TRO & EKSISTENS & MODERSKAB // INTERVIEW & PODCAST – Drop in-dåb bliver stadig mere populære, og for sognepræst Annette Molin Brautsch på Frederiksberg bliver det ved at være bevægende, fordi det er en handling, der betyder noget for den, der kommer til kirken for at blive døbt, uanset alder. Det er en gave, mener hun, en julegave, en genfødsel, som hun kalder dåben, ligesom også julen er en fejring af en fødsel af et barn, af alle børn, af alle mennesker. Men midt om natten, når hun sidder med det spæde barn, kommer noget andet på besøg. Hvad?
Annette Molin Brautsch kalder sig fødselshjælper, men er præst på Frederiksberg og godt nok pædagogisk konsulent for arbejdet med netop børn og deres forældre, men nogen jordemoder er hun ikke ligefrem.
Og dog.
For hun vover at drage både sin egen krop, jomfru Maria og juleaften ind midt i tidens debat om moderskab og kønsroller. Med det mod føder hun nye synspunkter ind i en samtale, der vedrører alle, der er blevet født. Uanset om, de er troende eller ej og hvilket køn, de tilhører.
“Til den nye historie, der kommer med Det Nye Testamente, er det en kvindekrop, vi skal bruge. Jomfru Maria, en kvinde, bliver udvalgt til at påtage sig opgaven som at være mor til Guds barn. Det placerer kvinden og hendes krop i en helt særlig position”, indleder Annette Molin Brautsch og fortsætter som teolog med at sammenkæde den fortælling, der står i centrum i ikke alene de kommende juleuger, men i hele kristendommen, med sit eget liv.
Da jeg så kom op til lægen med visheden om, at jeg nu pludselig skulle have tvillinger, sagde jeg, at jeg følte mig velsignet
“Da jeg fik at vide, jeg skulle have tvillinger i anden ombæring, troede jeg ikke på det. Jeg sad med hånden oppe for min mund, da jordemoderen sagde det. Jeg blev fuldstændig chokeret over, at det kunne lade sig gøre – ligesom Zacharias”, fortæller hun, og den bibelske beretning blev så konkret for hende, at hun lo. Hun blev som Zacharias, hvis kone Elizabeth, der var for gammel til at få børn, pludselig blev gravid. Det gjorde ham stum, og han kunne først tale, da han fik sin søn, Johannes, ham, der senere som voksen døbte Jesus.
Mit barn er også et mirakel
Fortællingerne i Bibelen handlede pludselig en-til-en om hendes moderne liv i en storby i nutiden, og det blev ved. Genkendelsen, følelsen af det ophøjede, det store, det historiske i at skulle føde børn.
“Jeg følte mig udvalgt til en speciel opgave. Jeg følte mig meget velsignet. Jeg aborterede lige inden, tvillingerne kom, og fandt ud af, at det skete for mange. At det er en almindelig kvindeting at bære barnet, at have følt et liv, at have været bevidst om et liv, som så forsvinder. Da jeg så kom op til lægen med visheden om, at jeg nu pludselig skulle have tvillinger, sagde jeg, at jeg følte mig velsignet, og så sagde hun, at det er der godt nok ikke nogen patienter, der før har sagt. Det ord havde hun simpelthen ikke hørt nogen bruge”, husker præsten, der da blev klar over, at hun selv havde hentet ordet fra sin uddannelse, sit job og sin tro.
Det at have et sprog, der gjorde det at bære et barn til noget mirakuløst, forandrede hende og hendes syn på mennesket.
“Altså i virkeligheden er det bare naturen, der går sin gang. To mennesker mødes og så videre. Men for mig kommer det op på et andet plan, fordi den taknemmelighed, jeg følte, kunne jeg placere et sted. Den ydmyghed. Jeg syntes, jeg blev meget lille. Som gravid bliver man stor, og mens man bliver stor, bliver man så bittelille”.
At fordele ansvaret
Dagens debat om moderskab handler meget om de praktiske vilkår og om den manglende ”ligestilling, som betyder, at vi bliver nødt til at tale om det med barsel”, og om at ”værne om dem, der bliver forældre,” påpeger Annette Molin Brautsch.
Selv arbejder hun også meget konkret med babysalmesang og andre aktiviteter, der kan trække forældre ind i kirken, men i takt med hendes egne graviditeter kom noget andet og mere grundlæggende i spil: Selve det, at vi kommer til verden. “Måske er det den samtale, vi trænger til nu”, funderer hun.
