DANSKHED & MEDBORGERSKAB // KRONIK – “Hvis du – kære dansker – flyttede til Færøerne, ville du så følte dig inkluderet og talt til, hvis lagmanden holdt en tale og roste færingerne for god opførsel under coronakrisen? Hvis han sagde “Vi skal passe på færingerne …” spørger cand.mag. Helene Brochmann, der har set nærmere på den kommunikation, der kommer fra politikerne og myndighederne og som tog til under coronakrisen.
Forleden sagde statsminister Mette Frederiksen i en af sine udmeldinger i forbindelse med coronakrisen: “Danskerne holder afstand, har styr på hygiejnen og viser hensyn” og påpegede, “at genåbningen stadig afhænger af, at danskerne fortsat husker at overholde afstandskrav og god hygiejne, så smitten ikke begynder at sprede sig igen.”
Jeg undrer mig over, at hun åbenbart ikke mener, at nordmændene og grønlænderne og amerikanerne og somalierne og inderne og brasilianerne her i landet har styr på hygiejnen, og at det ikke betyder noget, om de overholder afstandskravene.
Eller hvordan skal det forstås?
Mange politikere og journalister siger “danskerne”, når de mener “befolkningen”. Mette Frederiksen gør det hele tiden.
I sin store tale d. 11. marts 2020, den aften hun meldte ud, at landet skulle lukkes ned, sagde hun “danskere” eller “danskerne” otte gange.
“Det jeg vil sige her i aften, vil få konsekvenser for alle danskere.” “Da jeg stod her i går, var 157 danskere smittet med corona.” “Vi skal alle gøre alt hvad vi kan for at passe på danskerne.” …
Men er det “danskerne” og “befolkningen” det samme? Ja, siger nogle. Og Mette Frederiksen er bare inkluderende, når hun taler på den måde. Den holdning blev fx fremført af sprogforsker Marianne Rathje, ansat i Dansk Sprognævn, i Politiken 18. maj 2020: “For os, der ikke så nemt bliver krænket på andres vegne, lyder det netop ekskluderende, hvis man ikke mener, at folk, der kommer fra et andet land, men har boet her i mange år, er danskere. En dansker er efter min mening en person, der bor i Danmark, uanset hvor man kommer fra.”
Nu er der jo også mange mennesker, der opholder sig her i landet – og er udsat for coronasmitte – uden at have boet her i “mange” år – studerende, gæsteforskere på universiteterne, medarbejdere i de store internationale firmaer. Og folk, der først er kommet hertil for nylig, men som måske gerne vil blive her. Dem bør Mette Frederiksen vel også inddrage. Men lad os bare se bort fra dem et øjeblik.
Når Marianne Rathje tillægger ordet betydning, ikke efter kilder og ordbøger, men ud fra sin personlige mening, og opfatter det som inkluderende at kalde alle, der bor i Danmark for danskere, uanset hvor de kommer fra, giver det anledning til to spørgsmål: Er hendes opfattelse i overensstemmelse med den generelt oplevede virkelighed her i landet – og er alle dem, vi taler om, overhovedet interesseret i at blive “inkluderet” på denne måde, altså i at blive betegnet som danskere?
Mit korte svar vil være “nej” til begge dele. Det vil jeg udfolde i det følgende.
National eller etnisk identitet
Skal man gå mere udførligt ind i det, må svarene på de to spørgsmål nødvendigvis flette sig lidt ind i hinanden.
Psykologisk set er “identitet” et interessant kryds mellem det, man selv føler sig som og det omgivelserne opfatter en som. Hvis det ikke er det samme, kan det give anledning til en indre splittelse eller en følelse af ikke at høre til nogen steder. Det er der fx mange transpersoner, der oplever.
Vi bliver alle hurtigt kategoriseret af vores medmennesker, især ud fra vores sprog vores udseende. Ikke ud fra, hvor vi bor henne
På samme måde er national eller etnisk identitet ikke noget, man bare uden videre selv kan vælge, ligesom det ikke helt og holdent kan defineres af omverdenen.
Mange unge fra Grønland oplever dette, hvis de ikke taler grønlandsk. I Grønland bliver de regnet for danskere, fordi de taler dansk; i Danmark bliver de anset for at være grønlændere, fordi de ser grønlandske ud.
Selv vil de nok gerne føle, at det er omvendt – at de kan høre til begge steder. Vi bliver alle hurtigt kategoriseret af vores medmennesker, især ud fra vores sprog vores udseende. Ikke ud fra, hvor vi bor henne.
