SYSTEMISK RACISME // USA – Er du hvid og velstillet, og har du en eller flere gange i løbet af de seneste uger hørt dig selv give udtryk for, at black lives matter? Så er du langt fra unik. Mordet på George Floyd har fået hvide mennesker i hobetal til at melde sig klar i kampen mod racisme. Men de gode intentioner er intet værd, før vi hvide indser effekten af vores egen hudfarve. Det opdagede Julie Bendtsen efter en lærerig skideballe.
RALEIGH N.C. – Historien om og reaktionerne på det brutale politimord på George Floyd, der døde efter at have haft en betjents knæ presset mod sin hals i 8 minutter og 46 sekunder, har de seneste uger overtaget både nyhedsstrømmen og gaderne verden over.
Der var noget, jeg aldrig nogensinde havde fattet, nemlig hvordan racisme ser ud i USA. Den beskidte, væmmelige, nogle gange skjulte, andre gange ulækkert åbenlyse racisme, der florerer landet over, men især her i syden
Folk er vrede. Over drabet på Floyd, ja – men i endnu højere grad over, at den 46-årige mand, der blev anholdt efter en mistanke om en falsk 20-dollarseddel, er endnu en skamfuld plet i en statistik, der i årevis har fortalt den samme historie:
USA har et racismeproblem. Og det går ikke væk af sig selv.
Alligevel føles det, som om diskursen er en smule anderledes denne gang.
Blandt de hundredetusinder af demonstranter verden over er der i kølvandet af den seneste tragedie bemærkelsesværdigt mange hvide mennesker, klar til at tage kampen op mod racisme, klar til både at tale og kæmpe de sortes sag.
Men den del af kampen begynder hverken med et “Black Lives Matter”-skilt eller løfter om at se og anerkende vores sorte medborgere – den begynder i og med os selv, og et langt og grundigt kig på vores egen hudfarve, og med at erkende og anerkende vores hvidhed, og at den betyder noget – for alt det, der bærer racismen frem. Diskursen, dynamikken, relationerne, magtstrukturerne hver evig eneste dag.
Det er en præmis, som de fleste af os lever med i lykkelig uvidenhed, fordi vi aldrig har været tvunget til at forholde os til den. Men det er vi nødt til, hvis vi vil gøre os forhåbninger om at gøre en forskel.
Det siger Jen Fry, ph.d. og indehaver af virksomheden “JenFryTalks”, som gennem mange år har arbejdet med racisme i universitetssport og social retfærdighed i almindelighed. Men før jeg kommer til min samtale med hende, bliver jeg nødt til at forklare om, hvad der skete først.
Ja til Lindsay, nej til Laquisha
Tilbage i 2018 havde jeg boet i North Carolina i godt tre år, der havde vist mig, at der var noget, jeg aldrig nogensinde havde fattet, nemlig hvordan racisme ser ud i USA. Den beskidte, væmmelige, nogle gange skjulte, andre gange ulækkert åbenlyse racisme, der florerer landet over, men især her i syden.
Jeg forstod ikke, hvordan det er at være sort her. I et land, hvor sorte mennesker har en 16 % mindre chance for at blive accepteret, når de prøver at leje en feriebolig gennem AirBnb og i gennemsnit må vente 32 % længere ved et fodgængerfelt, inden bilerne stopper. Hvor der er 50 % mindre chance for at få et jobinterview, hvis du har et “sortklingende” navn, og hvor dit hus er 32 % mindre værd, hvis det ligger i et “sort” kvarter – sammenlignet med kvarterer, hvor mindre end 1 % af husejerne er sorte.
Som så mange andre danskere følte jeg mig egentlig rimelig velinformeret og oplyst.
Men tre år i USA’s sydstater havde vist mig, at jeg absolut ingenting vidste, når det kom til racisme og den konstante diskrimination og undertrykkelse af sorte.
Jeg spurgte sorte amerikanere i og gennem mit netværk, om de ville fortælle mig deres historier, og om jeg måtte bruge deres stemmer – alt imens jeg understregede, at det jo var for at oplyse alle de danskere, der ikke vidste, hvor slemt det stod til
Så jeg satte mig for at fortælle mine (nu forhenværende) ligesindede om alt det, de heller ikke vidste, og besluttede mig for at skrive artiklen over alle artikler om racisme i USA – måske endda en hel serie af artikler – og den skulle være så pumpet af indsigt og personlige erfaringer fra ægte sorte amerikanere, at den ville blive banebrydende i danske medier.
Jeg spurgte sorte amerikanere i og gennem mit netværk, om de ville fortælle mig deres historier, og om jeg måtte bruge deres stemmer – alt imens jeg understregede, at det jo var for at oplyse alle de danskere, der ikke vidste, hvor slemt det stod til. Og så ventede jeg på det væld af tilbagemeldinger, jeg tænkte utvivlsomt måtte være lige om hjørnet.
