G20-TOPMØDE // REPORTAGE – Trump blev væk fra topmødet i Johannesburg, hvor de andre G20-ledere besluttede sig for at gøre noget ved verdens ulighed, gæld og fattigdom og redde klimaet.
JOHANNESBURG – Det var en fnisende sydafrikansk præsident, der afslørede et pludseligt meningsskift fra USA om amerikansk deltagelse i G20-ledermødet i Sydafrika.
Det skete 48 timer før mødet startede lørdag morgen i Johannesburg og satte gang i spekulationerne, om præsident Donald Trump alligevel ville komme trods tidligere afbud.
Præsident Ramaphosa sagde under pressemødet sent torsdag, hvor han leverede nyheden, at der vil være amerikansk deltagelse ”i en eller anden form”.
Det blev der så ikke, da Ramaphosa senere fik besked fra USA om, at han skulle overdrage G20-formandskabet til Marc Dillard, chargé d’affaires for den amerikanske ambassade i Pretoria på vegne af Trump.
Det udløste en kategorisk afvisning fra Ramaphosas talsmand, Vincent Magwenya. Han sagde ved starten af topmødet lørdag morgen:
”Vi har gjort vores holdning meget klar. Man kan ikke have et statsoverhoved, der overdrager præsidentskabet og ledelsen af et så vigtigt, førende forum for makroøkonomiske spørgsmål og andre relaterede spørgsmål til en lavere embedsmand ved en ambassade … Det er et brud på protokollen. Det er aldrig sket før, og det ville ikke ske for første gang her i Sydafrika.”
Ramaphosa uddybede i sin åbningstale: ”Vi bør ikke tillade noget at forringe værdien, statussen og effekten af det første afrikanske G20-formandskab.” Dette var med henvisning til, at G20-ledermødet er det første på det afrikanske kontinent.
Reaktionen fra Det Hvide Hus kom hurtigt, ikke af den sædvanlige pressetalskvinde Karoline Leavitt, men af hendes næstkommanderende, Anna Kelly.
Hun sagde ifølge nyhedsbureauet Reuters: ”Sydafrikas pres for at udstede en G20-ledererklæring på trods af vedvarende og robuste amerikanske indvendinger understreger det faktum, at de har brugt deres G20-formandskab som et våben til at underminere G20’s grundlæggende principper.” Altså traditionen med konsensus.
Hun tilføjede, at Trump ser frem til at ”genoprette legitimiteten” til gruppen (G20) næste år, når USA har det roterende formandskab. USA overtager formandskabet den 1. december.
Vi er alle lige
At Trump pludselig ændrede mening, har der været en del spekulationer om, blandt andet en formodning om, at den amerikanske præsident er blevet provokeret af Sydafrikas insisteren på at køre videre uden ham. Ramaphosa sagde torsdag, at ”ingen i G20 skal mobbe nogen af de 21 ledere”, med en slet skjult henvisning til Trump. ”Vi er alle lige,” sagde Ramaphosa.
Tidligere har den sydafrikanske præsident sagt, at det er amerikanernes ”tab”, at de ikke deltager i G20-topmødet. Han bebudede samtidig, at han vil overdrage formandskabet til en symbolsk tom stol.
Det skete ikke. Lørdag noterede Ramaphosa blot USA som ”fraværende” og sørgede for, at det kom til pressens kendskab med det samme.
Ramaphosas vicepræsident Ronald Lamola har i samme spor antydet, at Sydafrika vil tage en konfrontation med Trump, hvis det er nødvendigt. Lamola sagde torsdag under et møde arrangeret af det amerikanske nyhedsmedie Bloomberg, at ”G20 vil sende et signal om, at verden kan komme videre med eller uden USA”.
Dermed blev der lagt op til, at Sydafrika ville køre sit G20-program igennem sammen med de fremmødte lande uden hensyn til Trumps ønsker og trusler.
Foragt for Sydafrika
Baggrunden for den giftige diplomatiske udveksling mellem USA og Sydafrika er, at Trump har forbudt nogen fra den amerikanske regering at deltage i G20-mødet, herunder vicepræsident J.D. Vance, der var ventet i Sydafrika indtil for et par dage siden.
