BERETNING – En mand i en hvid skjorte ser opmærksomt med fra afstand, da Lene Rohde en dag kravler over plankeværket til en fremmed have og “låner” nogle hyldeblomster. Det bliver begyndelsen på et længere forløb, hvor Lene indædt forsøger at råde bod på sit uskyldige hyldeblomsttyveri – noget, der viser sig at være lettere sagt end gjort…
Min sommer begynder den dag, det ikke gør noget, at det regner. Når et lummert tordenvejr eller vind, som rusker, er lige så velkomment som hedebølgen, alle før eller siden brokker sig over. Og så er der hylden. Når hylden blomstrer, følger alt det andet med. Ærterne, jordbærtiden, grilldunsten, ubekymret lethed og duften af bål og larmende lykkeridende festgæster i gaderne.
Når hylden blomstrer, smider småbørnene bleen, bager sandkager og skyder i vejret i takt med hinanden i havens skygge. Fra den ene dag til den anden er det eneste, der er i luften, duften af den søde hyldeblomst, der slidt, men elsket, i misforståede versioner gør vold på de fleste sommerdrinks.
Sådan en sommersøndag formiddag beslutter jeg mig for at høste årets hyldeskærme. Blomsterstøvet hvirvler rundt i den halvkølige blæst, der giver gåsehud på de bare arme, når skyerne haster forbi solen.
Pludselig står jeg som en anden Alice i Eventyrland under det forbudte hyldetræ. Under træet er der placeret en rundkreds af træstubbe til at sidde på. Det er en rigtig have. Lidt vild, mystisk, skyggefuld og skjult, præget af omsorg og umage. Så eksotisk bare et plankeværk væk
Jeg bor bagerst i gården. Her på Frederiksberg kalder vi det Havehuset. Og vi er da også omgivet af haver på alle sider. Grønne haver med hyldeblomster, skjult bag gamle plankeværker, hvor vi hører lattermilde, ukendte stemmer slå sommerstemningen an.
Vores egen have og gård huser fire hyldetræer med højthængende, spinkle grene med hyldeskærmene spredt mod himlen i alle retninger. Jeg henter aluminiumstrappestigen i redskabsskuret og kravler op, mens havens børn stimler sammen om mig og lægger de små nakker tilbage, og deres store øjne følger mig for hvert et trin opad mod den svimlende trætop. Det er en ulige kamp, og jeg hopper op og ned ad stigen, flytter den rundt for at finde grene med blomster, jeg kan nå.
Gården og plankeværket. Foto: Lene Rohde
”Hvorfor kravler du ikke over dér?”, kalder lille Regitzes far, der står bøjet over pigen og den trehjulede, og peger på plankeværket for enden af baggården. ”Det er et firma, der har den have, de bruger nok ikke deres blomster”, tilføjer han og nikker mod de tætte grene med deres pollenmættede blomster fristende i håndhøjde.
Jeg køber straks ideen og flytter stigen hen til plankeværket, hænger kurven med saks og blomster på et rustent søm, kravler op over de rådne planker, der giver sig faretruende, og hopper ned på den anden side.
Pludselig står jeg som en anden Alice i Eventyrland under det forbudte hyldetræ. Under træet er der placeret en rundkreds af træstubbe til at sidde på. Det er en rigtig have. Lidt vild, mystisk, skyggefuld og skjult, præget af omsorg og umage. Så eksotisk bare et plankeværk væk.
Manden i den hvide skjorte
Blomsterne plukker næsten sig selv, og kurven er hurtigt fuld. Jeg har fået ro på og skænker ikke ejendomsretten over naturens små blomster mange tanker. Jeg kigger rundt, og jeg kigger op. På fjerde sal i bygningen for enden af haven, står en slank mand i en hvid skjorte helt stille i vinduet og kigger ned på mig. Jeg falder mildest talt ikke just i et med havens grønne tapet, klædt i en lysende lilla jakke og med en cykelkurv flettet i alle regnbuens farver. Fuld af hyldeblomster.
