Hvem har skrevet Karina Pedersens bog?

af i Danmark/Featured/Kultur

Karina Pedersen har tilsyneladende først læst sin egen bog, ’Helt ude i hampen’, da den udkom. Hvem har så skrevet den? Og nu er POV Internationals skribent Bjarke Larsen kommet i besiddelse af et manuskript, Karina Pedersen prøvede at få udgivet for tre år siden. Her optræder nogle af historierne fra ”Helt ude i hampen” også – men som dagbogsnotater.

Mystikken breder sig mere og mere omkring Karina Pedersens omdiskuterede bog ”Helt ude i hampen”. I udsendelsen ”Adgang med Abdel”, der blev sendt på DR2 i går aftes, siger Karina Pedersen, at hun først læste bogen ”for to dage siden” (mandag den 29. august). På det tidspunkt havde hun deltaget i adskillige interviews om bogen og sit syn på socialpolitik. Hun sagde også i samme udsendelse, som refereret her i Politiken, at der er ting, hun ville have fjernet, hvis hun havde vidst, de kom med i bogen:

”Men der har selvfølgelig været nogle ting, som har stået, som jeg havde fjernet, hvis jeg havde set dem, men jeg har ikke set dem, vel? Så jeg har ikke læst den. Og jeg vil sige: Jeg sad faktisk og grinte. For det er faktisk meget sjovt.”

Spørgsmålene hober sig op, og der er efterhånden behov for en detaljeret redegørelse fra Karina Pedersen og Gyldendal om, hvordan ”Helt ude i hampen” er blevet til

Udsendelsen efterlader et klart indtryk af, at Karina Pedersen ikke selv har skrevet manuskriptet til bogen. Det er nogle udtalelser, der ligger i forlængelse af, hvad hun mandag sagde i P1 Eftermiddag, nemlig at ”Gyldendal har mig bekendt heller ikke sorteret i det (de historier, bogen er baseret på, red.)”.

Historier optræder i gammelt manus – som dagbogsnotater

Mystikken bliver ikke mindre af, at Karina Pedersen i 2012-13 prøvede at få udgivet en anden bog med titlen “Tanker om underklassen”, som POV International har set en kopi af. Det er sandsynligvis det manuskript, hun var i kontakt med People’sPress om, men som forlagets kreative direktør, Jakob Kvist, endte med at sige nej til. ”Tanker om underklassen” fremtræder som Karina Pedersens dagbogsnotater, og her optræder nogle af de samme historier, som i ”Helt ude i hampen”, hvor de er beskrevet som mails sendt til en veninde.

Begge dele kan godt være rigtigt. Nogle af de oplevelser, der beskrives, er meget dramatiske, og det vil ikke være unaturligt, hvis Karina Pedersen havde behov for at bearbejde dem ved både at skrive dem ned for sig selv og fortælle dem i en mail til en veninde. Men er det sådan, det er foregået?

Spørgsmålene hober sig op, og der er efterhånden behov for en detaljeret redegørelse fra Karina Pedersen og Gyldendal om, hvordan ”Helt ude i hampen” er blevet til. Har forlaget set de oprindelige mails, som bogen hævdes at være baseret på, og i hvor høj grad afviger teksten i bogen fra teksten i disse mails? I hvor høj grad er der tale om, at disse mails er blevet skrevet om (måske radikalt) og redigerede, for at gøre bogen så slagkraftig som muligt? Er der overhovedet tale om Karina Pedersens eget manus?

Avancerede, fortælletekniske greb

Spørgsmålene trænger sig også på, fordi sproget i ”Helt ude i hampen” er letflydende, dynamisk og dramatisk på en måde, der ligger langt fra, hvordan Karina Pedersen taler og skriver i andre sammenhænge. Der bruges i bogen også en række fortælletekniske greb, de færreste kender til og anvender, når de som teenager/ung kvinde skriver til en veninde, men som man ser hos professionelle forfattere, journalister og tekstforfattere hos reklamebureauer.

Der er i sagens natur en ret snæver grænse for, hvor meget man kan redigere i en tekst, der skal kunne karakteriseres som ”et stærkt personligt vidnesbyrd”.

Det er helt naturligt, at et manuskript bliver redigeret og nogle gange skrevet kraftigt igennem af en forlagsredaktør, men i hvor høj grad er det sket her? Hvor langt ligger teksten i ”Helt ude i hampen” fra Karina Pedersens eget oplæg? Og igen, har hun virkelig ikke set det endelige manuskript og godkendt det, inden bogen blev udsendt?

Spørgsmålet er også relevant, fordi Gyldendals litterære direktør, Johannes Riis, bl.a. har forsvaret bogen med følgende begrundelse:

”Vi betragter bogen som et stærkt personligt vidnesbyrd. Vi antager manuskripter på tekstens præmis og kvalitet, ikke på noget som helst andet.”

