Hans Colberg og Rigsarkivet

i Featured/Danmark/Kultur/Liv & Mennesker af

POV International har set på Rigsarkivets digitalisering af hele dets store Dansk Vestindien-arkiv. Fem millioner dokumenter er blevet scannet – og bliver lagt ud til offentligheden i marts som led i markeringen af 100-året for salget af Dansk Vestindien.

Dengang jeg var ung, kendte jeg en mand i Gladsaxe, der hed Hans Colberg. ”Den Hvide Neger” blev han kaldt. Han var født i 1912 ude i Dansk Vestindien, som søn af en sort mor, der var slaveefterkommer, og en hvid far, der var dansk embedsmand på øerne. Da Danmark i 1917 solgte sine tre øer i Caribien til USA, kom familien Colberg, som så mange andre danskvestindere, til Danmark. Colberg-familien slog sig ned i Gladsaxe, nord for København, og det var dér, jeg i 1970’erne lærte Hans Colberg at kende.

Han var en livsklog mand. Havde levet et hårdt liv. Som skibskok på de syv have. Som modstandsmand under Besættelsen. Som bokser. Hans Colberg døde i Høje Gladsaxe i 1984, og jeg har siden nu og da tænkt på ham. Og funderet over den barndom og de familieforhold, han ikke var meget for at snakke om. Om hans baggrund i Dansk Vestindien.

Her en menneskealder efter hans død, er det muligt at blive klogere på den front. Rigtig meget klogere. Og det gælder alle, der har en interesse i Dansk Vestindien. Familiemæssigt eller på anden vis. Og gerne vil grave i de millioner af dokumenter, Rigsarkivet rent faktisk ligger inde med fra den gamle danske koloni i Caribien.

Da jeg fik navnet Colberg, begyndte jeg at bladre i vores digitaliserede ting fra Dansk Vestindien. For det hele er jo digitaliseret nu

I anledning af 100-året for salget af Dansk Vestindien søsætter Rigsarkivet nemlig en hjemmeside, hvor vi alle sammen kan søge i arkivalierne fra vore tre gamle vestindiske øer, St. Thomas, St. Croix og St. Jan. Arkivalier, der, hvis man stillede dem op på en lang hylde, ville strække sig over 1,2 kilometer. Arkivalier, der er blevet digitaliseret så godt som rub og stub – i alt har man siden projektets start i 2013 scannet fem millioner dokumenter.

En smagsprøve

Hele det imponerende projekt bliver lanceret for offentligheden til marts. Indtil da er Rigsarkivets ansatte ved at finpudse hjemmesiden og dens søgefunktioner. Men i denne uge fik jeg en smagsprøve på, hvor effektivt det hele er. Jeg havde bedt Rigsarkivet finde, hvad de kunne på min gamle ven Hans Colberg – og hans familie fra Dansk Vestindien.

scan_20170112-2
Selv hvilket tøj, embedsmand Colberg købte til sine børn i forbindelse med afrejsen fra Dansk Vestindien i 1917, kan man finde kvitteringer på i arkivalierne.

Da jeg dukker op i Rigsarkivet lige overfor hovedindgangen til Folketinget, sidder Niklas Thode Jensen klar i den fornemme Harsdorffsal. Med en stort smil præsenterer den 43-årige forsker og historiker, der er en del af teamet bag hele det store digitaliseringsprojekt, mig for, hvad han har fundet.

”Da jeg fik navnet Colberg, begyndte jeg at bladre i vores digitaliserede ting fra Dansk Vestindien. For det hele er jo digitaliseret nu. Og er i gang med at blive lagt i systemet”, forklarer Niklas.

”Og der finder jeg oplysninger om ham her Hans Christian August Colberg, som var assistent i Kolonialrådet på St. Croix”, fortsætter Niklas og viser mig den ordentlige stabel af dokumenter, han har printet ud til mig.

Det er min gamle ven Hans Colbergs far, Niklas har fundet. Som var født på St. Croix i 1862. Og der, da hans hvide danske hustru Ellinor døde, i stedet giftede sig med sin sorte danske tjenestepige, Sara Johanna Benjamin. Ganske usædvanligt efter dansk-vestindiske forhold.

Få måneder efter at Danmark den 31. marts 1917 overdrager Dansk Vestindien til USA, rejser Hans Christian August Colberg, hans sorte hustru, og deres børn til Danmark.