Det må have været hårdt for Trump at ændre mening, efter at han det seneste år flere gange har udtalt dyb foragt for Sydafrika, som han mener holder hånden over et ”folkemord” mod landets hvide farmere, der ”bliver dræbt og slagtet, mens deres jord og farme konfiskeres illegalt”.
Idéen kommer fra en lille gruppe hvide farmere, efterkommere af hollandske indvandrere, som sydafrikansk-fødte Elon Musk har hvisket Trump i øret. Påstanden er imidlertid lagt død af flere iagttagere, blandt andre FN’s generalsekretær António Guterres, der fredag på sydafrikansk TV sagde, at der ikke er ”symptomer”, der tyder på et sådant folkemord i Sydafrika.
Alle i Sydafrika lider under voldsom kriminalitet, som florerer over hele landet og rammer alle, uanset etnicitet.
Alligevel smed Trump beskyldningen grundigt i hovedet på Ramaphosa under et famøst møde i Det Hvide Hus i Washington den 21. maj i år og har senere udtalt, at det er en ”total skændsel”, at G20-topmødet holdes i Sydafrika, når landet ”bevæger sig i den forkerte retning med politikker, der underminerer landets position blandt verdens store økonomier”.
Men USA blev altså ikke repræsenteret ved topmødet og skrev dermed heller ikke under på den planlagte topmøde-erklæring, som fredag blev afleveret til Ramaphosa af de såkaldte sherpaer.
G20-prioriteringer
Det er G20-ledernes personlige repræsentanter, som arrangerer og koordinerer optakten til ledermødet, altså møder blandt G20’s fagministre, embedsmænd og eksperter, der denne gang talte 133 møder, som er blevet afviklet de seneste 11 måneder.
Den 30 sider lange erklæring blev lørdag godkendt med alle stemmer, minus USA og Argentina via udenrigsministeren Pablo Quirno, der repræsenterede præsident Javier Milei, som er Trumps tro allierede. Quirno forlod forhandlingerne umiddelbart før, erklæringen blev vedtaget af de øvrige lande.
Erklæringen afspejler topmødets slogan Solidaritet, lighed, bæredygtighed og understreger et ønske om at tilpasse verden til klimaforandringerne, fremme vedvarende energi og gøre noget ved verdens store uligheder og gældsbyrden, som fattige lande lider under.
Ramaphosa uddybede ved åbningstalen: ”Ulighederne i velstand og udvikling inden for og mellem lande er ikke kun uretfærdige og uholdbare. Det er også en af de største hindringer for bæredygtig vækst.”
Altså prioriteringer, der ligger i sporet fra de seneste tre G20-møder i Indonesien, Indien og Brasilien, som også satte udvikling og global retfærdighed på dagsordenen. Den overordnede idé er at skabe en mere lige verden.
Intet af det er Trumps kop te. Det var også vurderingen fra den amerikanske økonom Jeffrey Sachs, som under et offentligt møde på Witswatersrand Universitet i Johannesburg fredag sagde, at Trump sikkert sidder klistret til et fjernsyn i Washington og får et raserianfald (temper tantrum).
Spørgsmålet er så, hvad der sker med G20, når USA overtager formandskabet 1. december.
Vil Trump dreje dagsordenen tilbage til igen at handle om global finansiel stabilitet, som var det gennemgående tema de første mange år efter G20’s oprettelse i 1999, eller vil han lægge et helt nyt spor: dealmaking, måske?
Vil han melde USA ud af G20, eller omvendt: Vil så mange G20-lande blive væk fra USA under Trumps formandskab, at institutionen ikke længere giver mening?
Sachs stillede fredag spørgsmålet: ”Hvorfor skal G20 overhovedet tage til USA?”
Det sydafrikanske udenrigsministerium meddelte imidlertid søndag, at i hvert fald Sydafrika agter at deltage i G20-møder i USA næste år.
Ulighedskrise
Et overordnet fokus i de forberedende møder, der har ledt op til topmødet, har været FN’s 17 verdensmål for bæredygtig udvikling, hvor et centralt tema var verdens ulighed, som Ramaphosa har beskrevet med ordene: ”De rigeste ti procent ejer tre fjerdedele af verdens værdier, mens et ud af fire mennesker sulter.”
