INTERVIEW – På sådan en vandkold efterårsdag i Øgadekvarteret i Aarhus er det næsten umuligt at genkalde sig Seouls ulidelige sommervarme, som den føltes for et par måneder siden. Ligesom det havde været svært at genopleve det flygtige møde med en af Sydkoreas intellektuelle, hvis ikke det var for noterne og lydfilerne på en gammel, smadret iPhone 4.
Tre dage efter min kæreste og jeg var blevet spyttet ud af morgenflyveren fra Hong Kong, kom Kim Seong-Kon rundt om et hjørne i Kyobo-bygningens golde foyer og viste os ind i en elevator, der førte os ned i en kælder fyldt med bøger og mennesker.
”Dette er Kyobo-boghandlen. Den mest berømte boghandel i Korea. Det er her mange koreanske forfattere kommer og signerer deres bøger,” forklarede han, imens vi bevægede os ned igennem bygningen indtil det punkt, hvor elevatordøren gik op, og vi trådte ud i en 1000 kvadratmeter stor labyrint af bogreoler, bogstakke, plasticplanter, lamper og kasseapparater.
Kort sagt et forunderligt virvar af konkrete ting og abstrakte tegn med den her stikkende lugt af nytrykt papir lige i næsen. Mennesker var der som sagt også, men de var stille som på et museum. Bevægede sig langs reolerne eller sad på gulvet og læste, fordi pladserne ved bordene var optagede.
Summende stilhed.
Kim Seong-Kon foldede hænderne foran sig, imens vi så os omkring efter et sted at fotografere ham og hans ulastelige jakkesæt. ”Ser I, koreanske forfattere har det godt. De bedste bliver dyrket som filmstjerner og tjener mange penge,” sagde han.
I det samme gik vi videre ud i labyrinten med små, forsigtige skridt. Foran et bord tog vi billedet, der pryder denne artikel. Et svagt aftryk af Kim Seong-Kons elegante væsen.
Derefter bevægede vi os 10. etager op i Kyobo-bygningen og gik ned ad en gang og ind i et rum til venstre. Et mødelokale af en slags med et vindue hvorfra man kunne se Gwanghwamunpladsen i det centrale Seoul, som den tunge varme indhyllede i et slør af utilnærmelighed.
Vi havde inden afrejsen sendt e-mails til en håndfuld koreanske forfattere, litteraturkritikere og akademikere. Vi ville snakke om de væsentligste ting: Litteraturen. Det menneskelige. Om forskellene mellem øst og vest og nord og syd.
Kun Kim Seong-Kon havde tid. Nu sad han foran os. Isterningerne klirrede imod glasset i den kolde kaffe. Samtalen kunne begynde.
♣
Han er 68. Hans far var tolk for det amerikanske militær efter opløsningen af den japanske besættelse af Korea i 1945. I flere år kom og gik amerikanske officerer i barndomshjemmet i Seoul, som var det en bar i det vilde vesten. Kim Seong-Kons mor havde et stort arbejde med at sørge for mad og drikke og gæstfrihed, mens den lille Kim spidsede ører og lyttede…
I dag er han præsident for et institut, der oversætter koreansk litteratur til engelsk og omvendt. Selv har han bl.a. oversat Ernest Hemingways roman A Farewell to Arms til koreansk. Han er også professor ved Seoul National University i filosofi og engelsk. Og så er han fast klummeskribent i The Korea Herald, hvor han skriver indlæg om kulturens tilstand i Korea.
Alt det fortæller han langsomt med en dyb stemme, der trækker vokalerne et halvt sekund længere, når den vil understrege en pointe. Han er omhyggelig med sine ord. Har læst mange selv. Han fremhæver Henrik Ibsens Et dukkehjem, som en af sine store læseoplevelser:
”A Doll’s Hoouuse!”
Hvad kunne du li’ ved den?
”Jeg havde fornemmelse af at den foregik ved verdens ende. Et stille og isoleret sted… A… veeery… straaange… feeeeling… ”
Hvordan ser du forskellene mellem koreansk og vestlig litteratur?