”Eftersom han er statsansat, får han en pension efterfølgende”, forklarer Niklas Thode og bladrer i dokumenterne. ”Og der er nogle udgifter i forbindelse med, at han og hans familie rejser hjem. Og alt det er selvfølgelig registreret”, fortsætter han.

Den erfarne forsker har fat i papirer, der er blevet gemt af det, der hed Koloniernes Centralbestyrelse. Hvor alle arkivalier vedrørende den vestindiske embedsmand Colberg hører hjemme. Også de breve, den hjemvendte og økonomisk trængte embedsmand sendte til myndighederne straks efter ankomsten til Danmark.

”Og han skriver til myndighederne. ’Vi har ikke så mange penge. Mine børn har været syge. Vi bor der og der. Og derfor vil vi gerne have noget støtte’. Og myndighederne svarer ’Det kan vi godt’. Og så videre. Og så videre. Dokumenterne ligger der. Man kommer ret tæt på disse personer”, forklarer Niklas Thode.

Danmark i en klasse for sig

Det er ganske omfattende oplysninger, offentligheden nu får online-adgang til i forbindelse med digitaliseringen af arkivalierne fra Dansk Vestindien. Det drejer sig om dokumenter, der går hele vejen tilbage til da den danske koloni blev grundlagt på St. Thomas i 1672. Og her er Danmark i en klasse for sig sammenlignet med andre europæiske kolonilande.

”Alle koloninationer forsøgte at gemme”, forklarer Niklas Thode. ”Det var selvfølgelig ikke alle, der var lige pernittengrynede og dokumenterede alting. Men jeg tror, uden at sige for meget, at den danske enevældige stat, lagde meget vægt på, at ting skulle dokumenteres. Og det var lige meget om det var fra Lolland eller Møn eller Mors eller Dansk Vestindien. Kongen i København ville gerne have styr på det hele”.

dsc_0082
Mens Christian IX ser til i baggrunden. Indtaster Jens Villumsen (t.v.) og historiker og forsker Niklas Thode Jensen

Derfor er der ingen øer i Caribien, hvor man i dag finder større ”datatæthed” i forhold til kolonitidens oplysninger om borgere og slaver, end St. Thomas, St. Croix og St. Jan – det tidligere Dansk Vestindien.

”Alt hvad der drejer sig om militær og handel er registreret. Kirke også. Og plantagedrift. Især når det drejer sig om beskatning. Det er noget, den danske stat går rigtig meget op i. Beskatningen gør så, at oplysninger om, hvor mange slaver man havde, er vigtig. For man betalte skat af hver slave. Så vi har antallet på slaver. Og i lange perioder også deres navne”, beretter Niklas Thode.

En hær af indtastere

Det er ikke gjort med bare at scanne millioner af gamle dokumenter og så bare lægge dem ud til offentligheden. Mange af dokumenterne er skrevet i snirklet gotisk håndskrift, der er svært, ja ofte umuligt for mennesker i dag at læse. Derfor har Rigsarkivet allieret sig med en hær af frivillige indtastere. Personer, der er vant til at læse gamle dokumenter. Ofte slægtsforskere. Og denne hær er så i gang med at ”oversætte” de gamle dokumenter til forståelig dansk, og indtaste relevante oplysninger på en særlig indtastningsportal.

De fokuserer på at få tastet arkivalier ind, som der er mange navne på. Oplysninger, der kan bruges af folk, der slægtsforsker. For eksempel folketællinger, skattelister og matrikeloplysninger.

”Netop det med slægtsforskningen, det er det, vi prøver at styrke ved vor indsats her. For vi ser meget på indtastning af navne og steder. Det er tit det, slægtsforskere har brug for, mens faghistorikere slår op på en anden måde”, forklarer Niklas Thode.

I dag er Rigsarkivet oppe på 134 personer, der sidder og indtaster oplysninger fra de vestindiske arkivalier.

”De har været i gang med indtastningen siden midten af 2015. Det arbejde pågår stadig, og det er så stort, det nok ikke er noget, vi kommer til at stoppe med. Der er som sagt fem millioner sider”, forklarer Niklas Thode, der sagtens kan bruge nye frivillige indtastere. Jo flere, jo bedre.

Blev indtaster i protest

I disse uger arbejder Rigsarkivet så på højtryk med at få lagt de millioner af scanninger ind på hjemmesiden. Så man kan bladre og søge i dem på den mest brugervenlige måde.