Sprogets betydning for ens egen følelse af nationalt tilhørsforhold kommer tydeligt frem i et kandidatspeciale i sociologi fra Københavns Universitet af Mai Lundemark med titlen “Både og – men hverken eller”, der handler om danskere, der har bosat sig lige uden for Danmark, nemlig i Skåne. En af de interviewede heri siger, at hun altid vil føle sig som en slags indvandrer:
”Fordi jeg aldrig lærer sproget hundrede procent… man har altid en accent, så jeg kommer aldrig til at føle mig hundrede procent integreret, det tror jeg ikke, jeg gør.” Men sproget er ikke det eneste.
En anden fortæller om, hvordan han “bliver ‘høfligt, reserveret, tillukket’ ekskluderet fra at høre til”, og at hvis han skal opnå et “lokalt tilhørsforhold”, må han “‘go all in’ og blive svensker, klæde sig som svensker, tænke som svensker og interessere sig for de svenske ting, som er anderledes end danskernes”.
Hvis danskere har det sådan, bare de tager over Øresund, hvordan må det så ikke være for alle dem, der kommer som nytilflyttere til Danmark? Her får opfattelsen “alle-der-bor-i-Danmark-er danskere” også et problem, fordi det bare ikke er så ligetil at påtage sig en ny national identitet.
Tilflytterens perspektiv
Nuria Schultz er født i Spanien, men har boet her i landet, siden hun kom hertil som 26-årig i slutningen af 1950’erne, og hun blev dansk statsborger i 1960. Hun og hendes nyligt afdøde danske mand var gift i over 60 år:
“Retsligt set er jeg dansker. Men jeg føler mig ikke som dansker, og det kommer jeg aldrig til. Jeg stortrives her, mine børn og børnebørn er her, mit liv er her, jeg ville ikke have det anderledes.”
“Men min identitet var og er spansk og jeg synes det ville være sørgeligt, hvis man glemte det, man er født og vokset op med. Det handler ikke om ikke at høre til. Det er bare sådan det er. Det er heller ikke noget problem, synes jeg. Jeg reagerer ikke specielt på det, når politikerne siger “danskerne” hele tiden.”
“Jeg ved godt, at det også er til mig. Men det er som om nogle af dem prøver på at gøre os så ens allesammen. Vi skal allesammen være danskere, synes de. Jeg tror, at hvis jeg følte mig fremmed og blev dårligt behandlet, som mange gør, så ville jeg ikke føle mig inkluderet i det ord. ”
Nationalpatriotisk norm
Justin Karlsson er født og opvokset i USA og kom til Danmark som studerende for 35 år siden. Han blev dansk gift, har danske børn og er lektor på pædagoguddannelsen. Han siger:
“Desværre er den nationalpatriotiske retorik blevet normen hos mange politikere. Min mening er, at hvis ordet “danskerne” vitterlig forstås af alle som et inkluderende udtryk om alle, der er en del af samfundet, så lad gå. Men det tror jeg ikke en døjt på!”
“Jeg tror, at de fleste oplever ordet “danskere” som et afgrænsende ord, som betegner et folk, en slags etnisk betegnelse, som ikke hænger sammen med andre tegn på tilhørsforhold, såsom indfødsret, pas, stemmeret, at betale skat – ikke mindst!”
“Jeg selv har amerikansk pas og kun permanent opholdstilladelse i Danmark, og sjovt nok opfatter jeg mig selv inkluderet i ordet “danskerne”, da jeg insisterer på at blive opfattet som hørende til. Men det hænger også meget sammen med socioøkonomisk status og uddannelsesniveau – altså den kulturelle kapital, man har.”
“Når man er i min situation og fra et vestligt land, er det én ting: så har man det privilegium, at man selv kan vælge, hvad man vil være, hvorimod hvis du er fra “de ikke vestlige lande”, har du mindre plads at navigere på. Jeg underviser på et modul som hedder “Kulturmøde og interkulturalitet”. ”
“Mange af de studerende som vælger modulet har en mangfoldig baggrund, så at sige. De identificerer sig også ofte som tyrkere, pakistanere, bosniere, osv., selv om de er alle født og opvokset i Danmark. Det har altid undret mig, men det er der vel grunde til.”
Et tredje perspektiv får vi fra Aidan Ault, som er i slutningen af 20’erne, har dansk statsborgerskab efter sin mor og også taler dansk, men som kun har boet her nogle få år som barn og først for nylig er flyttet hertil igen:
“Jeg føler en vis distance til danskerne, eftersom jeg har tilbragt det meste af mit liv i udlandet, og når jeg hører Mette F.’s taler, er det lidt som at høre en fortsat historie, hvor jeg bare ikke har været med fra begyndelsen.”
