Glem myten om det ærbare tørklæde og tal det patriarkalske hykleri imod

Daud Aron Ahmed 12.07.2017

Tørklædet har for mange unge intet med religion at gøre, og præcis derfor er tiden inde, mere end nogensinde før, til at tale det patriarkalske hykleri imod, og tale den sandhed op, som kan befri den ikke-tørklædebærende kvinde ud af den forskelsbehandling, hun oplever hver dag, skriver Daud Aron Ahmed. For mange mænd er tørklædet faktisk det modsatte af ærbart det forfører og drager. Og for mange unge kvinder kombineres tørklædet med en alt andet end ærbar opførsel.

I den offentlige debat gennemhegler vi tørklædet igen og igen, og især her i agurketiden. Imens har virkeligheden sat tørklædet på dagsordenen via kunstneriske metoder.

Modebranchen har f.eks. opdaget, at der er noget helt kantet og kækt ved det muslimske tørklæde, som kan bæres på hundrede måder. Alt fra et tyndt slør i form af en chador, bandana, turbanen over hijaben og videre til burkaen, hvor man ikke engang kan identificere kvinden bag.

Der er en hel målgruppe af kunder, man kan promovere det religiøse tørklæde overfor ved at invitere dette religiøse symbol indenfor på markedsrækkerne, og selvfølgelig er det noget, mange designere bider på.

Modeindustrien har forlængst adopteret tørklædet – Wikimedia Commons

Det ærbare tørklædes tid er forbi

Det kan godt være, at tørklædet engang skulle forestille at symbolisere ærbarhed, men den tid er forbi.

I dag er det et statement, selv hos den stigende og store gruppe af piger som ikke har den fjerneste viden eller det store overskud til ellers at praktisere deres religion.

Vel nok siges det, at efterkommergenerationen er blevet mere ”religiøse” end forældregenerationen er, men deres vidensniveau er samtidig dalende.

Jeg kender unge kvinder med tørklæde, som ikke engang overholder de obligatoriske bønner. De tager sig tid til bønnen, når det nu engang passer dem. Jeg kender flere som har kærester, har et sexliv og fester, mens nogle endda drikker alkohol. Det er ikke noget nyt, men det er et alvorligt stigende fænomen, at tørklædet er blevet et fysisk symbol, fremfor et led i en religiøs eksistentiel rejse.

For de unge handler det mere om fronter og om at markere standpunkter. Der er virkelig mange unge, som ikke har den fjerneste teologiske ide om, hvad de tilslutter sig og selv basic knowledge om Islam, efterlader dem med et stort spørgsmålstegn.

Selvfølgelig – for efterkommergenerationen er kompliceret og kan ikke selv finde hoved og hale i deres religiøse tilknytning.

Jeg kender unge kvinder med tørklæde, som ikke engang overholder de obligatoriske bønner. De tager sig tid til bønnen, når det nu engang passer dem. Jeg kender flere som har kærester, har et sexliv og fester, mens nogle endda drikker alkohol.

Det er ikke noget nyt, men det er et alvorligt stigende fænomen, at tørklædet er blevet et fysisk symbol, fremfor et led i en religiøs eksistentiel rejse. Tørklædet er ikke længere et religiøst symbol, som viser en dybdegående interesse for religiøs fordybelse.

I dag ser jeg flere unge som kombinerer og matcher et tørklæde med mere stramtsiddende tøj, end hvad den gennemsnitlige ikke-muslimske danske pige går med. Stærke farver lakeres på de lange negle og ansigtet prydes af makeuppens mange farvepaletter, alt imens de traver rundt i høje hæle.

Tørklædet som pynt og win-win effekt

Tørklædet er blevet en pyntegenstand, men selvfølgelig ved de fleste, at lige den detalje på hovedet har en win-win effekt, når det kommer til, hvilken behandling de overordnet får af mænd, som de deler tro med.

Dette hykleri skal der gøres op med, og måske er der tale om en kreativ omvej udenom den egentlige nøgne sandhed.

Dette stykke klæde gør mig hverken bedre eller dårlige end de kvinder, som ikke går med tørklæde. Jeg går med det ganske enkelt, fordi det er mit valg, og hvis jeg kombinerer det med skinny jeans eller fester hele aftenen med mine kammerater, så er det stadig en privatsag.

Hvis hun ikke må vise håret, så vil hun finde en anden udvej, der opbløder de begrænsninger, som religioner og miljøer dikterer nedover hovedet på hende. Hun skal nok dække håret til, men så fremhæver hun enhver anden kropslig parti, fordi det er hendes kvindelige forfængelighed, vi mænd tager som gidsel.

Hvad angår hykleriet, og den blotte erkendelse af at tørklædet giver en win-win situation, er det en kamp, som bunder i søstersolidaritet.

Jeg har kendt unge kvinder, som dyrker mere religiøs fordybelse, end andre kvinder med tørklæde gør, men som lider under mændenes og sågar også kvindernes fordomme.

Ungdom, sig fra!

