UKRAINE // HISTORISK ANALYSE – Der er muligt at finde en fredelig løsning på krigen i Ukraine, men det forudsætter, at vi gør op med imperie-nationalismen og i stedet styrker kultur-nationalismen.
Når man ser på krigen om Slesvig mellem Tyskland og Danmark i 1864, og sammenligner den med krigen mellem Rusland og Ukraine om Donbasområdet, der brød ud i 2022, viser der sig nogle markante lighedspunkter i baggrundene for krigene og i deres forløb.
Der er derfor god grund til at se på, hvad der i sidste ende skabte en langtidsholdbar fred mellem Tyskland og Danmark for så vidt angår Slesvig og Sønderjylland, for det kan vise en vej til en tilsvarende holdbar fred mellem Rusland og Ukraine.
To slags nationalismer
Man kan skelne mellem to slags nationalismer:
- “Kultur-nationalismen”, hvor befolkningsgrupper der har samme baggrund i sprog, kultur og historie, og som udgør et flertal i et landområde, ønsker selvstændighed. For eksempel tyskerne i Holsten og danskerne i Nordslesvig (= Sønderjylland).
- “Imperie-nationalismen”, hvor et land ønsker at have magt over et så stort område om muligt, uanset hvilke nationaliteter, der befolker området. For eksempel når Danmark ønskede også at regere også over Holsten.
Imperie-nationalismen er en meget farlig og konfliktskabende ideologi, idet den både åbner for konflikter med andre imperier, og med de nationale kulturer, som imperiet ønsker at have under sig.
Danmark 1864
Tilbage i enevældens tid havde herskerne – konger og kejsere – et personligt ejerskab over de områder, de lagde under sig. Områderne var ikke afgrænset sprogligt eller kulturelt, men kun af hvor meget man havde kunnet kæmpe sig til. For eksempel herskede den østrig-ungarske kejser over et betydeligt antal nationale kulturer.
Derfor prøvede den danske konge og den nationalliberale regering at gøre specielt Slesvig mere dansk, for dog i det mindste at kunne beholde dette område
Tilsvarende for den danske konge. Christian VIII herskede både over riget Danmark og over Slesvig-Holsten. Der var tale om to områder, der lovgivningsmæssigt, arvefølgemæssigt, administrativt og styringsmæssigt var helt adskilte. Kongen var således det eneste, der bandt områderne sammen i ét imperium.
Det danske og det tyske kulturområde mødte hinanden i Slesvig.
Christian VIII ønskede at beholde sit “ejerskab” til alle disse områder. Dette blev udfordret af den begyndende nationalisme, der tog fart i Tyskland, hvor man gerne så Holsten (der var rent tysktalende) og Slesvig (der blev administreret på tysk, selvom der i Slesvig også var mange dansksprogede) som dele af et samlet Tyskland.
Derfor prøvede den danske konge og den nationalliberale regering at gøre specielt Slesvig mere dansk, for dog i det mindste at kunne beholde dette område.
Kongen udstedte forskellige forordninger: blandt andet blev dansk indført som retssprog i den nordlige del af Slesvig. Det blev af de tyske områder set som en afgørende trussel mod Slesvig-Holstens selvstændighed, og førte sammen med områdernes krav om en selvstændig forfatning til krigen i 1848.
Her led Danmark et markant militært nederlag. Tyskland besatte Danmark langt op i Jylland, og kun fordi stormagterne greb ind og dikterede en fred måtte slesvig-holstenerne kapitulere.
Undervejs havde der været forsigtige røster fremme om at dele Slesvig i en tysk og en dansk del, men det var den danske konge og den herskende imperie-nationalistiske ideologi i Danmark – i form af den nationalliberale bevægelse – helt afvisende overfor.
I tiden efter 1848 ønskede Danmark fortsat at gøre Slesvig så dansk som muligt, for at svække de tysktalendes position, og dermed forhindre kommende oprør. Danmark begyndte derfor at trænge tysk tilbage som sprog i Slesvig.
Vigtig blev udstedelsen i 1851 af de såkaldte “Regenburgske reskripter”, der betød nyordning af de offentlige sprogforhold i Slesvigs nationalt meget blandede midtbælte. Blandt andet blev skolernes undervisningssprog entydigt dansk, med kun fire timers undervisning i tysk. Konfirmationer skulle også foregå på dansk.
Den danske undertrykkelse af tyskheden i Slesvig, sammenholdt med den stigende tyske nationalisme og nationsdannelse førte til krigen i 1864, der som bekendt endte med det totale nederlag for Danmark. Tyskland erobrede hele Slesvig, og grænsen blev flyttet op til Kongeåen.
De nye grænser skulle trækkes uafhængigt af gamle imperier, men sådan at grænserne fulgte nationaliteternes områder
Undervejs i forhandlingerne op til 1864 for at undgå krig, og i de efterfølgende fredsforhandlinger, hvor England, Frankrig og Rusland førte det store ord, blev det fra både engelsk og tysk side sonderet, om man måske kunne foretage en deling af Slesvig i en tysk og en dansk del. Den danske kongemagt var imidlertid helt afvisende over for på den måde at skulle afgive mere af sit imperium.