Manden står rank med armene over kors og følger hver eneste af mine bevægelser med øjnene. Jeg føler mig – med rette – opdaget. ”Det er jo ikke hans blomster”, tænker jeg selvretfærdigt. Det er ubehageligt at føle sig overvåget. Min kurv er fuld, og jeg vil ud nu. Jeg står stille og kigger op på manden, for ligesom at vise, at jeg har set, at han har set mig, og at det er helt normalt, at jeg er kravlet over et plankeværk og har fyldt en kurv med hyldeblomster fra en fremmed have.
Jeg har på ingen måde lyst til at tage turen tilbage over plankeværket med mandens øjne i nakken, så i stedet retter jeg ryggen og tager målrettet retræten gennem haven og gården. Jeg kigger ikke op, men kan stadig mærke blikket fra manden i den hvide skjorte. Jeg ender lidt desorienteret på Gammel Kongevej og drejer til venstre ad min egen vej. 30 meter nede ad gaden rager facaden af et hus op bag en parkeringsplads.
Manden i den hvide skjorte på fjerde sal spøger i mit hoved sammen med mere eller mindre realistiske forestillinger om mulige konsekvenser af min ugerning. Hvor uskyldig den end måtte være, har jeg trods alt uden tilladelse kravlet ind i fremmede menneskers haver
På fjerde sal står manden i den hvide skjorte og kigger ned på mig fra vinduet i et andet af lejlighedens værelser. Jeg føler, at jeg ligeså godt kunne have gået forrest i et 100 mand stort marchorkester og spillet på tromme.
Lettet og i tryghed bag min egen port med min tyvekurv erindrer jeg stigen ved plankeværket i baggården. Jeg stiller kurven foran min gadedør og går tilbage i baggården. Jeg skuler op mod vinduet på fjerde sal. Manden i den hvide skjorte kigger ned på mig. Jeg får lyst til at vinke, men sender ham i stedet et stort smil, inden jeg haster bort med stigen.
I mit køkken sætter jeg blomsterne til at safte på køl, og eftermiddagen bruger jeg på andre gastronomiske sysler, der skal ende som en veritabel mormormiddag og serveres for en god veninde. Blomsterduft og godt humør i luften går i et med rabarberkompot og agurkesalat, og en kylling simrer lystigt i gryden.
Jeg vimser rundt i mit køkken og traller mig næsten lystigt ud af min urolige samvittighed, men også kun næsten. Manden i den hvide skjorte på fjerde sal spøger i mit hoved sammen med mere eller mindre realistiske forestillinger om mulige konsekvenser af min ugerning. Hvor uskyldig den end måtte være, har jeg trods alt uden tilladelse kravlet ind i fremmede menneskers haver. ”Det er jo ikke hans have”, tænker jeg.
”Men mon han siger det til dem?”
Bekendelse
Rocken spiller i radioen. Til sidst når jeg frem til, at jeg må foregribe eventuelle begivenheders gang og bekende min synd til hyldens ejermænd.
Jeg finder et passende postkort frem og skriver: ”Kære jer, der har den smukke have. I dag har jeg kravlet over jeres plankeværk og plukket hyldeblomstskærme. Det er naturligvis forkert, og jeg beklager meget. Jeg håber, I vil tilgive mig, og jeg vil mægtig gerne give jer en flaske hyldeblomstsaft, når den er færdig. Bare send en sms til 25122776. Kh Lene nr. 7B”.
Jeg smider kortet på køkkenbordet og får mere ro i sindet.
Veninden, jeg har inviteret til middag, har jeg kendt siden folkeskolens første klasse. Hun tager mig, som jeg er, og er beskeden og taknemmelig for alt, hvad jeg serverer for hende.
”Vi har en mission efter maden”, siger jeg, mens hun med store øjne og munden fuld af mormormad lægger øre til min beretning om hyldeblomsttyveriet. Da sommeraftenen er gået på hæld, er det tid at fuldføre missionen. På vejen peger jeg op, mens vi begge kigger mod fjerdesalen på det fritstående hus.
