Hvorfor har Fritz Bauer ikke en gade i København?

i Historie/Politik & Samfund af

KRONIK – Der er masser navne at vælge imellem, hvis Vejnavnenævnet skulle få lyst til at hædre nogle af de mange mennesker, der måtte flygte på grund af deres religion, etnicitet eller politiske overbevisning, skriver Niels Rohleder. Men tidens politiske tendenser vejer sandsynligvis imod, mener han, med henvisning til nævnets to socialdemokratiske medlemmer og partiets aktuelle flygtningepolitik.    

Bevæger man sig rundt i området ved Malmøs universitetshospital, kommer man til gaden med navnet Fritz Bauers gata. Fritz Bauers Gade. Hvem var egentlig Fritz  Bauer?

Den jødiske socialdemokrat var født i 1903 og arbejdede som dommer i Stuttgart, da Hitler kom til magten i 1933. Kort efter blev han afskediget og sat i koncentrationslejr. Ud kom han kun, fordi han underskrev en ydmygende underkastelseserklæring og lovede uden forbehold at støtte “den tyske kamp for ære og fred”, som den blev ført af Tysklands nye, nazistiske magthavere.

I 1936 fik Fritz Bauer mulighed for at flygte til Danmark, hvortil hans forudseende søster og svoger var udvandret allerede i 1934. I København fik han nye problemer. Han forsøgte uden arbejdstilladelse at hutle sig igennem i den danske hovedstads juristmiljø – blandt andet støttet af den senere ombudsmand, juraprofessor Stephan Hurtwitz. Samtidig blev Bauer fulgt tæt af både fremmedpoliti og sædelighedspoliti. For ud over at være jøde og socialdemokrat følte han sig seksuelt tiltrukket af mænd.

Vejnavnenævnet består af fire politikere: to fra Socialdemokratiet, én fra Alternativet og én fra Enhedslisten. Det er næppe svært at overbevise de to sidstnævnte om, at tiden er inde til at hædre flygtninge, men vil det også være opportunt for socialdemokrater i lyset af partiets aktuelle flygtningepolitik?

Efter at have haft sex med en dansk mand – som han erkendte – blev han beskyldt for at være involveret i forbudt homoseksuel prostitution. For ganske vist var sex mellem to mennesker af samme køn ikke forbudt i Danmark – i grel modsætning til forholdene i Tyskland – men ligestilling mellem hetero- og homoseksuelle var der på ingen måde tale om i 1936.

Det lykkedes Fritz Bauer at overleve i et Danmark, der ikke ser med stor varme på flygtninge fra Hitlers Tyskland, og 1. januar 1940 kan han på Københavns Hovedbanegård endda gense sine forældre efter fem års adskillelse. De har fået udrejsetilladelse, og de danske myndigheder har modstræbende givet efter for Fritz Bauers tiggerbreve om at lade forældrene Ludwig og Ella Bauer rejse ind.

Godt tre måneder senere står den nazistiske besættelsesmagt i landet. Kort efter står en tysk soldat sammen med en dansk politibetjent i døren hos Fritz Bauers søster og hendes mand i København for at anholde Fritz Bauer. Det lykkedes ham i første omgang at undslippe, men i september 1940 anholdes han på gaden i Korsør og sættes først i Vestre Fængsel, siden i Horserødlejren.

Samarbejdspolitikken under ledelse af den socialdemokratiske statsminister Thorvald Stauning redder i første omgang Fritz Bauer fra at blive udleveret til Tyskland. Han løslades og indgår i juni 1943 et proformaægteskab med en af sine danske venner, børnehavepædagogen Anna Maria Petersen.

Men ægteskabet med en dansk kvinde kan ikke beskytte ham, da de tyske myndigheder i oktober 1943 indleder jødeaktionen. Efter otte dage i skjul, lykkedes det natten til den 13. oktober 1943 Fritz Bauer, hans forældre, hans søster og svoger og deres to små børn at komme med en fiskerbåd til Sverige.