Alle har stadigvæk barnet indeni. Det barn, der bare vil elskes
“Der skete noget andet, da jeg pludselig selv sad med en baby. Jeg skulle passe og tage med hjem. Jeg fik en søn først og 3½ år efter tvillinger. Nu var det mig, der var magtesløs. Hvad, hvis der skete barnet noget? Man kan sagtens have medfølelse uden selv at have børn, det ved jeg, men pludselig var det mig, der havde ansvaret. Og det var jeg nødt til at dele med noget, der var større end mig selv. Det er netop det, vi taler om i dåben. Vi lægger vores barn i dine hænder, siger vi. Man fordeler opgaven. Det er meget smukt, jeg forstod det, men lige pludselig var det ligesom mig, der var den, mig, der havde, sådan maksimum hands on“.
Lyt til samtalen mellem Annette Molin Brautsch og Charlotte Rørth her:
Mindes om vores eget indre barn
At have ord for den forvandling og for, at det enkelte lille menneskes mirakuløsitet er en del af den fortælling, der fortælles i store kirker og i tusinder år, mener hun, gør en forskel. Også nu, hvor børnene er blevet store børnehave- og skolebørn, og hverdagene kan drukne i drift.
“Jeg tror, de fleste forældre vil genkende det at se ind i et barns øjne. Man bliver bare hensat. Ens hjerte smelter, ikke? De der små irriterende snotunger, som ikke kan lide den madpakke, jeg har smurt og ikke har ryddet op … og så sidder man dér og tager deres hår om bag øret, og de falder i søvn i ens skød. Så forstår jeg ordene ved døbefonten fra Jesus: Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres. Sandelig siger jeg jer: Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det. Og han tog dem i favn og lagde hænderne på dem og velsignede dem”.
Hun er præst, Annette Molin Brautsch, det er derfra, hun henter ordene, men det er som mor, hun har brug for dem.
Det er også som hende selv, erkender hun som voksen og karrieresikker kvinde med mandsmod og nutidsstyrke.
Og dog ikke kun.
“Alle har stadigvæk barnet indeni. Det barn, der bare vil elskes. Det barn, der hengiver sig i tillid til, at der er nogen, der gerne vil hjælpe. Jeg er mor, men jeg er også barn. Hvis jeg skal kunne passe på mit barn, har jeg også brug for tillid til, at jeg passes på”, siger hun og ved, at hun taler ind i noget, det er svært for mange at sætte ord på, endog blot at indrømme.
Men det at have født, som mange kvinder har, og det at sidde med et spædbarn om natten, som mange både mødre og fædre har, giver for hende en adgang til at fatte det. Selv om man måske ikke ønsker eller vover at sige det højt, end ikke til jul.
En port mellem liv og død
“Jeg husker nætterne, hvor jeg sad dér de første døgn. Især den første nat. Det har været meget specielt begge gange. Jeg kan mærke, at jeg begynder at ryste, når jeg skal tale lige præcis om det”, siger hun og holder pause, trækker vejret og tørrer usynlige mascarapletter af øjenlågene.
“Det er en oplevelse af at sidde mellem livet og døden og få besøg af noget, jeg ikke kan forklare. Som at få besøg af nogen fra den fra en anden verden. Det lyder helt vildt underligt at sige”, afbryder hun sig selv, inden hun fortsætter om en vinternat for nogle år siden:
“Jeg var ikke bange. Det var ligesom, at der var åbnet en port mellem livet og døden. Og det var helt, som det skulle være. Jeg sad dér med noget nyt, og der kom noget gammelt og hilste. Jeg sad dér i mørket og var helt tryg. Det var mirakuløst. Det var i december måned, og sneen dalede, og jeg sad bare dér i sofaen alene og kiggede på den der fuldstændig stille sne. Så meget hvidt. Det var næsten helt lyst. Og så sad jeg bare dér og var fuldstændig tryg og følte mig svævende mellem himmel og jord for at sige det det lige ud. Det var, som der bliver slået hul til himlen”.
Og fruen? Hun bærer kirken. Hun er kirken. Den er som hendes livmoder, hendes gravide mave, der faktisk gør, at vi overhovedet er her
Hun taler videre om julenat, hvor det lille barn fødes med udsigt ud til stjernerne langt væk, men også med kig til den mørke nat, til den død, der før var vanlig for både mor og barn i barselssengen.
