KUNST // DEBAT – Mandag den 13. marts blev der, efter en uges betænkningstid, afsagt dom imod Ibi-Pippi Orup Hedegaard ved retten i Viborg. Ibi-Pippi begik hærværk mod Jorns maleri “Den foruroligede ælling” på Museum Jorn i Silkeborg i 2022, og netop hærværk kan ikke kaldes kunst, skriver Christian Tangø og Peter Haisler i dette debatindlæg.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Ovenstående dom ved retten i Viborg lød på halvandet års ubetinget fængsel. Men er naturligvis anket, også fordi en sådan anke kan skabe yderligere omtale af sagen.
Som professionelle kunstaktører finder vi, at dommen nok kan virke afskrækkende på andre, der måtte få tilsvarende mærkelige idéer om, hvad kunst er.
Men problemet er ikke løst med en sådan dom. Ibi-Pippi mener fortsat, at hendes aktion på museet var et kunstværk, og flere andre bakker op om et sådant vanvittigt synspunkt.
Man kunne også sige: Den virkelige forbrydelse er udbredelsen af budskabet, at hærværk kan være kunstværk.
Direkte adspurgt, om hun fortsat anser handlingerne på Museum Jorn for kunst, svarer Ibi-Pippi Orup Hedegaard i en kommentar på Facebook:
“… værket har aldrig været større kunst. Og det er endnu ikke fuldbragt.
Udførelsen af værket var performancekunst. Efterfølgende vil værket blive genskabt i fysisk forstand. Den fysiske udgave af værket vil få sit eget liv. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det engang ender på et museum og på den måde bliver en del af den danske kulturarv.”
Hvis alt kan udråbes til kunst, så er intet kunst
Budskabet om at hærværket skulle være kunst, er rendyrket idiotisk. Et hærværk af den kaliber har naturligvis intet med kunst at gøre. Tværtimod indeholder et sådant angreb på såvel et kunstværk som kunstmuseet alt det MODSATTE af begrebet kunst.
At skulle argumentere imod et planlagt, overlagt hærværk, hvor pressen indkaldes til at dokumentere hærværket som “kunst”, er som at argumentere for, at en fisk ikke er en rutebil. Postulatet om at hærværk er kunst, er simpelthen i modstrid med almindelig sund fornuft. Alligevel har store dele af pressen omtalt hærværket som “kunst” og Ibi-Pippi som kunstner.
Kunst eller vanvid
Problemet er blandt andet en konsensus om, at kunst og kunstværker er, hvad kunstneren vælger at kalde for kunst, som Akademiraadet har konkluderet i et høringssvar til os. Således kan Ibi-Pippi – godkendt af Akademiraadet – kalde sit hærværk for kunst. Men hermed ophører begrebet kunst med at give mening. Hvis alt kan udråbes til kunst, så er intet kunst.
Alt kan naturligvis kaldes for eller betragtes som en “performance”. Man kan betragte hele verden som et stort teaterstykke, hvis man vil. Det er bare i modstrid med såvel sprogets normale brug samt betydningen af begrebet kunst, hvis man fx betragter angrebet på World Trade Center som en “performance” eller krigen i Ukraine som “et teaterstykke”.
Udsagn om kunst må nødvendigvis kunne begrundes i visse realistiske forhold omkring værket. Blot at sige, ”at alt er kunst”, er et tomt tautologisk postulat. At definere kunst forudsætter en menneskelig fortolkning. En fortolkning, der tager udgangspunkt i både “de faktiske, fysiske forhold” samt kunstbegrebet, som det forstås psykologisk, socialt og historisk.
I almen forstand er billedkunsten efterhånden blevet stort set ensbetydende med “et eller andet vanvittigt”. Er dette vanvid foregået på et kunstmuseum, foretager de fleste straks en psykologisk tolkning: “Det er nok kunst.”
Historisk kan man muligvis forveksle den aktuelle sag med de “performances”, der kendetegnede dele af 60’ernes kunst-scene. Denne type af kunst spillede på netop at være i opposition til den almene opfattelse af, hvad kunst er. Men hovedsageligt inden for kunstinstitutionen.
Provokation alene er ikke nok
Anderledes er de “performances”, der udføres uden for kunstinstitutionen eller uden dennes accept: For at tiltrække pressen er det ikke nok at udføre gerninger, der er i modstrid med forestillingen om, “hvad kunst normalt er”. Provokationen skal indeholde et direkte angreb på almindelige forestillinger om moral eller etik. Provokationer uden for kunstinstitutionen skal overskride egentlige tabuer.
Lejlighedsvist bruger kunstinstitutionerne selv sådanne tabu-overskridelser som PR-stunts: I lille målestok, når Uwe Max Jensen sømmer sin penis fast på et galleri i Horsens, i stor målestok, når kunstmuseer udstiller rådnende grisekroppe eller blender guldfisk. Eller: Når et museum vælger at formidle et bedrageri for en halv million som et kunstværk.
Det er imidlertid en farlig udvikling, hvis også destruktive handlinger rettet imod kunstværker eller anden privat ejendom kan kaldes for kunst. Det er i høj grad pressens ansvar at påtale en sådan misforståelse, kunne man mene. Men pressen har andre interesser her. Denne type af historier har snarere pressen som aktiv medspiller.
Det specielt betænkelige består i, at vi i samtiden har liberaliseret adgangen til medierne i ekstrem grad. Enhver udstyret med en mobiltelefon og et facebookabonnement er i princippet en TV-station.
Det hører således med til historien, at flere medier var inviteret til at dække historien om hærværket på museum Jorn, men at det kun var det stærkt konfrontationssøgende medie “Patrioterne går live”, der rent faktisk dækkede hærværket. Den almindelige presse var imidlertid ikke tilbageholdende med at videreformidle sagen, da omfanget af hærværket blev kendt.
