GAZAKRIGEN // ANALYSE – Med sin plan om fuldstændig besættelse af Gaza, har Netanyahu truffet et skæbnesvangert valg, som har vakt ny vrede i store dele af den israelske befolkning. Dette blev kun understreget, da den israelske leder søndag aften tog initiativ til et sjældent pressemøde.
TEL AVIV – Som forventet blev lørdag aften præget af store demonstrationer over hele Israel. Titusinder af israelere gik på gaden med krav til Netanyahu-regeringen om en øjeblikkelig våbenhvile med deraf følgende frigivelse af de resterende 50 gidsler, hvoraf kun omkring 20 fortsat menes at være i live.
Det såkaldte Familieforum, som er en uformel sammenslutning af pårørende til gidslerne, som nu har befundet sig mere end 600 dage i Hamas’ tunneller under Gazastriben, er naturligvis en central del af dette. Herfra opfordres der til generalstrejke, ligesom man opfordrer de mange reservister, som står for indkaldelse i forbindelse med den planlagte totale overtagelse af Gaza By, til at nægte at møde op.
Selve planen blev vedtaget af det israelske sikkerhedskabinet tidligt fredag morgen, og efter en weekend med mange spekulationer og vurderinger tog Netanyahu initiativ til hele to pressemøder. Ved det første, som var for den internationale presse, bedyrede han, at planen kun omfatter en tidsbegrænset besættelse af Gaza, og at det er hensigten at overgive stedet til en ny civiladministration, når Hamas er endegyldigt kulet i jorden.
Palæstinenserne er ikke i gang med at skabe en stat, de er i gang med at ødelægge en stat
Det andet pressemøde, som foregik på hebraisk og til ære for lokale medier, var måske nok så vigtigt og havde lige så meget karakter af en henvendelse til folket. Her lagde Netanyahu særlig vægt på Hamas, som ganske rigtigt nægter at udlevere de resterende gidsler og har sin del af skylden for, at våbenhvileforhandlingerne er gået uhjælpeligt i stampe. Men netop dette benyttede premierministeren til at udmale Hamas’ ”løgne”.
I den sammenhæng bemærkede han, at ”palæstinenserne er ikke i gang med at skabe en stat, de er i gang med at ødelægge en stat”. I det hele taget brugte han dette møde til et forsøg på at overbevise pressen og dermed befolkningen om, at der ikke er anden udvej end at fortsætte krigen.
Netanyahus valg
Umiddelbart præsenteres det hele som endnu en optrapning af krigen mod Hamas i Gaza, men det er nok mere korrekt at snakke om, at krigen nu er på vej ind i en helt ny fase. Set fra israelsk hold har krigen lige siden Hamas’ brutale terrorangreb på det sydlige Israel den 7. oktober forrige år haft to hovedmål. Det ene har været Netanyahus erklærede mål om at opnå den komplette sejr, hvilket er nærliggende at forstå som den totale eliminering af Hamas. Og det andet var og er befrielsen af gidslerne.
En stor militær offensiv med en total besættelse af Gaza By vil uden tvivl bringe de resterende gidsler i alvorlig fare
De to mål har ikke på noget tidspunkt været umiddelbart forenelige. En hurtig befrielse af gidslerne gennem en våbenhvile har forudsat en vilje til at lade Hamas overleve organisatorisk, politisk og nok også militært. Og en eliminering af Hamas har hele vejen igennem indebåret en fare for gidslernes liv.
Det er dette scenarie, som nu udspiller sig med Netanyahus plan. Selv om han gennem de seneste dage har bedyret, at gidslerne fortsat rangerer højt i hans overvejelser, kan hans plan næppe ses som meget andet end en klar prioritering af de to hovedmål. En stor militær offensiv med en total besættelse af Gaza By vil uden tvivl bringe de resterende gidsler i alvorlig fare, hvilket også understreges af, at Hamas har truet med at henrette dem, hvis de israelske tropper begynder fremrykningen.
Her ligger også kernen i de aktuelle og voksende protester i det israelske gadebillede, og det kom allerede torsdag aften meget symbolsk til udtryk i Nir Oz, en kibbutz nær Gazastriben. Her blev 47 beboere dræbt den 7. oktober og 76 taget som gidsel, hvilket svarer til godt en fjerdedel af den samlede befolkning, og samtlige boliger på nær seks blev raseret.
