HJERTEBØN // ESSAY – “Det var begyndelsen. Ikke dramatisk. Ikke mirakuløst, men som når en lås klikker op indefra.” Efter en mislykket hjerteoperation, måneder med depression og en første hvisken af bønnen “Hjælp mig”, begyndte en ny bevægelse at tage form, fortæller forfatter og filosof Finn Janning. Bevægelsen åbnede døren til en glemt tradition, hvor heling begynder med at give slip frem for at præstere.
I marts 2023 skulle jeg have repareret en utæt hjerteklap. En rutineoperation, sagde hjertelægen. Rutine eller ej, noget gik galt. Mit hjerte i stå. Tre-fire timer blev til ti. Da Vinci, navnet på robotten, der foretog operationen, måtte ind igen.
Da jeg vågnede, vågnede jeg et andet sted: i noget, der bedst kan beskrives som paradisets have. Jeg hørte sang. Lys. En dans, der ikke var min, men som jeg på mærkelig vis deltog i. Den dans varede dog ikke længe.
Et par måneder senere faldt jeg ned i et dybt hul. Depressionen slog mig omkuld, gamle traumer væltede op, og selvbebrejdelserne ramte med en kraft, jeg aldrig havde oplevet. Jeg havde fået en ny chance – og følte mig uværdig til den. Professionelt stod jeg i stampe. Min roman havde ligget i en skuffe på forlaget i årevis. Jeg var i fyrrerne og måtte låne penge af min mor, da jeg var for svag til at undervise. Jeg følte mig som en fiasko.
Det er ikke narcissistisk som så meget selvudvikling. Det er det modsatte: en stille træning i at blive mindre selvoptaget. Modtagelig og hengiven
Og midt i det hele, begyndte jeg at gå i kirke. Jeg ved stadigvæk ikke hvorfor. Jeg har aldrig været religiøs. Tværtimod. I første omgang var det stilheden, ikke gudstjenesterne, der trak. Jeg mediterede på de hårde bænke. I mere end ti år havde jeg mediterede på små buddhistiske puder. Men efter tre-fire måneder skete der noget. Meditationen blev porøs, som om den gled over i noget andet.
En eftermiddag – nedbrudt, træt og uden håb – hviskede jeg: ”Hjælp mig.” Jeg sagde det til korset. Jeg havde aldrig bedt før.
På vej ud standsede jeg foran Jesusfiguren, som jeg altid gjorde. Denne gang hørte jeg en stemme: Du er ikke alene.
Det var begyndelsen. Ikke dramatisk. Ikke mirakuløst, men som når en lås klikker op indefra.
En glemt kristen vej
Kort efter fortalte en ven mig om Teresa af Ávila – den spanske mystiker fra 1500-tallet, hvis afskårne arm ligger i en glasmontre. Den makabre historie fascinerede mig. Jeg læste om hende – og snart om Johannes af Korset. Jeg opdagede, at kristendommen rummede en praksis, som mange havde glemt: En kontemplativ vej.
I 1970’erne undrede tre cisterciensermunke – Thomas Keating, Basil Pennington og William Meninger – sig over, hvorfor så mange unge søgte mod buddhismen. Svaret var enkelt: De søgte ikke Buddha, men en vej. De var interesseret i at erfare den virkelighed, man ellers kun talte om. Noget større.
Det lyder banalt. Men effekten er radikal. For når tankerne får lov at falde, falder også vores strategiske fortællinger om os selv
Munkene fandt den glemte kristne kontemplative praksis frem og udviklede Centering Prayer – hjertebønnen – en stille samtykkende relation til Guds nærvær.
Buddhismen lærer, at intet selv er fast og uforanderligt. Kristendommen lærer, at det falske selv må opløses eller tømmes, som den franske mystiker Simone Weil sagde. Bevægelsen er den samme: En afvikling af egoets greb om livet.
Det moderne problem: overidentifikation
I dag er mange fanget i identitetens tyranni. Race, køn, seksualitet, klasse, politisk tilhørsforhold – alt bliver til mærkater, som både definerer og begrænser. Vi lever dualistisk: for eller imod, rigtig eller forkert, mig eller dig.
En kontemplativ praksis underminerer den logik.
Den insisterer på, at vi er forbundne. Ikke som moralsk pligt, men som eksistentiel erfaring. Teresa talte om sjælen som et have, der vandes gennem forskellige bønner indtil viljen erstattes af en hengivelse til Guds vilje. Johannes af Korset talte blandt andet om den smertefulde nat, hvor Gud former mennesket indefra. Den er smertefuld, fordi du må give slip på dit falske jeg. Det jeg, som klamrer sig til sin identitet.
