ERINDRINGER // ESSAY – I sommeren 2023 tog forfatter Louise Winther den allersidste tur fra sit hjem i København til barndomshjemmet i Roskilde. Det blev en følelsesladet eftermiddag, fuld af både erindringsglimt og tanker om de aftryk, opvæksten satte i hende.
Cykelturen op ad Valby Bakke er tungere, end den plejer at være; tordenvarmen ligger som en dyne over byen. Heldigvis lufter det på perronen, hvor jeg har ventet på toget mod Roskilde et hav af gange, ikke mindst siden min mors død i januar.
Toget er proppet og emmer af partystemning. Nå ja, det er i dag, festivalen begynder. Jeg indstiller mig på at tage turen stående.
Jeg vover mig indenfor. Alt er forandret, kun den trygge lugt af bøger er den samme
Knap en halv time senere er toget fremme. Gudskelov skal jeg i modsat retning af festivalfolket – jeg har lovet at aflevere et dokument i mine forældres bank. Jeg går ned ad Hestetorvet og passerer min fars frisør og butikken, der før hed Fatima, hvor Merete og jeg købte nips til vores sættekasser. Hun var min veninde i 9. klasse og døde midt i livet.
Banken har adresse i Algade, hvor min mor og jeg osede i tøjforretningerne. Det var også på Algade, at min far faldt død om en blæsende septemberdag.
Da ærindet i banken er klaret, forlader jeg gaden. Jeg ser min far for mig, da jeg går forbi Det adelige Jomfrukloster, og jeg hører hans dybe stemme sige hoho, hvor mange jomfruer mon bor derinde?
Jeg når frem til biblioteket; her kom jeg for at låne De Fem-bøger og stakke af hæfter med Lucky Luke, som jeg var forelsket i. Jeg vover mig indenfor. Alt er forandret, kun den trygge lugt af bøger er den samme.
Minderne vælder frem
Ude på Dronning Margrethes Vej ser jeg et øjeblik over mod Folkeparken. Hvis jeg skråede igennem, ville jeg komme ned til havnen, hvor min fars sejlbåd, IF-krydseren Nicole, lå. Min far arbejdede til sent hver dag, og når han havde fri – og ikke var på kongres i udlandet – puslede han i haven, var til badminton i Himmelevhallen, løb på kondistien i Boserup Skov, var på navigationskursus eller sejlede i Nicole. Så selvom jeg ikke var fan af at sejle og led af vandskræk, var turene på fjorden med min far noget særligt, for her havde jeg ham for mig selv. Jeg fornemmer lugten af salt og rådden tang, og for mit indre øre hører jeg mågeskrig og tovværk, der slår mod skibsmasten.
På tankstationen køber jeg en Cocio. Hvornår har jeg sidst drukket sådan én? Pas
Det drypper lidt fra oven, da jeg krydser Kong Valdemarsvej ved Røde Port. Et tog suser forbi mod København oppe på jernbanebroen, og i gadeplan viser et skilt vej til domkirken. Det var på en emneugeudflugt til domkirken i 2.g., at jeg mødte Lone, som i ungdomsårene blev mit anker i livet.
Nu småregner det, og jeg indsnuser duften fra de blomstrende buske i kvarteret med de gamle patriciervillaer; det var her, jeg ville ønske, at vi havde boet – i et hus med balkon og en have med krogede æbletræer og citrongule erantistæpper.
Alt det der formede mig
Jeg åbner lågen til Østre Kirkegård, og kort efter befinder jeg mig ud for kapellet, som jeg ofte cyklede forbi. Her foregik min mors bisættelse. Kapelsalen viste sig at være et smukt rum med et vidunderligt lysindfald; en lille perle ville min far have kaldt det.
Med ét står jeg foran urnegraven og dens lavendler og fede liljeknopper. Jeg fjerner en smule ukrudt og fylder frisk vand i det hjemmelavede fuglebad, der ligner et rabarberblad.
Ude på Klosterengen går jeg til højre. På venstre side af vejen skimter jeg stien ned til mosen, hvor jeg løb på skøjter med min yngre søster, der som teenager udviklede en psykisk lidelse, som ikke blev behandlet. Længere fremme går jeg forbi frisørsalonen på hjørnet – omme i privaten boede Michael, min første gymnasiekæreste.