En dumstædighed der gav anledning til, hvad man i dag vel ville kalde en “dumme-bøde”: Tyskland tog med baggrund i en imperie-nationalistisk tankegang hele Slesvig, også de danskdominerede nordlige dele. Så kunne Danmark lære det.
Sådan var situationen helt op til afslutningen af første verdenskrig, hvor Tyskland endte som et slagent land. Situationen med Tyskland helt i knæ gav Danmark mulighed for at rette op på nederlaget i 1864.
I forbindelse med fredsslutningen forfægtede den amerikanske præsident Wilson det kultur-nationalistiske princip: De nye grænser skulle trækkes uafhængigt af gamle imperier, men sådan at grænserne fulgte nationaliteternes områder. Princippet blev desværre kun i ringe udstrækning fulgt – dertil var ikke mindst Frankrig for grådige. Men i forhold til grænsen mellem Tyskland og Danmark blev princippet anvendt.
Slesvig blev opdelt i tre zoner, hvor befolkningen i hver af disse zoner skulle afgøre, hvilket land, de ville høre til. Alle der var født i en given zone, ville kunne stemme dér – på den måde sikrede man sig, at eventuelt fordrevne folk kunne få indflydelse dér, hvor de følte sig hjemme.
Zone 1, den nordligste del af Slesvig stemte dansk (75 procent), mens mellem-Slesvig i zone 2 stemte tysk (80 procent).
For at forebygge mulige konflikter med Tyskland havde den danske regering klogeligt forpligtet sig til at ville følge afstemningen. Danmark udlod at være grådig og kræve hele Slesvig. Grænsen blev således trukket efter det kultur-nationale princip.
Samtidig gav både Tyskland og Danmark de tilbageblevne nationale mindretal i deres lande nogle særrettigheder i forhold til sprog og indflydelse. Grænsen har ligget fast siden, og var end ikke anfægtet i forbindelse med anden verdenskrig. Konfliktniveauet mellem tyskere og danskere i det gamle Slesvig blev med tiden voldsomt mindsket og er i dag kun til stede i beskedent omfang.
Konklusionen er, at Danmark i 1864 lå, som det havde redt. Tyskland kom de diskriminerede og kuede tyskere til undsætning. Det undsættende land blev dog grådigt og tog en ekstra luns (dummebøden). At lunsen ikke blev større, blev forhindret af stormagterne. Freden sænkede sig, da området blev delt efter kulturnationalismens principper, dvs. efter nationaliteter.
Ukraine 2022
Ukraine blev selvstændigt i 1991, da det løsrev sig fra det krakelerende Sovjetunionen. Landet blev født med et meget betydeligt mix af ukrainsk og russisk kultur og sprog.
En meget væsentlig baggrund for krigen i Ukraine blev uenighed om omfanget af selvstyre og kulturel autonomi de i langt overvejende russisk befolkede østlige provinser og Krim. I 2001 var det – jf. folketælling og CIA’s factbook – de to regioner, som Rusland nu har besat 85 procent af (Krim og Donbas), hvor der primært tales russisk.
Det seneste valg i Ukraines østlige områder, dvs. Donbas, som består af provinserne Donetsk og Luhansk samt Krim, blev anerkendt som rimeligt fair. Det fandt sted i 2012, og her fik regionspartiet og kommunistpartiet, der tilgodeser den russiske kultur og det lokale autonomi, tilsammen 72 procent af stemmerne i Krim, 83 procent i Donetsk og 82 procent i Luhansk.
Europarådet konstaterede efterfølgende, på baggrund af deres udsendte observatører, at valget var “a good election, not perfect but clearly acceptable“. Så de tal er de seneste, vi kan stole på, hvad angår fordelingen i Donbas og Krim mellem dem, der lagde vægt på at tilgodese den lokale russiske kultur, og dem, der ønskede et homogent ukrainsk Ukraine. Senere valg og afstemninger i områderne er generelt ikke anerkendt for at overholde internationale standarder for valg.
I 2014 blev den russisksindede præsident Janukovytj, som var blevet valgt i 2010, afsat ved et kup i forbindelse med demonstrationer og optøjer i hovedstaden.
Herefter eskalerede konflikten og fjendtlighederne mellem ukrainere og russere, manifesteret i konflikten mellem på den ene side de russisk-dominerede områder i Krim og i Donbas og på den anden side resten af Ukraine.
Konflikten manifesterede sig nu militært ved at Rusland invaderede Krim, og ydede bistand til de russiske oprørere i Donbas.
Ukraine lå som det havde redt i 2022. Nabolandet Rusland kom de diskriminerede og kuede russere til undsætning
Man forsøgte i 2015 gennem forhandlinger i Minsk at skabe en fredelig løsning. De aftaler , der blev indgået mellem parterne om at løse konflikten igennem øget selvstyre for de østlige provinser, blev imidlertid ikke overholdt af Ukraine.
