Hvor er billederne af og reportagerne om de coronasyge?

i Liv & Mennesker/Sundhed af
COVID-19 // KOMMENTAR – Patienterne ligger med ble på, så deres afføring fanges. De får aldrig besøg, fordi de smitter. Mærkelig tanke at det eneste livstegn, man selv kan give, er affaldsstoffer. Man er så meget på vej ud. Gad vide, om man kan hoste, når man ligger i respirator. Men officielt er der ingen billeder af de rigtig syge. Dem der formentlig dør. Hvorfor får vi ikke at vide, hvad der sker? Hvorfor får vi ikke at vide, at det ikke kun er gamle? Corona har også taget unge mennesker. Er det for skræmmende? Og hvem har bestemt, at de billeder ikke må vises? Monica Krog-Meyer undrer sig over, at de coronasyge har været så usynlige i mediebilledet. Hvad foregår der?

Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende POV din mening her.


Hvad sker der, når man bliver coronasyg? Altså rigtig syg?

Nu har vi i månedsvis set kurver og grafer, og hørt om den flade kurve, som er langt at foretrække frem for den stejle. Men vi har ikke hørt ret meget om, hvordan de smittede bliver syge.

Hvad de døjer med.

Hvor alvorligt de bliver ramt.

Hvornår de bliver flyttet fra sengen derhjemme til hospitalet.

Hvad der sker, når de ligger dér.

Hvorfor de dør, trods respirator.

Det må være ensomt for det roste personale på diverse afdelinger, at de ikke kan tale med os andre om det, de ser. Har de tavshedspligt?

Der er et stort tomt hul i min viden på det område.

Jeg får at vide, at det mest er de gamle, der bliver ramt. En trøst? Well, en besynderlig skizofren tanke for sådan en som mig, der er 70, altså gammel, men føler mig frisk.

Men ja en trøst, trods alt, at hvis det skulle ske, så må coronaen hellere tage mig og mine jævnaldrende, der har oplevet så meget, frem for de små børn, der kun lige er begyndt at leve.

De tanker kan man så gå og underholde sig selv med, mens underbevidstheden arbejder på højtryk for at grave rædsler frem:

For hvordan ser de ud, de der er syge?

Og hvordan dør de?

Langsomt?

Hurtigt?

Og hvorfor?

Der er nok at tage fat på, men ingen informationer.

Hvor er alle billederne henne? Skjult kamera-billeder? Alle går rundt med et kamera på sin telefon. Men ingen viser os de billeder

Jeg har talt med en person, hvis svigerinde og ægtefælle fik corona.

Det var svært at få vejret, fortalte vedkommende. Som at trække vejret gennem et sugerør. De kom på hospitalet. Da de havde så svært ved at trække vejret, havde de udsigt til at komme i respirator, men nogle medpatienter sagde, de skulle lade være. For dem der kom i respirator, de døde.

Så de lod være, og kæmpede med vejrtrækningen. Og klarede den.

Det foregik i udlandet. Hvad foregår der her i Danmark?
Vi har en særlig variant af virus, fortæller forskerne. Det er godt at vide for at afdække smittespredning, men hvad betyder det for de syge?

De få billeder vi har set, er de patienter, der ligger i en respirator, bevidstløse. De kunne ikke få vejret, får vi at vide. Derfor har de fået hjælp.

Billederne viser dem anonymt, selvfølgelig. Liggende på ryggen med lukkede øjne, fredfyldte. Og interessen samler sig om skærmen med graferne.

Og vi hører, at nogle af dem er døde, men ikke mere.

Hvor er alle mine journalistkolleger henne? Har de spurgt og fået nej? Hvis nu en undersøgende journalist gik i gang, ville det så blive forbudt? Tal om årets historie

Vi kender ikke sygdommen, og den slags er klart spændende for læger og forskere. Men skræmmende for os andre. Så dukkede der billeder op af obduktioner, hvor læger til deres store overraskelse fandt blodpropper alle mulige og umulige steder.
Jeg forstod godt, at det er noget, man kan dø af.

Og der kom meldinger om, at det gælder om at sætte hurtigt ind, hvis uheldet er ude og smitten rammer; for infektionen, dvs de smukke satellitlignende virus med røde pompom’er, må ikke så gerne nå for langt ned i systemet, slet ikke helt ned i lungerne. Der laver de større skade end ovenfor.

Jeg holder vejret og håber på at slippe. Og undrer mig over, at der ikke er reportager fra de syge, fra intensivafdelinger, fra læger, der skal hjælpe dem i gang igen, der overlever.

Hvor er alle mine journalistkolleger henne? Har de spurgt og fået nej? Hvis nu en undersøgende journalist gik i gang, ville det så blive forbudt? Tal om årets historie.