Torsdag aften i sidste uge havde kibbutzen planlagt en ceremoni i forbindelse med nedlæggelsen af grundstenen til den fysiske genopbyggelse af det lille samfund, men da man hørte om Netanyahus planer, blev ceremonien aflyst og udskudt på ubestemt tid.
Indtil videre har hverken de skarpe internationale protester eller den hjemlige vrede i befolkningen fået Netanyahu til at skifte kurs. Da han præsenterede sin plan, var det med meldingen om, at man ville gå langsomt frem og besætte Gaza By bid for bid. Dette skulle angiveligt være af hensyn til gidslerne, hvoraf mange formodes at befinde sig i netop den del af Gazastriben.
Den 7. oktober, som jo er en stærkt symbolsk dato, blev sat som deadline. Men efter pressemødet søndag aften forlyder det nu, at operationens tempo vil blive skruet op. Dette skal til for at afslutte krigen så hurtigt som muligt, hedder det.
Den humanitære katastrofe
En plan, som på tegnebordet kan forekomme ret enkel, vil dog hurtigt kunne løbe ind i voldsomme komplikationer, hvilket er grunden til, at en lang række israelske eksperter og analytikere, og her ikke mindst generalstabschef Eyal Zamir, har udtrykt meget stærke forbehold.
Selv om der sent søndag aften blev affyret et par raketter fra Gazastriben, står det klart, at Hamas ikke længere udgør nogen sikkerhedstrussel mod Israel. Hele den militære struktur er ødelagt, og ingen af bevægelsens 24 bataljoner eksisterer længere. Hamas er ude af stand til at iværksætte noget større, koordineret angreb, på Israel eller på de israelske troppestyrker i Gaza.
Men der er fortsat adskillige tusinde mand under våben. De fungerer i mindre grupper, som i vidt omfang opererer autonomt, og det er desperate mænd, der ikke ser noget alternativ til at kæmpe videre til det sidste. Det er en af grundene til, at krigen i givet fald bevæger sig ind i en ny fase.
De israelske tropper kan forvente indædt modstand i det tætte byområde, hvoraf store dele allerede ligger i ruiner. Det bliver en slags guerillakrig, og fra flere sider er der allerede blevet advaret om, at Israel kan være på vej ind i et Vietnam af kaotiske dimensioner.
Et af Netanyahu-planens angivelige mål er at rette op på den allerede katastrofale humanitære situation for Gazastribens civilbefolkning. Det forlyder, at man vil oprette distributionscentre i de områder, hvor der ikke finder kamphandlinger sted, men også dette synes at bygge på et svagt grundlag.
Bag det hele ligger den skumle fornemmelse, at Netanyahu igen sørger for at trække den næsten to år lange krig i langdrag for at redde sit eget politiske skind
På intet tidspunkt under krigen har Hamas vist den ringeste interesse for civilbefolkningens tarv, og bevægelsen kan meget vel tænkes at gøre netop disse centre for distribution af nødhjælp til nye kampzoner. Så udsigterne er sandsynligvis, at de tilbageværende civile indbyggere af Gaza By, som under normale omstændigheder har en befolkning på lidt under en million, vil blive tvunget til at forlade deres nuværende opholdssteder til andre lokaliteter, hvor de ikke har garanti for noget som helst.
En ost med meget store huller
Det er med andre ord en plan, der virker som en ost med meget store huller. Dette er nærmest blevet en standardformulering, når israelske analytikere kaster blikket på planen i den bedste sendetid på tv. Bag det hele ligger den skumle fornemmelse, at Netanyahu igen sørger for at trække den næsten to år lange krig i langdrag for at redde sit eget politiske skind. Fra et militært synspunkt virker det i hvert fald som en formålsløs krig uden mål og med.
Sagen er blot, at Netanyahu sidder i den samme politiske klemme, som har været en stærkt bestemmende faktor gennem hele krigen. Han sidder i regering med de to små messianske partier fra den yderste højrefløj, Jødisk Styrke og Religiøs Zionisme, og det er navnlig dem, der presser på for at forsætte krigens benhårde kurs.
Skulle det komme til valg lige nu, vil Netanyahu næppe kunne høste stemmer nok til at sikre en ny regering.
