Halleluja og lad fanden tage de sidste – Burundi Blues

af i Afrika/Featured/Internationalt/Politik & Samfund

Ugens historie fra POV om Afrika handler om Burundi. Her er mit kvalificerede gæt:

  • Burundis præsident Pierre Nkurunziza trækker sig ikke frivilligt fra præsidentposten, som han tilranede sig i juli sidste år.
  • Verdenssamfundet intervenerer ikke.
  • Magtkampen og uroen i landet bliver ved. Situationen bliver værre.

Og som sædvanlig i Afrika er den store taber i den slags højspændte politiske situationer befolkningen. Almindelige hr. og fru Burundier er fanget i et magtspil mellem et voldeligt statsligt magtapparat og nogle rebeller, der ikke lader staten noget tilbage i grusomheder.

Siden krisen i Burundi brød ud for et år siden, er 600 mennesker blevet dræbt. Over en kvart million er flygtet til nabolandene Tanzania, Rwanda og DR Congo. Folk flygter stadig.  

Misèren skyldes, at Nkurunziza den 24. april sidste år meddelte, at han ville stille op til en tredje embedsperiode trods landets forfatning, der kun giver ret til to perioder.

Rygtet, der havde verseret længe, talte altså sandt, og så kom dybt utilfredse burundiere på gaden og demonstrerede mod præsidenten.

De ved nemlig godt, at han ikke bliver i embedet for deres skyld. De ved som præsidenten, at skal man berige sig og sine i Burundi, er der kun en lukrativ vej, nemlig at kapre magten over staten, og i Nkurunzizas tilfælde: at bevare den magt.

Burundi har masser af uudnyttede ressourcer, f.eks. store forekomster af uran og kobber, men kun kaffen giver eksportindtægter, der batter hos en lille overklasse og middelklasse.

Mishag

Men har man magten i landet, er der fri adgang til at indkræve skatter og afgifter og styre licitationer til firmaer, som importerer benzin, gas, teknologi, biler, kort sagt alt.

Kan man samtidig styre korruptionen, og det kan en afrikansk ”topchef” næsten altid, er der penge at hente. Pengestrømmene i et korrupt samfund løber opad, så det er i toppen, at man får den økonomisk bedste udsigt, selv i et ludfattigt land som Burundi.

Da Nkurunzizas planer blev meddelt, vidste han selvfølgelig også, at han ville blive mødt med mishagsytringer fra verdenssamfundet, men som andre afrikanske præsidenter med en livstidshersker i maven, mobiliserede han et velkendt arsenal af forklaringer på, at han ikke bare trak sig tilbage, som han skulle.

Han bedyrede, at han ikke var blevet ”rigtigt” valgt af befolkningen i 2005. Det blev han først i 2010 ved genvalget. I 2005 blev han udnævnt af parlamentet. Hans periode nummer et var ingen rigtig præsidentperiode. Det var først periode nummer to, der så for ham var periode nummer et. Han kunne altså genvælges til en periode mere, nummer to forstås.

Det forvirrede ingen, og da slet ikke i den store verden, hvor tommelfingeren overalt blev vendt nedad.

Så sendte han spørgsmålet til forfatningsdomstolen, for at få ret. Og det fik han.

Men inden da flygtede en af dommerne til nabolandet Rwanda og forklarede omverdenen, at han og kolleger var enige i, at en tredje periode var ulovlig, men at de blev truet på livet til at stemme for Nkurunzizas version.

Forsvunden præsident

Så lod præsidenten sive til den dybt troende kristne burundiske befolkning, at Gud har udvalgt ham som ”genfødt kristen” til at lede Burundi. Den sluges givetvis af mennesker i landdistrikter, hvor Nkurunziza har sin store vælgeropbakning. Udenlandske medier har også brugt en del tid og plads på påstanden, men uanset forklaring var målet det samme: at bevare magten.

Et par uger efter meddelelsen om præsidentens genopstilling fandt der et mystisk forsøg på statskup sted. Nkurunziza var i Tanzania til afrikansk topmøde, mens præsidentens gamle ven, som han tidligere havde udnævnt til ambassadør og senere generalmajor i hæren, Godefroid Niyombare, gik på radioen og fortalte befolkningen, at Nkurunziza var blevet afsat, væltet.

Alligevel var Nkurunziza tilbage i Bujumbura nogle dage senere, mens internationale medier forsøgte at finde ud af, hvor Niyombare og præsidenten præcist befandt sig. Talsmænd for militæret, der bedyrede, at præsidenten var i sikkerhed, kunne ikke svare præcist på dette ellers ret præcise og enkle spørgsmål.

Der blev selvfølgelig gættet på, at hæren havde trukket i trådene, reelt afsat Nkurunziza, fortrudt og genindsat ham, men en forklaring kunne også være, at præsidenten ville sende et signal om, at landet risikerer kaos uden ham ved roret. Og nu var han vendt hjem og havde genoprettet ro og orden som en præsident, der elsker sit land, jo bør gøre.

”Kuplederen” Niyombare er forsvundet fra det offentlige søgelys, men lever formentligt fredeligt et eller andet sted med en bevidsthed om, at han har udspillet sin rolle og nu blot skal tie og holde lav profil.

