JAN GRARUP // KOMMENTAR – Historien om Jan Grarup er ikke bare historien om én mand, der løj – det er i den grad også historien om et mediesystem, der lod ham gøre det. Hvorfor er det så svært at forholde sig både til myter fra en anden tid og til nutidens fakta og konsekvenser?
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Jan Grarup var manden, der altid befandt sig midt i verdens brændpunkter. Med kameraet som skjold og samvittighed så han krigens rå virkelighed i øjnene og kom hjem med fantastiske billeder, der rystede os alle igennem de store medier. Jan Grarup var ikke bare en fotojournalist. Han var myten om den modige enspænder, der gik ene derind, hvor andre flygtede ud.
Rigtig meget af det var bare ikke sandt. Det ved vi alle sammen, for det har været offentlig viden siden 2023.
Jan Grarup har dokumenteret løjet om rejser, opgaver, krigszoner og private forhold. Han har manipuleret virkeligheden i bøger, interviews og dokumentarer. Ikke bare én gang – men systematisk gennem flere årtier. Og det fik han ikke alene lov til af de store medier – han blev nærmest tilskyndet til det.
Vi elskede myten – og valgte at tro på den
Fra 2001 til 2009 var Jan Grarup fastansat i Politikens Hus, hvor han blev lanceret som “verdens bedste krigsfotograf”. Politiken valgte ham som stjernefotograf frem for andre mindst lige så dygtige og mere samvittighedsfulde pressefotografer. Hvorfor?
Et svar på det spørgsmål kom ærligt og uden omsvøb som citat fra en tidligere redaktør i podcasten Bedraget – løgnens anatomi, produceret i 2025 af Helle Maj og Jørn Stjerneklar: “Fordi vi kunne tjene penge på ham. Fordi han altid kom hjem med bedre historier end de andre.”
Grarups mange løgne blev ikke systematisk afsløret af en stor medieinstitution, men af det lille, uafhængige foretagende
Grarup blev en visuel frontfigur, som mange benovede kunne beundre og spejle sig i. Han blev et brand, der kunne sælge historier og hæve avisens profil. Og derfor valgte mange omkring ham – også de ansvarlige – at se gennem fingre med de kritiske spørgsmål, der trængte sig på undervejs.
De sagde det – men ingen lyttede
Flere fagfolk advarede undervejs, men den store flok stod klippefast om myten, selv efter at freelancejournalisten Lea Landsted allerede tidligt pegede på, at Grarups fortællinger ikke stemte. Hun blev afvist og set skævt til. Der var ikke plads til hendes tvivl i narrativet. Og trods løbende hvisken i krogene og forsøg på advarsler styrkede Politikens Hus konstant Grarups status som stjernefotograf – helt frem til de endelige afsløringer i 2023.
Men hvorfor fik han lov til at fortsætte med sine vilde løgnehistorier så længe?
Vi elsker de store myter – og det er farligt
Jan Grarup er en karakter, som vi kender alt for godt: En passioneret mand med sexet karisma og kant, som sætter sig selv i spil og gør alt det, vi andre dødelige ikke tør, men kun kan drømme om.
Grarups generation er flasket op med den type karakterer i populærkulturen: De fleste westerns og tjubangfilm har sådan en karakter i helterollen, som kæmper for det gode, imod det onde. Som Grarup foregav at gøre det.
Hvis journalistikken skal genopbygge sin troværdighed, må de stille sig selv de hårde spørgsmål og være ærlige om svarene
Men så er der den anden type film om bedragerne, som også har et stort og vedholdende publikum. Det er f.eks. Den store Gatsby, Den talentfulde Mr. Ripley, American Psycho, Wolf of Wall Street, Forfængelighedens bål og en hel del andre. Her fascineres vi af løgneren, mytemageren, manden der tænker ud af boksen, der tør tage chancer og skabe fremdrift på trods af samfundets normer og love – og som ignorerer konsekvenserne af mytemagerens handlinger, så længe han underholder.