Skideballen
Hvad der først gik op for mig senere var, hvor arrogant min forespørgsel var og hvor helt igennem ignorant, egoistisk, priviligeret og tonedøv jeg var, da jeg bad alle de sorte mennesker, jeg kunne komme i tanke om, om at fortælle mig, hvordan racisme havde ødelagt deres liv, hverdag, selvfølelse, tillid – eller bare dag.
Måske derfor fik jeg vindhekse som svar. Jeg forstod ikke, hvorfor ingen ville tale med mig – hallo, jeg prøver at HJÆLPE!? – og de ganske få, der ville, var tydeligvis ekstremt tilbageholdende med, hvad de fortalte. Med andre ord havde jeg nul og niks, som kunne bruges i en artikel, der skulle sparke røv.
En forårsdag i 2019 fik jeg endelig mit gennembrud, men det skulle vise sig at være en anden slags end dét, jeg havde forventet. Min sorte veninde Danielle havde sat mig i forbindelse med sin veninde Jen Fry, der på det tidspunkt arbejdede som Program Coordinator for Undergraduate Research Support Office and Duke Visible Thinking Publication.
Vi arrangerede et møde på hendes kontor på Duke University, hvor jeg dukkede op, klar til at stille alle mine kloge spørgsmål om, hvordan hun og hendes venner oplevede racisme i deres hverdag.
Mødet gik ikke, som jeg havde forestillet mig eller forventet.
Jeg begyndte at lytte til hende uden hverken at undskylde, forsvare eller forklare mig selv, og da først samtalen var blevet vendt om, lærte den og hun mig mere om racisme end noget andet møde, jeg har haft før eller siden
For Jen Fry skældte mig ud. Eller rettere, sådan følte jeg det.
Det føltes som en regulær skideballe fra en, der slet ikke kunne se alle mine gode intentioner og som jo slet ikke kendte mig, og som sad og beskyldte mig for ikke at fatte en brik.
Cirka 10 minutter inde i vores møde gik det op for mig, at jeg var mødt op med en helt forkert præmis. Og at jeg aldrig ville lære eller forstå noget, hvis jeg ikke så dét i øjnene.
Så jeg begyndte at lytte til hende uden hverken at undskylde, forsvare eller forklare mig selv, og da først samtalen var blevet vendt om, lærte den og hun mig mere om racisme, end noget andet møde jeg har haft før eller siden.
Tårer der dræber
Fry vidste godt, at jeg ikke havde fået noget som helst ud af at spørge mine sorte bekendte. Ikke fordi jeg havde fortalt hende det, men fordi jeg er hvid.
Hvide kvinders tårer har fået os fyret og dræbt, og resultatet er blevet, at vi går på æggeskaller. Fordi vi ved, at hvis det vi siger, på nogen måde får jer til at føle jer sårede, flove eller ramt, at I så kan bruge jeres tårer til at få os fyret – eller politianmeldt
Hun var ikke det mindste overrasket:
“Når hvide mennesker begynder på den slags research, tænker de i langt de fleste tilfælde ikke over den effekt deres “hvidhed” har på den person, de taler med. De forstår ikke, hvordan det hvide påvirker samtalen og ændrer de svar, de får. De forstår ikke, at sorte mennesker er nødt til at sætte et skjold op, fordi vi ikke ved, hvilke konsekvenser vores svar vil få for os.”
Konsekvenser. Et ord, der gik igen så mange gange i vores samtale. Og altid konsekvenser, der rammer sorte. Et eksempel? Hvide kvinders tårer.
“Hvide kvinders tårer er blevet brugt som våben og til at dræbe sorte mennesker. Der er ikke noget så skræmmende som hvide kvinders tårer. Ikke fordi det er ubehageligt at se jer græde, men fordi vi med det samme tænker: “Hvordan kommer det her til at ramme mig?”
“Hvide kvinders tårer har fået os fyret og dræbt, og resultatet er blevet, at vi går på æggeskaller. Fordi vi ved, at hvis det vi siger, på nogen måde får jer til at føle jer sårede, flove eller ramt, at I så kan bruge jeres tårer til at få os fyret – eller politianmeldt.”
“Jeg har lært gennem mit arbejde med diversitet, at møder og samtaler kan blive følelsesladede, og du kan have lyst til at græde, men jeg vil udfordre dig og andre hvide kvinder til at overveje, hvem de tårer er for.”