“Så jeg tror, at selvom jeg føler mig som dansker, så oplever jeg ikke “alle danskere” som nødvendigvis henvendt til mig, men til dem, der har været det altid. Selvom jeg prøver at assimilere mig igen, gør hendes måde at udtrykke sig på ikke meget for at få mig til at føle mig enten inkluderet eller ekskluderet, jeg føler mig bare som en tilskuer.”
Som disse eksempler viser, er der bestemt ikke et 1:1-forhold mellem at bo i Danmark og føle sig som “dansker”. Man kan sagtens være “fuldt integreret”, som det så smukt hedder, som Nuria Schultz, eller have statsborgerskab og dansk mor, som Aidan Ault, uden at man vil tage den betegnelse på sig. Og de har ovenikøbet en kulturbaggrund og et udseende, der glider meget upåfaldende ind i den danske kolonihaveidyl. Men hvad med dem, som Justin Karlsson taler om, som kommer “andre” steder fra? Eller som bare ikke har lys hud og blå øjne? Jeg gætter på, at alle i dette land, der er født her, men “ser fremmede ud” har prøvet at blive spurgt: “Hvor kommer du fra?” og at få komplimenten “Hvor taler du godt dansk!”
Begge dele er naturligvis venligt ment, men man vil bare aldrig sige sådan til én, man umiddelbart opfatter som dansker. Det behøver ikke anfægte den pågældendes følelse af indre danskhed, men det er da ikke så underligt, hvis det gør.
Er det overhovedet attråværdigt
Utku H. Güzel skriver i Jyllands-Posten 1. nov. 2019:
“(Man kan) finde mange med anden etnisk baggrund, som kæmper en ihærdig kamp for at blive betragtet som danskere. (…) Etniske danskere, derimod, prøver at fortælle dem, at de ikke er danske eller nogensinde kan blive det. De er muslimer, og de vil altid forblive muslimer, som absolut ikke kan forenes med danskhed. (…)
Jeg forstår simpelthen ikke, hvorfor så mange med anden etnisk baggrund kæmper så ihærdigt for at kunne kalde sig selv for danskere med anden etnisk baggrund? Er det ikke fint nok at være tyrker, som er bosiddende i Danmark? Det burde da være helt okay f.eks. at have interesse for den tyrkiske fodboldliga frem for den danske.
Ligesom det vel er helt okay, at man hellere vil læse en roman på tyrkisk end på dansk? Så længe man går på arbejde og betaler skat, følger de danske love og regler, lever et normalt og fredeligt liv uden at genere andre, så burde det vel være helt okay “bare” at være herboende tyrker.
Hvorfor denne ihærdige kamp for at blive kaldt dansker med tyrkisk, arabisk eller anden etnisk baggrund? Som om det eneste rigtige er at være dansker!”
Hvis Mette Frederiksen mener, at hun taler til Utku H. Güzel, må der altså enten være tale om, at hun bare rammer ved siden af, eller at hun prøver at pådutte ham en betegnelse, han ikke selv er specielt interesseret i.
Det kan ikke undgås, at en masse mennesker her i landet må tænke: “OK, den klub har jeg bare ikke adgang til.” Og så er det jo, at Mette Frederiksens “danskere” ikke omfatter dem
At Güzel i øvrigt har fat i noget, når han påstår, at der er nogen her i landet, der ikke er lige så rundhåndede med dansker-billetterne som sprogforskeren Marianne Rathje, skal man ikke lede længe efter eksempler på.
Så sent som 18. maj 2020, samme dag som Marianne Rathjes klumme var i Politiken, skrev Pia Kjærsgaard, udlændingeordfører for Dansk Folkeparti og tidligere formand for Folketinget, i en kronik i Information:
“At være integreret som dansker handler om, at man (…) føler sig som en dansker med den kulturelle og historiske baggrund, vi som nation har oparbejdet, udviklet og bragt med os gennem et utal af generationer. At man har tage landet og dets værdier fuldt ud til sig. (…)
At man blander sig med den danske befolkning. Ikke blot med bekendte, men venner man deler overbevisning og livsanskuelse med. Dem, man inviterer med til sine fødselsdage og deler sin hverdag med.” (…)
“At man helt grundlæggende har valgt det danske samfund til, for det er her, man ønsker, at ens familie skal leve et fremtidigt liv. Og det gøres nu bedst, hvis man har valgt landet til. Også i hjertet.” Det kan ikke undgås, at en masse mennesker her i landet må tænke: “OK, den klub har jeg bare ikke adgang til.” Og så er det jo, at Mette Frederiksens “danskere” ikke omfatter dem.
Jamen, hvad skal man så sige?
Marianne Rathje skriver også i sin klumme, at “danskerne” er et udmærket ord, for hvad er alternativet? Det burde ikke være så vanskeligt. Vi kan se på, hvad nogle af Mette Frederiksens statsministerkolleger sagde, da coronakrisen lukkede landene.