Blandt Rigsarkivets hær af indtastere er den 68-årige Jens Villumsen, hvis erfaring med gotisk håndskrift kommer fra mange års slægtsforskning.

”Jeg har indtastet knap 400 dobbeltsider. Og hver side tager vel tre kvarter at indtaste”, fortæller den pensionerede TDC-medarbejder.

Indtastningsarbejdet sker hjemme hos den enkelte frivillige. Det hele foregår online på indtastningsportalen, hvor indtasterne kan se scanningerne af de originale dokumenter, og så indtastes oplysningerne fra dem.

Vi har behandlet dem skidt. Og så kan vi diskutere, om vi har været værre eller bedre end de andre nationer. Men altså, det menneskesyn, som har hersket, det har jeg svært ved at forholde mig til

Jens Villumsen er blevet så grebet af indtastningen af de gamle vestindiske arkivalier, at han tre gange har besøgt det tidligere Dansk Vestindien. På et spørgsmål om, hvorfor han overhovedet blev interesseret i hele projektet og Dansk Vestindien, svarer Villumsen:

”Jeg tror, der ligger lidt en protest imod, jeg intet havde lært om det i skolen. Jeg havde intet hørt om Dansk Vestindien i skolen”.

De mange gamle dokumenter har lært Jens Villumsen meget om Danmarks tidligere koloni i Caribien. Og om danskerne dengang.

”Jeg vil sige som privatperson, det undrer mig ærlig talt, at danskerne er så velkomne derovre. Den første gang, jeg var derude, og de hørte jeg var dansk, så sagde folk ’Welcome home’. Det undrer mig, fordi vi har den fortid, vi har derude”, fortæller den erfarne indtaster.

Hvordan var vi”, spørger jeg.

”Både St. Thomas og St. Jan var jo øde øer, da danskerne kom derud. Og så gik det ret hurtigt med at befolke dem med slaver”, forklarer Jens Villumsen, der tydeligvis har svært ved at finde de rette ord.

”Målt med nutidens målestok…..”, siger han og holder så en pause. ”Vi har behandlet dem skidt. Og så kan vi diskutere, om vi har været værre eller bedre end de andre nationer. Men altså, det menneskesyn, som har hersket, det har jeg svært ved at forholde mig til”.

Det var nok dette menneskesyn, der mærkede min gamle ven Hans Colberg, ham folk kaldte ”Den Hvide Neger”. Som han fik at føle i sine barndomsår på St. Croix. Og som gjorde, at han aldrig snakkede om sin tid derude, inden Dansk Vestindien blev solgt og han som lille farvet dreng kom til Danmark.

Men de gamle arkivalier derudefra kan gøre os alle sammen klogere på en tid, der var engang. På livet i det Dansk Vestindien, som Danmark solgte til USA dengang i 1917.

Rigsarkivet satser på at lancere den nye hjemmeside omkring 1. marts i år. Læs nærmere på POV International til den tid.

Topcollage, der viser Hans Colberg: Michaël Dorbec

Fotos: Philip Sampson

Kunne du lide min artikel? POV lønner ikke sine skribenter men du kan donere et beløb til mig på MobilePay: 2083 9096.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Philip Sampson, født 1959 på Frederiksberg, er uddannet journalist. Han har arbejdet på Politiken, DR og Ritzau. På sidstnævnte virkede han på bureauets udlandsredaktion fra 1988 til 2011. Philip er opvokset i London som søn af en ghanesisk far og en dansk mor. Han har gennem årene beskæftiget sig indgående med racisme og højreekstremisme, bl.a. i samarbejde med antiracistiske organisationer som Expo i Stockholm og Searchlight (i dag Hope not Hate) i London. På baggrund af sin mangeårige tilknytning til den københavnske motorcykelverden, har han gennem årene kunnet levere ganske præcise analyser af konflikterne i bikermiljøerne både i ind- og udland. Philip er i dag selv medlem af Harley-Davidson Club Herlev. Journalistisk set er Philip Sampson graver af natur. Denne interesse bruger han i dag især på historisk research.
Kan du lide Pov.International så bliv abonnent for eksempelvis 25 kr. om måneden. Kan du lide denne artikel, kan du også vælge at donere et beløb efter eget valg til forfatteren. Philip Sampsons MobilePay er: 2083 9096.

Seneste artikler om Featured