VÆRDIKAMP // KOMMENTAR – I denne uge har to mediepersoner været med til at præge kulturdebatten. Begge personer har på grund af deres eksklusive position i vores samfund haft mulighed til at komme til orde i medierne om minoritetsgrupper, men de har forvaltet taletiden vidt forskelligt. Den ene vil samle og inkludere. Den anden vil sprede og ekskludere.
Den ene er fodboldspiller, og burde måske i virkeligheden koncentrere sig om at score mål og vinde fodboldkampe, men han valgte at gå ud af sin komfortzone og kommentere på, at fodboldfans i Odense kaldte ham gay og homo.
Den anden er politiker, og burde måske i virkeligheden tænke stort og være med til at sætte nye rammer for en fremtid i fremdrift, men han valgte at sætte sit holdnings-mindset på automatpilot, da han anmeldte Ulaa Salims debutfilm Danmarks Sønner i Berlingske. En politisk thriller om et Danmark i opløsning i en kamp mellem højrenationalistiske politikere og islamiske frontkæmpere.
De to personer for dem, der ikke allerede har gættet det:
Viktor Fischer, 24 år og professionel fodboldspiller i FCK. Viktor Fischer fik allerede i de tidlige teenageår kontrakt med Ajax Amsterdam. Senere har han spillet for Middelsbrough i England og Mainz i Tyskland. Årene i udlandet har formentligt givet Viktor Fischer et internationalt syn på tilværelsen. Han har spillet over 20 landskampe.
Alex Ahrendtsen, 52 år, medlem af Folketinget for Dansk Folkeparti, hvor han er kulturordfører. Han er cand.mag. i dansk og religion. Alex Ahrendtsen har været viceborgmester i Odense Byråd. Han har skrevet flere bøger om islamisering i Danmark. Ifølge Wikipedia har forfatterskabet manglet sondringer mellem muslimer, islamister og fundamentalister. Alex Ahrendtsen har de seneste år sat markante aftryk på den danske kultur- og mediepolitik.
Episode 1 – Fischer og homofobien
Søndag den 7. april om eftermiddagen spillede FCK på udebane mod OB på Odense Stadion. Da FCK kommer foran 1-0, fejrer Viktor Fischer målet foran de mest hardcore OB-fans. Efter kampen forklarer den 24-årige FCK-spiller, at OB’s fans under kampen har råbt homofobiske tilråd og sange mod Viktor Fischer. Umiddelbart efter kampen kalder Viktor Fischer de råbende OB-tilhængere for ”homofobiske skodhoveder”.
Fodboldspilleren fremstår som abstraktionens mester. Med empatisk snilde forstår han, at det ikke gavner noget som helst, at fodboldfans anno 2019 synger homofobiske slagsange. Viktor Fischer placerer sig som eksemplet for en ny generation, hvor forståelse og tolerance er nøgleord
-Homofobi skal ikke accepteres, og det skal ses på linje med racisme. Jeg håber, at hvis ikke Superligaen gør noget ved det, så skal OB selv gøre noget ved det i forhold til deres fans. Nogen vil måske mene, at man skal holde sig for god til at råbe til fansene, men jeg valgte at gøre det. Nu håber jeg, det bliver belyst, at OB’s fans synger homofobiske sange mod spillerne, sagde Viktor Fischer efter kampen til Ritzau.
Dagen efter putter Viktor Fischer lidt flere nuancer på episoden fra Odense Stadion i et interview i DR:
– Det er en uskik i samfundet generelt, men det er det især i fodbold. De kan kalde mig en idiot, de kan sige, at jeg har en glat frisure. Det har endda en snert af humor. Men det hører ingen steder hjemme, at bøsse skal være et skældsord i fodboldkulturen i 2019.
https://www.instagram.com/p/Bu_0H4Pg537/
I forbindelse med kampen mellem FC Nordsjælland og Brøndby mandag aften – i sagens natur en kamp, hvor Viktor Fischer ikke er på banen – synger fodboldfans fra Brøndby: “Fischer, han er gay”.