Han argumenterer for en ”reform af den globale finansielle arkitektur”, som kan hjælpe udviklingslandene ud af deres gældsfælder, der i præsidentens vurdering skærper uligheden, fordi landene bruger penge på at betale gæld, der kunne have været brugt på for eksempel sundhed og skolevæsen. Ramaphosa har kaldt udviklingslandenes udlandsgæld for ”et reb om halsen på udvikling”.
Fokusset på ulighed fik ekstra vægt for et par uger siden med offentliggørelsen af en rapport fra en række eksperter med den amerikanske økonom Joseph Stiglitz i spidsen.
Stiglitz sagde ved præsentationen af rapporten, at ”verden forstår, at vi har en klimakrise”, og at ”det er tid til at erkende, at vi også står over for en ulighedskrise”.
Ifølge Stiglitz-rapporten ligger 83 procent af verdens lande med 90 procent af jordens befolkning inden for definitionen på stor ulighed, mens problemer for regeringsførelse er afledt af ulighed. Blandt andet er det så som så med demokrati i mange lande, hvor rige køber sig til magt over de politiske institutioner, medierne og hæren.
Ramaphosa foreslog på baggrund af rapporten, at der oprettes et internationalt panel af eksperter, som skal komme med idéer og forslag til, hvordan verdens ulighed kan bekæmpes. Inspirationen er hentet i Intergovernmental Panel on Climate Change, som i 37 år har presset på for at gøre verden opmærksom på klimaforandringerne.
Og der er masser at tage fat på, hvis verden med eller uden gode råd fra det påtænkte panel skal løse de bagvedliggende problemer.
FN’s Fødevareprogram WFP vurderer i FN News for et par dage siden, at ”svimlende 318 millioner mennesker vil stå over for kriseniveauer af sult eller værre i 2026, mere end det dobbelte af det tal, der blev registreret i 2019.”
Organisationen sætter tallet i perspektiv med denne konstatering: ”At afskaffe sult inden 2030 ville kun koste 93 milliarder dollars om året – mindre end én procent af de 21,9 billioner dollars, der er brugt på militærbudgetter det seneste årti.”
Samtidig har omkring to milliarder mennesker ikke adgang til rent drikkevand, mens 673 millioner ifølge Verdenssundhedsorganisationen WHO aktuelt ikke har mad nok eller lider af fejlernæring.
I en anden nylig rapport anslår FN’s Fødevare- og Landbrugsorganisation (FAO), at 1,7 milliarder mennesker bor i områder, ”hvor afgrødeudbyttet svigter på grund af menneskeskabt jordforringelse”. FAO kalder problemet ”en stille krise, der underminerer landbrugets produktivitet og truer økosystemerne verden over”.
Forslaget om et internationalt panel hilses velkommen af den humanitære organisation Oxfam, der skriver i en pressemeddelelse, at ”et uafhængigt panel om ulighed er et fortræffeligt forslag, der burde have været fremsat for længe siden.”
Sultne flodheste
Oxfam roser Sydafrika for tage skridtet, der viser, at en ”anden verden er mulig: En, som ikke styres af milliardærer, men af alle os andre.”
G20-optakten har også haft fokus på gældslettelse for ramte lande i det globale syd og er blevet hilst velkommen fra mange sider, mens hele idéen også har sine skeptikere.
Det gælder den kenyanske politolog og menneskerettighedsaktivist Lynne Muthoni Wanyeki, som den 8. november behandlede problemet i online-magasinet The Continent under overskriften Globale lånehajer elsker bare vores sultne, sultne flodheste.
Her gjorde hun opmærksom på, at afrikanske landes udlandsgæld er tredoblet siden 2009, og at det skyldes private lån fra kreditorer særligt i Kina, Storbritannien og Israel samt multilaterale lån, hovedsageligt fra Verdensbanken og Den Afrikanske Udviklingsbank og så den bilaterale gæld, hvor Kina er langt den største kreditor.
Alene ti afrikanske lande skylder Kina 124 milliarder dollars, mens den samlede gæld for de 54 stater anslås at løbe op i næsten 700 milliarder dollars.