Ro og orden blev der bare ikke, og slet ikke da Nkurunziza den 21. juli vandt præsidentvalget, som blev boykottet af oppositionen, der i mellemtiden havde grupperet sig i tre rebel-militser, som allerede på det tidspunkt var begyndt at angribe politi, hærforlægninger og folk, der støtter præsidenten.

Årsopgørelse: tortur, vold og massegrave

Regimet slog hårdt igen. Nkurunziza gav flere og større beføjelser til politiet og dets særlige ”antiterrorkorps” og til sikkerhedstjenesten SNR, der driver et regulært torturkammer, kaldet ”La Documentation” i Bujumbura.

Også den frygtede Imbonerakure-liga, der officielt er ungdomsafdeling af regeringspartiet, fik frie tøjler til at intimidere enhver, der bare lugter lidt af at være modstander af Nkurunziza.

En britisk regeringsrapport beskriver det seneste år i Burundi som præget af regimets ”målrettede drab, vilkårlige anholdelser og angreb, tortur, tvungne forsvindinger og vold mod fredelige demonstranter, udført af politiet, sikkerhedstjenesten og Imbonerakure”.

Og: FN har dokumenteret 600 tortursager sidste år og 345 i de første fire måneder af 2016.

Et af de værste incidenter var i december, hvor folk i Bujumbura smed granater mod politi og soldater. Hæren angreb flere bydele og skød folk i flæng. 100 blev dræbt og smidt i hastigt oprettede massegrave.

Hutu-tutsi

Den store frygt omkring Burundi er, at situationen skal eskalere og ende med en massakre som i nabolandet Rwanda i 1994, hvor verdenssamfundet så passivt til, da 800.000 mennesker blev slagtet på 100 dage.

Befolkningssammensætningen i Burundi er nemlig den samme som i Rwanda. Tutsierne er i mindretal med omkring 14 procent af befolkningen, og som i nabolandet har de historisk siddet tungt på den politiske, militære og økonomiske magt, mens hutuerne udgjorde det store fattige flertal, 85 procent anslås det i dag.

Frygten bestyrkes af den omstændighed, at Nkurunziza og regeringspartiet, CNDD-FDD, åbenlyst ignorerer en fredsaftale fra Arusha i 2000, der satte en stopper for 12 års bestialsk borgerkrig i Burundi med over 300.000 dræbte.

Den store frygt omkring Burundi er, at situationen skal eskalere og ende med en massakre som i nabolandet Rwanda i 1994, hvor verdenssamfundet så passivt til, da 800.000 mennesker blev slagtet på 100 dage

Arusha mundede blandt andet ud i reglen om maksimum to embedsperioder for præsidenten og etniske kvoter, der betyder, at ingen etnisk gruppe må sidde på mere end halvdelen af posterne i hæren og sikkerhedsstyrkerne.

På lokalt plan kan en etnisk gruppe højst have 67 procent af pladserne i amts- og lokalrådene. Tilsvarende regler gælder i en række statsinstitutioner. Der er altså tale om en indbygget beskyttelse af og fordel for tutsi-mindretallet.

Nkurunziza, der er søn af en hutu-far og en tutsi-mor, har signaleret, at Arusha er ”irrelevant” og ”udemokratisk”. Han ønsker, at hutuerne skal have magt i forhold til deres flertal. Der skal ikke være nogen særbeskyttelse for tutsierne. Det skal være ”en mand – en stemme”, og altså ikke kvoter.

Frygten for folkemord mod tutsierne dæmpes ikke af udtalelser fra hutu-politikere som senatsformanden Réverien Ndikuriyo, der har opfordret til at ”spraye kakerlakkerne” og ”starte arbejdet”. Det er udtalelser, som sender isnende minder om Rwanda i 1994 og hutu-kodeordene fra dengang, der var indirekte ordrer om at udrydde tutsierne.

Men så vidt er Burundi gudskelov ikke. Anneke van Woudenberg, vicedirektør i Human Right Watch’ Afrika-kontor sagde i sidste uge til norske Dagbladet:

”Vi mener ikke, at dette er en etnisk konflikt. Endnu. Lige nu indikerer alt, at dette er politisk. Burundiere siger, at de ikke ønsker at falde tilbage på hutu og tutsi, den etniske dimension. Ekstremister på begge sider af konflikten prøver at bruge etnicitet, men indtil videre fæstner det sig ikke”, hed det fra Woudenberg.

Eller Claudia Simons fra det Tyske Institut for Internationale Studier og Sikkerhedsstudier, der har sagt, at etnicitet kun er en af mange faktorer, der bidrager til krisen. ”Vi glemmer ofte, at politisk og økonomisk deltagelse kun finder sted blandt en lille elite”.

Altså: krisen drejer sig dybest set om magten i Burundi eller med anandre ord: adgangen til landets begrænsede indtægtsgivende midler.

Reaktion

Verdenssamfundet vrider sig lidt, men som sædvanlig i Afrika, uden den store effekt.

