Claus Ankersen: I dag begynder vinteren

i Danmark/Liv & Mennesker/Sundhed af

FREDAGSKLUMME – Ansvarsfraskrivelse. Dette er ikke en feel-good tekst. Det er en klumme om min fars død og mine personlige erfaringer med særligt sundhedssektoren, så hvis du har det svært med kritik af sundhedssystemet og offentlige ansattes medansvar, skal du nok bruge din fredagsstund på at læse en anden klumme. Når det er sagt, støtter jeg naturligvis bedre forhold, uddannelse og løn til den offentlige sektor og dens mange dygtige, selvopofrende og samvittighedsfulde varme hjerter og hænder.

For mig er november porten til dødsriget. Det er chok, traume og sorg. Det er alle de voldsomme og negative, udadreagerende følelser, der følger med desperation og afmagt. November måned er et sørgebind af manglende tværgenerationel forventningsafstemning som hvert år minder mig om, hvordan min allersidste rest af tiltro til vores nuværende samfundssystem forsvandt. Skide være med mørket og det plaskvåde vejrlig, havde jeg nær skrevet.

Det er novembers indre landskab, dens psyko-geografi, som er vanhellig og forbandet. For i november for seks år siden døde min far. Banket flad og slået ihjel af to multiresistente hospitalsinfektioner og et ikke-diagnosticeret intensiv delirium. Han døde i dag, fredag den 30. november efter et forløb på samlet 21 dage, hvor han nåede at være indlagt på to hospitaler. I det sekund min far trak vejret for sidste gang, begyndte det at sne. Den ydre vinter varede i fem måneder. For mig var den “fimbul” – den evige vinter.

For min fars død var på sin vis også min. Det eneste jeg ville, udover at tage den afmægtiges ulykkelige hævn, var at tage med ham

Delirium

Egentlig skulle mit allerkæreste menneske blot have haft en sub-akut ballonudvidelse på Gentofte Hospital, men fordi det var fredag, og hospitalet droslede ned til weekenden, besluttede man sig til at beholde ham, hvor han var indlagt – to dage senere blev han smittet med den multiresistente hospitalsbårne lungebetændelse HAP. Man kunne udlede det af hans pludselig stærkt forværrede tilstand og af den nye antibiotika i droppet.

Jeg bad om et møde og spurgte direkte til det. Den ledende overlæge løj vores familie lige op i hovedet. Ork, nej – vores far var ikke ved at dø, hvis det var det, vi spurgte til, lo hun rigt og overskudsagtigt (ingen spurgte, hvorefter hun gentog svaret på et spørgsmål, som aldrig blev stillet).

Ork nej, haha, en HAP – Det tror jeg ikke, belærte lægen, sådan nogen har vi ikke haft i år. Det blev nådigt journaliseret to dage efter. Vi blev ikke orienteret om risici ved respiratorbehandling, det ene hospitals journal blev ikke overført til det andet hospital, hvor min far blev besmittet med endnu en hospitalsbåret lungeinfektion, VAP.

Jeg blev smidt ud af pårørenderummet af en sadistisk oversygeplejerske, det såkaldte ekspertpersonale evnede ikke at diagnosticere min fars galoperende intensiv-delirium, og fordi han var blevet psykotisk og derfor rev alle sine respiratorslanger ud og ikke ville mere, skulle han aflives, mente personalet, som ikke havde opfanget min fars kritiske tilstand. Ellers kunne lægen miste sit job, måtte vi forstå!

Min far var blevet midlertidig vanvittig af den blanding mellem intensiv afdelingens særligt stressende miljø, intubationen af et fremmedlegeme (respiratoren) og den tilhørende medicinske behandling. Heldigvis lykkedes det i bogstaveligt talt sidste sekund at få personalet til at erkende ’tankemylderet’, og så gik det ellers videre ned ad bakken mod en ufortjent og lidelsesfuld død, som synes at være skræddersyet til at materialisere min fars værste fobier; magtesløs, forvirret, gakgak, snøret ind i slanger og alene resignerede han i et sederet mørke uden at kunne kommunikere.

Hvis du har prøvet at være pårørende og mistet en elsket på et hospital og er en af de mange, som ikke kan diske op med en solstrålehistorie om en helt hurrasyg og fantaaastisk behandling, ved du godt hvad det hele handler om

For lige at træde lidt mere i vanskæbnen, skamferede den sadistiske oversygeplejerske min far ved at barbere hans lange hår og skæg af, lige efter hun havde bedt mig forlade hospitalet. (Det var irriterende, at jeg sad og observerede og tog notat af alting).

Med barbermaskinen fjernede hun hans sidste livsvilje og tro på, at han kunne overleve. Få dage senere stod afdelingens ansvarshavende overlæge så og remsede alle de frygtelige ting op, som var galt med ’far’ som hun kaldte vores far. Og fortalte os at ’far’ skulle have fred nu. Vi var fuldkommen i chok.

Den lille sub-akutte ballonudvidelse for den lille blodprop i hjertet, som anses for et rutineindgreb, var lige så stille blevet journaliseret om til, at min far praktisk talt var død, inden han blev indlagt på det første af de to nordsjællandske hospitaler, han nåede at besøge.

Min sidste tiltro til det meste

Så i dag, fredag den 30, november, 2012, lige før middag, kl. 11.44, trak min elskede far vejret for allersidste gang, mens en enkelt tåre stille trillede ned af hans underligt skægløse kind. Dermed forsvandt min sidste tiltro til … ja, til det meste, faktisk. Alt det både min far og hans far før ham troede på og arbejdede for og bidrog til. Fællesskabet. Velfærden. Systemet. Institutionerne.