Erna Solberg, statsminister i Norge, er fra partiet Høyre, og kunne som sådan måske netop forventes at anslå en nationalistisk tone. Men nej, da hun talte om nedlukningen af Norge 18. marts, talte hun først og fremmest til “vi”. “Vi skal klare det … “, “Vi må alle for en periode ændre hvordan vi lever vores liv … “, “vi har tillid til og respekt for hinanden … “. Én gang, i et kort historisk tilbageblik på tidligere kriser, siger hun “nordmænd”, men ellers er det “hele Norge” og “alle som bor i Norge”, hun taler til.
Stefan Löfven, Sveriges socialdemokratiske statsminister, holdt tale til nationen 22. marts. Han indledte med “I aften vil jeg henvende mig direkte til jer, det svenske folk.” Forskellen på “det svenske folk” og “svenskerne” er hårfin, men jeg vil være tilbøjelig til at mene, at det er tættere på betydningen “alle der bor i Sverige”.
Han siger det kun den ene gang, og resten af talen er henvendt til direkte til tilhørerne – han siger “du” og “dig”, og når han taler om befolkningen som sådan siger han “mennesker”, “dine medmennesker” og “hver person”. Den konservative premierminister Boris Johnson i Storbritannien indledte en tale til nationen 10. maj med: “It is almost two months since the people of this country began to put up with the restrictions on their freedom – on your freedom …” og han fortsætter med “you”, “this country”, “we” og “everyone”. Der er ikke én henvisning til briterne i talen.
Og tager vi et stort spring – til Dubai – kan Pia Ault, der har boet i landet i 12 år, fortælle, at landets leder Sheik Mohammed indleder sin taler med “Dear Dubai residents and citizens.” Som hun siger: “Alle vi expats, som i øvrigt er den største del af befolkningen, ved, at vi aldrig bliver accepteret 100 %, fordi vi er gæstearbejdere. Men han inkluderer alle når han taler.”
Det handler om kommunikation, ikke krænkelse
Sprogforsker Marianne Rathje antyder, at det handler om krænkelse, endda på andres vegne, når man stejler over brugen af ordet “danskere”, når det er hele befolkningen, der menes. Men som det gerne skulle være fremgået af det foregående, er det slet ikke dét, der er på spil.
Hvis statsministeren gerne vil tale til alle mennesker i dette land, og hvis andre politikere og journalister gerne vil beskrive virkeligheden så præcist som muligt, så er det uhensigtsmæssigt at anvende et begreb, der i praksis ikke dækker alle i dette land. Det er ganske enkelt dårlig kommunikation.
Hvis du – kære dansker – flyttede til Færøerne, ville du så følte dig inkluderet og talt til, hvis lagmanden holdt en tale og roste færingerne for god opførsel under coronakrisen? Hvis han sagde “Vi skal passe på færingerne …”?
Den 18. maj beskrev lederen i Dagbladet Information, at coronasmitten er mere udbredt blandt mennesker med ikkevestlig baggrund her i landet, og der blev opregnet en række faktorer, der kan være medvirkende til forskellen.
“Det undrer mig meget så tit og så meget, man hører hver dag ordene Danmark, danske og udlændinge. Det er svært at føle sig en del af dette land”
Blandt flere forklaringer var også en teori om, at det kunne hænge sammen med at de pågældende måske ikke i samme grad som andre efterlever de råd og henstillinger, der gives fra myndighederne. Hvis det er rigtigt, kunne det måske hænge sammen med, at de ikke føler sig talt til?
Dertil kommer, at ordet slet og ret har mistet sin uskyld og er blevet en etnisk, nationalistisk betegnelse gennem de sidste årtiers “udlændingedebat”. Som en spansk kvinde skrev til mig i et kommentarspor på Facebook: “Tak fordi du siger det. Jeg er spanier og det undrer mig meget så tit og så meget, man hører hver dag ordene Danmark, danske og udlændinge. Det er svært at føle sig en del af dette land.”
Tænk hvis nu Mette Frederiksen havde sagt:
“Alle i Danmark holder afstand, har styr på hygiejnen og viser hensyn” og “Genåbningen afhænger stadig af, at vi alle fortsat husker at overholde afstandskrav og god hygiejne, så smitten ikke begynder at sprede sig igen.”
Mangler det præcision? Mangler det nærvær? Eller ville det ikke bare være så meget bedre end at sige danskerne og dermed, måske bevidst, måske på grund af en misforstået idé om at være inkluderende, bruge et begreb, som desværre er blevet alt andet end dét.
Topillustration: Wikipedia.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