Et par bistandsdonorer som USA og Holland og EU har skruet ned for bistanden. EU’s beløber sig i perioden 2014 til 2020 til 480 millioner dollars. Den går blandt andet til budgetstøtte.

Nkurunzizas modtræk har været at tage penge fra sociale programmer og justere budgettet for 2016 opefter i landets egenbetaling, så det nu ligger på lidt over 777 millioner dollars mod tidligere 1 milliard.

Den Afrikanske Union, USA, Frankrig, Sydafrika og FN har forsøgt at presse Nkurunziza til at træde tilbage eller i det mindste at gå i dialog med oppositionen og rebellerne.

Og forleden fremlagde generalsekretær Ban Ki-Moon tre forslag til intervention i Burundi: 3.000 fredsbevarende tropper eller 228 politifolk eller 20-50 politirådgivere.

Nkurunziza har ikke svaret endnu, men det første forslag med fredsbevarende tropper er tidligere blevet luftet af den Afrikanske Union (AU), der tilbød at sende 5.000 soldater.

Nkurunziza afviste det og sagde, at AU-soldater ville blive betragtet som en invasionsstyrke og blive mødt som sådan.

Paranoia og forbud mod jogging

Den 52-årige præsident Nkurunziza dyrker sin kirke og en anden stor lidenskab, fodbold, som han spiller i sin helt egen boldklub for veteraner, Hallelujah FC, mens han arbejder på at konsolidere sin magt. Her ses han træne med holdet i 2012:

Men paranoiaen har for længst sneget sig ind, som det er sket for så mange brutale herskere før ham, der er ligeglade med befolkningers ve og vel. Og det er der flere ting, som tyder på. Et er, at han tilsyneladende ikke længere overnatter i Bujumbura. Det er for risikabelt. Et andet følger her:

Da jeg sidste gang besøgte Bujumbura i februar 2014, tog jeg min daglige løbetur op ad byens grønne bakker til det gamle præsidentpalads, hvorfra der er en fabelagtig udsigt over Tanganyika-søen og nedover det dengang fredelige bycentrum.

Bujumbura. Februar 2014. Pic: LZH
Bujumbura. Februar 2014. Eget foto.

Jeg var ikke den eneste. Jogging er en populær sport i Burundi, hvor folk mødes i store grupper, særligt om lørdagen, for at løbe sammen.

Men en måned senere var det slut. I marts 2014 forbød Nkurunziza jogging. De store grupper kunne jo finde på at konspirere, lægge ”statsfjendtlige planer”.

Strafudmåling for at bryde forbudet: Op til fængsel på livstid.

—————————————

Bonusinformationer om Burundi:

På FN’s ”Human Development Index” er Burundi verdens næst-fattigste land  (efter Tchad), og i World Happiness Report ligger landet i den modsatte ende af Danmark, altså helt i bunden: burundierne er verdens mindst lykkelige.

85 procent af befolkningen er hutuer, 14 procent er tutsier. Den sidste procent er Twa-pygmæer.

Næsten halvdelen af befolkningen er under 15 år.

Landets tusindvis af grønne bakker og bjerge er overfyldt med omkring 11 millioner mennesker på et areal, der er mindre end Jylland.

Jorden er så frugtbar, at burundierne kunne brødføde sig selv og mange af naboerne i Rwanda, Tanzania og DR Congo, men det sker ikke. Millioner går sultne i seng, børn er kronisk fejlernærede.

Som nævnt ovenfor var Burundis budget, før EU lukkede for bistanden, på 1 milliard dollars. De svarer til 6,6 milliarder danske kroner for hele landet, altså til omkring 11 millioner mennesker. Til sammenligning ligger Københavns budget for 2016 for den lille halve million københavnere på 49 milliarder kroner.

Burundi blev uafhængigt fra Belgien i 1962.

Burundis regeringsparti CNDD-FDD er en fransk forkortelse, der kan oversættes til: ”Nationalrådet til Forsvar af Demokrati-Kræfter til Forsvar af Demokrati”.

Topfoto: Pierre Nkurunziza, President of Burundi, Wikimedia Commons.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du alle links til vores nye artikler.  Del også gerne artiklen med andre. Vi har ikke noget reklamebudget.

Lars Zbinden Hansen (f. 1958), korrespondent i engelsk og fransk og journalist (fra Århus og Johannesburg), har siden 1983 gået i de fleste af afdelingerne af ”livets skole”, der befinder sig på en nord-syd-akse fra Danmark over Mellemøsten til Kap det Gode Håb.
Udstationeret for Udenrigsministeriet til Stockholms-konferencen (dengang CSCE), Tel Aviv, Damaskus og Moskva. For Danida (UM) første gang i Afrika i 1992: Uganda og derefter Sydafrika, Marokko og Kenya. Har været i Elfenbenskysten for World Food Programme. ”Medfølgende ægtefælle” i Togo 2007-2013 og derefter Rwanda indtil 2015.
Har besøgt, arbejdet i og indåndet 28 afrikanske lande, nord-syd-øst-vest, og har nu kontinentet som en permanent del af blodomløbet.

Gift, 2 voksne studerende børn.

Giv en skærv, hvis du kan lide mine artikler. Alle beløb modtages på mit MobilePay nummer: