Glædelig 1. december! Sådan gør du din jul klimavenlig!

af i Mad/MILJØ & BÆREDYGTIGHED

KLIMA // KLUMME – Julen er pr. definition festtid. Det er en tid, der står i for­kælelsen og overflodens tegn. Traditionerne kalder ofte på store gaver, flæskesteg, besøg fra alle dele af landet og måske endda fra udlandet. Vores fejring af julen er dog ikke ligefrem noget, der får klimaet til at klappe i hænderne og synge med på julesalmerne. Juledagene alene udgør nemlig typisk 5­-6 % af danskernes årlige CO2­ udledninger – og hermed er det en af de dage, som sætter et markant negativt aftryk på klimaet. 

Det kan være svært at ændre på stærke traditioner, men for klimaet vil det være godt, hvis vi ændrede dem lidt. Vi behøver ikke at fjerne gaverne, juletræet eller andestegen, men kan sagtens med mindre skridt gøre julen lidt mere klimavenlig.

Her får du en række konkrete råd i forhold til maden, transporten og gaverne, som kan bringe dig et stort skridt i retningen af en mere klimavenlig jul.

Mad og drikke

Det giver sig selv, at der er mere end en overhængende risiko for, at højtidernes madorgier kan gå hen at blive en klimabelaster.

  • PRIORITER KØD FRA MINDRE DYR som and, gås og kalkun, da en tommelfingerregel er, at jo større dyr, desto større kli­maaftryk. Så vælg andesteg frem for flæskesteg.
  • UNDGÅ MADSPILD. Statistikkerne viser, at mange højtider – særligt julen – skaber stort madspild. Vi køber 23 % mere mad i december, og vi smider ud for 1,4 milliarder kroner. Sørg for god plads i køleskab og fryser til alle resterne.
  • KØB LOKALE PRODUKTER som and, flæskesteg, rødkål og kartofler. Sørg for, at kartoflerne ikke er fløjet ind fra Egypten, og at anden ikke er transporteret fra Frankrig.
  • GÅ DEN GRØNNE VEJ. Du behøver ikke at diske op med ude­lukkende vegetariske retter, men prøv at gøre det så grønt, som traditionerne kan holde til. Her er et par idéer:
    • Skær ned for kyllingen i hønsesalaten og bland masser af sprøde æbler og knasende jordskokker i tern i en god, velkrydret mayo
    • Drop baconen på leverpostejen og rist i stedet løg og svampe med et godt drys røget paprika
    • Lad halvdelen af tarteletfyldet være fine, blancherede tern af gulerødder og knoldselleri
    • Erstat halvdelen af kødet i frikadellerne med en blanding af revet pastinak, svampe, løg og lidt valnødder, der er ristet på en pande og smagt til med soya.

Ekstra transport

I julen samles familie og venner ofte fra alle dele af landet og i nogle tilfælde også fra det store udland. Og her kommer transportaspektet og transportens aftryk på klimaet ind i billedet.

  • KØR SAMMEN MED DE ANDRE GÆSTER. Undersøg, om I kan samle hinanden op på vejen og køre i så få biler som muligt.
  • LAV EN SAMKØRSELSORDNING. Der er nok mange andre, der skal på familiebesøg i forbindelse med højtiderne.
  • PRIORITER tog og bus over bil eller fly.

Gaver

Alene vores julegaver udleder cirka én million ton CO2 om året sva­rende til cirka 200 kilo CO2 pr dansker. Du kan faktisk godt gå en mere klimavenlig vej uden at give køb på hele ideen med gaver – nemlig at forkæle nogen, du holder af.

