Gener – Det er ikke kun i spejlet, du ligner dine forældre

i Bøger/Liv & Mennesker/Videnskab af

VIDEN – Forskning i genetik har gennem de seneste årtier påvist, at over halvdelen af personligheden er genetisk bestemt. At arvelighed spiller en større rolle end miljøpåvirkning virker for mig usandsynligt, men for en slægtsforsker er det indlysende.

“Det er sjovt at se hvem, der ligner hinanden, og se hvordan historierne går igen i glimt. Måske husker cellerne. Når jeg mødes med mine oldemors efterkommere, så er der en helt bestemt stemning i rummet. Det er familie – jeg kan ikke forklare det. Der opstår et eller andet. Måske fordi vi har samme navn, men måske også fordi vi har det samme blod,” fortæller Gitte Bergendorff Høstbo, der er slægtsforsker og medforfatter til bogen Forbrydelsens ansigt.

Som de fleste jævnaldrende er jeg gennem opvækst og uddannelse blevet skolet i, at miljøet har en altovervejende betydning for udvikling af personligheden

For mig er den umiddelbart mest nærliggende forklaring på Gitte Bergendorff Høstbos erfaringer fra slægtsforskning, at de forskellige slægtninge har haft nogenlunde ensartede vilkår, når det drejer sig om økonomi, uddannelse og sundhed, eller, som hun selv siger det, fordi de har samme navn og dermed noget til fælles.

Det tænker jeg, som er født i 1955. Som de fleste jævnaldrende er jeg gennem opvækst og uddannelse blevet skolet i, at miljøet har en altovervejende betydning for udvikling af personligheden. For mig har det altid været indlysende, at chancerne her i livet afhænger af de stimuli, som forældrene og omverdenen kan give.

Men set i lyset af nyere forskning inden for genetik kan det, der ligger bag Gitte Bergendorff Høstbos oplevelse af blodets bånd, ikke primært tilskrives miljøet.

Blueprintet for hvem vi bliver

En central forsker inden for adfærdspsykologien er Robert Plomin, som netop har udgivet bogen Blueprint – how DNA makes us who we are, hvor han opsummerer sine resultater fra over 40 års tvillingestudier kombineret med fund fra genforskning.

Plomin betegner den aktuelle forskning som et historisk tidspunkt for psykologien, hvor det er blevet tydeligt, at DNA’et er en stor systematisk kraft – blueprintet, som gør os til dem, vi er. Betydningen for vores liv, forældreskab, uddannelse og samfund er, ifølge Plomin, enorme.

I bogen finder jeg forklaringer, der vender op og ned på mine hidtidige antagelser. Der er måske et biologisk grundlag for oplevelsen af, at personlighedstræk går igen gennem familier? Og eftersom Plomin mener, at den genetiske arv bliver tydeligere senere i livet, forklarer det måske, at vi, når vi bliver ældre, føler os mere tiltrukket af slægtsforskning, fordi vi i stigende grad ser, at vi ligner vores forældre? 

Arv vejer tungest

Robert Plomin er især kendt for tusindvis af sammenlignende studier af enæggede tvillinger, tveæggede tvillinger, søskende samt adopterede børn. Studierne påviser betydningen af arv i forhold til intelligens og personlighedstræk, for eksempel graden af følsomhed, energiniveau og risiko for depression og skizofreni.

Forskningen viser, at den miljømæssige indflydelse på personligheden hovedsagelig er tilfældig, usystematisk og ustabil

Resultaterne viser, at opvækst i forskellige familier ikke medfører ændringer i personlighedstræk hos de enæggede tvillinger. De enæggede tvillinger har identiske personlighedstræk, selvom de ikke har været sammen gennem opvæksten. Og adopterede børn, der er vokset op i samme familie, viser ikke større ligheder end den generelle forskel i personlighedstræk mellem mennesker.

For Robert Plomin er det entydigt, at den psykologiske forskel mellem os mennesker hovedsageligt skyldes vores genetiske forskelle.