Af sine 13 eksil-år tilbragte Fritz Bauer godt halvandet år i Sverige – resten i Danmark. Alligevel skal man til Malmø for at finde en gade, som er opkaldt efter ham

I Stockholm glider Fritz Bauer ubesværet ind i det socialdemokratiske flygtningemiljø, hvor han blandt andet redigerer tidsskriftet Sozialistische Tribünemed den senere forbundskansler Willy Brandt, der ligesom Fritz Bauer havde været nødt til at forlade sit tilflugtssted i et af Sveriges nabolande.

Umiddelbart efter Nazitysklands endelige nederlag rejser Fritz Bauer tilbage til København, hvorfra han efter yderligere fire år vender tilbage til Tyskland til en stilling først som retspræsident og siden som ledende statsadvokat i Braunschweig.

Vores humanistiske arv

Kendt er Fritz Bauer for sin rolle som anklager i den store Auschwitz-retssag i Frankfurt (1963-65) – skildret i instruktøren Lars Kraumes tyske spillefilm Fritz Bauer: En fjende af staten fra 2015, som også har været vist i danske biografer. Frem til sin død i 1968 forblev Fritz Bauer en skarp kritiker af de tyskere, der havde drevet nazismen frem, og som nu igen sad på magtfulde poster i Vesttyskland.

Af sine 13 år i eksil tilbragte Fritz Bauer godt halvandet år i Sverige – resten i Danmark. Alligevel skal man til Malmø for at finde en gade, som er opkaldt efter ham.

Ægteskabet med en dansk kvinde kan ikke beskytte ham, da de tyske myndigheder i oktober 1943 indleder jødeaktionen. Efter otte dage i skjul, lykkedes det natten til den 13. oktober 1943 Fritz Bauer, hans forældre, hans søster og svoger og deres to små børn at komme med en fiskerbåd til Sverige

Hvorfor mon? Er svenskerne bedre til at stå ved den humanistiske arv, der har gjort, at de – ligesom andre nordiske lande – har givet beskyttelse til forfulgte? Skammer vi os i Danmark så meget over, at Fritz Bauer og andre tyskere, der flygtede, fordi de var jøder, socialdemokrater, kommunister eller humanister, fik en dårlig behandling, og at mange af dem ikke var nær så heldige som Fritz Bauer, men tværtimod blev udleveret direkte til Gestapo, fordi den danske regering mente, at der ikke var plads til flere flygtninge i landet?

Uanset at mange tyske flygtninge fik en elendig behandling i Danmark før og under Anden Verdenskrig, så har nogle tusinde alligevel overlevet, fordi de fik beskyttelse i Danmark i kortere eller længere tid.

Dét kan vi godt være bekendt, og det er der grund til at mindes i dag.

Vejnavnenævnets opgave

Under Københavns Kommune findes et vejnavnenævn, der har travlt med at navngive de mange nye veje, gader, pladser og alléer i den hastigt voksende storby København.

Vejnavnenævnet består af fire politikere: to fra Socialdemokratiet, én fra Alternativet og én fra Enhedslisten.

Det er næppe svært at overbevise de to sidstnævnte om, at tiden er inde til at hædre flygtninge, men vil det også være opportunt for socialdemokrater i lyset af partiets aktuelle flygtningepolitik?

Hertil er at sige, at en god del af de mange mænd og kvinder, der overlevede på grund af deres danske asyl, var socialdemokrater på linje med Fritz Bauer, Mette Frederiksen og Henrik Sass Larsen.

Der er en righoldig bruttoliste at tage fra, hvis Vejnavnenævnet skulle få lyst til at hædre nogle mennesker, der måtte flygte på grund af deres religion, etnicitet eller politiske overbevisning. Og samtidig mindes en dansk humanistisk tradition, som let kan blive glemt i disse år

Tag bare SPD-politikere som tidligere rigskansler Philipp Scheidemann, tidligere rigsdagsmedlem Karl Raloff eller lederen af SPD’s eksilarbejde i Danmark Richard Hansen. Hvis man vil råde bod på uret, kan man også opkalde en vej efter den tyske socialdemokrat Valdemar Pötsch, der i april 1939 blev anholdt af dansk politi og dømt for ulovlig indrejse og britisk agentvirksomhed. Uheldigvis for ham sad han i fængsel, da Danmark blev besat den 9. april. Allerede tre dage senere imødekom det danske justitsministerium beredvilligt en udleveringsbegæring fra Nazityskland. Socialdemokratens skæbne efter overdragelsen til Gestapo er ukendt.