“Er det fordi I føler jer ramt af noget, jeg sagde, fordi I er flove, over at I behandlede mig dårligt? For det tror jeg ikke, I nogensinde tænker over. At jeres tårer rent faktisk kan være katastrofale for os.“
Jen har ret – aldrig i en million år ville det være en tanke, jeg havde. Ligesom jeg heller aldrig havde overvejet, at dét at jeg bad en sort bekendt fortælle mig om hans eller hendes oplevelser med racisme var så privilegieblind en ide.
Jeg vil høre om de ting og situationer, der ydmygede dig, gjorde dig rasende, ulykkelig – fordi jeg vil hjælpe andre hvide. Det du siger er, at du vil have mig til at genopleve mine traumer for at hjælpe dig. En hvid person
“Mit spørgsmål til dig er: Når du laver det her arbejde, når du beder sorte om hjælp til en artikel som den her, forstår du så, at det du forventer er, at sorte mennesker genåbner de åbne sår, de har på sjælen bare for at hjælpe dig?”
“For det er det, du gør: du kommer og siger, “Jeg vil høre om de ting og situationer, der ydmygede dig, gjorde dig rasende, ulykkelig – fordi jeg vil hjælpe andre hvide. Det du siger er, at du vil have mig til at genopleve mine traumer for at hjælpe dig. En hvid person.”
Vejen til helvede er brolagt med gode intentioner
Mine indvendinger om, at jeg jo i virkeligheden gjorde det for at hjælpe sorte – hvis hvide ved bedre og bliver mere oplyst, er det så ikke i sidste ende bedre for alle? – gav Fry ikke meget for:
“Hvordan skal det hjælpe os? Vi lever i det her hver eneste dag. Og du vil have os til at genopleve det, for at I kan “fatte det”.”
Vi har levet hele vores liv med hvide kvinders gode intentioner, og når vi så påpeger den skade, de ofte bringer med sig, lyder modsvaret: “Det er ligemeget, for vores intentioner er gode
“Det er ligemeget, hvad dit formål med det er. Processen og vejen dertil vil stadig være smertefuld for andre. Du kan ikke bare skjule dig bag dine gode intentioner, hvis du ikke vil anerkende den effekt, der ligger i midten.”
Gode intentioner. Det lyder godt, det føles måske endnu bedre for den, der forsøger at udleve dem – men gør de noget godt? Ikke nødvendigvis, ifølge Fry:
“Vi har levet hele vores liv med hvide kvinders gode intentioner, og når vi så påpeger den skade, de ofte bringer med sig, lyder modsvaret: “Det er ligemeget, for vores intentioner er gode”.”
“Vi ser det, når hvide mennesker adopterer sorte børn for at give dem et bedre liv, men fuldstændig glemmer eller negligerer at sætte sig ind i børnenes egen baggrund og kultur og videregive det til dem. Hvordan de plejer og sætter deres hår, hvad det betyder for dem, at de måske ikke har andre sorte personer i deres liv.”
‘Suspensions’ og selvhad
De gode intentioner spænder vidt.
I mange tilfælde er de ægte og bunder i en reel tro på, at vi hvide med al vores hvidhed kan bane vejen til et bedre liv og flere muligheder – andre gange ligner de mest af alt slet skjulte eksempler på hverdagsracisme.
Når lærerne så – alt sammen pakket ind i de gode intentioner – fortæller eleverne, at de kunne hjælpe sig selv ved at lave om på deres hår, måden de går klædt på, måden de taler på, så er effekten, at de her børn vokser op med et tillært ubehag ved deres egen kultur
Det ses i utallige af landets skoler, hvor mange sorte elever kæmper en konstant kamp for at blive set og anerkendt for dem de er, og den kultur de er blomstret fra. “Omkring 80 % af skolelærerne er hvide kvinder”, siger Fry.
“Problemet med det er, at selv om deres gode intentioner måske handler om at undervise alle, også de sorte elever, så har de sorte elever stadig seks gange så stor risiko for at blive smidt ud af skolen (suspensions, som det hedder i USA).
“Og når lærerne så – alt sammen pakket ind i de gode intentioner – fortæller eleverne, at de kunne hjælpe sig selv ved at lave om på deres hår, måden de går klædt på, måden de taler på, så er effekten, at de her børn vokser op med et tillært ubehag ved deres egen kultur.”
Gør arbejdet selv
Så hvad gør vi? Alle os hvide, der håber, at netop vores gode intentioner kan gøre en forskel?
I kølvandet på George Floyds drab er de sociale medier svømmet over med hvide menneskers gode intentioner om at lære mere om, hvordan de kan hjælpe, og i Facebook-fællesskabet Raleigh Moms Group, som jeg er medlem af, var der i dagene og ugerne efter en markant overvægt af hvide kvinder, der spurgte deres sorte med-mødre: hvordan kan vi hjælpe?