Miljøets indflydelse er uklar

Robert Plomins forskning underkender ikke, at miljøet også har en vis indflydelse, men forskningen har ikke kunnet påvise nogen direkte effekt af specifikke livserfaringer, forældre eller skolegang. Dermed har man for eksempel ikke kunnet pege på en bestemt opdragelsesstil som værende særlig gunstig for udvikling af barnets personlighed. Det har heller ikke været muligt at påvise nogen direkte effekt af specielle pædagogiske tiltag for udvikling af barnets intelligens.

Heller ikke den miljømæssige betydning for barnets personlighed kan adskilles fra den genetiske arv. Når far og mor stimulerer, trøster og opfylder barnets behov, tager det udgangspunkt i, at forældrene reagerer svarende til barnets og deres egne genetiske dispositioner.

I det hele taget viser forskningen, at den miljømæssige indflydelse på personligheden hovedsagelig er tilfældig, usystematisk og ustabil, hvilket ifølge Plomin bliver modtaget med en hel del skepsis og modstand fra forskellige grupper.

“Jo ældre vi bliver, desto mere bliver vi dem vi er, rent genetisk. Måske er det årsagen til, at vi ofte frygter, at vi bliver som vores forældre, når vi bliver ældre,” skriver Robert Plomin

DNA’et betyder mere med alderen

Forskningen har vist, at den genetiske påvirkning af personligheden tiltager med alderen. Det kan virke paradoksalt, idet den umiddelbare tanke for de fleste vil være, at det lille barn fødes med gen-bagagen og næsten intet andet, og at der derfor vil være mest indflydelse tidligt i livet, før miljøpåvirkningen tager til.

Men især intelligenstest af forældre og børn fra de forskellige tvillingestudier viser det modsatte. Arvens indflydelse på intelligensen bliver tydeligere med alderen.

Plomin forklarer den øgede arvelighed med, at vi med alderen i stigende omfang vælger, omdanner og etablerer omgivelser, der er i overensstemmelse med vores genetiske præferencer.

“Jo ældre vi bliver, desto mere bliver vi dem vi er, rent genetisk. Måske er det årsagen til, at vi ofte frygter, at vi bliver som vores forældre, når vi bliver ældre,” skriver Robert Plomin.

Forbrydere gennem generationer

Gitte Bergendorff Høstbo har mange oplevelser af arv, som hun kan følge fra generation til generation, og det er en vigtig drivkraft for hendes interesse for slægtsforskning.

Også som medforfatter til Bogen Forbrydelsens ansigt har Gitte Bergendorff Høstbo fået erfaringer med personlighedstræk, der går igen gennem generationer.

Hun husker især en episode fra et kursus, hvor en af deltagerne spurgte om, det var muligt at finde hendes far i forbryderregisteret med billeder. Det lykkedes, og deltageren fortsatte og spurgte, om det mon også var muligt at finde hendes morfar. Også det lykkedes. Og da de søgte efter hendes oldefar, ja, så var han også med i forbryderregisteret.

Gitte Bergendorff Høstbo tilføjer, at hun til sidst bad deltageren om at stille sig op ad væggen med siden til, for at se, om hun lignede familiens forbrydere.

“Det gjorde hun – de havde nøjagtig samme næse. Hun var altså ikke forbryder,” fortæller Gitte Bergendorff Høstbo.


Blueprint: How DNA makes us who we are
By Robert Plomin
Allen Lane
288pp
£20.00
ISBN 9780241282076


Foto: Pixnio

Lis Maaløe er oprindeligt uddannet sygeplejerske, cand. mag. i psykologi og forvaltning fra RUC og fagjournalist fra Danmarks Medie- og journalisthøjskole. Hun har undervist på en sygeplejeskole i mange år og har herefter været forlagsredaktør og -chef i 15 år i Gyldendal Akademisk/Munksgaard. For et par år siden sagde hun op for at få et mere fleksibelt liv, hvor hun blandt andet skriver artikler om sundhedsfaglige emner. Hun bor med sin familie nord for København. Hvis du synes om Lis Maaløes arbejde på POV og vil kvittere for det, kan du donere direkte til hende på hendes Mobile Pay: 25 58 26 62

Seneste artikler om Bøger