkelse.
Livet i bjergene
På den måde kan man sige, at det hele går op i en højere ideologisk enhed. Ad den vej har PKK tilvejebragt et ideologisk incitament for kvinderne til at gå aktivt ind i den væbnede kamp. Det er en frihedskamp på flere fronter samtidig.
I starten skabte dette problemer. Den første generation af kvindelige soldater forsøgte at konkurrere med mændene og at være lige så maskuline som mændene. Mange kvinder betalte en høj pris i form af rygsmerter og andre fysiske skavanker. Öcalan var skeptisk over for denne fremgangsmåde. Han mente ikke, at en imitation af mændene ville udruste kvinderne optimalt til krig. Han ræsonnerede snart, at kvinderne måtte indse, at mænd og kvinder er forskellige, og at kvinderne derfor måtte spille på andre tangenter.
En vigtig del af denne tilgang er kønsadskilte træningslejre. Og navnlig for kvinderne er det vigtigt at komme bort fra bymiljøerne og deres indbyggede undertrykkelse. Dette skabte en vigtig del af PKK’s helt særlige system, idet man placerede lejrene ude i bjergene, langt fra menneskelig bebyggelse.
Dette kommer også til udtryk i Jinwar, selv om landsbyen ikke er omgivet af bjerge, men af vidtstrakt halvørken. Det essentielle er naturen, som sætter kvinderne i stand til at få et nyt forhold til deres egen krop. Dér er de i stand til at forstå, hvad deres krop kan udrette, og hvordan man skal forstå den.
”I krig er en kvindes vilje stærkere end en mands, fordi kvinderne er kønnet med den stærke vilje,” siger således Ronya, en af de kvinder, som forfatteren har interviewet. ”Den undertryktes vilje vokser sig stærkere. Kvinders taktiske manøvrer er også bedre end mænds. Samtidig er kvindens tilpasningsevne i forhold til naturen og en livsførelse stærkere, hvilket giver hende en fordel.”
På den måde har livet i bjergene som begreb fået næsten mytologisk klang i den kurdiske nationalbevægelse. Men ud over at dette har skaffet guerillabevægelsen en række indlysende militærtekniske fordele, har det også frembragt helt indlysende resultater. Kvinderne fører en kamp på flere forskellige fronter: mod deres egen patriarkalske mentalitet og kropsopfattelse, mod naturen i bjergene, i forbindelse med den interne strid i PKK mod den maskuline mentalitet og endelig den antikoloniale kamp.
Og netop fordi PKK som bevægelse har skabt nogle ideologiske rammer for disse kampe, er man nået frem til en situation, hvor kvinderne betragter sig selv som mindst lige så gode soldater som mændene, der for deres vedkommende ikke længere betragter kvinderne som det svage køn.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og