De homofobiske tilråd og sange i henholdsvis Odense og Farum har sat gang i debatten. Dansk Boldspil-Union, Spillerforeningen, Divisionsforeningen og Danske Fodbold Fanklubber tager hurtigt afstand fra tilråbene. Andre forsvarede fodboldfans ret til at ”gå over stregen og råbe primitivt og nedladende til fodboldkampe, så længe det foregår indenfor fodboldens specielle fællesskab på et fodboldstadion.”
Fra den europæiske fodboldtop var der lovord til Viktor Fischer. UEFA’s præsident Aleksander Ceferin sagde i TV3 Sport:
– Jeg applauderer ethvert forsøg på at skabe større lighed og retfærdighed og ser fodbolden som en magtfuld katalysator, der fjerner alle forskelle, sociale og religiøse såvel som race- og kønsdiskriminerende.
Fredag uddelte fodboldens disciplinærinstans bøder ud til OB og Brøndby, men i bemærkningerne til dommen hed det, at FC København-spilleren Viktor Fischer på en uhensigtsmæssig måde kunne have medvirket til at eskalere homofobi-sagens omfang.
Hertil sagde Viktor Fischer til Ritzau:
-Jeg begriber ganske ikke, at man bruger tiden på at pege mig ud som medskyldig i stedet for at adressere problemet, som er så alvorligt for så mange. Det tyder på, at man ikke har forstået, hvad det handler om. Jeg er ikke et offer i den her sag, men jeg er heller ikke den skyldige. Jeg har påpeget problemet er der, og at vi skal gøre noget ved det, jeg har ikke startet det.
Episode 2 – Ahrendtsen og Danmarks Sønner
Onsdag aften er der premiere på Danmarks Sønner i Imperial i København. Filmen er den unge instruktør Ulaa Salims debut. En barsk politisk thriller, der foregår i Danmark anno 2025.
Terrorismen har splittet det danske samfund, og debatten domineres af fremmedhad. Et folketingsvalg nærmer sig, og det nationalistiske parti National Bevægelsen med lederen Martin Nordahl i spidsen står til at få en historisk jordskredssejr – og partiet varsler om, at de vil “smide alle de fremmede ud”.
Alex Ahrendtsen glemmer armslængdeprincipper, objektivitet og nysgerrighed i forhold til Danmarks Sønner. Som en robot gentager han sine tidligere ytringer mod Islam
Samtidig vokser radikalisering også i andre lag af samfundet. Den 19-årige Zakaria, som mærker fremmedhadet i sin dagligdag, er på vej ud på et farligt sidespor. Han møder Ali, der er med til at guide ham, men som også kæmper med sine egne problemer og en livsfarlig hemmelighed, som det hedder i pressematerialet.
Berlingske vælger at lave to anmeldelser. En af sociologen Aydin Soei, der giver filmen fem stjerner. Alex Ahrendtsen står for den anden anmeldelse. Han giver Danmarks Sønner to stjerner og skriver blandt andet under overskriften ”En livsfarlig propagandafilm for skatteydernes penge.”:
-Ulaa Salims ærinde og mål med filmen kammer så voldsomt over, at karaktererne i filmen kun har ét formål: at tvære instruktørens pointe ud i ansigtet på filmpublikummet. Filmens slutning er direkte farlig, fordi den opfordrer til vold og selvtægt. Danske kunstnere ved ofte ikke ret meget om, hvordan demokratiet i Danmark fungerer, og Ulaa Salim er ingen undtagelse.
Han fortsætter:
-I skildringen af de arabiske miljøer, især de Hizb-ut-Tahrir-lignende miljøer, bliver karaktererne ideologiske talerør for instruktørens og filmkonsulenternes verdenssyn, hvor debattonen og Vestens bomber er årsager til radikaliseringen. Det er en skændsel, at DFIs konsulenter ikke har slået ned på propagandaen. Det siger selvfølgelig en hel del om filmmiljøets selvforståelse og verdensanskuelse. DFI har svigtet Ulaa Salim, der efter eget udsagn har brugt seks år på at skrive manuskriptet, og som til DFIs egen hjemmeside udtaler, at filmen er »for tæt på virkeligheden«. Vel er den ej. Filmen, der er mindst en halv time for lang, virker mere som en kontrafaktisk fortælling om Hitler, der bliver likvideret af en dansk-arabisk PET-agent 90 år senere. Den opfordrer helt utvetydigt til selvtægt, lyder det i anmeldelsen fra DFs kulturordfører.