Grarup passede perfekt ind i den type fortælling. Og derfor holder vi fast i ham – også selvom virkeligheden er slået til. Nok derfor ligger Grarups selvpromoverende bøger, foredrag, biografier stadig tilgængelige for alle med deres appellerende fabeltekster om myten Jan Grarup – uden en disclaimer om, at det meste er pure opspind – også på offentlige biblioteker.
Ingen redaktør, intet mediehus gjorde arbejdet – det måtte to freelancere tage på sig
Grarups mange løgne blev ikke systematisk afsløret af en stor medieinstitution, men af det lille, uafhængige foretagende Mayday Press, bestående af Helle Maj og Jørn Stjerneklar.
De bor og arbejder i samme branche i Afrika og kender dermed en del af de steder, som Grarup påstod at have dokumenteret – og de genkendte dem ikke. Det bragte dem til at gøre det arbejde, som redaktionerne burde have gjort for længst: at gennemgå kilder, interviewe øjenvidner, analysere billeder og metadata og holde fakta op mod virkeligheden.
Resultatet er veldokumenteret og står ikke til at afvise, kilderne er for mange og for stærke.
Alligevel har store dele af branchen reageret med tavshed, forlegenhed – eller det, der er værre: beskyldninger om, at afsløringerne var karaktermord.
Når kritik bliver gjort til et personligt angreb
I stedet for at tage ansvar, har flere af Grarups støtter forsøgt at dreje diskussionen væk fra substansen og over på følelser. Kritikken er blevet afvist som “personangreb” eller “karaktermord”.
Det er en velkendt strategi: at gøre problemet til et spørgsmål om enkeltpersoners motiver frem for at se på de faglige og samfundsmæssige konsekvenser. Man flytter fokus væk fra det afgørende: De konkrete løgne, og de mennesker og kolleger, som blev svigtet.
Og den fornægtelse af bedraget kan underminere tilliden til hele nyhedsbranchen, som risikerer at miste den tillid og legitimitet, som den lever af.
Jan Grarup er på en måde Bagger revisited
Grarup-gate vækker minder om en anden stor dansk bedragerisag, nemlig forretningsmanden og mediedarlingen Stein Bagger, som snød for hundredvis af millioner kroner og først meget sent blev dømt og udskammet.
Bedrageren Bagger blev afsløret af freelancejournalisten Dorte Toft, som nægtede at lade sig stoppe, selv om hun blev mødt med massiv modstand og latterliggørelse. På samme måde er det outsiderne her – Maj, Stjerneklar og Landsted – der har stillet sig frem i skudlinjen med afsløringerne af Grarup – ikke de centrale aktører i mediebranchen.
Måske fordi ”hvis man skyder sine branchevenner ned, risikerer man at skyde sig selv i foden”?
Det var en anden tid – men den tid bør være forbi nu
Det her handler for mig ikke om “cancel” af Jan Grarup. Det handler om, at nyhedsbranchen bliver nødt til at lære af svigtet og tage konkret action, hvis den nogensinde vil tages alvorligt igen efter denne medieskandale.
Hvis journalistikken skal genopbygge sin troværdighed, må de stille sig selv de hårde spørgsmål og være ærlige om svarene. For svindel med medieproduktioner er ikke kun fortidens problem. Det er nutidens og i allerhøjeste grad også fremtidens!
For hvor bringer det os samfundsmæssigt hen, når den fjerde statsmagt underminerer deres egen eksistensberettigelse på den måde. Og hvis der ikke gøres op med de strukturer, der lod det ske, vil vi fremover se tilbage på også denne tid – og endnu engang undskylde os med, at vi ikke vidste bedre. Så længe der er nogen tilbage til at undskylde.
Den pressefaglige deroute bringer mine tanker hen på et centralt citat fra filmen Hadet: ”Det er historien om en mand (en branche), der falder fra en bygning med 50 etager. For hver etage siger han til sig selv: “Indtil videre går det godt… indtil videre går det godt… indtil videre går det godt.” Men det vigtigste er ikke faldet – det er landingen.”
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og