
GRØNLAND // KOMMENTAR – Grønland spillede en aktiv rolle i de historiske beslutninger, som nu kritiseres, men mangler i dag at tage ansvar for de vedvarende sociale problemer, der præger landet, skriver historiker Mike Stoltenborg Sørensen.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
I modsætning til den almindelige fortælling tog Grønland aktivt del i de meget omtalte sager om ”spiralkampagnen” og ”eksperimentbørnene”. Grønlands sociale problemer er fællesnævner i begge sager, som danske og grønlandske myndigheder håndterede efter bedste hensigt og erkendelsesniveau.
Grønland var hårdt plaget af dårlige leve- og sundhedsforhold i første halvdel af 1900-tallet. Der var udbredt sygdom, nød, fattigdom og høj dødelighed. Knap hvert femte grønlandske barn var forsørgerløs i 1950.
Efter krigen indløb rapporter om ”fortvivlende” forhold for grønlandske børn. Det fik bl.a. Dansk Røde Kors og Red Barnet til at engagere sig i arbejdet, der førte til, at 22 grønlandske børn, de såkaldte eksperimentbørn, sejlede til Danmark i 1951.
Baseret på de historiske kendsgerninger giver det ingen mening, at Danmark påtager sig det fulde ansvar for sager i den dansk-grønlandske historie, som grønlænderne aktivt tog del i
Sagen om eksperimentbørnene blev stemt igennem med stort flertal i Grønlands Landsråd. Den største bekymring var, at nogle af børnene ville vende tilbage til dårlige livsvilkår efter hjemkomsten til Grønland.
Et af eksperimentbørnene modtog et brev fra sin grønlandske familie i løbet af de første måneder i Danmark. I brevet står:
”Sandsynligvis får du en glad og fornøjelig jul, og din fader, ligesom alle vi andre, sender dig vore bedste julehilsner, også til dine plejeforældre, skønt vi ikke kender dem. Du er sandelig at misunde, at du nu er i Danmark, thi det er sikkert morsomt.”
Som det fremgår, var det langtfra odiøst i samtiden at sende grønlandske børn til Danmark på aflastning fra de børneuvenlige forhold i Grønland.
Grønland må erkende ansvar
Odiøst var det heller ikke, da spiralkampagnen blev rullet ud som svar på den eksplosive stigning i fødselstallet op gennem 1950’erne og 1960’erne. Antallet af fødsler var steget næsten 80 pct. på 15 år og gav Grønland den højeste fødselspromille i verden. En tredjedel af mødrene var under 20 år.
Ifølge Peter Bjerregaard, professor i arktisk sundhed, ønskede de grønlandske myndigheder netop at reducere antallet af teenagemødre. Grønlands aktive medvirken understøttes af, at praksissen fortsatte, efter Grønland hjemtog sundhedsområdet i 1992.

Sociale problemer er stadig særdeles aktuelt for børn og unge i dagens Grønland. Så sent som i 2023 talte politidirektøren ved Grønlands Politi om ”et alarmerende højt antal anmeldelser om seksuelle overgreb mod børn”. Grønland har en af verdens højeste selvmordsrater, hvilket bl.a. forklares med belastninger i opvæksten som alkoholiserede forældre, omsorgssvigt, vold og seksuelle overgreb.
Børnetalsmand Aviâja Egede Lynge har kaldt Grønland et ”traumelandskab”, hvor grønlændere normaliserer det uacceptable. Hun oplever ”hele systemer, hele lokalbefolkninger, der er indrettet, så de voksne beskytter hinanden i stedet for at beskytte børnene”. Børnetalsmanden peger på en udbredt tavshedskultur, hvor ingen taler om det, alle ved.
Det virker absurd, at Danmark har givet en officiel undskyldning til de 22 grønlandske eksperimentbørn, samtidig med at grønlandske børn og unge mistrives i hobetal hjemme i Grønland. Baseret på de historiske kendsgerninger giver det ingen mening, at Danmark påtager sig det fulde ansvar for sager i den dansk-grønlandske historie, som grønlænderne aktivt tog del i som svar på de store sociale problemer, ikke mindst blandt børnene.
Hvis Grønland mener noget med selvstændighed, må landets befolkning og politikere vedkende sig ansvaret for egne problemer.
Læs også Helene Brochmanns “Grønland i pludseligt spotlight: Fortidens skygger og fremtidens muligheder”.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.