Jeg forestiller mig i et kort sekund, at det hele ramler sammen, og at jeg larmende ender forslået og forrevet på toppen af molevitten med en flaske hyldeblomst i favnen, mens en flok mennesker forbavset kommer tililende. Inklusive manden i den hvide skjorte
”Nej”, råber jeg og knækker sammen af grin, ”Ikke pege derop. Tænk, hvis han ser os!” Fnisende, sammenbøjet, som for 40 år siden i skolegården, runder vi hjørnet og stopper op med et langt pausesuk, som da vi var småpiger og havde overlevet, hvad som helst nyt i vores verden. Alvorligt kigger vi på dørskilte og finder hyldefabrikantens navn ved opgang nummer to. Jeg sætter postkortet godt fast bag dørtelefonen.
Nu har jeg gjort, hvad jeg kan. Jeg sender veninden af sted med et kram, og hun forsvinder, vinkende på cyklen i den dovne sommeraften.
Næste formiddag tikker der en sms ind. ”Hej Lene. Tak for dit kort. Det er der nok ikke mange, der ville have skrevet 🙂 Vi bruger ikke blomsterne selv, så bare tag, hvis du vil have flere. Håber, du får lavet noget lækker saft 🙂 Hilsen Dorthe fra Hummel :-)”
”Ærlighed betaler sig altid”, tænker jeg, velvidende, at postkortet næppe ville være blevet skrevet, hvis det ikke lige var for manden i den hvide skjorte, der knipsede mig på fersk gerning med et blik fra fjerde sal.
En uventet drejning
Tre sommeraftener senere, hvor den store gryde i køleskabet er blevet flittig rørt i med kærlig hånd, er de råsyltede hyldeblomster klar til næste skridt i processen. Jeg sender Dorthe et foto af den gyldne saft, der løber fra blomsterskærmen gennem tragten ned i den store glasskål på køkkenbordet. ”Hvor ser det hyggeligt ud”, skriver Dorthe smiley-begejstret tilbage.
Hyldeprocessen. Foto: Lene Rohde
En times tid senere er 3,5 liter saft hældt på flasker. Jeg puster en pink ballon op og sætter den med køkkensnor fast på en flaske. Nu skal hyldeblomsterne tilbage til de retmæssige ejere.
Jeg lægger flasken i cykelkurven og går om i baggården med den. Der er stemmer bag det lave hegn, der deler naboens haver, og jeg kan skimte kroppene bag stemmerne.
Jeg står med begge hænder på plankeværkets kant og holder vejret. Uden stigen til at støtte mig er turen på de rådne planker denne gang lidt mere farefuld, og jeg forestiller mig i et kort sekund, at det hele ramler sammen, og at jeg larmende ender forslået og forrevet på toppen af molevitten med en flaske hyldeblomst i favnen, mens en flok mennesker forbavset kommer tililende. Inklusive manden i den hvide skjorte.
Historiens drejning skaber ingenlunde ro i min baghave og kommer fuldkommen bag på mig. Jeg er fast besluttet på selv at have indflydelse på hyldeblomsteventyrets slutning
Jeg fisker flasken op af kurven og lister hen til hyldetræet. Med adrenalinen bankende i årerne placerer jeg flasken på en af stubbene og hiver mobilen op af baglommen.
Det er en yndig scene. Den gyldne saft i den smukke flaske med den pink ballon, der majestætisk troner på sin stub i alt det grønne. Tilfreds med mit værk kravler jeg uforstyrret tilbage og går fornøjet til køjs. Næste morgen sender jeg det fine fotografi af flasken med en sms til Dorthe: ”God fredagsbar – spiritus vil helt sikkert klæde den”.