Netanyahu-regeringen sidder med det smallest mulige flertal i Knesset (61 ud af 120 mandater), og skulle en af de to uregerlige partnere gøre alvor af truslerne om at bryde med koalitionen, falder regeringen sammen, hvorpå der med stor sandsynlighed skal udskrives valg. Lige nu står Netanyahus Likud-parti svagt i meningsmålingerne.
Efter de 12 dages krig mod Iran i juni så Likud en del af vælgerne vende tilbage, men ikke i tilstrækkeligt omfang til at rette op på krigens skader, og nu falder tilslutningen igen. Så skulle det komme til valg lige nu, vil Netanyahu næppe kunne høste stemmer nok til at sikre en ny regering. Dette ville sandsynligvis blive til afslutningen på hans lange politiske karriere, og her ligger endnu en grund til, at han nu søger at skaffe den ultimative sejr i Gaza, hvilket skulle kunne vende hans politiske lykke.
I den mere lavpraktiske ende slår andre elementer skår i Netanyahus forhåbninger. Således advarer landets finansministerium allerede nu om de økonomiske omkostninger ved at tage fuld kontrol over Gazastriben.
Det vil løbe op i, hvad der svarer til et sted mellem 20 og 30 millioner kroner om ugen, på betingelse af, at der ikke finder nye kamphandlinger sted. Det indregner heller ikke omkostningerne ved at sikre den humanitære hjælp til den palæstinensiske civilbefolkning og ikke mindst de svimlende omkostninger, der venter i forbindelse med en genopbygning af Gazastribens ødelagte landskab.
Plan uden mål
Endelig kommer det måske mest afgørende, nemlig at planens mål fortoner sig i det uvisse. Dette er for så vidt ganske karakteristisk for Netanyahu, der sjældent opstiller klare mål og gennem hele sin politiske karriere har gjort det til sit personlige varemærke først at træffe beslutningerne i absolut sidste øjeblik.
Han bedyrer, at planen ikke sigter på en israelsk overtagelse af Gazastriben, og at man vil trække sig ud, så snart Hamas er borte, og der er etableret en ny civil ledelse. Denne skal ikke være palæstinensisk, hedder det, men arabisk. Dette kunne måske give en vis mening, eftersom Fatah, som sidder meget delvist på magten på Vestbredden, næppe har kapacitet og folkelig opbakning til at påtage sig opgaven. Men hvem det så skulle være, fortaber sig i de netanyahuske tåger.
Man kunne gisne om Egypten som en mulig kandidat til denne komplicerede opgave, muligvis i samarbejde med Saudi-Arabien. Begge har været involverede i de gentagne våbenhvileforhandlinger, og begge lægger i øjeblikket et voldsomt pres på Hamas for at få bevægelsen til at frigive gidslerne.
I princippet kunne dette i sig selv bane vej for en vis løsning, men det er også vigtigt at bemærke sig, at de begge har kritiseret Netanyahu-planen i skarpe vendinger, og ikke meget tyder på, at de har lyst til at påtage sig nogen administrativ rolle i Gaza efter krigen. Det ligner altså endnu en dødssejler, og i det hele taget er det svært at finde nogen, som ville kunne tage over og samtidig sikre den nødvendige stabilitet.
Konklusionen må derfor være, at krigen i Gaza får lov til at fortsætte, fordi Gaza er blevet en personlig besættelse for Netanyahu. Store dele af den israelske befolkning har for længst indset, hvor det bærer hen, og protesterne fortsætter. Normalt er lørdag aften den store dag for demonstrationer, men nu gentog det sig søndag, som er ugens første hverdag.
Og ikke mindst kan man se tydelige tegn på, at uroen også for alvor breder sig i Likud-partiet. Tzachi HaNegbi, som har repræsenteret partiet i årevis og nu er særlig sikkerhedsrådgiver for Netanyahu, stod forleden frem med sin alvorlige kritik af planen. Da den blev vedtaget torsdag aften, sagde han tydeligt, at han ”ikke er klar til at give afkald på at redde gidslerne”.
Dette er mere eller mindre, hvor sagen står lige nu. Netanyahu har truffet et skæbnesvangert valg, der kan trække Israel ud i en endnu mere kaotisk situation, og som vil føre til nye lidelser for den allerede hårdt prøvede palæstinensiske civilbefolkning.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og