Hvorfor skulle de socialdemokratiske medlemmer af Vejnavnenævnet dog modsætte sig, at københavnske veje blev opkaldt efter hæderkronede partifæller?

En god del af de mennesker, der flygtede fra Hitler, var naturligvis kommunister. Nogle af dem fik dengang eller siden blod på hænderne som den senere DDR-minister for statssikkerhed Ernst Wollweber, der i 1930’erne ledede et internationalt kommunistisk sabotagenetværk fra København. Han står nok ikke på nogen liste over hædersmænd, der fortjener at lægge navn til en vej.

Men blandt de mest prominente tyskere, der søgte tilflugt i Danmark, var den verdenskendte dramatiker Bertolt Brecht og hans kone, skuespilleren Helene Weigel. Ægteparret blev især knyttet til Thurø og Skovsbostrand på Svendborg-kanten, hvor de boede, og hvor Bertolt Brecht tilbragte nogle af sine mest produktive år. Men hans stykker blev sat op på københavnske teater, hvilket giver ham en særlig tilknytning til København. Og nu, hvor selv Aksel Larsen og Mogens Fog har fået hver sin plads i det københavnske gadebillede, kan der måske også blive plads til verdensstjerner som Bertolt Brecht og Helene Weigel?

Kvinder i fremtrædende politiske positioner var en sjældenhed i 1930’erne. Ikke desto mindre er der inden for kunst og videnskab en lang række kvindelige Hitler-flygtninge. som alle søgte tilflugt i Danmark, og som man med lige så stor ret kunne opkalde en vej efter.

Det kunne være Tysklands første kvindelige biolog Olga Kuttner, leksikonredaktøren Paula Strelitz, matematikeren Käte Fenchel, der arbejdede tæt sammen med Harald Bohr, eller fysikeren Hilde Levi, der gjorde sig bemærket som en af Niels Bohrs medarbejdere.

Andre bud kunne være malerinden Marion Brock, der senere blev gift med den danske billedkunstner Henry Heerup, hvis efternavn hun tog, eller bibliotekaren og sangerinden Leonore Marcus, mor til forfatteren Maria Marcus. Og man kunne blive ved.

Der er med andre ord en righoldig bruttoliste at tage fra, hvis Vejnavnenævnet skulle få lyst til at hædre nogle mennesker, der måtte flygte på grund af deres religion, etnicitet eller politiske overbevisning. Og samtidig mindes en dansk humanistisk tradition, som let kan blive glemt i disse år.

Kilder:

“Hitlerflüchtlinge im Norden, Asyl und politisches Exil 1933-1945”, Neuer Malik Verlag, Kiel, 1991.

“Deutschsprachiges Exil in Dänemark nach 1933”, Wilhelm Fink Verlag, Kopenhagen, München, 1986.

“Fritz Bauer oder Auschwitz vor Gericht”, Ronen Steinke, Piper Verlag GmbH, München/Berlin, 2014.

Niels Rohleder er journalist og ansat som rets- og migrationspolitisk rådgiver hos Enhedslisten på Christiansborg.

Topbillede: Skribenten

Niels Rohleder (f. 1962) er uddannet journalist. Han blev i 2011 ansat som rets- og migrationspolitisk rådgiver hos Enhedslisten på Christiansborg og meldte sig ved samme lejlighed ind i partiet. Han er uddannet på Danmarks Journalisthøjskole og har undervist i journalistik samme sted samt på Roskilde Universitet og på højskolerne Vallekilde og Krogerup. 1987-2003 var han journalist på Information. Niels Rohleder er forfatter til to romaner og en debatbog. Han er vokset op i Sønderjylland og bor i dag i København,