Hyldesaften med pink ballon. Foto: Lene Rohde
Svaret kommer kort tid efter: ”Hi hi, det er ikke træet i vores have, kan se ind i nabohaven, at det må være der”, skriver Dorthe, og jeg fornemmer, hvordan hun står og morer sig kongeligt i sin egen have, som jeg ikke ved, hvor befinder sig.
Historiens drejning skaber ingenlunde ro i min baghave og kommer fuldkommen bag på mig. Jeg er fast besluttet på selv at have indflydelse på hyldeblomsteventyrets slutning, men er også urolig ved tanken om, at manden i den hvide skjorte alligevel er den retmæssige ejer. ”Hvad pokker gør jeg nu…synes jo, at det er jer, der fortjener saften?” spørger jeg Dorthe.
”Du drikker bare din saft med god samvittighed, og skal du bruge flere blomster, kan du plukke i vores have. De hænger lavt. Du kan ringe på i porten, så er der nok en, der lukker dig ind, så du ikke skal kravle over plankeværket igen”, skriver Dorthe i en sms med pænt mange smileys. Jeg svarer, at jeg vil kigge forbi og plukke flere blomster senere…
Hyldens sande ejermand
Men jeg er også vældig nysgerrig på, hvem pokker jeg så har stjålet blomster fra og hvem, der finder flasken under hyldetræet. Er det mon manden med den hvide skjorte?
Jeg finder saksen frem, lægger den i cykel-hyldekurven og vil lige stikke hovedet over plankeværket inden, jeg skal ind til Dorthe og plukke flere blomster. Det første, jeg får øje på i baggården, er en gul ballon med et brev på tørresnoren: ”Hej Hylde-låner. 1000 tak for den meget fine flaske saft. Det var alt for galt med sådan en stor flaske…håber, der også var til dig selv! Bedste hilsner, og god sommer til dig. KH dine naboer. PS. Vi har delt den i hele opgangen”.
Min nysgerrighed nager så meget, at jeg næsten får mavepine. Hvem bor i hyldehaven? Og hvem er manden med den hvide skjorte og det mørke hår?
Jeg kan mærke, at Dorthe har travlt, men jeg er nødt til at finde ud af, hvor den anden have er. Dorthe peger ned i højre hjørne af haven, og jeg kan nu se stubbene, hvor jeg satte flasken fra en helt anden vinkel
Jeg tager et foto af brev og ballon, som jeg sender til Dorthe, og griber kurven. Det er en dejlig sommerdag, jeg har ferie og klipklappere på. Jeg haster ned ad vejen, rundt om hjørnet og hen til Hummel-porten. Jeg trykker hurtigt tre gange på klokken og står og tripper. Den store port går op, og jeg går ind og kigger mig omkring.
Baghuset med haven, hvor jeg troede, jeg havde plukket hylden, er en villa. En lys kvinde kommer ud af en dør og kigger nysgerrigt på mig. Dorthe har kort mellemblondt hår, med langt pandehår, der svinger til den ene side. Hun har en lille diamantpiercing i venstre næsebor og en blå slå-om-kjole med hvidt mønster på. Hun er et par år yngre end mig. Hun giver mig smilende hånden: ”Kom, så skal jeg vise dig vores hyldetræ”, siger hun og peger ned mod det bagerste af haven.
Jeg kan mærke, at Dorthe har travlt, men jeg er nødt til at finde ud af, hvor den anden have er. Dorthe peger ned i højre hjørne af haven, og jeg kan nu se stubbene, hvor jeg satte flasken fra en helt anden vinkel. ”Du kan bare plukke så mange blomster, du vil”, siger hun og går tilbage mod huset. Det er nogle dejligt store blomsterskærme, og jeg får hurtigt plukket de 40 skærme, der skal til en portion.
Jeg vinker mod terrassen og råber et tak og farvel ud i luften og smutter igen med min kurv. På hjemvejen lægger jeg nakken tilbage og kigger op mod fjerde. Og det har jeg faktisk gjort siden, hver gang jeg passerer huset med manden i den hvide skjorte.
Topfoto: Flickr
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her