Fælles for en spirituel erkendelse, hvad enten kristen eller buddhistisk, er: Du er ikke centrum. Livet er. Når du holder op med at fylde rummet, åbnes du – hvorved du bliver mere rummelig.
Hjertebønnens effekt
Den kontemplative praksis eller bøn, som munkene fandt frem til kaldes centering prayer, men den har haft flere navne, den simple bøn eller hjertebønnen. Du sætter dig i stilhed, vælger et helligt ord – fred, nåde, kærlighed, der kan anvendes, når tanker dukker op, vend blidt tilbage til ordet. Gør ellers intet andet, end at åbne dig for Gud. Giv slip på alt, der måtte dukke op.
Det lyder banalt. Men effekten er radikal.
For når tankerne får lov at falde, falder også vores strategiske fortællinger om os selv. Det er ikke narcissistisk som så meget selvudvikling. Det er det modsatte: en stille træning i at blive mindre selvoptaget. Modtagelig og hengiven.
Hjertebøn giver – når den bruges over tid – visdom. Ikke som viden, men som en måde at være i verden på: mere rummelig, mere lyttende, mindre fordømmende. Mere ydmyg. Johannes af Korset, sagde at: “Guds første sprog er tavshed.” Og munken Thomas Keating talte om “divine therapy”: Gud heler det, vi ikke selv kan.
Det var det, der begyndte at ske i mig.
En praksis med politisk betydning
Som samfund er vi fanget i en kollektiv mistrivsel. Fra de unge til akademikerne. Stress, angst, skærmafhængighed, polarisering. Ikke fordi vi er svage, men måske fordi vi klamrer os til et falsk selv eller forestillingen om et uforanderligt kerneselv.
I dag taler vi alt for meget om identitet. Mindre om forbundethed. Meget om præstation. Næsten intet om hengivelse. De færreste har en fornemmelse af, at de er en lille del af noget umådeligt meget større og kraftfuldt, end deres eget ego.
Jeg er ikke frelst, men jeg er levende og mærker dagligt en glæde og intens taknemmelighed
Kort sagt: Vi beregner. Vi optimerer. Vi kalkulerer. Men vi kontemplerer ikke. Kontemplation er en modgift. Mennesket har til alle tider udviklet ritualer og kontemplative praksisser, der lærer os at resonerer med verden. Det handler om at blive gode til at bære livet, før vi dør.
Da jeg på et tidspunkt introducerede hjertebøn, da jeg underviste en gruppe ledere og atleter i mindfulness, vrængede de på næsen. Hvordan kunne en filosof undervise i bøn? På samme måde, som de fleste, der underviser i meditation, ikke er buddhister. Vigtigere, sagde jeg, du behøver ikke tro, men besidde nok vilje og mod til at afprøve. Der sker nemlig noget, når du to gange om dagen i minimum 20 minutter giver slip på din egen fortælling. Giver slip på alt. Flere af mine elever fortæller, at hjertebønnen giver dem mod til at træde ind i det ukendte – uden partout at vide, hvem de “skal være”.
En anden måde at blive moden på
Hjertebøn og meditationer er vej indad, der fører udad. En praksis, der starter med at slippe selvet – og ender med at elske verden. Det er ikke fundamentalisme.
Spirituelle mennesker er aldrig skråsikre. De moraliserer ikke. De ved, at næstekærlighed ikke kun gælder “min identitet”, men alt levende. Den kontemplative vej gør ikke mennesker passive. Den gør dem modtagelige. Mindre reaktive. Mere etiske, idet de svarer med hjertet.
For mig blev hjertebønnen en vej tilbage til livet. Jeg skylder stadigvæk penge. Mit forlag har udgivet min roman, men ellers ignoreret mig. Det generer mig ikke længere. Jeg er ikke frelst, men jeg er levende og mærker dagligt en glæde og intens taknemmelighed. Jeg har sluppet den sidste snert af forgængelighed og omfavnet min forgængelighed.
Livet bliver lettere, når vi fatter, at det ikke er noget vi ejer, men noget vi får lov at bære et stykke tid
Jeg vågnede ikke i paradis. Men i mit eget liv – måske er det netop pointen: døren til de højere bevidsthedslag eller Gud, åbner indad. Fra filosofien vidste jeg, at visdom er en integreret del af livet. Det betyder, at et samfund, der mistrives, lever falsk. Det mangler en kontemplativ praksis, der lærer os at se hinanden, verden og os selv. En praksis, der ikke dømmer hinanden, men gør os værdige til at møde det, som sker. En praksis, der ikke handler om at udvikle selvet. Men om at lade det falde. Måske endda falde opad, om man vil.
Livet bliver lettere, når vi fatter, at det ikke er noget vi ejer, men noget vi får lov at bære et stykke tid.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og