“Det er ekstremt sårbart. Barnet er sårbart. Moderen er. Gud er sårbar i sin fødsel her på jorden. Selve skabelsen, som det hele begynder med”.
Kirken er vores livmoder
“Den sårbarhed er så væsentlig for kristendommen. Jesus render rundt og vender den anden kind til. Gør sig sårbar. Lader det gå ud over sig selv og slår ikke igen, forklarer Annette Molin Brautsch og trækker igen fortællingen ind i sit eget liv.
“Den sårbarhed er meget menneskelig. Vi kender den alle sammen, og ved fødslen kan man sige, at da er porten åben mellem liv og død. Det mærker vores kroppe, når vi føder. De er på kanten til, hvad de kan klare, og når vi udsætter os for det, er det, fordi det er det samme situation, som når Gud faktisk lader sin søn komme herned igennem en sønderrevet kvindekrop”.
Det at blive forældre, også at blive far, er vores livsopgave
Det taler kirken ikke nok om, mener hun, selv om der flere steder nu er gravidsamtaler, babysalmesang, og hun selv en dag vil foreslå pilgrimsvandring med barnevogne.
“Det, at vi er kristne i Danmark, gør, at vi er protestanter og derfor aldrig har haft den helt store Maria-dyrkelse, som man ser i katolske lande for eksempel. Vi har været lidt forskrækkede over at gå meget op i hende for at synliggøre forskellen mellem kirkeretningerne. Men”, understreger hun så:
“Vi har Vor Frue kirke i København og andre byer. Og fruen? Hun bærer kirken. Hun er kirken. Den er som hendes livmoder, hendes gravide mave, der faktisk gør, at vi overhovedet er her. Det skal jeg og andre præster og andre i det hele taget blive bedre til at forholde os til. For det er sådan, det er”.
At blive forældre er livsopgaven
At gøre Maria mere tydelig, vil også lære os noget om selve det at være til, som Annette Molin Brautsch mener, vi har brug for i den tid, vi lever i.
“Dengang hun bliver spurgt, om hun vil bære Jesus, accepterer hun det bare. Hun accepterer sin skæbne og siger endda, at hun er Herrens tjenerinde. Hun underkaster sig, som jeg, da jeg var gravid, og overgav mig til opgaven. Det at blive forældre, også at blive far, er vores livsopgave”, fastslår Annette Molin Brautsch.
Det er den opgave, Marias liv handler om.
Hey, det dér, du har gang i lige nu, det er, at du trækker vejret. Du er her. Du kigger på en anden. Du smiler. Dermed har du allerede givet liv i et andet menneskes øjne
Hun kan lære fra sig, mener præsten, og det er der brug for, for ”var der lige en uddannelse, du ikke fik, så var det uddannelsen til far og mor.”
“Den findes bare ikke. Det er simpelthen learning by doing. Det er en giga-opgave, og jeg synes, man som kirke skal gøre mere ud af, at det hele begynder med en gravid kvinde og et barn. Og det sker på mirakuløs og fuldstændig forunderlig vis. Sådan er det, hver gang livet bliver til”, siger Annette Molin Brautsch og erfarer selv, hvordan det netop er i en konstant påmindelse af det, der er så banalt, at der kan findes kræfter til at klare opgaven magen til den, Maria sættes til.
“Vi skal være bedre til at minde hinanden om, hvor stort det er, at vi overhovedet er her. Det er et under i sig selv”, fastslår Annette Molin Brautsch og uddyber som en julehilsen:
“Jeg tror, at når vi falder ned i de dér huller, som vi alle sammen gør i større eller mindre grad i forhold til, hvad der møder os af udfordringer, sorg og tab og for nogens vedkommende det her meget stressede liv, hvor vi har så mange forventninger, så er det i virkeligheden kirkens opgave og rolle at få sagt: Hey, det dér, du har gang i lige nu, det er, at du trækker vejret. Du er her. Du kigger på en anden. Du smiler. Dermed har du allerede givet liv i et andet menneskes øjne. Altså, det er stort”.
Annette Molin Brautsch
Født 5. juli 1977.
Cand.theol.
Sognepræst, Flintholm Sogn, Frederiksberg.
Religionspædagogisk konsulent i Københavns Stift.
Mor til tre.
Gift med Michael Wagner Molin Brautsch, sognepræst, Frederiksberg Kirke.
De er forældre til David, Andreas og Clara.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