Der er i sagens natur en ret snæver grænse for, hvor meget man kan redigere i en tekst, der skal kunne karakteriseres som ”et stærkt personligt vidnesbyrd”.

Tvivl om endnu en historie i bogen

Gyldendal meddelte mandag aften, at man stadig står ved bogen og dens forfatter. Det skete bl.a. med den begrundelse, at ”væsentlige dele af bogens fakta” skulle være blevet bekræftet af en større artikel i Jyllands-Posten søndag. Men i den pågældende artikel siger Karina Pedersens mor og den ene bror samtidig, at der er dele af bogen, de slet ikke kan genkende.  Karina Pedersen har meddelt, at hun onsdag vil fremlægge dokumentation for sine påstande.

Metroxpress-journalisten Lars Fogt, der startede alle skriverierne om bogen, skrev mandag aften på Facebook om et andet eksempel i bogen, der nu sættes spørgsmålstegn ved, nemlig den såkaldte ”Bror Y”: Han er i dag ansat som opsøgende gademedarbejder i Fredericia Kommune til trods for, at Karina Pedersen i bogen skriver, at han har en dom for underslæb mod Fredericia Kommune, hvad han benægter hårdnakket over for metroxpress.

Som Lars Fogt skriver, er det usandsynligt, at en kommune vil genansætte en person, de tidligere har politianmeldt for tyveri, og som har fået en dom for det.

Gyldendals dårlige sag

Ser man debatten på Facebook, er mange forfattere og journalister dybt forundrede over forlagets ageren i denne sag, som lader til at ville skade Gyldendals renomme som et seriøst forlag, der arbejder tæt sammen med sine forfattere om at sikre kvalitet og autenticitet i manuskripterne.

Undertegnede kan heller ikke lade være med at tænke på, om forlaget har klædt Karina Pedersen godt nok på til at klare den shitstorm, hun er endt i? Hun virker også meget usikker i sine svar i ”Adgang med Abdel”, hvor hun nuancerer en række af sine mest bombastiske udtalelser om, at underklassen skal klare sig selv uden offentlige tilskud. Da journalisten tager smartphonen frem for at citere nogle af hendes udtalelser, siger Karina Pedersen hurtigt:

Jeg har tidligere opfordret Gyldendal til at trække bogen tilbage. Det mener jeg stadigvæk, forlaget burde.

”Det hjælper ikke, at du finder interviewsene, for de citerer jo aldrig korrekt.”

Men har Gyldendal ikke sikret sig, at Karina Pedersen får alle interviews til godkendelse? Det er helt normal procedure i sådanne sager. Jeg ved positivt fra en mailkorrespondance med Zetlands chefredaktør, Lea Korsgaard, at Karina Pedersen fik tilsendt det berømte interview og havde adskillige ønsker om ændringer.

Jeg har tidligere opfordret Gyldendal til at trække bogen tilbage. Det mener jeg stadigvæk, forlaget burde. Ikke for at censurere Karina Pedersen, men fordi bogen ikke har den kvalitet og sandhedsværdi, forlaget normalt plejer at lægge til grund for sine udgivelser. I modsat fald må det som minimum fremgå fremover, i hvor høj grad bogen er Karina Pedersens egen. Det ville være ærligt at sætte en eventuel medforfatters navn på bogryg og titelblad også.

Illustration: Michael Dorbec

Kan du lide det, du har læst, er du velkommen til at donere et beløb via MobilePay eller Swipp på 20 74 68 44.

Jeg er journalist og redaktør og driver bl.a. nicheforlaget Pressto (www.forlaget-pressto.dk), der har specialiseret sig i bøger om børn og unge med diagnoser eller andre udfordringer i hverdagen. Desuden er jeg initiativtager til festivalen Historiske Dage (www.historiske-dage.dk).
Jeg er uddannet journalist og har både arbejdet freelance og haft eget firma. Senest var jeg i perioden 2011-16 chefredaktør på branchebladet BogMarkedet. Før det har jeg lavet PR og branding for diverse virksomheder og skrevet om udenrigspolitik med særligt fokus på Afrika og 3. verden.
Politisk har jeg en fortid hos De Radikale, bl.a. som redaktør af partiets medlemsblad. I dag er jeg passivt medlem af Socialdemokratiet.
I en menneskealder boede jeg i Sønderborg, hvor jeg bl.a. i 10 år redigerede det satiriske årshæfte æ Rummelpot. I dag slår jeg mine folder i en haveforening i Sydhavnen.
Du kan donere beløb til min journalistik via Mobile Pay og Swipp på 20 74 68 44. Alle beløb, store som små, er velkomne.