Jeg tager en dyb indånding, før jeg for sidste gang låser jeg mig ind i min barndoms entré, hvor ingen hund logrer
Jeg er nået til Ternevej; for enden af den, oppe på Præstemarksvej, lå fritidshjemmet. Der gik jeg, seks år gammel, i en uge, til jeg en dag marcherede ind på lederens kontor og meddelte, at jeg ville gå hjem, og at jeg ikke kom tilbage.
Men i dag går jeg ikke ad Ternevej, jeg fortsætter ligeud og kommer forbi den øde bygning, der i alle årene husede Hedegårdenes Brugs, hvor min mor sendte mig over efter en kvart piskefløde eller en pakke Solgryn. I dag må jeg helt ned til Q8-tanken på hjørnet af Rørsangervej for at få slukket tørsten. Engang hed den BP, og børnene fik små Asterix-figurer af tankpasseren, når deres voksne købte benzin.
Længere mod nord ligger Himmelev Skole, hvor jeg blev mobbet med mit navn, med at jeg brugte briller, med min sarte søster, med at jeg ikke kunne ramme en bold, med at det altid var min stil, dansklæreren læste højt.
Mod vest ser jeg Ladegårdsengen, hvor vi tit luftede hund, og jeg mener at kunne ane det vandreservoir, jeg som 14-årig overvejede at drukne mig i. Mod nordøst ligger Himmelev Gymnasium, hvorfra jeg i 1982 blev student trods buldrende anoreksi.
På tankstationen køber jeg en Cocio. Hvornår har jeg sidst drukket sådan én? Pas. Jeg har hørt, at chokolademælk skulle være den drik, der minder mest om modermælk.
Ved første slurk pletter jeg min babyblå hørskjorte – pokkers. Nå, jeg må videre. Jeg går op ad min mennesketomme barndomsgade, og for det indre blik ser jeg min far suse forbi på cykel med Collien i snor, mens den flinke genbo vinker og siger der har vi jo Mikki med hr. Holm.
Nummer syv ligger i bunden af en stikvej. Huset er en klods i gule sten med fladt tag; et murermesterhus i to plan, kvadratisk, praktisk, godt, som det lyder i reklamen for den tyske chokolade. I mange år syntes jeg, at både huset og kvarteret var kikset. Det var her, jeg boede, fra jeg var fire, og til jeg tyve år gammel flyttede på kollegium i København.
Stedet der lever i mig
Jeg tager en dyb indånding, før jeg for sidste gang låser jeg mig ind i min barndoms entré, hvor ingen hund logrer, og hvor ingen kære mor eller far hilser og giver mig et kindkys. Dødsborydderne var i huset i forgårs, og de var grundige; alt er væk, selv dørmåtterne, både ude og inde. Tomheden runger. Jeg skynder mig ud i forhaven og piller en frøstand af magnoliaen.
Nogen ankommer på cykel og parkerer foran carporten; et kort sekund tror jeg, det er min far. Lidt efter smiler jeg til en lige så smilende ung mand. Vi giver hånd, og jeg siger, jeg blev så glad for hans ord – som ejendomsmægleren videresendte – om sjælen og originaliteten i haven. Han svarer, at han sætter pris på de mange bede med sjældne vækster. Alt er plantet egenhændigt af min far. Den unge mand foreslår, at jeg giver ham en rundvisning i haven, mens vi venter på hans familie og på ejendomsmægleren, så jeg kan overdrage nøglen, og vi kan skåle på salget.
Jeg bærer både Roskilde, mit barndomshjem og mine forældre med mig – frosset fast i erindringen
I mange år kaldte jeg mig provinsflygtning; da jeg var cirka 35, opsøgte jeg en talepædagog for at slippe af med min let sjællandske dialekt. Jeg opgav, da jeg indså, at min måde at tale på er uløseligt forbundet med den, jeg er.
Hvad lærte jeg af Roskilde? Domkirken og Vikingeskibsmuseet lærte mig at sætte pris på at kende vores fælles historie. Roskilde Fjord og Boserup Skov lærte mig glæden ved naturen.
Jeg voksede op og blev selvstændig, uafhængig, målrettet og frihedselskende. Ville mine personlighedstræk være blevet mere eller mindre udtalte, hvis jeg var vokset op i Holbæk, min fødeby, i Valby som min mor eller i Rønne som min mormor? Måske, måske ikke.
Ét er sikkert: Jeg bærer både Roskilde, mit barndomshjem og mine forældre med mig – frosset fast i erindringen. For evigt ejes kun det tabte. Eller som jeg har skrevet i et digt: Dette er stedet jeg nu har forladt/Dette er stedet der lever i mig.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og