Så man kan roligt sige at jeg, by proxy, har dårlige erfaringer med det danske sundhedsvæsen – og med sundhedspersonale i særdeleshed. Og jeg forstår godt, at folk får lyst til at ’snakke’ nærmere med sygeplejersken eller lægen, når de har mistet deres allerkæreste i ulykkelige forløb fulde af bommerter og svigt. For man er ikke ansvarsfri, fordi man implementerer regler andre har lavet, og man er ikke ansvarsfri, selvom man ’bare passer sit arbejde’.

Lad mig sige det på den måde, at havde det været i vikingetiden, havde jeg nok taget min hest og redet op og sat ild på det lortehospital og hugget personalet ned for fode. Det kan godt være sammenligningen med nazistiske koncentrationslejrvogtere er usmagelig, men i det mindste var de fleste af dem soldater og var formentlig blevet skudt på stedet for ikke at ville parere ordre og hævdholde reglerne.

Så i dag, fredag den 30, november, 2012, lige før middag, trak min elskede far vejret for allersidste gang, mens en enkelt tåre stille trillede ned af hans underligt skægløse kind. Dermed forsvandt min sidste tiltro til … ja, til det meste, faktisk

I vore dage kan man faktisk, i det mindste teoretisk, sige fra, sige op og finde et andet arbejde, hvis man ikke føler man kan stå inde for de vilkår, man skal udføre sit arbejde under. Langt de fleste kan ovenikøbet få dagpenge eller en gylden faldskærm, mens de slikker sårene og ser efter noget andet. Men jeg red ikke til Frederikssund og Hillerød og lod stålet tale. Jeg skrev en bog om det i stedet for. Den Danske Dødebog, verdens fjerde dødebog som kommer først i det nye år.

Hvis du har prøvet at være pårørende og mistet en elsket på et hospital og er en af de mange, som ikke kan diske op med en solstrålehistorie om en helt hurrasyg og fantaaastisk behandling, og har været en tur gennem sjælens kulsorte nat og er kommet ud på den anden side, eller hvis du er midt i processen og sidder fast til halsen, ved du godt hvad den – også – handler om.

For min fars død var på sin vis også min. Det eneste jeg ville, udover at tage den afmægtiges ulykkelige hævn, var at tage med ham. At opløses og forsvinde, sådan som sorgen rent fysisk føltes. Og det blev sådan set ikke bedre, for i processen der kom efter, blottede vores såkaldte velfærdssamfund sine rådne tandstumper og skoggerlo hånligt af familiens ulykke. Mødet med det sociale system er et absurd og tragisk kapitel i egen ret.

Læger begraver deres patienter i tavshed

Der er mange HAP- og VAP-relaterede dødsfald om året i Danmark. Oveni, formentlig et enormt, ikke-journaliseret mørketal. Området er stærkt tabuiseret, for det forholder sig nemlig sådan, at smitten kommer fra selve hospitalsmiljøet. Det er – med andre ord – ikke fordi patienternes pårørende ikke kan finde ud af at spritte deres hænder af, at de hospitalsbårne infektioner dræber flere og flere.

Men læger begraver deres patienter i tavshed, som et gammelt mundheld siger, og det sidste man skal gøre, når man er syg, er at lade sig indlægge, som den ene sygeplejerske ler til den anden med smil i øje, før børnene skal hentes i fritteren, golfbanen skridtes af eller fredagsbaren tømmes. Hihi og tak for gravkaffe.

Velfærds-Danmark findes ikke. Det er en fyrre år gammel myte. Du skal ikke regne med hjælp

Selvfølgelig skal sundhedspersonale have identificerbare navneskilte eller numre på. Og selvfølgelig skal patienter og pårørende, klienter og forældre have mulighed for at konfrontere offentligt ansatte i alle sektorer med deres medansvar for virkningerne af det system, eller den institution, de arbejder for og i. De ansatte må så sende bolden videre opad, ligesom den – i øjeblikket uberørte – borger bør betime sig fællesskabets værd og stemme på politikere, som er oprigtigt interesseret i ikke bare at genoprette men at genskabe et rigtigt velfærdssamfund. Lidt ligesom det vi drømmer, vi har. Men som vi ikke har haft længe.

Og fordi afmagt bliver en stadigt større del af vores oplevelse af et ulige samfund og en udsultet, fordjøffet og forpint offentlig sektor, går det ikke at forskanse sig bag anonymitet og vagtværn. Det er at puste til gløderne.

Systemet skal laves om. Simpelthen. I modsat fald kan jeg kun opfordre til ærlig gennemsigtighed, så vi kan få afstemt vores forventning til stat og samfund med virkeligheden: Velfærds-Danmark findes ikke.

Det er en fyrre år gammel myte. Du skal ikke regne med hjælp.


Topfoto: Pxhere

Hvis du har lyst til at støtte mit arbejde, kan du donere som du nu synes på mobile pay: 71844591 og være med til at gøre hestebønner, hummus og kålhoveder til skrift.

Forfatteren, digteren og kunstneren Claus Ankersen er en af hovedkræfterne i dansk og international spoken word og ordkunst. Han har uddrevet dæmoner i DR, smidt med smør på SMK, stillet op til kommunalvalg med kunstnerpartiet Gratis Lykke og modtaget juryens pris Hegnspælen for digtinstallationen ALTID på Enghave Plads. Ankersen skriver tosprogligt og har performet, udstillet og optrådt i 19 lande. Udvalgt materiale er oversat til 12 sprog. Han har udgivet ti bøger. Digtsamlingen Grab Your Heart And Follow Me udkom i Indien i foråret 2018 og forfatterens nyeste, Pendæmonium, udkom i september. Ankersen er uddannet antropolog og har tidligere skrevet for Rendestenen, Dato og Murmur.

Seneste artikler om Danmark