I stedet strammede Ukraine i 2017 (lige som Danmark i 1851) skruen og indførte sproglove, der diskriminerer imod den russisktalende del af befolkningen. Man gjorde det umuligt at udgive aviser og bøger på russisk, og mindst 80 procent af undervisningen skulle foregå på ukrainsk fra 5. klasse, også i de russisktalende provinser.
I 2019 udgav Europarådet en rapport, der blandt andet konkluderede, at Ukraines sproglove er “ubalancerede”, især i forhold til russisktalende, der sprogligt fik ringe vilkår, også værre vilkår end andre og mindre nationale mindretal.
I 2022 invaderede Rusland så Ukraine – ikke kun Donbas, men hele Ukraine. Kun fordi Ukraine med hurtig massiv støtte af de vestlige stormagter kunne trænge russerne tilbage til Dunbas, blev det undgået, at hele Ukraine fik en “dummebøde” af Rusland, svarende til den Danmark fik af Tyskland i 1848.
Og sådan står det i det store hele stadig. Krim og det meste af Donbas er besat af Rusland. Og der er ingen tegn på, at der vil komme de store forskydninger i frontlinjerne. Ukraine fastholder halsstarrigt, at det ikke kan komme på tale at lade russisksindede områder løsrive sig fra Ukraine – helt lige som Danmark gjorde det i 1864 i forhold til den tysksindede del af Slesvig.
I 2022 lå Ukraine som de havde redt
Her kan vi næsten ord til andet, blot med udskiftning af landenavne, gentage den første del af konklusionen for Danmark i 1864:
Ukraine lå som det havde redt i 2022. Nabolandet Rusland kom de diskriminerede og kuede russere til undsætning. Det undsættende land blev grådigt og forsøgte at tage en ekstra luns (dummebøde). At det ikke lykkedes, skyldes at stormagterne greb ind.
Så mangler vi “kun” også at kunne gentage afslutningen af konklusionen for Danmark i 1864: “Freden sænkede sig, da området blev delt efter kulturnationalismens principper, dvs. efter nationaliteter.”
Den største udfordring er nok at demontere fjendebillederne, og i stedet se Rusland, Ukraine og Vesten som parter, der skal sameksistere og finde en fred sammen.
Det forudsætter, at vi allesammen holder op med at tænke ud fra den gammeldags imperie-nationalisme, fra tiderne hvor enevældige herskere skrabede til sig af landområder, uanset hvilke nationaliteter, der befolkede det.
At holde op med en tænkning, som er så indarbejdet, er givetvis ikke nemt, hverken for et ukrainsk imperium, der gerne vil herske også over russisk dominerede kulturområder, eller for et russisk imperium, der gerne vil genskabe påståede historiske territorier.
Men som historien om Slesvig også viser, er der ingen anden vej frem til en holdbar fred, end at følge præsident Wilsons gamle principper om kultur-nationalisme. Og lade de mennesker, der er født i Krim og de østlige områder træffe beslutning om, hvilket land de vil være en del af eller eventuelt være selvstændige. Dette valg skal selvfølgelig styres og overvåges af et internationalt, uafhængigt organ – helt ligesom i Slesvig i 1920.
Der giver selvfølgelig nogle praktiske udfordringer, men det er absolut lade-sig-gørligt, jf. også erfaringerne fra Slesvig.
Sværere er det så sådan set ikke. Den største udfordring er nok at demontere fjendebillederne, og i stedet se Rusland, Ukraine og Vesten som parter, der skal sameksistere og finde en fred sammen.
Derfor vil der være brug for supplerende afspændingstiltag for at afmontere imperie-nationalisme-tænkningen, og den frygt for modparten, som denne afføder:
- Ukraine har brug for vestlige garantier for øjeblikkelig massiv militær indgriben, hvis Rusland angriber det Ukraine, der er tilbage efter regionernes afstemninger om tilhørsforhold. Samt en demilitariseret zone i de områder, der som følge af afstemningerne måtte overgå til Rusland.
- Rusland har brug for garantier mod, at den vestlige indramning af Rusland, der er sket siden murens fald, ikke øges. Dette vil kunne ske ved at gøre Ukraine til demilitariseret zone.
Alt dette kan lade sig gøre! Den største hindring er nok politikere, der høster stemmer på fjendebilleder og konflikter; våbenindustrien, der tjener på oprustning og krig; samt medieindustrien, der tjener på konflikter. Men hvis vi, de almindelige mennesker, der helst vil have fred, gennemskuer propagandaen og populismen herfra, så kan og vil det ske.
Kilder ang. Slesvig:
Svend Thorsen: De Danske ministerier 1848-1901 + 1901-1929 (Odense Universitetsforlag, 1972)
Rasmus Glenthøj: 1864 – sønner af de slagne (GAD, 2014)
Sønderjyllands historie efter 1815 (Historisk samfund for Sønderjylland, 2009)
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og