  • KØB FÆRRE, MEN DYRERE OG BEDRE. Køb god kvalitet, også selvom det er dyrere. Det er bedst for klimaet at gå efter noget, som kan holde i lang tid.
  • KØB LOKALT. Amazon, Wish og andre forbrugsportaler lokker med billige varer. Men udover at kvaliteten på varerne, særligt fra Wish, kan være særdeles tvivlsom, tæller logistikken tungt i regnskabet, når produkter skal transporteres fra Fjernøsten.
  • KØB BRUGTE TING. Køb brugte ting i god kvalitet. Det gælder brugte møbler, brugt legetøj, brugte cykler og brugt tøj, som du kan finde et væld af på nettet.
  • GIV OPLEVELSER I STEDET FOR TING. Det er bedre for kli­maet at købe biografbilletter, koncertbilletter eller madlav­ningskurser end ting som telefoner, tøj eller parfumer. Hvis vores julegavebudget blev brugt på oplevelsesgaver og service i stedet, ville det reducere julegavernes samlede CO2­udslip fra 133 til 35 kilo CO2 pr. dansker.
  • DROP PAKKELEGEN, som typisk er en fantastisk anledning til at købe et væld af ubrugelige småting. Eller overvej en pakkeleg udelukkende med genbrugsgaver fra egne hylder og skuffer. Det giver nogle meget federe gaver, og du får samtidig ryddet lidt ud i gemmerne.
  • GÅ SAMMEN OM GAVERNE. Hellere 1 stor gave end 10 små. Gå sammen om gaverne, så ikke alle skal købe en lille gave. I kan også skiftes til at give hinanden en lidt større gave.
  • KØB DET, DER STÅR PÅ ØNSKESEDLEN. Hvis din gave er ønsket, bliver den brugt. Køber du derimod noget, som ved­kommende ikke får brugt, koster det på klimakontoen.
  • HUSK BYTTEMÆRKET. Gaver skal kunne byttes, så de ikke ender ubrugte – og dermed med spildt CO2. Sørg for at få byttet de gaver, du ikke selv vil få brugt.
  • KØB KLIMAKOMPENSERENDE GAVER. Du kan også gå efter gaven, der støtter klimavenlige projekter. Du kan eksempelvis give et stykke regnskov.
  • GENTÆNK DIN GAVEINDPAKNING. Der bliver brugt 825 ton gavepapir til julegaver hvert år. Hver en gaveindpakningsrulle kræver energi at producere og udleder dermed CO2. Genbrug dit gavepapir, eller brug alternativer til gavepapir. For eksempel avispapir med et fint (genbrugs)bånd omkring og lidt grønt pynt fra haven. Ellers gå efter det certificerede gavepapir, som eksempelvis FSC.
Julegaverne koster en million ton CO2 hvert år. Skær ned!

Du kære gamle juletræ…

Og så er der også lige juletræet. Det er som udgangspunkt en god tradition for klimaet, at vi dyrker så mange juletræer, som skal danne rammen om dans, kys og gaver i danske hjem. Mens de vokser, står de ude på markerne og suger CO2 til sig. Men vi kan faktisk godt gøre juletræet endnu mere klimavenligt, end hvad det er for mange i dag.

  • Gå efter juletræer i potte, som kan genplantes. Det er i dag muligt at købe et juletræ i potte og efterfølgende have stående udenfor i haven, eller få det afhentet igen og plantet ud igen i naturen -hermed forlænger man juletræets mulighed for at suge CO2 til sig.
  • Gå efter dem med miljømærkning. Du kan købe et juletræ, der er certificeret bæredygtigt.
  • Gå efter det lokalt producerede juletræ. Det er bedre end at købe et træ, der er importeret langvejs fra.
  • Sørg for at aflevere dit juletræ til genbrug. Så ender det enten som CO2­neutral kompost eller som biobrændsel, der er et godt alternativ til olie, gas og kul.

Og hav så i øvrigt en varm og kærlig julemåned! Kærlighed luner – og koster ikke på CO2-kontoen!


De gode juleråd stammer for en stor del fra bogen Klimaguiden af Anne Fenger Schefte og Anders Nolting Magelund. POV’s madredaktør Nana Balle har bidraget på madfronten.


Fotos: Unsplash.

Anna Fenger Schefte har været journalist og redaktør i otte år, blandt andet på ugebrevet Mandag Morgen og tænketanken Sustainia, der har klima og bæredygtighed som primære stofområder.

Hun har skrevet flere publikationer og bøger om området, blandt andet i samarbejde med Politikens Forlag, Realdania, UNGC og Københavns Kommune.

Anna holder i dag foredrag om klimavenligt forbrug for virksomheder og skriver for internationale og nationale medier om klima.

Seneste artikler om Mad