MEN: Wanyeki understreger så i indlægget, at långiverne ikke er alene om at have skabt miseren:
”Vi ville ikke være her uden vores lederes grådighed,” (altså afrikanske ledere, red.) og ”det er svært at tage afrikanske opfordringer til gældslettelse alvorligt”, når deres snak om gældssanering skal hjælpes på vej af indenlandske eliter, som kan korrumpere andre, og som ved, hvordan man bøjer regler, behandler bestikkelse og hvidvasker penge.”
Altså nogle store spørgsmål, som blev diskuteret i de to dages møder over weekenden, men altså uden Trump, ligesom andre store navne heller ikke mødte frem i Johannesburg.
I den senere tid er dele af byen imidlertid blevet shinet op til den store G20-guldmedalje
Det gælder Kinas Xi Jinping, der sendte sin næstkommanderende, Li Qiang. Men det skal ifølge China-Global South Project ses som et udtryk for, at 72-årige Xi ikke længere rejser så meget, men i stedet sender Li afsted til vigtige internationale møder. Det er altså ikke for at nedtone vigtigheden af G20, at Xi ikke er kommet.
Andre iagttagere stemmer i og vurderer, at Kina netop deltager på højt niveau, fordi kineserne satser på at overtage USA’s rolle som en central troværdig geopolitiske aktør.
Ruslands præsident, Vladimir Putin, meldte også afbud. Han er angiveligt bekymret for den arrestordre, som Den Internationale Straffedomstol har udstedt mod ham for ansvar for forbrydelser mod menneskeheden og folkemord begået i Ukraine. Heller ikke hans trofaste udenrigsminister, Sergey Lavrov, kom.
Ud over Argentinas og Mexicos fraværende præsidenter var hele 42 lande repræsenteret på topniveau ved arrangementerne, herunder særligt inviterede som Finlands præsident, Alexander Stubb.
Verdens mest ulige land
Uanset opfølgningen på G20 i Sydafrika har planlægning og logistik omkring topmødet klappet og fungeret og er en klar international sejr for Ramaphosa, som samtidig har fået styrket sin popularitet i Sydafrika – for en stund i hvert fald.
For alle de nævnte problemer i den fattige verden er også Sydafrikas og har været det længe. Verdensbanken har udnævnt Sydafrika til verdens mest ulige land, og Ramaphosa selv er efter sigende mangemillionær – i dollars.
Sydafrikas arbejdsløsheden anslås at ligge et godt stykke over 30 procent. Ekstrem fattigdom berører over halvdelen af befolkningen, og uligheden kan aflæses med det blotte øje, når man færdes rundt i landet, ikke mindst i Johannesburg, denne enorme by, som er bygget på grådighed efter guld. Byen er et sammensurium af kvarterer af stjernerige mennesker og andre præget af slum eller forfald.
I den senere tid er dele af byen imidlertid blevet shinet op til den store G20-guldmedalje. På sytten gader og veje mellem landets rigeste kvarter, Sandton i nord og konferencecentret NASREC i sydvest ved Soweto, og fra lufthavnen i øst, er der blevet malet striber og kantsten og sat nye skilte op. Træer er blevet trimmet, og særlige G20-kunstværker pynter her og der.
Selv mange af de defekte lyskurve er blevet repareret, og huller i gader og veje er blevet lappet, som det skete sidst ved verdensmesterskabet i fodbold for 15 år siden.
Mange af byens beboere er glade for den pludselige intense rengøring og reparationerne, mens andre brokker sig over indsatsen, der kun udfoldes, når ”the bwanas (de store mænd) comes to town.”
Nogen kalder forskønnelsen for ”skatteyderfinansieret ekstravagance”. Andre at indsatsen er som at ”komme læbestift på en gris”.
Og eftersom byens største problem længe har været elektricitets- og vandforsyning, der i lange perioder er mere fraværende end til stede, burde G20-sloganet ifølge nogle have haft en lille tilføjelse og have heddet vandsolidaritet, vandlighed og vandbæredygtighed.
En almindelig vurdering fra folk i Jozi, som byen også kaldes, går på, at bystyret og regeringen burde diske op med løsninger, som kan standse det generelle forfald, så byens borgere får glæde af det hele året og ikke bare i forbindelse med et prestigefyldt topmøde i et par dage.
Som en kommentator skriver i en avis: ”Globale ledere kommer og går. Johannesburgs beboere vil stadig være her i morgen – og åbne for deres (tomme) vandhaner.”
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og