”På engelsk lyder et ordsprog; ude af syn, ude af sind. Hvis du ikke ser en person i lang tid, er det kun naturligt, at du glemmer ham. Koreanerne derimod er ligeglade med geografiske afstande. Koreansk digtning, folkeviser og popsange er fyldt med temaet om at savne nogen, som er langt borte. En elsket, et familiemedlem, en ven. Det er den koreanske sentimentalitet: lige meget hvor du er, vil jeg aldrig glemme dig. Venskaber varer evigt, ligesom kærlighed og hengivenhed gør det.
Da jeg var gæsteprofessor et år på Berkeley Universitetet i Californien, blev min kone i Korea med vores søn, som skulle passe sin skole, mens jeg havde vores datter hos mig i USA. Alle mine kollegaer på universitetet troede, at vores ægteskab var gået i stykker, fordi vi ikke boede sammen længere.”
Stilhed.
“Just one second, please. It’s gettiing waaarm in heeere.” Kim Seong-Kon rejser sig og forlader mødelokalet. Et minut senere kommer han tilbage.
”Hvor var vi?”
Forskellene i sentimentaliteten?
”Aahh yes, amerikanere og europæere er rationelle og fornuftige. Hvis et par oplever uoverensstemmelser, går de hver til sit. Koreanere er mere følelsesladede. Ordet ’forhold’ findes ikke på koreansk. Det er mere et bånd mellem mand og kvinde. Selv om et par kan have uenigheder, bliver de sammen. Der er ikke mange skilsmisser i Korea.”
En digter, Kim Sowol, har skrevet et digt opkaldt efter blomsten azalea. Sowols digt ligner den irske digter Yeats’ The Cloth of Heaven. Sowol siger: ’Hvis du er træt af mig, og hvis du vil forlade mig, vil jeg lade dig gå, men jeg vil sprede blomster for dine fødder.’ Hvilket betyder: Ja, jeg vil dig lade gå, mens hvis du går, ødelægger du min drøm, blomsterne.”
Hvordan har opdelingen mellem nord og syd påvirket koreansk litteratur?
”Vi har denne egenartede form for litteratur, der bliver kaldt ’the litterature of division’. Den er optaget af den menneskelige tragedie, som opdelingen af landet er. 12 millioner mennesker blev påvirket af opdelingen. Familier blev skilt. Folk kunne ikke vende tilbage til deres hjem.
Hvert år arrangeres der et møde mellem familiemedlemmer fra hver side af grænsen. Men det nordkoreanske regime vil kun tillade 100 mennesker at deltage. Det er en endagsbegivenhed. De ser hinanden, de omfavner hinanden, græder og skilles så igen. Litteraturen skildrer denne tragedie. Flere forfattere fra de ældre generationer har skrevet håbefuldt om genforeningen, men det bliver en vanskelig proces.
De to lande er vokset så langt fra hinanden og er så forskellige, at jeg har svært ved at forstille mig det, hvordan det kan komme til at ske.”
Kim Seong-Kon ser på sit ur. Han må videre til en anden aftale. Men inden han går, overrækker han en brun papirspose af den slags, man ofte får i souvenirbutikker. I posen er en bog, en paraply, en håndskrevet liste over syv oversatte koreanske forfattere, der er værd at tjekke ud, og en sammenklipset udskrift af fire af hans klummer fra The Korea Herald. Han giver os det hele.
Listen med Kim Seong-Kons snørklede bogstaver lyder således:
Novelists:
Sok-Young Hwang: The Guest, The Old Garden
Mun-Yol Yi: Our Twisted Hero
Seung-U Lee: The Private life of Plants
Kyung-Sook Shin: Please Take Care of Mom
Han Kang: The Vegetarian, Human Acts
Hye-Young Pyum: Caring for Plants
You-jeong Chung: The Origin of Spicies, Seven Years of Night
Bogen i posen er et eksemplar af Han Kangs The Vegetarian. Det er den eneste af anbefalingerne, der også er oversat til dansk, og hun kommer i øvrigt på BogForum i år. ”Hun er en lovende forfatter. Den måde hvorpå hun skildrer den psykiske og den fysiske vold i et samfund er meget interessant,” understreger Kim Seong-Kon.
Han følger os ned i foyeren. Vi tager afsked. Med ét var han der, og med ét var han væk. Kim Seong-Kon går rundt om et hjørne og forsvinder ud af syne.
Den lærde mand i den store by.
Foto: Julie Schmidt Andersen
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og