https://www.instagram.com/p/BVC9nbWj-sh/
Det Danske Filminstitut, der har støttet Danmarks Sønner med fem millioner kroner under New Danish Screen-ordningen, tilbageviser kritikken. Til Berlingske afviser direktør Claus Ladegaard, at filmen skulle opfordre til vold og selvtægt. Han siger blandt andet:
-Ulaa Salim er et stort talent, der lavede en imponerede sikker film som afgangsprojekt fra Filmskolen, og som kan komme til at lave vigtige film fremover. Han har så valgt at lave Danmarks Sønner, der sætter en række politiske forhold til debat. Og det synes vi principielt er udmærket. Vi støtter jo film, fordi vi tror, at de har noget kvalitet og en kulturel betydning for dem, der skal se dem.
Abstraktion og konspiration
Viktor Fischer og Alex Ahrendtsen blev på hver sin måde ugens kulturanalytikere. Men de gik til opgaven med vidt forskellig hensigt.
Fodboldspilleren fremstår som abstraktionens mester. Med empatisk snilde forstår han, at det ikke gavner noget som helst, at fodboldfans anno 2019 synger homofobiske slagsange. Viktor Fischer placerer sig som eksemplet for en ny generation, hvor forståelse og tolerance er nøgleord. At være privilegeret fodboldspiller og samtidig gå verbalt til angreb mod en kønsstereotyp fankultur indenfor sin egen branche – fodbolden – kalder på respekt. Viktor Fischer har med sine udtalelser fået kønskampen helt ind i hjertet af Danmarks nationalsport. Viktor Fischer byder sig til, og med en målscores selvtillid blander han sig i samfundsdebatten.
Den unge FCK’er viser, at demokrati er for alle, også for “forkælede professionelle fodboldspillere”, der normalt kun optræder i medierne med korte statements om dagens kamp, eller på fotos taget foran deres (alt for) dyre biler. Med sine udtalelser rammer Viktor Fischer ned i fodboldkulturens primitive primalråb, og åbner for en debat om moderne maskulinitet, krænkelses-teorier og kønsidentitet.
Fodboldverdenen – og demokratiet 2019 – har brug for det mod og fremsyn Victor Fischer står for. Jeg tør godt allerede nu spå, at Viktor Fischer vil være blandt de nominerede, når Danish Rainbow Awards uddeler priser næste år.
Modsat kan man sige om Alex Ahrendtsen, at han med sin anmelderpen i hånden helt glemmer armslængdeprincipper, objektivitet og nysgerrighed i forhold til Danmarks Sønner. Som en robot gentager Alex Ahrendtsen sine tidligere ytringer mod Islam. Han går samtidig til angreb på både instruktøren Ulaa Salim og DFI. Han anklager filmen for at opfordre til selvtægt. Men med sin anmeldelse vælter Ahrendtsen i konspiration i forhold til virkeligheden, fremfor at se Danmarks Sønner som et stykke kunst. Det er et kæmpeproblem, at Alex Ahrendtsen ser al kunst gennem sin egen ideologi.
Den ældre politiker Alex Ahrendtsen kunne lære en hel del af den unge Viktor Fischer.
Befriet for egeninteresse taler fodboldspilleren de homoseksuelles sag, mens Alex Ahrendtsen virker som en selviscenesat, selvprofilerende levebrødspolitiker, der er i gang med valgkamp. Mens Viktor Fischer på bedste vis repræsenterer en moderne, ung generations måde at agere i verden på, så bærer Alex Ahrendtsen (desværre) brænde til politikerledens triste bål. Mens Fischer åbner det demokratiske rum ved, som heteroseksuel elitefodboldspiller at påtale homofobi, så lukker Alex Ahrendtsen muligheden for at gå i dialog med de etniske minoriteter, som spiller hovedrollen i Danmarks Sønner.
p.s. for en ordens skyld skal jeg måske tilføje, at jeg selv spille en lille rolle, som journalist i Danmarks Sønner, ligesom jeg er homoseksuel.
Foto:
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