Et spørgsmål, der igen og igen blev mødt at sfamme svar: lad være. Ikke med at hjælpe, men med at spørge.
Den sorte befolkning i USA er udmattet. De kæmper og har gjort det i århundreder. Og ja, de har brug for os i den kamp – men det betyder ikke, at de skal vise os vejen
Det kan umiddelbart virke både uskyldigt og endda sympatisk, men problemet med det er forventningen om, at sorte igen skal gøre arbejdet for os hvide.
Det er ikke vores sorte venners pligt eller svar at fortælle os, hvad vi kan gøre for at hjælpe dem. Det er vores ansvar, og en god begyndelse er at læse nogle bøger. Der er et væld af dem, og lige nu er de nemme at finde, fordi de alle sammen topper Amazons bestsellerlister.
For heldigvis er der lige nu rigtig mange hvide mennesker, der – også – har fået nok. Men den sorte befolkning i USA er udmattet. De kæmper og har gjort det i århundreder. Og ja, de har brug for os i den kamp – men det betyder ikke, at de skal vise os vejen.
Tag den hvide tyr ved hornene
Og arbejdet begynder altså på hjemmebane, med et langt kig i spejlet og modet til at se de begrænsninger og skader vores hvide hudfarve og privilegieblindhed påfører de mennesker, vi hævder at ville hjælpe.
Det er nemt at finde information om racisme og om, hvad det vil sige at være sort. “That’s easy shit”, siger Fry.
Udfordringen ligger i at vende blikket mod det at være hvid og erkende alt det, der ligger i det. Alle forspringene, alle de dagligdags ting, vi ikke skænker en tanke. Som f.eks. at gå med en hættetrøje en mørk aften.
Jeg siger til dem, at hvis det overhovedet skal komme på tale, skal de først sige det til alle deres naboer . Jeg skal ikke snige mig ind i en have i et fint hvidt kvarter – no way
Fry kunne aldrig finde på det, fordi det automatisk får hende til at se mistænkelig ud i hvide øjne. Havde hun været en sort mand, ville det være forbundet med endnu større risiko.
Hun nævner et andet eksempel: “Jeg har nogle hvide venner i Virginia, som bor i et virkelig lækkert hus, og når jeg kommer på de kanter, siger de til mig, at jeg er velkommen til at bruge deres pool. “Du kan bare gå ind ad bagdøren til haven!”
Og jeg siger til dem, at hvis det overhovedet skal komme på tale, skal de først sige det til alle deres naboer . Jeg skal ikke snige mig ind i en have i et fint hvidt kvarter – no way.”
Skrækken for samtalen
Fry ved godt, at vejen til oplysning er lang. “Folk bryder sig ikke om at tale om hvidhed”, siger hun. “Det skræmmer dem fra vid og sans. Og de går i forsvar:
“Du aner ikke noget om mig! Jeg er vokset op i en trailerpark, jeg måtte gå ti kilometer til skole hver dag, vi var fattige – du aner ikke, hvad jeg er gået igennem!” Og nej, det gør jeg ikke. “Men jeg ved, at ingen af de ting har noget som helst at gøre med, at din hud er hvid.”
Sørgeligt, men sandt. Det er ikke, fordi hvide mennesker ikke kender til smerte, tab, sorg, ydmygelse – alt det, der gør ondt.
Det er – stadig – livsfarligt at være sort i USA
Men aldrig i verdenshistorien har det bundet i en straf for at være hvid.
Og lad mig i den forbindelse slå én ting helt fast: nej, der er ikke noget, der hedder “omvendt racisme”.
Kan vi som hvide opleve at blive diskrimineret imod og være udsat for – tilsyneladende – uretfærdige fordomme? Uden tvivl. Men så længe vi ikke i århundreder er blevet undertrykt og mishandlet på grund af vores farve, er der ikke tale om systemisk racisme.
Så lad os bare lade dét udtryk dø, hellere før end siden.
Gennem hele vores samtale var der én pointe, der gik igen, og som Fry aldrig gav slip på for at være sikker på, at jeg fattede det: Indtil jeg sætter mig ind i, hvad jeg som hvid har af konsekvenser for sorte, har jeg ikke den ringeste chance for at forstå, hvad det vil sige at være sort.
En pointe, der på sørgeligste vis er blevet understreget og gjort endnu mere aktuel af den seneste tids drab på sorte mennesker. George Floyd, Breonna Taylor, Ahmaud Arbery. Bare tre navne ud af et langt højere tragisk antal.
Det er – stadig – livsfarligt at være sort i USA.
Jen Fry gav sidste år en TedTalk i Duke, hvor hun har arbejdet. Den kan ses her:
Topillustration: Jen Fry – fra hendes egen hjemmeside.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her