Her skal den nye ungdom og ”det nye tørklæde” markere sig og sige klart fra:

Dette stykke klæde gør mig hverken bedre eller dårlige end de kvinder, som ikke går med tørklæde. Jeg går med det ganske enkelt, fordi det er mit valg, og hvis jeg kombinerer det med skinny jeans eller fester hele aftenen med mine kammerater, så er det stadig en privatsag.

Tværtimod er det omvendte tilfældet. Jo mere kvinder tildækker sig, jo mere vækkes mænds nysgerrighed … De seneste par år har jeg siddet i utallige herreselskaber og hørt på, hvordan disse mænd især er forført og draget af unge kvinder med tørklæde

Hvis nogle så gerne vil gå med tørklæde, skal det være helt op til dem selv, men det stykke stof symboliserer intet om din vilje til “religiøs afholdelse” eller bedre evne til at følge de religiøse påbud, forbud og retningslinjer sammenlignet med, hvis du ikke havde tørklædet på.

Naiviteten hos mænd om hvordan deres forestillinger kan ændre sig, alene fordi en kvinde bærer x-gram på hovedet, får mig stadig til at grine.

Eller at de tror, at det vil ændre hendes adfærd markant. Det har alle tider været noget som vi fyre i minoriteten har grint over, når vi har haft vores fortrolige samtaler om, hvordan vi konstant tror, at vi kan narre hinanden og os selv ud af den menneskelige nysgerrighed, som pirrer allerede fra vi rammer teenageårene.

Ingen af os blev eller er skånet for de menneskelige instinkter. Uanset om vi tager 25 lag stof på eller ej.

Tværtimod er det omvendte tilfældet. Jo mere kvinder tildækker sig, jo mere vækkes mænds nysgerrighed. Især med den vedvarende bashing af tørklædet, er der sket en opvågning af mænds nysgerrighed.

De seneste par år har jeg siddet i utallige herreselskaber og hørt på, hvordan disse mænd især er forført og draget af unge kvinder med tørklæde.

Jeg taler her om etnisk danske mænd, som ingen muslimske rødder har, men sjovt nok er det samme tilfældet med minoritetsmænd. Jeg har selv gennem min opvækst bemærket, hvordan et tørklæde aldrig har forhindret en fyr i at lægge an på en kvinde.

Tværtimod har man bemærket hende langt mere, end de øvrige kvinder, for det er tørklædet som skiller sig ud på gadebilledet i Danmark, og ikke de bare ben og de bare arme.

Det ved både kvinden med tørklædet, ligsom kvinden uden ved det. Og især griner minoritetskvinder over, hvordan dine chancer for at score bliver fordoblet, det øjeblik du smider et tørklæde på.

Tørklædet er derfor ikke bare et religiøst statement hos mange unge, det er nærmere et statement som claimer en tilknytning til rødder. I flere tilfælde har det intet med religion at gøre, og præcis derfor er tiden inde, mere end nogensinde før, til at tale det patriarkalske hykleri imod, og tale den sandhed op, som kan befri den ikke-tørklædebærende kvinde ud af den forskelsbehandling, hun oplever hver dag.

Topillustration: Pixabay.

Daud Aron Ahmed

Daud Aron Ahmed er født på Vestegnen, Ishøj i 1984 og er søn af enlig mor som har arbejdet for SAS i 22 år. Han startede på teologi og læste derefter jura på KU, men endte på RUC, hvorfra han blev uddannet cand.scient.soc. I hjemmet er det mest de stablede bunker af litteratur, der optager hans vågne timer - en rigtig arkivrotte. En vane han har overtaget fra filosoffen Peter Tudvad, som mødte Daud, da denne var 14 år og som Daud beskriver som ”den person, der blev et vendepunkt i mit liv og blev indledningen på en vred vestegnsdrengs møde med filosofiens litteratur”. Hans livserfaringer fra en opvækst med rødder i forskellige religioner, en opvækst på bundens vilkår og med en kvindeforkæmper som mor, har formet ham til det menneske, han er i dag. Daud er kæreste med feministen, meningsdanneren og kommende forfatter, Khaterah Parwani, der beskriver ham som sit levende leksikon; et forhold, der giver inspiration til den tværreligiøse, tværkulturelle og tværetniske kærlighed, som udfordrer enhver fordom. I sin fritid skriver Daud kække og provokerende SoMe-kommentarer til alt, hvad der bevæger sig inden for dansk politik, kunst, poesi og litteratur. De rene integrationsdebatter keder ham, men han tænder på politiske debatter om økonomi og klima. Han elsker Pinot Noir og en Macallan 18. Når han har brug for en pause fra hverdagens maskinelle rutiner, smutter han forbi digteren, Keith Thomas Lohse, en ven han beskriver som ”den fandenivoldske broder fra en anden moder”. Daud har tidligere arbejdet for Miljøstyrelsen og er i dag tilknyttet Ellebjerg Skole som ressourceperson. Han er også Lazio, Brøndby og West Ham fan.