Hvor er alle billederne henne? Skjult kamera-billeder? Alle går rundt med et kamera på sin telefon. Men ingen viser os de billeder.

Det må være ensomt for det roste personale på diverse afdelinger, at de ikke kan tale med os andre om det, de ser. Har de tavshedspligt?

Hvorfor har jeg ikke læst artikler om dem, der mod alle odds overlever flere måneder i respirator? Hvordan har de det? Hvilke eftervirkninger har de? Hvad er omkostningerne menneskeligt, når man rammes hårdt af corona?

En dag dukkede der et rædselsvækkende billede op, taget hemmeligt, formoder jeg, af en sygeplejerske på en intensivafdeling et sted: 8-10 mennesker lå på maven i hver sin seng. Det var helt klart et ‘illegalt’ billede.

Patienterne lå i respirator på maven, bevidstløse, for luftvejene har det lettere, når man ligger på maven. Der kan man ligge bevidstløs i flere måneder, mens en maskine trækker vejret for en. Man mister sin muskelmasse, fordi man jo ikke bevæger sig. De, der kommer ud af respiratoren, kan bruge måneder på at få kroppen tilbage til noget, der ligner normal igen og få noget af den tabte muskelmasse tilbage.

Patienterne ligger med ble på, så deres afføring fanges. De får aldrig besøg, fordi de smitter. Mærkelig tanke at det eneste livstegn, man selv kan give, er affaldsstoffer. Man er så meget på vej ud.

Gad vide, om man kan hoste, når man ligger i respirator.

Men officielt er der ingen billeder af de rigtig syge. Dem der formentlig dør. Hvorfor får vi ikke at vide, hvad der sker?

Hvorfor får vi ikke at vide, at det ikke kun er gamle. Corona har også taget unge mennesker.

Der er ikke meget, der tyder på, at corona er på vej væk

Er det for skræmmende? Og hvem har bestemt, at de billeder ikke må vises?

Og hvorfor har jeg ikke læst artikler om dem, der mod alle odds overlever flere måneder i respirator? Hvordan de har det? Hvilke eftervirkninger har de? Hvad er omkostningerne menneskeligt, når man rammes hårdt af corona?

Nogle mærker aldrig, at de har været smittet. Jeg læser om dem, der rammes let, men hvor det karakteriseres som ‘en slem omgang influenza’. De har alskens eftervirkninger, fx træthed, mistet smagssans eller lugtesans og lang rekonvalescens.

Det er hårdt for dem, men jo meget mindre end for dem, der rammes, så det indebærer indlæggelse og respirator.

Jeg har alle disse spørgsmål, fordi strande, cafeer, busser og barer er proppet med danskere, uden mundbind. Mennesker, der samles i store grupper og lader hånt om afstandskrav. Snart skal de tilbage til arbejde, skoler, børnehaver og hvor vi nu er mange.

Burde de ikke vide, hvad der kan ske dem?

Vis os, hvad der sker de mennesker, der bliver smittet. Det er umuligt at overbevise om, hvor vigtigt afstandskrav og værnemidler er, så længe vi får sunget sangen om, at vi vel nok er heldige, at smitten holdes så fint nede i Danmark

Danskerne har klaret det så fint, men hvis de tror, at det er ovre, kan de blive taget på sengen – og lagt i den!

Der tales om 2. bølge. Der er flere steder ude omkring, hvor smitten spredes igen, flere lande må lukke hele områder ned igen. Flere lande indfører karantæne, når man vender tilbage. USA og Brasilien kan slet ikke styre udbruddet. Et helt ufatteligt antal mennesker i de lande bliver smittet og dør.

Elendige ledere nægter at se realiteterne i øjnene. Økonomien får første prioritet. Enhver kan sige sig selv, at det er en stakket frist. For hver dag der går, vinder virus terræn og vil vinde over økonomien til sidst.

Der er ikke meget, der tyder på, at corona er på vej væk.

Sig det nu! Og vis os de billeder! Hvad er det, vi skal undgå, for vores egen skyld? Og for samfundsøkonomien?

Vis os, hvad der sker de mennesker, der bliver smittet. Det er umuligt at overbevise om, hvor vigtigt afstandskrav og værnemidler er, så længe vi får sunget sangen om, at vi vel nok er heldige, at smitten holdes så fint nede i Danmark.


Topfoto: Pixabay

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Monica Krog-Meyer, tidl. radiovært, nu skribent, pensionist og mormor.
Født 1950, programmedarbejder og studievært. Har taget turen fra P3, via P4 og til P5.
Jeg skrev i 2010 "Plus-alderen - vi bliver jo bare ved!", der medfører mange muntre foredrag rundt i Danmark.

Seneste artikler om Liv & Mennesker