Når et hærværk som det, der er foretaget på Museum Jorn strider imod den grundlæggende opfattelse af begrebet kunst, er det naturligvis, fordi kunstbegrebet forudsætter en form for såvel skabelse som social accept. Men netop begrebet “skabelse” kan være svært at gennemskue i tilfældet “teater” eller “performance”.
Teater – og den amputerede lillebror “performancen” – bygger på en vis planlægning eller forudbestemthed, men samtidig også et bestemt forhold mellem publikum og skuespillere. Forudsætningen er, at publikum ved, at der er tale om et teaterstykke.
En egentlig fornemmelse af “teater” er imidlertid komplet fraværende i tilfældet hærværket på Museum Jorn. Hvem der i givet fald skulle bifalde angrebet, er også komplet uklart, i al fald i første omgang. Når Ibi-Pippi og andre påstår, at der er tale om en “performance”, er det i kunstteoretisk forstand nonsens, fordi performances forudsætter et egentligt publikum samt en accept fra kunstinstitutionens side.
Man kan ikke rejse sig op under en teaterforestilling og råbe “ned med skuespillet” og så regne med, at nogen godkender en sådan opførsel som kunst.
Handler ikke om politik
Men der tegner sig et større perspektiv i hærværket på Museum Jorn: En bestemt social gruppering støtter tilsyneladende aktionen. Først og fremmest har nogle enkelte kunstnere, Poul Pava og Kristian Hornsleth, udtalt direkte støtte til hærværket. Dernæst har de bidraget med økonomisk støtte til et forsvar for hærværket.
Med i denne personkreds er også en række kunstnere, fx med tilknytning til Læsø Kunsthal, samt dennes leder Jon Eirik Lundberg. Det centrale for denne “støttende” personkreds er en form for ekstrem modstand mod kunstinstitutionen. Ifølge denne kreds er den manglende anerkendelse af en række kunstnere som fx Dan Park politisk motiveret og har intet med selve udformningen af kunstværkerne at gøre.
Det er blot idioti, men begået i kunstens navn
Det kan naturligvis lyde absurd at ville diskutere det æstetiske eller kunstneriske indhold i fx Uwe Max Jensens “lort på gulvet” hos Statens Kunstfond, som Lundberg gør det i bogen Kulturmiddelklassens hævn, og derefter påstå, at det udelukkende er politiske motiver, der nægter at ophøje lorten til kunst.
Problemet er imidlertid, at man samtidig har set Akademiraadet uddele medaljer til et bedrageri imod Kunsten i Ålborg med den begrundelse, at værket skabte omtale i medierne. Ethvert forsøg på en argumentation, der går på selve værkets konstruktion, synes således helt væk fra diskussionen om, “hvad kunst er” inden for billedkunsten.
Billedkunst er blevet til “diskussionen om politik”, kan man påstå, gennem iagttagelser på begge sider af et politisk spektrum. Og dermed kan vi ikke længere diskutere kernen i selve billedkunstfaget: værket selv som et paradoksalt, men også i en eller anden forstand konstruktivt, fænomen og samtidig dets sociale anerkendelse.
Social accept er universel for kunstbegrebet. At stå ude i en skov og synge for sig selv er muligvis god øvelse, men ikke en koncert. Kunstbegrebet forudsætter forholdet mellem publikum og udøvere. Men også en form for institutionel støtte fra en større eller mindre gruppe.
Kunstværker giver naturligvis anledning til forskellige diskussioner imellem forskellige sociale grupperinger. Kunst er således også en kamp mellem forskellige opfattelser af, “hvad rigtig kunst er”. Samtidigt er det også rigtigt, at der i ren videnskabelig forstand ikke er en klar afgrænsning mellem kunst og ikke-kunst. Men der er imidlertid en bundgrænse, hvorunder al fornuftig diskussion hører op.
Når nogen således destruerer kunst som en form for narcissistisk og selvbestaltet – eller politisk – projekt i strid med kunstinstitutionen, er enhver diskussion om kunst forpasset. Det er vanvid.
Vanetænkningen om kunst
Hverken politiske agendaer eller selvpromoverende formål kan forsvare hærværk eller destruktion af kunst som “kunst”. Man kan mene, at Jorns maleri er grimt, eller at en buste af Frederik V bør fjernes, fordi den er kolonialistisk. Men i givet fald må sådanne diskussioner foretages gennem de demokratiske kanaler. Griber man til selvtægt, er en sådan handling netop selvtægt eller hærværk. At udråbe en sådan aktionisme som kunst er helt uden for normalitetens grænse.
Lejlighedsvist forsøger man at forsvare sådanne provokationer som “diskussioner om, hvad kunst er”. Men diskussioner om “hvad kunst er”, kommer sjældent til nogen afklaring i de forskellige medier, der formidler den. Diskussionen reduceres til polariserede holdninger. Til underholdning og debat.
Man kan i den forstand ikke debattere sig frem til, “hvad kunst er”. At undersøge, hvad de videnskabelige genkendelses-betingelser for kunsten egentlig er, er en anden form for opgave. Den kræver muligvis et større opgør med vanetænkningen om kunst. Kunsten har således siden ca. 1750 været præget af en ekstrem subjektivisme, der har reduceret alle diskussioner til smagsdomme.
Det er på høje tid at standse et sådan subjektivstisk eller narcissistisk vanvid. Naturligvis gives der masser af eksempler på fænomener, der intet har med kunst at gøre. Skatteopgørelser, leverpostej eller opvask er blot tre eksempler. Overlagt hærværk med forsøg på destruktion af kunstværker på museer er tilsvarende heller ikke kunst. Det er blot idioti, men begået i kunstens navn.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
